Landindvinding

Grundforbedring og udvidelse af landbrugsarealet blev den udvej, danske bønder greb med iver fra 1850'erne, da kornpriserne var gode, og en ny teknik blev gjort tilgængelig for dem. Kendtest er det store arbejde, der blev gjort for at opdyrke den jyske hede, som endnu i halvtredserne dækkede henved en fjerdedel af hele Jyllands areal, et goldt område på ca. 7000 km², som man allerede fra 1700-tallet havde gjort forsøg på at nyttiggøre bl.a. ved plantageplantning. Men det helt store systematiske arbejde med at gøre hedeområderne til landbrugsland begyndte først efter 1866 med grundlæggelsen af Det danske Hedeselskab, der ikke alene påtog sig træbeplantning af hederne, men også afvanding af store vådområder overvejende i Jylland. Hedeopdyrkningen er en af de store og gode gerninger, der blev iværksat af en kreds af sande idealister. De så den ikke alene som en national opgave, men de forstod også nødvendigheden af at gøre en social indsats mod fattigdommen på landet. Opdyrkningen betød jo udstykning af mindre jordbrug til mange unge landbrugere. Var hedebrugene uendelig fattige og arbejdskrævende, betød det alligevel, at unge karle og piger fik foden under eget bord.

Men en næsten lige så vigtig inddragelse af ny landbrugsjord var det arbejde med dræning, som store og små gårde gik i gang med i halvtredserne og drev med stor energi op til ca. 1880. Våde lavninger på markerne foruden mange små søer og moser forsvandt, når vandet blev ledt bort gennem systemer af grøfter og drænrør. Dette vældige stykke dansk jordforbedring skete over hele landet, men blev gjort særlig systematisk på Sjælland. Endnu op til ca. 1860 så det danske landskab omtrent ud, som det havde gjort siden oldtiden. Mægtige landskaber henlå som sivbevoksede og ubeboede mose- og engområder. I Jylland således Store og Lille Vildmose på begge sider af Limfjorden og områder omkring Hjørring-Frederikshavn, i alt arealer på ca. 1000 km². På Midtsjælland lå et næsten sammenhængende område fra Åmosen og ned til vådområdet omkring Holmegård. Disse områder udgjorde en del af Danmarks natur med deres egen poesi og melankolske skønhed, hjemsted for den meget store bestand af storke, der på den tid prægede billedet af et typisk dansk landskab. Moserne kunne kun nyttiggøres på én måde, ved tørvegravning, en billig energikilde til kakkelovne og mindre industrier. Holmegårds Glasværk skylder de mange tørvemoser sin placering.

Den teknik, der kunne tørlægge store og små mosearealer, kom til Danmark fra England. I indledningen til sin danmarksbeskrivelse omtaler Trap i 1858 dette mærkværdige nye fænomen „drains” (skrevet med kursiv) og dets muligheder. Det var endnu på det tidspunkt meget dyrt, fordi disse teglrør skulle importeres fra England. Kun de store gårde havde i begyndelsen råd til at bruge dem. En sjællandsk gårdmand fandt, fortaltes det, nogle drænrør på vej hjem fra købstaden og tog dem med sig. Hans nabo fortalte ham, at rørene bare skulle stikkes lodret ned i jorden, så forsvandt vandet. Men da nogle danske teglværker omkring 1860 begyndte at fremstille billige drænrør, spredte oplysninger om deres rette brug sig med lynets hast. I løbet af de følgende år fik store dele af Danmark et underjordisk netværk af drænrør på mange hundrede tusinde kilometer. I halvfjerdserne blev der brugt over 4,5 millioner af datidens kroner til dræning. Resultatet blev da også indvinding af over 200.000 hektarer, en lille landindvinding til erstatning af det, Danmark tabte i Slesvig med krigen 1864.

Til de større sammenhængende moser slog drænrørene ikke til. Her anvendtes en ny afvandingsteknik med anvendelse af pumper, drevet af vindmøller og med større rør, en teknik, som via Holsten kom til Danmark fra Holland, hvor de store inddæmningsarbejder var begyndt. Sammen med moserne blev også en række søer og fjordarme udtørret ved hjælp af grøftesystemer, således Søborg Sø i Nordsjælland, den store sø på Falsters sydspids, Lammefjord ved Holbæk og mange andre steder.

Danmark blev større, flere munde kunne mættes af jordens produkter. Men det indvundne var ikke nok i forhold til den overskudsbefolkning, der langsomt og umærkeligt voksede op i landdistrikterne.