Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Landindvinding

Oprindelig forfatter KHvi

Grundforbedring og udvidelse af landbrugsarealet blev den udvej, danske bønder greb med iver fra 1850'erne, da kornpriserne var gode, og en ny teknik blev gjort tilgængelig for dem. Kendtest er det store arbejde, der blev gjort for at opdyrke den jyske hede, som endnu i halvtredserne dækkede henved en fjerdedel af hele Jyllands areal, et goldt område på ca. 7000 km2, som man allerede fra 1700-tallet havde gjort forsøg på at nyttiggøre bl.a. ved plantageplantning. Men det helt store systematiske arbejde med at gøre hedeområderne til landbrugsland begyndte først efter 1866 med grundlæggelsen af Det danske Hedeselskab, der ikke alene påtog sig træbeplantning af hederne, men også afvanding af store vådområder overvejende i Jylland. Hedeopdyrkningen er en af de store og gode gerninger, der blev iværksat af en kreds af sande idealister. De så den ikke alene som en national opgave, men de forstod også nødvendigheden af at gøre en social indsats mod fattigdommen på landet. Opdyrkningen betød jo udstykning af mindre jordbrug til mange unge landbrugere. Var hedebrugene uendelig fattige og arbejdskrævende, betød det alligevel, at unge karle og piger fik foden under eget bord.

 Hvorledes den intensive afvanding af landbrugsjorden ændrede det danske landskab i 1800-tallet fremgår af dette eksempel fra Sønder Vestud sogn på Mon. På kortet fra 1802 ser man de mange søer og mosehuller. I 1888 er de praktisk talt borte takket være de viste åbne afvandingsgrøfter og et ukendt antal rørlagte grøfter og underjordiske drænrør. Arbejdet med landvinding foregik med særlig energi mellem 1860 og 1880.

Hvorledes den intensive afvanding af landbrugsjorden ændrede det danske landskab i 1800-tallet fremgår af dette eksempel fra Sønder Vestud sogn på Mon. På kortet fra 1802 ser man de mange søer og mosehuller. I 1888 er de praktisk talt borte takket være de viste åbne afvandingsgrøfter og et ukendt antal rørlagte grøfter og underjordiske drænrør. Arbejdet med landvinding foregik med særlig energi mellem 1860 og 1880.

Men en næsten lige så vigtig inddragelse af ny landbrugsjord var det arbejde med dræning, som store og små gårde gik i gang med i halvtredserne og drev med stor energi op til ca. 1880. Våde lavninger på markerne foruden mange små søer og moser forsvandt, når vandet blev ledt bort gennem systemer af grøfter og drænrør. Dette vældige stykke dansk jordforbedring skete over hele landet, men blev gjort særlig systematisk på Sjælland. Endnu op til ca. 1860 så det danske landskab omtrent ud, som det havde gjort siden oldtiden. Mægtige landskaber henlå som sivbevoksede og ubeboede mose- og engområder. I Jylland således Store og Lille Vildmose på begge sider af Limfjorden og områder omkring Hjørring-Frederikshavn, i alt arealer på ca. 1000 km2. På Midtsjælland lå et næsten sammenhængende område fra Åmosen og ned til vådområdet omkring Holmegård. Disse områder udgjorde en del af Danmarks natur med deres egen poesi og melankolske skønhed, hjemsted for den meget store bestand af storke, der på den tid prægede billedet af et typisk dansk landskab. Moserne kunne kun nyttiggøres på én måde, ved tørvegravning, en billig energikilde til kakkelovne og mindre industrier. Holmegårds Glasværk skylder de mange tørvemoser sin placering.

 Kort over tre af de fire dele, der indtil 1864 udgjorde det danske monarki: hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenburg. I den nordlige del af Slesvig taltes der dansk ude på landet, men ellers var hele området tysktalende og stærkt påvirket sydfra. Mange syntes, at Holsten og Lauenburg var et fremmedlegeme i monarkiet, medens Slesvig var gammelt dansk land ned til Ejderfloden, der under navn af Sønderjylland burde knyttes nærmere til kongeriget.

Kort over tre af de fire dele, der indtil 1864 udgjorde det danske monarki: hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenburg. I den nordlige del af Slesvig taltes der dansk ude på landet, men ellers var hele området tysktalende og stærkt påvirket sydfra. Mange syntes, at Holsten og Lauenburg var et fremmedlegeme i monarkiet, medens Slesvig var gammelt dansk land ned til Ejderfloden, der under navn af Sønderjylland burde knyttes nærmere til kongeriget.

Den teknik, der kunne tørlægge store og små mosearealer, kom til Danmark fra England. I indledningen til sin danmarksbeskrivelse omtaler Trap i 1858 dette mærkværdige nye fænomen „drains” (skrevet med kursiv) og dets muligheder. Det var endnu på det tidspunkt meget dyrt, fordi disse teglrør skulle importeres fra England. Kun de store gårde havde i begyndelsen råd til at bruge dem. En sjællandsk gårdmand fandt, fortaltes det, nogle drænrør på vej hjem fra købstaden og tog dem med sig. Hans nabo fortalte ham, at rørene bare skulle stikkes lodret ned i jorden, så forsvandt vandet. Men da nogle danske teglværker omkring 1860 begyndte at fremstille billige drænrør, spredte oplysninger om deres rette brug sig med lynets hast. I løbet af de følgende år fik store dele af Danmark et underjordisk netværk af drænrør på mange hundrede tusinde kilometer. I halvfjerdserne blev der brugt over 4,5 millioner af datidens kroner til dræning. Resultatet blev da også indvinding af over 200.000 hektarer, en lille landindvinding til erstatning af det, Danmark tabte i Slesvig med krigen 1864.

Annonce

Til de større sammenhængende moser slog drænrørene ikke til. Her anvendtes en ny afvandingsteknik med anvendelse af pumper, drevet af vindmøller og med større rør, en teknik, som via Holsten kom til Danmark fra Holland, hvor de store inddæmningsarbejder var begyndt. Sammen med moserne blev også en række søer og fjordarme udtørret ved hjælp af grøftesystemer, således Søborg Sø i Nordsjælland, den store sø på Falsters sydspids, Lammefjord ved Holbæk og mange andre steder.

 Fårehyrden på Fr. Vermehrens maleri fra 1855 sender tilskueren et gudhengivent blik. Det var sjældent, han så fremmede mennesker. Omkring en fjerdedel af hele Jylland var før ca. 1860 dækket af forskellige former for hede. Fra begyndelsen af 1800-tallet blev der gjort mange tilløb til træbeplantning og opdyrkning. Men en større samlet indsats kom dog først fra 1860'erne. Fåreavl og udnyttelse af ulden til hosebinding var magre leveveje for befolkningen.

Fårehyrden på Fr. Vermehrens maleri fra 1855 sender tilskueren et gudhengivent blik. Det var sjældent, han så fremmede mennesker. Omkring en fjerdedel af hele Jylland var før ca. 1860 dækket af forskellige former for hede. Fra begyndelsen af 1800-tallet blev der gjort mange tilløb til træbeplantning og opdyrkning. Men en større samlet indsats kom dog først fra 1860'erne. Fåreavl og udnyttelse af ulden til hosebinding var magre leveveje for befolkningen.

 På de store jyske hedestrækninger boede det omkringfarende „natmandsfolk”, et ukendt antal sigøjnere og andre „kjeltringer” ligesom denne, tegnet af Christen Dalsgaard i 1856.

På de store jyske hedestrækninger boede det omkringfarende „natmandsfolk”, et ukendt antal sigøjnere og andre „kjeltringer” ligesom denne, tegnet af Christen Dalsgaard i 1856.

Danmark blev større, flere munde kunne mættes af jordens produkter. Men det indvundne var ikke nok i forhold til den overskudsbefolkning, der langsomt og umærkeligt voksede op i landdistrikterne.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kristian Hvidt: Landindvinding i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 19. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306014