Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kend dit land

Oprindelig forfatter KHvi

Friluftsliv og nationalfølelse hørte sammen. Heraf udsprang også en voksende interesse for at kende sit land, berejse provinserne og skildre dem i vers og prosa. En af dem, der kom til at kende Danmark allerbedst, var hofembedsmanden J. P. Trap, der blev kabinetssekretær hos Frederik 7. og dermed kongens nærmeste rådgiver og beskytter. Kong Frederik brød sig ikke meget om København, men elskede at rejse rundt i sit rige. Så ofte det lod sig gøre, begav han sig ud i sin store, åbne vogn med firspand foran og lakajer på bukken og bagsmækken gennem alle sine landsdele. Hele hoffet – også de mindre rejseglade – måtte med i den lange kortege af kalechevogne. Der blev gjort ophold i dagevis ved landets herregårde og slotte, ligesom næppe noget større fortidsminde blev passeret, uden at kortegen skulle standse op for at kongen kunne studere fænomenet og grave lidt i det. Trap fulgte med på alle disse rejser, og fra sit bekvemme sæde i de højhjulede vogne havde han god udsigt over landet og skrev op i sin notesbog. Han satte system i indsamlingen, sendte lange spørgeskemaer ud til præster og andre lokale embedsmænd, der gerne (i håb om en lille orden til knaphullet) tjente kongens kabinetssekretær med udførlige besvarelser om sognets kirke og mindesmærker. Trap redigerede det hele sammen til det store værk Danmark, som han i 1858-60 udgav i syv bind, den første udgave af den systematiske landebeskrivelse, der endnu i dag bærer hans navn, Trap Danmark, og som stadig – nu i femte udgave – er et uundværligt værk. Det vil holde den gamle, flittige hoftjeners navn i ære længe endnu.

 „Dækspassagerer på en Jagt mellem Jylland og Sjælland”. Det var stadig søvejene mere end landevejene, der fik Danmark til at hænge sammen. Trods dampmaskinens hastige fremmarch var det stadig de små hurtige sejlbåde, der forbandt landsdelene. Byernes mode, de høje cylinderhatte, sad trods blæsevejret godt fast på hovederne, når østjyske købmænd skulle til København og handle.

„Dækspassagerer på en Jagt mellem Jylland og Sjælland”. Det var stadig søvejene mere end landevejene, der fik Danmark til at hænge sammen. Trods dampmaskinens hastige fremmarch var det stadig de små hurtige sejlbåde, der forbandt landsdelene. Byernes mode, de høje cylinderhatte, sad trods blæsevejret godt fast på hovederne, når østjyske købmænd skulle til København og handle.

Det land, som kabinetssekretæren skildrede fra sogn til sogn, var endnu et anseligt rige. Det bestod ifølge Trap af det såkaldte hovedland og en række bilande. Hovedlandet var, kunne man læse i indledningen til Traps værk, det nuværende Danmark helt ned til Elben, oftest tilsammen kaldet det danske monarki. „Bilandene” var et pænt udtryk for Danmarks kolonier, såvel de kolde i Nordatlanten, som de varme i Det caraibiske Hav. Hovedlandet bestod dels af kongeriget Danmark dels af de tre hertugdømmer Slesvig, Holsten og Lauenburg, der dannede den stilk, hvorpå det egentlige kongerige Danmark var hæftet til det øvrige Europa. Det var om disse hertugdømmer, krigen havde stået i tre år. Men det ændrede ikke på, at hertugdømmerne og kongeriget fortsat hørte sammen. Det Trap kaldte „hovedlandet” hed i dansk politikersprog helstaten. Nede i hertugdømmerne mente man ikke, at den danske stat var så helstøbt, som ordet helstat antydede.

Grænsen mellem Jylland og hertugdømmet Slesvig gik langs Kongeåen, der munder ud i vadehavet nord for Ribe. Den afstumpede del af halvøen, der lå nord for Kongeåen, blev som regel kaldt Nørrejylland, f.eks. konsekvent i Traps udgave af danmarksbeskrivelsen. Derimod fandtes „modsætningen”, ordet Sønderjylland, ikke dengang i den officielle geografi. Det havde været brugt i middelalderen, og blev taget frem igen i 1800-tallet, men nu med tilknytning til de nationalliberales Ejderprogram. Sønderjylland var en politisk ladet betegnelse for Slesvig ned til Ejderen, til tider kun for den nordlige del, hvor der blev talt dansk. Men „Sønderjylland” blev et magisk ord, der rørte hjertet og nationalfølelsen og klang gennem store dele af den danske digtning. En officiel status fik betegnelsen først i 1920 med betegnelsen „de sønderjyske landsdele”, fastslået ved kommunalreformen 1970, da man ved sammenlægningerne valgte navnet Sønderjyllands Amt.

Annonce

 Vejlokomotivet „Vendsyssel”, der fik øgenavnet „Dampelefanten”, var et forvarsel om fremtidens trafikrevolution. Det kørte allerede i 1862 i rutefart mellem Nørre Sundby og Frederikshavn med to eller tre vogne efter sig. Dampelefanten blev ganske vist ret hurtigt sat til side som ubrugelig, men det varede ikke længe, før lignende væsener dukkede op på landet og brugtes som drivkraft til tærskemaskiner.

Vejlokomotivet „Vendsyssel”, der fik øgenavnet „Dampelefanten”, var et forvarsel om fremtidens trafikrevolution. Det kørte allerede i 1862 i rutefart mellem Nørre Sundby og Frederikshavn med to eller tre vogne efter sig. Dampelefanten blev ganske vist ret hurtigt sat til side som ubrugelig, men det varede ikke længe, før lignende væsener dukkede op på landet og brugtes som drivkraft til tærskemaskiner.

I virkeligheden kunne Danmark ligesom to andre nationer i Europa, Østrig-Ungarn og Sverige-Norge, betegnes som et dobbeltmonarki, et land med to næsten ligestillede nationaliteter. Hertugdømmerne var jo helt overvejende tysktalende og -tænkende, og der var ikke tale om en lille, uanselig minoritet i Frederik 7.s rige. I areal udgjorde Slesvig, Holsten og Lauenburg ca. 30 procent af helstaten, af befolkningen nærmest 40 procent. Og i økonomisk tyngde og teknisk udvikling var hertugdømmerne langt forud for kongeriget, ja vel nærmest det lokomotiv, der trak resten af landet med sig fremad. Holstens naboskab til det største økonomiske kraftcenter i Nordeuropa, Hamburg, gav det direkte økonomisk kontakt til Europas stærkeste tyngdepunkter i området mellem Elben og Rhinen. Den tidlige industrialismes teknologi og finansieringssystemer spredtes derfra, ligesom også ny landbrugsteknik for en stor del nåede Danmark via Holsten. I Danmark og navnlig i København var man påvirket af samlivet med hertugdømmerne. Tysk sprog var en naturlig del af almendannelse, uundværligt i centraladministrationen, i erhvervslivet og i al kulturel og videnskabelig virksomhed. Det var ikke tilfældigt, når vi helt op til omkring 1900 benyttede os af de tyske, „krøllede”bogstaver i skriftsproget. Da Georg Brandes i 1870'erne måtte bosætte sig uden for Danmark, faldt det ham selvfølgeligt at flytte til Berlin, fordi han hjemmefra var helt fortrolig med tysk sprog, selv om det var fransk ånd og kultur, han var påvirket af.

 Hingsten „Thor”, født 1847, er en af stamfædrene til de berømte knabstruppere. Heste var helt afgørende for al trækkraft og transport, og forædling af nye racer var derfor en vigtig samfundsgerning. Knabstrupperne, opkaldt efter en hovedgård i Vestsjælland, kunne bruges både som køreheste og som trækdyr for bønder. Det var i mange år den almindeligste hestetype på Øerne, medens man i Jylland foretrak de tungere jyske hesteracer.

Hingsten „Thor”, født 1847, er en af stamfædrene til de berømte knabstruppere. Heste var helt afgørende for al trækkraft og transport, og forædling af nye racer var derfor en vigtig samfundsgerning. Knabstrupperne, opkaldt efter en hovedgård i Vestsjælland, kunne bruges både som køreheste og som trækdyr for bønder. Det var i mange år den almindeligste hestetype på Øerne, medens man i Jylland foretrak de tungere jyske hesteracer.

Ser man i denne forbindelse på Danmarks placering i det større europæiske helhedsbillede i midten af 1800-tallet, bliver det klart, at spredningen af økonomisk, socialt og kulturelt fremskridt endnu dengang gik i den samme syd-nordgående retning, som det havde gjort siden middelalderen. England og Frankrig var endnu i nogle år fjernere for dansk kulturkreds end Tyskland. Dog begyndte unge stræbsomme forretningsfolk at få øje for England som uddannelsessted. C. F. Tietgen fik sin første lærdom i Manchester, og flere overtog siden hans læreplads derovre.

Men velorienterede danskere måtte stadig i 1850'erne erkende, at Danmark lå i udkanten af centrene for økonomisk og teknologisk fremdrift i Europa. Til gengæld kunne man herhjemme med skjult skadefryd konstatere, at landene nord for os, tvillingeriget Sverige-Norge, var mere bagud. Deroppe betragtede man endnu Danmark som en højt udviklet nation. Først i løbet af de følgende årtier ændrede spredningsmønsteret sig. Norge fik stærke impulser vestfra over England, medens Sverige øgede sine direkte kontakter sydpå gennem sin malmeksport til kontinentet. De nordiske lande var henimod århundredskiftet kommet på samme udviklingsniveau økonomisk og kulturelt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kristian Hvidt: Kend dit land i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 17. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306011