Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Politisk stagnation 1895-1900

Oprindelig forfatter KHvi

Den aggressive tyske holdning kunne være en undskyldning mere for højre til at beholde magten efter forliget. Tendensen i partiet gik tydeligt i konservativ retning. Det lykkedes Jacob Scavenius, diskret sekunderet af den nu menige landstingsmand Estrup, at drive partiets flertal i Landstinget yderligere mod højre. Han slog på, at der stadig var noget at udrette for forsvarssagen og fortav ikke, at provisoriske love stadig burde være en mulighed. Estrups afløser, den tidligere udenrigsminister Reedtz-Thott, forsøgte en mere forsonlig kurs i fortsat samarbejde med Det moderate venstre. Men finanslovenes militærbudget var stadig hvert år en anstødssten, som truede våbenstilstanden, fordi venstre blev tvunget til at give bevillinger til befæstningens vedligeholdelse for at afværge nye konfrontationer.

 I 1898 fejredes halvtredsåret for Treårskrigen ved en højtidelighed på Rosenborg eksercerplads i København. En model af byens gamle Vesterport var opfort til minde om „dengang de drog afsted” og især om dengang de højt hædrede kom tilbage til hovedstaden gennem porten.

I 1898 fejredes halvtredsåret for Treårskrigen ved en højtidelighed på Rosenborg eksercerplads i København. En model af byens gamle Vesterport var opfort til minde om „dengang de drog afsted” og især om dengang de højt hædrede kom tilbage til hovedstaden gennem porten.

Venstrereformpartiet, der fra 1898 alene havde flertal i Folketinget, adlød J. C. Christensens besindige styre. Han tog ved lære af alle de dumheder, Det forenede venstre og Christen Berg havde begået før. Så få konfrontationer og bratte vendinger som muligt med det store, uegale parti, der spændte fra konservative venstremænd som P. A. Alberti til radikale intellektuelle som Herman Trier og Gustav Philipsen, der via Københavns bystyre kom ind i Folketinget. For J. C. Christensen var det en vanskelig balanceakt at markere reformpartiets synspunkter udadtil, især på følsomme områder som forsvaret. For at dække de dominerende radikale strømninger i sit parti måtte han flytte sig til venstre og offentligt udtale, at militæret ikke skulle være større, end at det blot kunne konstatere et neutralitetsbrud – „vi kan nemlig ikke værge vor neutralitet, og vi må gøre os klart, at det kan ikke nytte, at vi vil gøre det”. Det var udtalelser, som efter århundredskiftet kom ham dyrt at stå, idet de radikale efter deres udtræden af Venstrereformpartiet i 1905 påstod, at Christensen personligt havde skiftet synspunkt.

Lovgivningen indskrænkede sig til det nødvendigste i de sidste år med højrestyre. Kun ét større lovkompleks, en skattereform, kom til at optage sindene gennem alle årene efter 1895. I de mange skattetekniske paragraffer lå skjult et stykke vigtigt økonomisk demokrati, en udligning af skattebyrderne, der svarede til det liberale flertal i landet. Ligesom før 1848 kom statens indtægter dels fra told, dels de såkaldte hartkornsskatter, dvs. en personskat for ejere af jord. Begge former for statsindtægter havde klare udemokratiske træk. Told og indirekte afgifter – tilsammen 67 procent af statsindtægterne – forøgede forbrugspriserne og hvilede tungest på den fattige del af befolkningen. Jordskatter og bygningsafgift ramte hårdest på små landbrug med god jord og stillede byerhvervene klart bedre. Men den direkte skat på jord stammede fra en fortid, hvor naturaløkonomi dominerede. Nu var pengeøkonomien trængt igennem også i landbruget. En egentlig indtægtsskat fandtes kun på kommunalt plan og efter meget beskedne satser.

Annonce

 Prinsesse Marie, gift med prins Valdemar, Christian 9.s søn. Hun, der var efterkommer af borgerkongen Louis-Philippe af Frankrig, bevarede sit impulsive franske væsen og blev et oplivende moment ved det ikke muntre danske hof. Prinsessen havde kontakter langt uden for hoffet, elskede at forestå godgørende arrangementer til fordel for de fattige og fik gennem sin nære forbindelse med kredsen omkring H. N. Andersen og andre topledere i erhvervslivet en betydning som forbindelsesled mellem det politiske liv og den aldrende Christian 9., som hun havde let ved at charmere.

Prinsesse Marie, gift med prins Valdemar, Christian 9.s søn. Hun, der var efterkommer af borgerkongen Louis-Philippe af Frankrig, bevarede sit impulsive franske væsen og blev et oplivende moment ved det ikke muntre danske hof. Prinsessen havde kontakter langt uden for hoffet, elskede at forestå godgørende arrangementer til fordel for de fattige og fik gennem sin nære forbindelse med kredsen omkring H. N. Andersen og andre topledere i erhvervslivet en betydning som forbindelsesled mellem det politiske liv og den aldrende Christian 9., som hun havde let ved at charmere.

Den nu hensygnende agrarbevægelse havde rejst kravet om en mere retfærdig fordeling, nu hvor ikke en fjerdedel, men nærmere en tredjedel af befolkningen boede i byer, og hvor statsbudgettet havde fået nye byrder som f.eks. alderdomsforsorg og sygekasser. Venstre ville demokratisere finanserne ved at indføre en indtægts- og formueskat, sådan som man havde gjort nogle år under de to slesvigske krige. Desuden ville partiet som sande liberalister nedsætte toldsatserne, særlig på almindelige forbrugsvarer som kaffe, ris og petroleum. Højre ønskede ingen indtægtsskat, ville gerne være med til at nedsætte tolden noget, men de derved tabte indtægter skulle erstattes af en kraftig forøgelse af brændevinsskatten, et provokerende krav, der måtte imødegås af venstre som forsvarer af „fattigmands snaps”. Resultatet af disse modstillede synspunkter var, at skatteforslagene passerede frem og tilbage mellem Folketinget og Landstinget fra år til år, uden at nogle af parterne ville give sig på de afgørende punkter. Først i 1903 lykkedes det at gennemføre dette økonomiske systemskifte med den store skattereform, der endeligt indførte indtægts- og formueskatten i Danmark.

Periodens eneste større sociale reform var husmandsloven 1899, der med billige statslån hjalp til oprettelse af knap 2000 nye småbrug på to til otte tdr. land. Loven bar præg af tidens konservatisme – landbrugene blev gjort så små, at ejerne ikke kunne leve af dem, men måtte søge supplerende arbejde ude i betydeligt omfang.

Under den stærke stemningsbølge imod højre, der prægede både by og land efter provisorietiden, var det forbavsende, at Landstingets højre alligevel kunne holdes samlet omkring en klart reaktionær linie. Da ministeriet Reedtz-Thott i 1897 ikke fulgte Landstingets parole, men prøvede at afstemme tingenes synspunkter, fik Estrup sine kolleger i Landstinget til at vedtage en dagsorden, som fældede regeringen, og fik kongen til at udnævne en ny højreregering, der ikke gik på akkord om provisorier og fæstningsudgifter. At højre skrumpede ind ved valgene både til Folketing og Landsting var tilsyneladende mindre væsentligt for lederne, som jo var sikret af grundlovens valgbestemmelser og kongens sympati. Mere afgørende var det, at partiets landstingsgruppe fra 1899 slog revner. En gruppe på otte godsejere, siden kaldet de frikonservative, opponerede mod højres synspunkter i told- og skattesagen. Denne gruppe blev senere det støttepunkt i Landstinget, hvorpå de følgende års venstreregeringer skulle basere den store reformlovgivning.

Også i højre som helhed begyndte man at indse nødvendigheden af en venstreregering. Den store konfrontation på arbejdsmarkedet i 1899 viste, at en ny og voldsom magtfaktor, Socialdemokratiet, var på vej til at præge fremtidens Danmark mere end venstre. Den 32-årige socialist Frederik Borgbjerg, der i 1898 var valgt til Folketinget, benyttede den store lockout til en vældig agitation mod arbejdsgiverne, hvis metoder han sammenlignede med Estrups provisorier. Med sin grundtvigsk farvede patos malede Borgbjerg store fremtidsvisioner om arbejdernes kommende magt, toner som sagde mange højremænd, at her var problemer, som venstre nok bedre kunne løse. Højre ville fortsat kunne sikre konservatismen gennem sit faste flertal i Landstinget.

Fornemmelsen af, at højre skulle dø hen inden 1800-tallet randt ud og venstre gå sejrrigt ind i det 20. århundrede, var nok med til at fremskynde magtskiftet. Højre mistede sympati og indflydelse. I 1898 vandt venstre flertal i Københavns borgerrepræsentation, og i 1900 havde oppositionen vundet over halvdelen af pladserne i alle landets byråd. Da den næstsidste højreregering faldt i 1900 var det lige akkurat, at man kunne få samlet de ni højremænd til en sidste vaklende regeringsomgang. Ved folketingsvalget den 3. april 1901 var højres nederlag forudsigeligt. Partiet blev halveret fra 16 til otte mandater, ikke flere end der kunne sidde i en af tidens åbne charabanc'er, medens Venstrereformpartiet svulmede til 76 ud af tingets 114 pladser. Socialdemokratiet fik 14.

Mandattallene var tilsyneladende tegn på højres undergang. Men ude blandt vælgerne var dansk konservatisme i 1901 lige så stærk som 30 år før og 100 år efter. Det var bare det gældende valgsystem, som helt forvrængede valgresultatet. Højre fik nemlig ca. 20 procent af stemmerne, omtrent den samme andel som det havde det meste af 1900-tallet. Det var omtrent den samme trofaste skare på ca. 56.000 overvejende byvælgere, som havde stemt højre siden midt i 1870'erne. Partiet tabte kun knap 2000 vælgere i forhold til valget i 1898. I 1901 burde højre ved forholdstalsvalg have haft ca. 23 mandater og ikke otte. Men det simple system med flertalsvalg i enkeltmandskredse medførte et vældigt stemmespild for alle kandidater, der lige netop ikke nåede flertallet i hver kreds. Desuden havde alle de andre partier indgået valgforbund og fordelt kandidaterne mellem sig. Derfor betalte højre i 1901 7000 stemmer for at vinde et mandat, Venstrereformpartiet derimod kun godt 1300 stemmer og socialdemokraterne 3000.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kristian Hvidt: Politisk stagnation 1895-1900 i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 26. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306125