Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Realismen i opløsning

Oprindelig forfatter KHvi

Desillusionen viste sig også i tidens kulturliv. Begejstringen var gået af den radikale bevægelse. Skaren af nordiske forfattere og videnskabsmænd, som Edvard Brandes havde samlet omkring det nye dagblad Politiken fra 1884, øvede stor indflydelse på den københavnske opinion. Det blev mondænt at være radikal og provokerende. Men ideerne fra 1870'erne havde ændret sig en hel del, og kredsen af „realister” skrumpede ind i slutningen af firserne. Mesteren selv, Georg Brandes, var stadig beundret i kredse ud over Danmarks grænser. Men han havde til dels tabt interessen for realismen, efter at han i 1888 blev betaget af den tyske filosof og kulturkritiker Friedrich Nietzsche og hans teori om „overmennesker”, der havde afgørende indflydelse på udviklingen. Den generation af unge digtere, der trådte frem omkring 1890, Johannes Jørgensen, Viggo Stuckenberg, Sophus Claussen m.fl., beundrede og frygtede nok Georg Brandes, ernærede sig til dels ved at skrive i Politiken, men stod fjernt fra det radikale program. De var drømmere og ikke realister, vendte sig med væmmelse fra det politiske liv og skiltede med, at de var kristne midt iblandt alle ateisterne.

Det blev også moderne for de unge at lægge sig efter det ubekymrede, dekadente boulevardliv, hvor nyrige forretningsfolk, kunstnere og journalister mødtes i fælles foragt for samfundsproblemer. Herman Bangs skildringer af dette bohemeliv og hans skilten med den unævnelige homoseksualitet var med til at forskrække borgerskabet for kulturradikalismen.

Med Brandes' og andres krav om en friere seksualmoral som udgangspunkt rejste sig den såkaldte Sædelighedsfejde, hvor Bjørnstjerne Bjørnson og nye kvindeorganisationer omvendt stillede krav til mændene om at holde sig fra sex uden for ægteskabet, ligesom det var en pligt for kvinder. Denne debat førtes i tidsskrifter og bøger fra 1880'erne til ind i 1900-tallet.

Annonce

 Den festlige frokost blandt danske kunstnere, som den virkelig kunne tage sig ud set gennem fotografiapparatets linse. Personerne er delvis de samme som på Krøyers maleri. For den ene bordende sidder maleren Laurits Tuxen og hans fornemme hustru. Modsat dem står den altid feststemte forfatter Sophus Schandorph og holder tale, blussende af frokostens glæder. Hans kone og maleren Michael Ancher hører på. På den anden side af bordet sidder Marie Krøyer, der smiler til sin mand, som tager fotografiet, samt den altid alvorlige maler Anna Ancher.

Den festlige frokost blandt danske kunstnere, som den virkelig kunne tage sig ud set gennem fotografiapparatets linse. Personerne er delvis de samme som på Krøyers maleri. For den ene bordende sidder maleren Laurits Tuxen og hans fornemme hustru. Modsat dem står den altid feststemte forfatter Sophus Schandorph og holder tale, blussende af frokostens glæder. Hans kone og maleren Michael Ancher hører på. På den anden side af bordet sidder Marie Krøyer, der smiler til sin mand, som tager fotografiet, samt den altid alvorlige maler Anna Ancher.

Noget for sig selv stod forfatteren Henrik Pontoppidan, realist som samfundsbeskriver, men idealist af væsen og tankegang. Han så det som sin opgave at skildre det moderne, desillusionerede menneske omkring 1890. I en række store romaner afslørede han meget præcist sin samtids splittelse mellem idealisme og virkelighed. Først i trilogien „Det forjættede Land” (1891-95) om den unge idealistiske præst, der lider skibbrud i forsøget på at vinde sognets snu bønder for religionen. Siden skildrede Pontoppidan omvendt den unge, moderne kyniker i romanen „Lykke-Per”, der udsendtes 1898-1904 i otte bind. Per er ingeniør og tror, han kan planlægge sit liv ud fra rationelle argumenter uden hensyn til følelser. Men hans liv går også til spilde, så han til sidst må erkende, at man ikke i det lange løb kan leve uden tro på idealer, på religion og på ægte kærlighed.

Edvard Brandes og Viggo Hørup var i stand til at gøre Politiken opinionsdannende i kultur og politik langt ud over den snævre inderkreds. Men bladets angreb på bl.a. religion og borgerlig kønsmoral bidrog også til at jage den moderate del af venstre over mod konservatismen. „Københavneriet”, som højskolefolk gysende kaldte hovedstadens radikale og socialdemokrater, var efter deres mening en farligere fjende for flertallet i venstre end højre.

Et vigtigt talerør for den københavnske kulturradikalisme var Studentersamfundet, grundlagt 1883 af radikale udbrydere fra den konservative Studenterforening. En række begavede akademikere talte jævnligt ved dets møder. Statistikeren Marcus Rubin, historikeren Kristian Erslev, filosoffen Harald Høffding, pædagogen Herman Trier og mange andre lagde her en frodig muld, hvori siden den politiske radikalisme kunne sås. En væsentlig side af Studentersamfundets virke var aftenundervisningen af byens arbejdere og den lange række af små oplysende skrifter, som blev tilbudt alle til en billig penge. Det var begyndelsen til en alliance mellem arbejdere og akademikere, som blev afgørende for det 20. århundredes politiske historie. En strømpil for fremtiden viste sig allerede ved folketingsvalget i 1890. Her fordoblede socialdemokraterne deres stemmetal og vandt for første gang en landkreds i Århus amt. Samme år fik de tilmed indvalgt to medlemmer i Landstinget. Med den fart kunne man risikere, at socialismen nåede at overhale venstre i stemmer, inden partiet kunne nyde sit flertalsherredømme, når højre var besejret. Det var netop, hvad der skete i begyndelsen af det følgende århundrede.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kristian Hvidt: Realismen i opløsning i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 23. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306115