Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Frede Bojsens forligspolitik

Oprindelig forfatter KHvi

Det var sådanne tanker, som fik den nu næsten 50-årige Frede Bojsen til at gribe tøjlerne i det moderate venstre i 1890 og samle alle kræfterne om en ny politik. Han ville først igangsætte en mere alsidig forhandlingspolitik, der kunne vinde Landstingets højre for en række moderate reformer. Når denne forståelse mellem tingenes reformvenner var blevet rigtigt etableret, var tiden inde til at vælte Estrups regering og komme ud af provisoriernes uføre. På langt sigt så Bojsen for sig et nyt, stort forenet venstre, et midterparti med forstærkning fra reformvenlige højrefolk, der kunne skubbe den københavnske radikalisme og det gamle estrupske højre ud i yderkanterne af det politiske spektrum. Frede Bojsens planer vandt sympati, selv om den radikale opposition både i pressen og i Rigsdagen voldsomt bekæmpede de moderate „sammensmeltere”s forligstanker. De reformer, Bojsen fremførte, var meget beskedne, men de indeholdt dog spirerne til en dansk sociallovgivning, et område, som var meget forsømt med den stigende fattigdom.

 Forfatteren Herman Bangs genialitet både som journalist og forfatter fordunkledes i samtiden noget af hans excentriske fremtræden og utilslørede homoseksualitet. Desuden var han ikke velset „på bjerget” – i 1880'erne og senere så brødrene Brandes med slet skjult jalousi på den unge forfatter, som i Danmark præsenterede den litterære impressionisme, svarende til Guy de Maupassant i 1880'ernes Frankrig, hvor Brandes-skolen kun var nået til at introducere og fremme Flauberts stil og tankegang fra slutningen af 1860'erne.

Forfatteren Herman Bangs genialitet både som journalist og forfatter fordunkledes i samtiden noget af hans excentriske fremtræden og utilslørede homoseksualitet. Desuden var han ikke velset „på bjerget” – i 1880'erne og senere så brødrene Brandes med slet skjult jalousi på den unge forfatter, som i Danmark præsenterede den litterære impressionisme, svarende til Guy de Maupassant i 1880'ernes Frankrig, hvor Brandes-skolen kun var nået til at introducere og fremme Flauberts stil og tankegang fra slutningen af 1860'erne.

Den sociale forsorg indskrænkede sig indtil da til den stærkt forældede fattiglovgivning. Forsørgelsen af gamle, syge og fattige påhvilede sogneråd og kommunalbestyrelser, der løste forpligtelsen på billigste måde. Sognet skulle kun betale for de fattige, der var født på stedet. Alle andre, der kunne blive sognet til last, blev derfor sendt videre – en stadig transport landet over af fattige og syge, der skulle hjem til fødesognet. Af sparehensyn opførte man fattighuse i sognene og lod sognets beboere levere naturalier i form af levnedsmidler og brænde. I de større byer slog det primitive forsorgssystem slet ikke til. Det konservative flertal i Fredericia byråd skjulte ikke, at de tænkte politisk i sociale sager. I den særligt kolde vinter 1893-94 lod man uddele brændselshjælp til de fattige med den begrundelse, at man derved modarbejdede socialismen, „thi et af midlerne hertil er sikkert at vise de fattige, arbejderklassen, at vi gør noget for dem”. Det samme formål tjente man, når der på kongens fødselsdag blev serveret steg og lagkage i fattighuset.

Venstres interesse for sociale reformer havde før været lille. Estrup havde været mere opmærksom på problemet. Som noget af det første havde han ved sin tiltræden i 1875 fået nedsat den såkaldte arbejderkommission, som siden pegede på en række områder, hvor social bistand var påtrængende nødvendig i byerne. Regeringen havde også gjort spage forsøg på at føre nogle af kommissionens forslag frem i Rigsdagen.

Annonce

Estrup var vel bekendt med, hvordan Bismarck netop da håndterede det samme problem. Hans stokke-gulerodsmeto-de bestod i, at han på den ene side slog de tyske arbejdere med de såkaldte undtagelseslove 1878 og på den anden i 1881 prøvede at vinde dem ved indførelse af syge- og alderdomsforsikring, delvis med statstilskud. Noget lignende havde også passet Estrup; stokkemetoden havde han brugt mod socialisterne, men de sociale lovforslag var blevet standset af venstres visnepolitik.

 Da dagbladet Politiken blev grundlagt i 1884 udsendtes en brochure om det kommende blads fortræffelighed. Teksten sluttede: „Politikens opgave er at være organet for den højeste oplysning i det danske folk”. Sætningen vakte latter i modstandernes kreds, og Punch bragte denne satire over opslaget, der her sættes op af Hørup selv.

Da dagbladet Politiken blev grundlagt i 1884 udsendtes en brochure om det kommende blads fortræffelighed. Teksten sluttede: „Politikens opgave er at være organet for den højeste oplysning i det danske folk”. Sætningen vakte latter i modstandernes kreds, og Punch bragte denne satire over opslaget, der her sættes op af Hørup selv.

Nu i 1891 kom et beskedent, om end vigtigt gennembrud på området i form af den første lov om alderdomsunderstøttelse til alle over 60 år. Når det var her, man begyndte, skyldtes det, at et gammelt system, aftægtskontrakten, hvor de unge påtog sig forældrenes forsorg mod at overtage deres gård eller værksted, var blevet forældet. Desuden var de større byers fattigvæsen overbebyrdet på grund af den stærke indvandring, og man forsømte derfor ældreforsorgen. Det nye var, at kommunerne nu kunne give understøttelse til gamle og syge, uden at det havde fattighjælpens virkninger: at man mistede valgretten og skulle tilbagebetale pengene for at få sine borgerlige rettigheder igen. Det drejede sig om småpenge. Også efter samtidens målestok var støtten på 69 kr. pr. år yderst beskeden. Det var måske årsagen til, at kun 15 procent af mændene og 23 procent af kvinderne over 60 år ansøgte og fik alderdomsunderstøttelsen. Og antallet steg ikke mere end ca. 10-15 procent i de følgende to årtier.

De moderate og højre gennemførte også sammen en tiltrængt revision af fattigloven. Den forbød bl.a. det barbariske system at lade de fattige gå på omgang i sognet eller ligefrem bortlicitere dem til gårdene for den laveste pensionspris. Varme følelser for de fattige og gamle bar disse love dog ikke præg af. Hensigten var klart at svække socialisternes opposition. Det gjaldt også den første lov om sygekasser fra 1892, der gav de hundreder af små lokale sygekasser statsanerkendelse og ensartede tilskud. Forsigtighed prægede også Bojsens forsøg på at nærme sig jordfordelingsproblemet. Han foreslog således udlodning af „havelodder” til de jordløse på landet, og for ikke at gå nogen gårdmands eller proprietærs interesser for nær skulle lodderne udstykkes fra præstegårdsjordene. Men noget så radikalt ville de herrer i Landstinget ikke være med til. Så udstykningssagen måtte ligge endnu et halvt årti, førend det var muligt at gennemføre en lov, der med statsstøtte oprettede nye husmandsbrug.

Gennem fire rigsdagssamlinger leverede Frede Bojsen tålmodigt nye lovforslag, de fleste med uanselige reformer, men det var god tyggemad for forhandlingerne mellem Landstingets højre og Folketingets venstre. Regeringen forelagde hvert år på skrømt et finanslovsforslag. Når Folketinget ikke, men Landstinget gerne ville godkende dets forsvarsbudget, hjemsendte Estrup Rigsdagen den 31. marts og udstedte derefter en provisorisk finanslov den følgende dag, hvor finansloven skulle træde i kraft. Så kunne han fortsætte fæstningsbyggeriet. Hvert år forhandlede Bojsen i hemmelighed med Landstingets højre. De fornemme herrer fortalte gerne Bojsen, at de var godt trætte af Estrup, men … betingelsen for en normal finanslov måtte jo være, at venstre godkendte Københavns befæstning ved at give en bevilling til f.eks, noget artilleri eller en revision af hærloven, så den passede til fæstningen. Når Bojsen så frygtsomt spurgte, om man i så fald kunne vente Estrups afgang, blev højremændene så underligt tavse – ingen turde sætte sig op imod Hans Excellence konseilspræsidenten.

 August Jerndorffs portræt af J. B. S. Estrup fra 1895, altså året efter hans afgang som konseilspræsident, gengiver fint den autoritet, som udstrålede fra ham. Estrup talte ikke mere end højst nødvendigt, og det forvirrede dem, han talte med, både partifæller og modstandere. Estrup og hans standsfæller havde i virkeligheden mere forståelse og sympati for deres skarpeste modstandere, Hørup og Edv. Brandes, end for Bojsen og de grundtvigske moderate, der søgte forlig med højre. Estrup tilgav aldrig sine partifæller, at de gik med til det store forlig i 1894, og til sin død i 1913 lagde han ikke skjul på sin bitterhed.

August Jerndorffs portræt af J. B. S. Estrup fra 1895, altså året efter hans afgang som konseilspræsident, gengiver fint den autoritet, som udstrålede fra ham. Estrup talte ikke mere end højst nødvendigt, og det forvirrede dem, han talte med, både partifæller og modstandere. Estrup og hans standsfæller havde i virkeligheden mere forståelse og sympati for deres skarpeste modstandere, Hørup og Edv. Brandes, end for Bojsen og de grundtvigske moderate, der søgte forlig med højre. Estrup tilgav aldrig sine partifæller, at de gik med til det store forlig i 1894, og til sin død i 1913 lagde han ikke skjul på sin bitterhed.

Partikonstellationen stod i det ventede storpolitiske forligs tegn. Ved folketingsvalget i april 1892 indgik de moderate og højre valgforbund, hvilket bl.a. medvirkede til, at Alberti kunne fælde Hørup i Køge. Valget gav forligspartierne 70 mandater, modstanderne kun 32. Men det var et ilde varsel for Bojsens politiske fremtid, at højre vandt seks mandater ved valgforbundet, de moderate kun et – og det var Alberti. På den anden side fik Bojsens parti stærk støtte i reformarbejdet fra den nydannede Danmarks Agrarforening. Den fik hurtigt 75.000 medlemmer fra alle områder af landbruget og leverede ideer til de lovforslag, de moderate forelagde i Rigsdagen. Frede Bojsen viste store evner til at gennemføre forhandlingsprogrammet. Hvad han manglede som folketaler og inspirator, ejede han som forhandler og organisator. Han blev således en foregangsmand i organisering af partipressen. Efter hvert moderat gruppemøde dikterede han en redegørelse, som de enkelte folketingsmænd skrev ned og sendte som privatbrev til venstrebladet i hver deres valgkreds.

I vinteren 1893-94 var han kommet så langt i samarbejdet med højre, at han turde nævne de mest ømtålelige emner, provisoriet og befæstningen. Men disse emner måtte pakkes godt ind i en række mere neutrale lovforslag for at kunne finde nåde i hans egne og højres grupper. Det var dels nogle lovforslag formuleret af agrarbevægelsen, blandt andet om nedsættelse af en landbrugskommission, dels et stort lovforslag, som under ét samlede alle ønsker om nye lokale jernbaner, som var blevet henlagt under provisorierne, i alt ikke færre end 29 forskellige stikbaner landet over. Staten skulle betale halvdelen af anlægsudgifterne. Denne store investering, der lagde skinner ud i hjørnerne af det danske landskab, betegner kulminationen på jernbanebegejstringen. Der blev også anlagt nye lokalbaner de følgende år, men behovet var i det store og hele dækket. En ny epokegørende transportrevolution, bilen og benzinmotoren, var på vej. Hver dag kunne man læse om dens nye rekorder. Netop på den tid talte man om bilen, som i ét stræk kørte de mere end 1000 km mellem Paris og Bordeaux på to døgn med en gennemsnitsfart på 24 km pr. time.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kristian Hvidt: Frede Bojsens forligspolitik i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 19. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306116