Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Forliget 1894

Oprindelig forfatter KHvi

I et hæsblæsende ræs i marts 1894 – rigsdagsbygningen i Fredericiagade stod på gloende pæle – lykkedes det omsider Bojsen sammen med to af ministrene at formulere en dagsorden, der kunne bane vej for en ordinær, vedtaget finanslov. Men højres betingelser var hårde. Venstre skulle i realiteten anerkende fæstningen, som krigsminister Bahnson året før havde erklæret for færdigbygget. I forliget indgik nemlig en revision af hærloven, som bl.a. bevilgede det nødvendige artilleri og mandskab til fæstningen. Til gengæld blev de årlige forsvarsudgifter nedsat en smule ved, at ikke alle de værnepligtige i hver årgang blev indkaldt, det første brud på den almindelige værnepligts princip. Regeringen blev opfordret til at søge Danmark anerkendt af stormagterne som en altid neutral stat. Det var en tanke, som hang sammen med den store interesse for „fredssagen”, en bevægelse for international afspænding, som havde varme tilhængere i hele Europa. Herhjemme blev den ført frem af venstremanden Fredrik Bajer, der også var en energisk forkæmper for kvinders rettigheder.

 Tage Reedtz-Thott til Gavnø var trods sit aristokratiske ydre en folkelig mand, påvirket af Grundtvigs politiske tanker og en elsket godsejer på sine store sjællandske besiddelser. Da han i 1892 blev minister under Estrup, var det et tegn på højres tilnærmelse til Det moderate venstre. For Christian 9. var han derfor en naturlig efterfølger for Estrup i 1894. Reedtz-Thott så det, modsat Estrup, som sin opgave at være mægler mellem Folketing og Landsting, ja, han gik så langt i retning af at imødekomme Folketingets ønsker, at det lykkedes Estrup at samle Landstingets højre om den dagsorden, som fældede hans ministerium i 1897.

Tage Reedtz-Thott til Gavnø var trods sit aristokratiske ydre en folkelig mand, påvirket af Grundtvigs politiske tanker og en elsket godsejer på sine store sjællandske besiddelser. Da han i 1892 blev minister under Estrup, var det et tegn på højres tilnærmelse til Det moderate venstre. For Christian 9. var han derfor en naturlig efterfølger for Estrup i 1894. Reedtz-Thott så det, modsat Estrup, som sin opgave at være mægler mellem Folketing og Landsting, ja, han gik så langt i retning af at imødekomme Folketingets ønsker, at det lykkedes Estrup at samle Landstingets højre om den dagsorden, som fældede hans ministerium i 1897.

Endelig fik man i dagsordenen, der skulle besegle forliget, formuleret nogle vage regler for at forhindre provisoriske love for fremtiden. De var dog udformet sådan, at provisoriet også i de følgende år var en mulighed for regeringerne. Men afgørende var alt det, der ikke stod i dagsordenen: bl.a. spørgsmålet om regeringen Estrups afgang. Bojsen havde en gang tidligere fået audiens hos denne ophøjede person. Men det kom der ikke noget ud af, fordi det kolde og utilnærmelige menneske, der stod foran ham, foretrak at holde lange enetaler i stedet for at høre efter. Bojsen var rystet over, hvor isoleret og ensom Estrup virkede, og i elvte time før forliget måtte Bojsen lade sig nøje med vage forsikringer fra nogle af højres medlemmer om, at de nok skulle få den store mand fjernet, så snart dagsordenen var vedtaget i Rigsdagen.

I forhold til højre var aftalerne altså klar den 30. marts for det forlig, som med et stort flertal i begge ting skulle besegle afslutningen på provisorierne. Men i sidste øjeblik indtraf en begivenhed, der som et tordenslag rystede venstre og lagde en alvorlig skygge over begivenheden. Da den moderate folketingsgruppe dagen før afstemningen endeligt skulle godkende forligsteksten, faldt 15 af gruppens 40 medlemmer fra, deriblandt Folketingets formand Sofus Høgsbro og den stærke P. A. Alberti. Forliget blev ganske vist i forening med højre vedtaget den følgende dag med 54 stemmer mod 44, og Frede Bojsen nåede frem til det mål, han havde sat sig fem år før.

Annonce

Men da han nåede frem, var det med flossede faner og idealer.

Det var i og for sig en glædelig begivenhed, at Danmark var kommet ud af et næsten 20-årigt politisk dødvande, og at forhandlingerne i sit kølvand havde frembragt begyndelsen til en stærkt tiltrængt økonomisk og social reformlovgivning. Men det store forlig af 1894 rejste næsten flere problemer, end det løste. For det første overlod det forsvarsspørgsmålet til eftertiden. Københavns befæstning, som nu var opført som et skræmmende monument over fortiden, gjorde kun sagen politisk mere kompliceret og svækkede folkestyrets stabilitet i de følgende 15 år. For det andet var forfatningsspørgsmålet helt uløst. Truslen om provisoriske love var der stadig, og håbet om en folketingsparlamentarisme, der ville give venstre magten, var tilsyneladende lige så fjernt som før. For det tredje var højre langtfra knækket, det havde stadig flertal i Landstinget, og Rigsdagen var fortsat mere eller mindre handlingslammet. Endelig for det fjerde var venstre, der som flertalsparti på langt sigt måtte blive det styrende, omvendt blevet næsten ulægeligt splittet.

 Den unge J. C. Christensen indgød tillid og respekt ved sit milde, næsten enfoldige ansigtsudtryk og sine lysende blå øjne. Han virkede i fremtræden og levevis som idealet på den grundtvigske seminaristtype, der havde haft så stor andel i den danske landbefolknings politiske og økonomiske organisering efter 1850. Som praktisk politiker viste J. C. Christensen enestående evner som den faste, ja, hårdhændede partileder. Men som taler ejede han ikke Christen Bergs agitatoriske kraft; han holdt mere skolelæreragtige foredrag end valgtaler.

Den unge J. C. Christensen indgød tillid og respekt ved sit milde, næsten enfoldige ansigtsudtryk og sine lysende blå øjne. Han virkede i fremtræden og levevis som idealet på den grundtvigske seminaristtype, der havde haft så stor andel i den danske landbefolknings politiske og økonomiske organisering efter 1850. Som praktisk politiker viste J. C. Christensen enestående evner som den faste, ja, hårdhændede partileder. Men som taler ejede han ikke Christen Bergs agitatoriske kraft; han holdt mere skolelæreragtige foredrag end valgtaler.

Frede Bojsen var en sympatisk og idealistisk politiker, men ikke en overlegen partifører, der kunne høre græsset gro og se de lange perspektiver i politik. Opslugt af forhandlingspolitikkens enkeltheder gennem fire år bemærkede han ikke, at han blev for infiltreret i højre og havde for travlt med at nå et forhandlingsresultat. Den tanke, at han og hans gruppe var kommet til at betale en alt for høj pris for at slippe ud af klemmen, bredte sig. Han havde hjulpet Estrup og højre op på lovens grund, lovliggjort både befæstningen og forvridningen af grundloven, uden at venstre i virkeligheden havde fået andet til gengæld end nogle formelle fraser.

Men det mest svidende sår, der blev tilføjet Bojsen, var, at J. B. S. Estrup, nu nær ved 70 år gammel, tilkendegav sin foragt for det hele ved uanfægtet at blive siddende som konseilspræsident efter den 30. marts. Ingen turde nærme sig ham og bede ham gå af. I fire måneder forblev han og regeringen på taburetterne til alles forbavselse og venstres forfærdelse. Og da han endelig trak sig tilbage i august 1894, var det blot for at lade Hans Majestæt udnævne en ny højreregering med godsejere og embedsmænd.

Som den pæne mand han var, havde Bojsen flere gange understreget, at han ikke havde ambitioner om selv at blive minister. Denne for en politiker usædvanlige beskedenhed dækkede også over, at han ikke havde turdet fremføre parlamentarismen, venstres første programpunkt, som forhåndlingskrav forud for forliget. Et forenet højre-moderat ministerium ville have været en rimelig overgangsordning med flertal i både Folke- og Landsting.

Karakteristisk for Bojsen var det, at han i naiv overbeskedenhed også henvendte sig til indenrigsministeren for at meddele, at han frabad sig det ridderkors, som han mente sig berettiget til efter forliget. Ministeren kunne siden „berolige” Bojsen med, at kongen skam heller ikke havde drømt om at give ham nogen orden! Bojsen fik ikke andet end utak for sin indsats. Højre fortsatte nok et vist samarbejde med ham og hans skrumpende moderate folketingsgruppe, men som helhed blev den klemt mellem skjolde i de følgende år og mistede sin indflydelse. Bojsen udtrådte af politik som en skuffet mand i 1901 og overlod gruppen til sine to yngre væbnere, Klaus Berntsen og Niels Neergaard, der hver på deres måde havde været vigtige støtter for ham, Berntsen som populær folketaler og Neergaard som sagkyndig i økonomiske forhold. Takket være deres større menneskelige bredde og de gunstigere forhold for det moderate venstre efter århundredskiftet, endte de begge som højt hædrede ministre.

Forliget i 1894 kom til at betyde et sporskifte i dansk politik. I første omgang virkede forholdene i Folketinget ganske vist kaotiske. Over for de 57 højremænd og moderate, der sikrede forliget, stod i alt 45 modstandere. Det var en spredt og splittet flok, der manglede en fører, som kunne samle dem til fælles dåd. Nogle af dem levede i mindet om den nyligt afdøde Christen Berg, andre – men det var kun en lille trofast skare – fulgte signalerne fra Viggo Hørup, der ikke selv var i Folketinget længere. Hertil kom så de 15 moderate, der sprang fra forliget i sidste øjeblik, og endelig tingets to socialdemokrater. På det tidspunkt havde disse grupper ikke meget andet tilfælles end forbitrelse over „sammensmelterne” og nogle bedrøvelige fremtidsudsigter som en magtesløs opposition over for et flertal af højre og moderate.

De triste udsigter fik radikalismens to stærkeste personligheder, Viggo Hørup og Edvard Brandes, til at opgive ævred. Hørup erklærede offentligt, at han ikke mere ville lade sig opstille til Folketinget, men nøjes med at påvirke opinionen gennem sine ledere i Politiken. Det gjorde han nok klogt i, for det var mere som journalist og samfundskritiker end som praktisk politiker, han havde sin styrke. Edvard Brandes nedlagde sit mandat i tinget, træt af den københavnske „sump”, og flyttede med sin familie til Kristiania i tre år og hengav sig i resignation til studier i orientalske sprog. Hans politiske indflydelse i Folketinget i 1880-94 havde været lige så beskeden, som hans åndelige indflydelse på det københavnske kulturliv havde været stor.

Folketingssamlingen efter forliget ændrede intet på oppositionens rådvildhed. Bojsen og højre forhandlede upåvirket videre med den nye regering under godsejer Tage Reedtz-Thott, der hidtil havde været udenrigsminister. Årets store politiske slagsmål drejede sig om en revision af valgkredsene. Højre ønskede en ny opdeling af bykredse i København og Århus. De var vokset til overstørrelse på grund af den store tilvandring. Venstre bekæmpede forbitret forslaget om de 12 nye kredse i de to byer, som ville give Socialdemokratiet og højre en gevinst på venstres bekostning. Men modstanden var forgæves. Folketinget fik efter den nye valglov 114 medlemmer. Ved valget i 1895 vandt forligsmodstanderne, venstre og socialdemokrater – sidstnævnte voksede fra to til otte mandater. Tilsammen havde de nu et flertal i tinget, og Bojsens folketingsgruppe mistede derved sin betydning.

De splittede venstregrupper fandt efter valget 1895 en ny fører, den store skikkelse i dansk politik i den næste menneskealder. Jens Christian Christensen, dengang mest kaldet Christensen-Stadil efter sin hjemby nær Ringkøbing, gik siden kort og godt over i danmarkshistorien som „I. C.” Han var kommet i Folketinget i 1890 sammen med et helt bundt andre unge vestjyder, der fulgte Berg. „De smilte ikke,” skrev Edvard Brandes siden, „de indlod sig ikke med andre, de var alvorlige og grundige, de røg, klædt i vadmel, lange piber.” De hørte til de kolonier af landlige folketingsmedlemmer, som tilbragte vinteren på billige københavnske logihuse. Christensen-Stadil lignede i mange henseender sit store forbillede, Christen Berg, den høje, kraftige statur, det jyske sind, det stærke præg af skolelærer og degn, tydeligt kendetegnet i deres klædedragt med det hvide kravetøj og den tykke, sorte klædesfrakke. Men J. C. Christensen havde et stort fortrin frem for Berg: han kunne tøjle et hidsigt temperament og skjule sine hensigter og sine personlige ambitioner, træk som gennem hele hans karriere gav ham et præg af noget gådefuldt, uberegneligt. Sine første år på Christiansborg tilbragte han i biblioteket, hvor han efter sigende fra en ende af gennemlæste Rigsdagens forhandlinger siden 1850. Således væbnet lod han sig, passende nødtvungent, vælge først til partisekretær, siden til formand for et nyt stort liberalt parti, Venstrereformpartiet. Dermed var en konsekvens af det store forlig sket fyldest, et af de afgørende sporskifter i dansk politisk historie.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kristian Hvidt: Forliget 1894 i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 18. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306117