Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Rygende skorstene

Oprindelig forfatter KHvi

Udgangspunktet for hele den omlægning, der under ét har fået navn af industrialisme, var udviklingen af billig og jævn drivkraft. Alle de mange specielle maskiner til f.eks. trykning af aviser var intet værd, uden at man havde en kraftmaskine, der kunne drive dem. Helt op til 1880'erne spillede naturens egne kræfter, vand- og vindkraft, en meget vigtig rolle. En hestegang, et stort tandhjul, som blev trukket rundt af en eller to heste, var endnu i firserne en udbredt drivkraft for maskiner. Men den store revolution var og blev dampmaskinen, først det prustende primitive og pladsrøvende anlæg, der krævede store investeringer og særligt mandskab til pasning. Siden blev maskinens effektivitet mangedoblet fra 1860'erne ved opfindelsen af højtryksmaskinen og ved en konstruktion, der lod den varme røg fra fyret passere gennem vandkedlen. Danske jernstøberier, først og fremmest det firma, som fra 1865 tog navnet Burmeister & Wain, fremstillede stadig mere kompakte og billige dampmaskiner, der via remtræk kunne trække serier af specialmaskiner.

København havde fra 1870 faktisk et antal fabrikker med over 100 arbejdere og brug af mange maskiner. En af de store brancher var tobaksindustrien, som blomstrede op i København, da konkurrencen fra holstenske fabrikker forsvandt efter 1864. Og den fik særlig ekspansion i halvfjerdserne, da det ikke blot var pibetobak og skrå, der solgtes, men også cigarer, der var blevet den store mode for de mere velstillede. I firserne blev cigaretter med tyrkisk eller ægyptisk tobak tegn på, at man hørte til den københavnske boheme. Over 2000 arbejdere var beskæftigede i hovedstadens tobaksfabrikker, deraf ca. 400 børn.

 Et af vartegnene på den nordiske udstilling i København 1888 var den kæmpemæssige tuborgflaske, her på sin første plads nær den nuværende Rådhusplads. Den var lavet af så solide materialer, at den består endnu hundrede år efter, genopstillet i nærheden af Tuborg nord for København, nu med en anden etikette på. Philip W. Heyman, der grundlagde Tuborg i 1873, var den første, der begyndte at levere øl aftappet på flasker og ikke som før kun i tønder til øltapperne, der distribuerede til detailleddet. Derved vandt Tuborg en markedsandel fra det ellers dominerende bryggeri, Carlsberg.

Et af vartegnene på den nordiske udstilling i København 1888 var den kæmpemæssige tuborgflaske, her på sin første plads nær den nuværende Rådhusplads. Den var lavet af så solide materialer, at den består endnu hundrede år efter, genopstillet i nærheden af Tuborg nord for København, nu med en anden etikette på. Philip W. Heyman, der grundlagde Tuborg i 1873, var den første, der begyndte at levere øl aftappet på flasker og ikke som før kun i tønder til øltapperne, der distribuerede til detailleddet. Derved vandt Tuborg en markedsandel fra det ellers dominerende bryggeri, Carlsberg.

En anden industri med mange arbejdere var sko- og beklædningsindustrien. Afgørende her var symaskinens fremkomst. Den første brugelige model var udstillet på verdensudstillingen i Paris i 1855. I løbet af det følgende årti blev symaskinen i Amerika gjort mere driftsikker og billigere og hurtigt udbredt over hele verden. Fra halvfjerdserne blev symaskiner også fremstillet på københavnske værksteder. Opfindelsen medførte, at fabrikanterne ved siden af at have egne systuer også begyndte at sende deres arbejde ud til hjemmeboende syersker, der rådede over en symaskine og derfor selv kunne passe deres børn og selv bestemme arbejdsdagens længde. Den blev som regel meget længere end de sædvanlige 11 timer og akkordlønnen tilsvarende lav.

Annonce

Den helt overvejende del af virksomhederne fungerede som en slags udvidet form for håndværk suppleret med små dampmaskiner, der forøgede produktionen. William Scharling, tidens største nationaløkonomiske autoritet, kunne endnu omkring 1885 skrive: „Vor industri er lille og ubetydelig.” Heller ikke i købstæderne voksede større industrivirksomheder frem. Mange mekaniske værksteder og jernstøberier trivedes i provinsen, men de beskæftigede faglærte smede og kun efter indhentede ordrer. Nogen industrieksport var der heller ikke tale om. De beskedne forhold kunne ses, da Køge byråd blev spurgt, om byen eksporterede noget. Det eneste, man kunne komme i tanker om, var, at en last gamle kreaturben var sendt til England, og et parti gammelt jern var solgt til Tyskland.

I Industriforeningen for København, erhvervets fornemste organ, så man gerne en storindustri, men målestokken var begrænset af, at flertallet af foreningens medlemmer var håndværksmestre og småfabrikanter. Ingen troede på Danmark som industrination. „Vort folk er,” hed det sig i en tale ved foreningens jubilæumsfest 1888, „næppe egnet dertil med sin bløde karakter og sit ret magelige temperament, vant som det er til at finde føden på vore frugtbare sletter.” Det var også dette syn, der lå til grund, da Industriforeningen og dens dynamiske formand i firserne, Philip Schou, planlagde den største industriudstilling, der nogen sinde har været holdt i Danmark. Udstillingens program blev udtrykt i dens navn: „Den nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling”. Kunst blev regnet for lige så vigtig som de rigtige erhvervsgrene. Kunsten skulle gøres synlig for alle og højne og forædle industriens produkter.

Det var en idé, som havde været understreget i udlandet fra de tidligste verdensudstillinger i 1850'erne. Kunsten havde, sagde man, før kun været fyrsternes redskab – nu skulle den være folkets. Navnlig kunne kunst „give håndværkets frembringelser et fyldigere præg af kunst og smag”. Det ville „bære forjættelsen om et højere kulturtrin og et lykkeligere liv for den enkelte” og, tilføjede man, „give udsigt til en fordelagtigere afsætning af produkterne”. Der lå bag denne alliance mellem kunst og industri et felt, kunstindustrien, hvor man med stor optimisme så en særlig mulighed for Danmark i forhold til udlandet.

Industriprodukter var, indså man, i sig selv ikke så smukke. Men hvis man åbnede for kunstens vældige register af udtryksmuligheder i glemte stilarter som gotik, renæssance, barok osv., kunne man billigt og effektivt forene det nyttige med det smukke. Aldrig i historien er der blevet plagieret fra de klassiske stilarter som i 1880'erne. Fra museer og slotte hentede man kopier af alle historiens dekorative stilelementer og gentog dem på hver en håndværks- eller fabriksfremstillet genstand, møbel eller bygning. Samtiden troede virkelig, som det hed i indbydelsen til udstillingen, at man ved hjælp af kunstindustrien kunne „hæve det niveau, hvorpå den hele befolkning står i forståelse af skønne former og dekorationer”.

Den store nordiske udstilling i 1888 blev en imponerende opvisning af, hvad samtiden kunne præstere i alle retninger. For en tid glemte man dagens strid og fejrede samme år både Christian 9.s 25 års regeringsjubilæum og 100-året for stavnsbåndets ophævelse, en passende lejlighed for venstre og dets historieskrivere til at betone, hvor meget godsejerne før i tiden havde plaget de stakkels bønder. En frugt af den store udstilling var åbningen af Kunstindustrimuseet i København i 1890.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kristian Hvidt: Rygende skorstene i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 13. februar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306120