Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Arbejderforhold

Oprindelig forfatter KHvi

Det samlede antal lønarbejdere i København i 1875 var ca. 35.000 mænd og kvinder, og det steg ikke førend hen i 1890'erne. I den samme periode voksede byen med næsten 140.000 mennesker, hvoraf rundt regnet halvdelen var unge, arbejdslystne tilflyttere fra landet. Ikke mærkeligt, at det forhøjede presset på arbejdsmarkedet, og at det blev år med mange strejker og arbejdskampe. Men navnlig var det år med en fattigdom i arbejderkvartererne, som vi nu har vanskeligt ved at fatte.

Det første alvorlige nødår var 1877, da konjunkturerne vendte nedad, og alle virksomheder indskrænkede produktionen. Der var i alt 9000 arbejdsløse i København, og visse fag var særlig hårdt ramte: 1200 smede, 600 cigararbejdere, 500 malere og 2000 ufaglærte arbejdere, hvilket vil sige en reel arbejdsløshed på mellem 40 og 60 procent i de pågældende fag, ca. 35 procent blandt de ufaglærte. For de unge faglærte og for de gifte svende forelå muligheden at tage ranslen på ryggen og gå på valsen igen. Men ikke for de ufaglærte. Sæsonarbejdsløshed var nok så slem som den konjunkturbestemte nedgang i beskæftigelsen. Når sne og is lukkede for forsyninger, og der kun var lys nogle få timer om dagen, lukkede arbejdspladserne. Med gas og petroleum som lyskilder var det svært at holde en arbejdsdag på 11 til 12 timer. Da det elektriske lys begyndte at komme frem, var det på arbejdspladserne, man satsede de store penge. Den første gang elektricitet blev brugt på en arbejdsplads var vistnok i vinteren 1877-78, da kajmuren ved Holmens Bro skulle ombygges. Man brugte kulbuelamper, der fik strøm fra en dynamo, drevet af en lokomobil på stedet.

 Fælleden i København den 1. maj 1890. I 1889 stiftedes den Anden Internationale i Paris. Den besluttede at indføre 1. maj-demonstrationer i alle de deltagende lande. Det følgende år blev den gennemført for første gang i København. På flere af de større arbejdspladser, bl.a. på den største af dem det år, Københavns befæstning, blev det dog bekendtgjort, at deltagelse ville betyde afskedigelse. Alligevel deltog mange hundrede arbejdere. Kun Tuborg gjorde alvor af truslen og fyrede 23 arbejdere den 2. maj. De følgende år henlagde man demonstrationerne til den nærmeste søndag eller, som i 1895, til aftentimerne efter arbejdstid. Først fra 1899 foregik de altid på selve dagen, den 1. maj.

Fælleden i København den 1. maj 1890. I 1889 stiftedes den Anden Internationale i Paris. Den besluttede at indføre 1. maj-demonstrationer i alle de deltagende lande. Det følgende år blev den gennemført for første gang i København. På flere af de større arbejdspladser, bl.a. på den største af dem det år, Københavns befæstning, blev det dog bekendtgjort, at deltagelse ville betyde afskedigelse. Alligevel deltog mange hundrede arbejdere. Kun Tuborg gjorde alvor af truslen og fyrede 23 arbejdere den 2. maj. De følgende år henlagde man demonstrationerne til den nærmeste søndag eller, som i 1895, til aftentimerne efter arbejdstid. Først fra 1899 foregik de altid på selve dagen, den 1. maj.

Offentlig bistand til arbejdsløse fandtes ikke. Derfor eksisterer der kun pletvis statistik over ledighedstallene. Men meget tyder på, at arbejdsløsheden kulminerede i årene efter midten af firserne, hvor tilstrømningen til byen var størst, og stadige prisfald bidrog til at holde produktionen og dermed beskæftigelsen nede. Krisen faldt også denne gang sammen med særligt hårde vintre. 1885-86 var en af dem, hvor i hvert fald 12.000 af byens mænd og kvinder var arbejdsløse, svarende til en tredjedel af arbejdsstyrken. De private velgørenhedsselskaber gav dagligt middagsmad til i alt ca. 5000 personer den vinter. Rigsdagen forhandlede om at yde økonomisk hjælp, men sagen strandede. Venstre var handlingslammet, og højre ville ikke være socialisternes „reserveskruekasse” ved at bidrage til deres strejkefond ved nødhjælpen. Det var fagforeningerne, som satte det største hjælpearbejde ind. Blandt dem, som havde arbejde, blev der indsamlet ca. 100.000 kr. De blev omsat til 20.000 pund flæsk og 25.000 rugbrød og uddelt til de nødlidende. Også de følgende vintre var slemme. Det var i dette hårde miljø, at socialismens store førere, Stauning og Borgbjerg voksede op.

Annonce

I årene op mod midten af halvfemserne var København blevet en af den slags europæiske storbyer, som Karl Marx skildrede. Overklassen muntrede sig i overdådig velstand, lidet anende, at der i bunden af byen boede titusinder af sultende og frysende arbejdere, der kunne tænkes at gribe til den „fortvivlelsens selvhjælp”, som en velhavende nationalliberal politiker havde talt om i 1848. Selv sang arbejderne om deres situation i digteren U. J. Overbys berømte slagsang fra 1872, „Snart dages det, brødre”:

Vor arne er kold, og vort hjem kun et skjul
for trængsler og tvedragt og savn:
Vor idræt man fængsler i bur som en fugl,
og kaster foragt på vort navn.
Os levnes kun hadet, den ulmende glød
Til arbejdet! Liv eller død!

 Børnearbejdere på C. W. Obels tobaksfabrik i Ålborg 1897. Det er de såkaldte spindedrenge, som brugtes til fremstilling af skrå. Efter den første arbejderbeskyttelseslov i 1873 måtte der ikke beskæftiges børn under ti år, men kontrollen med at loven overholdtes var lemfældig.

Børnearbejdere på C. W. Obels tobaksfabrik i Ålborg 1897. Det er de såkaldte spindedrenge, som brugtes til fremstilling af skrå. Efter den første arbejderbeskyttelseslov i 1873 måtte der ikke beskæftiges børn under ti år, men kontrollen med at loven overholdtes var lemfældig.

Nøden var uhyggelig. Men desperation var der ikke tale om. De fattige boede tæt sammen og havde muligheder for at lette trykket i samlet trop ved demonstrationer, strejker og forskellige former for selvhjælp. Der meldes dog ikke om selv det mindste tilløb til det proletaroprør, som Marx varslede, selv om betingelserne tilsyneladende var til stede. Det fortæller noget om ledernes opfattelse af bevægelsen og dens mål, at bevægelsens avis, Socialisten, allerede fra 1874 gik over til at hedde Social-Demokraten. Man ville forbedre arbejdernes materielle forhold gennem fagbevægelsen og folkestyrets organer, men ikke uden om systemets lovlige kanaler. Mange af de arbejdsløse kom fra sociale forhold på landet, som ikke var bedre end dem, de oplevede i byerne.

Der var desuden forskellige udveje og håb forude. Med lidt held kunne man forlade hele ulykken og udvandre til Amerika. Her var en „ventil”, som væsentligt bidrog til at lette det sociale tryk i de københavnske arbejderkvarterer. I årene 1868-1900 udvandrede alene fra København ikke færre end 31.800, overvejende unge mænd, som havde sværere end kvinderne ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet.

Problemet for de arbejdsløse var at skaffe pengene til amerikabilletten. De ca. 150 kroner, som en billet til f.eks. Chicago kostede i firserne, var vanskelige at rejse. En lille historie fra det virkelige liv belyser dette. I maj 1886 besluttede en københavnsk snedkersvend efter at have set en annonce i Social-Demokraten at rejse til Brasilien med sin kone. Med støtte fra dette land kostede billetten kun 65 kroner pr. person. Nu afholdt ægteparret auktion over alt deres jordiske gods. Regnskabet lød:

købt forsolgt for
1 sofa55.0030.00
2 borde21.0012.00
1 seng25.008.00
1 kommode18.0010.00
4 stole20.0012.00
1 spejl6.003.00
2 par kapsko3.851.65
1 lysthus20.008.00
Køkkenredskaber10.003.75
Diverse effekter42.5516.15
221.40104.55

Hvad snedkersvenden fik, rakte ikke engang til billetterne, trods rabatten. Da han kom for at betale dem, fik sagen et efterspil. Parret var begge over 45 år gamle, og det viste sig, at der så ingen rabat var. Billetterne kostede altså 260 kroner, et beløb, svenden og hans kone slet ikke kunne skaffe. Nu blev politiet indblandet – derfor kender vi regnskabet – og udvandreragenten blev sat under pres, så nogen tid efter rejste snedkersvenden og hans kone til Brasilien.

 Med den store indtjening i 1890'erne ønskede store virksomheder at gøre sig synlige i bybilledet. Det er de pompøse forretningsejendommes årti. Det indre København skiftede ansigt med de store prangende ejendomme, der i sig selv var en reklame for firmaet. Her er detaljer fra to, der endnu præger Kongens Nytorv i København, Magasin du Nords forretning opført 1893-94, og Store Nordiske Telegrafselskabs hovedsæde fra 1893 (herunder).

Med den store indtjening i 1890'erne ønskede store virksomheder at gøre sig synlige i bybilledet. Det er de pompøse forretningsejendommes årti. Det indre København skiftede ansigt med de store prangende ejendomme, der i sig selv var en reklame for firmaet. Her er detaljer fra to, der endnu præger Kongens Nytorv i København, Magasin du Nords forretning opført 1893-94, og Store Nordiske Telegrafselskabs hovedsæde fra 1893 (herunder).

Den kendsgerning, at rejsen til Amerika endnu kostede lige over, hvad almindelige arbejdere, endsige landarbejdere kunne skaffe, holdt udvandringen nede. Kun bestemte sociale lag kunne rejse, og lønsvingningerne afspejler sig i statistikken ved, at emigrationen var meget lille i kriseår, hvor arbejdsløsheden var stor, men steg stærkt i de gunstige år, hvor arbejderne fik penge mellem hænderne. I øvrigt rejste en betydelig del af udvandrerne på „prepaid tickets”, betalt af venner og familie i Amerika; i 1885 gjaldt dette for over en tredjedel af alle udvandrerne.

Men der var andet, der kunne holde de nødstedte arbejdere hjemme trods sult og kulde. En almindelig og hurtig flugtvej fra de barske kendsgerninger var den billige brændevin og fra 1870'erne det nye, stærke bajerske øl, som yderligere udbredte alkoholismen i byerne. Husfaderens forbrug af snaps og øl var ofte en væsentlig del af husholdningsbudgettet. Tre liter snaps (fire af nutidens helflasker) om ugen var en ganske almindelig ration for en voksen arbejder. Forbruget kulminerede omkring 1880, da det bajerske øl fra Carlsberg supplerede det bestående alkoholforbrug. I 1860 var der godt 3000 udsalgssteder for brændevin i Danmark – i 1880 over 10.000. Fra slutningen af 1870'erne vågnede den organiserede afholdsbevægelse, fremdrevet af en kreds af læger og arbejdsgivere. Den nåede ved århundredskiftet lige ved 90.000 medlemmer, men alkoholismen var stadig en yderst alvorlig samfundssvøbe og for den enkelte et middel til at skjule virkeligheden i arbejdslivet. Beskatning af alkohol for at begrænse forbruget var et ømtåleligt politisk punkt. Den første lille afgift på øl kom i 1891, men af politiske grunde turde hverken venstre eller socialdemokrater beskatte brændevin.

 Store Nordiske Telegrafselskabs hovedsæde fra 1893.

Store Nordiske Telegrafselskabs hovedsæde fra 1893.

En anden måde at søge trøst for sin triste situation på var at ty til forskellige kristne bevægelser. Metodister og mormonerne fik stor tilslutning i byerne. Indre Mission gjorde et stort arbejde i København, bl.a. gennem den såkaldte „Natmission” i slumkvartererne. I 1887 kom den engelskinspirerede Frelsens Hær til København og bidrog til at afhjælpe fattigdommen åndeligt og materielt.

Eskapisme, hvad enten det var i form af bønnemøder eller snapseflasken, var dog ikke det store arbejderflertals vej til mere lykke. Håbet om, at det skulle dages og lysne i øst, var knyttet til arbejdernes fælles kamp for bedre levevilkår og for at få andel i kapitalisternes profit. De første erfaringer med socialisme var ganske vist ikke gode. Louis Pio og hans medhjælpere havde nok formået at samle tilslutning omkring sig og begejstre arbejderne for socialismens idé. Men myndighedernes håndfaste greb om bevægelsen og ledernes totale svigten ved deres flugt til Amerika i 1877 havde givet organisationen et grundstød, som den havde svært ved at overvinde.

Så længe højkonjunkturen varede, havde Socialdemokratiet held til at organisere en lang række fagforeninger. Men da konjunkturerne vendte efter 1877, meldte mange arbejdere sig ud af dem, ja, de fleste af fagforeningerne gik helt i opløsning. For arbejderne gjaldt det bare om at overleve. Pios efterfølgere som ledere indså, at det var vigtigere at arbejde for forbedring af arbejdernes levevilkår end for politisk indflydelse. Organisationen blev kløvet i to selvstændige dele, „Socialdemokratisk Forbund”, der tog sig af den politiske del, og fagforbundene, som førte den egentlige arbejdskamp.

 Syerskerne i Christiane Donatskys systue i Helsingør dekorativt opstillet til fotografering i 1888. Henved halvdelen af syerskerne på den tid arbejdede hjemme, medens den anden halvdel var samlet på systuer. De var ofte knyttede til større detailforretninger for beklædning og gav sig af med at fremstille tøj efter mål direkte til kunderne.

Syerskerne i Christiane Donatskys systue i Helsingør dekorativt opstillet til fotografering i 1888. Henved halvdelen af syerskerne på den tid arbejdede hjemme, medens den anden halvdel var samlet på systuer. De var ofte knyttede til større detailforretninger for beklædning og gav sig af med at fremstille tøj efter mål direkte til kunderne.

Da konjunkturerne atter vendte sig til det bedre i 1880, kom der igen liv i fagbevægelsen. Nu var det ikke alene de faglærte håndværkere, der organiserede sig. Murerarbejdsmændene, den store mængde stærke mænd, der bl.a. bar mursten og mørtel på ryggen op ad stigerne, oprettede nu deres egen fagforening og havde succes i kampen mod arbejdsgiverne.

Bygningsarbejderne havde den største organisationsgrad og stod stærkt i forhold til arbejdsgiverne, fordi byggeriet skulle holde trit med den store indvandring til byen. I løbet af firserne blev også de andre fag samlet, sådan at man omkring 1890 regnede med, at ca. 75 procent af arbejdsstyrken var organiseret. I byerne uden for København var det først i slutningen af 1890'erne, at fagbevægelsen fik ordentligt fodfæste.

Medlemstallene var nu så store i København, at der for alvor kunne blive tale om effektive strejkeaktioner. Først skulle medlemmerne dog lære at gå i takt og holde disciplin. Det var vanskeligt at samle dem til større, fælles aktioner i stedet for til mange små. Men sværere var det i en tid med store sultende flokke af arbejdere at undgå, at uorganiserede tog strejkeramt arbejde, noget som især i firserne afstedkom mange hadefulde opgør med „skruebrækkere”.

 Spændingen på arbejdspladsen under en arbejdskonflikt var lige et emne for Erik Henningsens socialrealistiske malerier. „Skruebrækkerne” ankommer under politieskorte til fabrikken.

Spændingen på arbejdspladsen under en arbejdskonflikt var lige et emne for Erik Henningsens socialrealistiske malerier. „Skruebrækkerne” ankommer under politieskorte til fabrikken.

Ud af den store anonyme medlemsskare dukkede nye organisationstalenter frem, selvlærte, robuste typer, som evnede at holde hovedet koldt i stejkesituationer og holde deres medlemmer i ave, når det så sortest ud. Et sådant talent var maleren Jens Jensen, en husmandssøn fra Fyn, der i 1883 blev formand for sit fags fagforening i København. I 1886, da krisen virkelig kradsede, begyndte medlemmerne ligesom ti år før at melde sig ud. Men nu tog den lille sirlige hr. Jensen et fast greb om organisationerne og fik samlet folk til en fælles ledelse for alle byens fagforeninger med navnet De samvirkende Fagforeninger i København, siden kaldet Arbejdernes Fællesorganisation. Dermed skabtes en generalstab for det fagpolitiske arbejde.

Fagbevægelsen mødte hård modstand i firserne. Industrien ekspanderede ikke så stærkt, som man havde ventet, og arbejdsgiverne gav sig til at organisere sig i takt med arbejderne. Det begyndte med bogtrykkerne, som dannede arbejdsgiverforening i 1875 for at imødegå krav fra typograferne, håndværkernes aristokrati, som allerede havde organiseret sig i 1860'erne. Siden kom bygningssnedkerne og fra 1885 „Foreningen af Fabrikanter i Jernindustri i København”. Mange af de gamle lav, der havde overlevet som selskabelige foreninger, blev nu mobiliseret som arbejdsgiverforeninger. Fag for fag grundlagde de hver deres forhandlingsorgan, og i 1896 kronede de organisationen med dannelsen af Industriens Arbejdsgiverforening og to år efter et fællesorgan sammen med håndværkerne i Dansk Arbejdsgiver- og Mesterforening.

 Forholdet mellem pengeløn og realløn 1870-1900, beregnet som et indeks med 1870 = 100 af økonomen Svend Aage Hansen. Man ser, at i de første år af 1870'erne, da socialisturoen stod på, lå reallønnen tydeligt under pengelønnen, altså udtryk for en dyrtid for lønarbejderne. Men fra slutningen af firserne vandt lønningerne op over varepriserne, – strejker og konflikter havde formodentlig medvirket til denne forbedring af reallønnen.

Forholdet mellem pengeløn og realløn 1870-1900, beregnet som et indeks med 1870 = 100 af økonomen Svend Aage Hansen. Man ser, at i de første år af 1870'erne, da socialisturoen stod på, lå reallønnen tydeligt under pengelønnen, altså udtryk for en dyrtid for lønarbejderne. Men fra slutningen af firserne vandt lønningerne op over varepriserne, – strejker og konflikter havde formodentlig medvirket til denne forbedring af reallønnen.

Arbejdernes hårde kurs i firserne med jævnlige strejker foregik midt under kampen mellem højre og venstre og bidrog formentlig til at forhærde højre i forsøget på at standse oppositionen. Men strejkerne havde økonomisk effekt. Der blev opnået højere lønninger næsten hver gang, og da der samtidig kunne konstateres en tydelig nedgang i de almindelige leveomkostninger, skete der en klar forbedring af arbejdernes levevilkår. Derimod blev kampen om forkortelse af arbejdstiden hård. Under ti timer om dagen, pauser ikke medregnet, nåedes ikke før længe efter århundredskiftet. Fra 1890 begyndte de store årlige demonstrationer den 1. maj for otte timers arbejdsdag. Ideen dertil var kommet fra udlandet, et af de første udtryk forarbejderbevægelsens internationalisering. De store folketog med faner i snesevis voksede fra år til år.

I betragtning af de mange stemmer, arbejderne i København repræsenterede, varede det forbavsende længe, før de begyndte at bruge deres muligheder i landspolitik. Da Louis Pio opstillede til Folketinget i Københavns 5. kreds, der omfattede de største arbejderkvarterer, var der kun knap 200 ud af 4500 vælgere, der ulejligede sig med at stemme på ham. Endnu i 1881 kunne pioneren i socialdemokratisk politik, skrædder P. Holm, kun lokke under ti procent af arbejderne i kredsen til at stemme på sig. Men i de følgende år fik partiet en virkelig agitator i Emil Wiinblad, Social-Demokratens nye redaktør, dengang kun 27 år gammel. Han kunne med sine artikler vække arbejderne. Bladets valgkampagne bidrog stærkt til, at der i 1884 blev trængsel om valgurnerne, så arbejderne fik stemt to socialdemokrater ind i Folketinget. Med den voldsomme politiske uro i firserne blev arbejderne vakt til politisk dåd. Til gengæld kunne de socialister, som arbejderne valgte ind, næsten intet udrette i politik de første ti år. Først fra 1895, da der kom ro over Rigsdagen, og Socialdemokratiet, takket være valgkredsreformen året før, vandt otte pladser i Folketinget, fik arbejderne indflydelse i politik og plads i Folketingets udvalg.

 Michael Christian Lyngsie var christianshavnerdreng, søn af en ugift hjemmesyerske. Sit ukuelige mod og sin store energi brugte han allerede som halvstor dreng til at organisere de ufaglærte daglejere, „sjoverne”. Det lykkedes ham, endnu ikke 30 år gammel, at få samlet en række små foreninger for ufaglærte til Arbejdsmændenes Fællesorganisation, der ved hjælp af talrige strejker nåede op på lønninger i nærheden af de faglærtes inden århundredskiftet.

Michael Christian Lyngsie var christianshavnerdreng, søn af en ugift hjemmesyerske. Sit ukuelige mod og sin store energi brugte han allerede som halvstor dreng til at organisere de ufaglærte daglejere, „sjoverne”. Det lykkedes ham, endnu ikke 30 år gammel, at få samlet en række små foreninger for ufaglærte til Arbejdsmændenes Fællesorganisation, der ved hjælp af talrige strejker nåede op på lønninger i nærheden af de faglærtes inden århundredskiftet.

På samme tid fik fagbevægelsen også virkelig vind i sejlene og magt. Med bedre lønninger lod arbejderne sig også organisere. Skelsættende blev dannelsen af det store Dansk Arbejdsmands Forbund med 14.000 medlemmer og en formand, M. C. Lyngsie, der som agitator kunne råbe så højt om de fattiges ret, at det hørtes over hele landet. Han og Jens Jensen var de stærke mænd, der i sidste halvdel af halvfemserne mobiliserede fagbevægelsens afdelinger i hele landet, i 1898 omkring 1000 fagforeninger med ca. 80.000 medlemmer ud af en samlet arbejdsstyrke på omkring 180.000. Arbejderne var nu parate til det store opgør med arbejdsgiverne.

Det kom allerede året efter i forbindelse med en lønkonflikt blandt snedkerne. Nogle jyske fagforeninger forkastede et indgået forlig. Arbejdsgiverne krævede nu, at aftaler mellem de to parters hovedorganisationer skulle være bindende for alle og erklærede derefter lockout over for 35.000 arbejdere. Konflikten – almindeligt kaldet „den store lockout” – kom til at vare fra maj til september 1899 og endte med det afgørende „septemberforlig”, hvis generelle bestemmelser om forholdet mellem fagbevægelse og arbejdsgivere blev en slags grundlov for forhandlinger og konflikter på arbejdsmarkedet. Mange af septemberforligets regler er nu lavet om, men grundlaget stammer fra 1899.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kristian Hvidt: Arbejderforhold i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 21. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306121