Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Lederskikkelser

Oprindelig forfatter KHvi

Jacob Brønnum Scavenius Estrup var måske som menneske den største gåde, en mærkelig kontur- og perspektivløs person, netop så kølig og respektindgydende, som menigmand ventede af en dansk godsejer. Hans forhold til ministerkolleger såvel som til Christian 9., som han tjente som minister i over 20 år, var formelt og afmålt. På den anden side var han ikke diktatortypen, blot træagtig og beslutsom. Breve hjem til hans kone viser ham som den pæne, tøffelbærende ægtemand.

En modsætning til ham var hans fætter, Jacob Scavenius, som Estrup gjorde til kultusminister i 1880. Scavenius, ejer af den middelalderlige herregård Gjorslev på Stevns, var en blodrig livsnyder, som trods sine store besiddelser levede langt over evne, men ofrede sine bedste kræfter på højrepolitik. Mere end nogen anden i højre var han den kompromisløse konfliktsøger i tysk junkerstil. Ved siden af de to godsejere sad to juridiske professorer, der kunne formulere de højresnoede fortolkninger af lovgivningen, justitsminister J. Nellemann og Landstingets formand, Henning Matzen. Nederst i højres generalstab rangerede partisekretæren og indpiskeren, folketingsmand Lars Dinesen, en omvendt venstremand, der tog alt det hårde, utaknemmelige slid med at holde det smuldrende højres vælgere sammen gennem 40 år.

 De samlede forsvarsudgifter 1876-1901 i kroner. Statsbudgettet balancerede i 1876 med ca. 45 mill. kr., hvoraf de 27 procent gik til forsvarsudgifter. Opførelsen af Københavns befæstning tappede gennem ti år statskassen for betydelige beløb, der måtte tages af statens reservefonde. Officielt hed det, at udgiften var knap 20 mill. kroner, hvoraf halvanden mill. kr. var skaffet ved private indsamlinger blandt forsvarsvennerne.

De samlede forsvarsudgifter 1876-1901 i kroner. Statsbudgettet balancerede i 1876 med ca. 45 mill. kr., hvoraf de 27 procent gik til forsvarsudgifter. Opførelsen af Københavns befæstning tappede gennem ti år statskassen for betydelige beløb, der måtte tages af statens reservefonde. Officielt hed det, at udgiften var knap 20 mill. kroner, hvoraf halvanden mill. kr. var skaffet ved private indsamlinger blandt forsvarsvennerne.

Højt hævet over disse tronens trofaste tjenere befandt kong Christian 9. sig, en gammeldags monark, der sikkert tænkte retsindigt, men næppe gjorde sig dybere tanker om sin stilling. Der gik mange anekdoter om hans kongeord fremsagt med den lette tyske accent, som han aldrig fik aflagt. Efter et besøg på en kunstudstilling skal han således have erklæret til sit følge: „Jeg forstår mig ikke på kunst, men jeg dømmer retfærdigt.” Kong Christian forstod sig ikke på folkestyre, men han mente nok, at et faderligt styre af godsejere var retfærdigt mod den uvidende almue, der førte sig så voldsomt frem. Mest af alt var han optaget af sit blomstrende familieliv og de hyppige besøg fra Europas fornemste fyrstehoffer.

Annonce

Christian 9.s horisont var begrænset, og hans evne til at være folkelig og vindende ligeså. Derfor viste han sig kun nødigt offentligt. Den oplyste enevælde var den regeringsform, som levede i Christian 9.s bevidsthed, og holdninger fra den tid levede endnu blandt præster og embedsmænd. Det er således karakteristisk, at den kirkebøn, som hver søndag læstes i alle danske kirker i 1880'erne, endnu var den samme som før enevældens afskaffelse i 1848. Heri omtales kongen, som „vor allernådigste arvekonge og herre”, og det hed videre: „Undervis Hans kongelige Majestæts råd og betjente, lad dem i alle deres forretninger aldrig søge deres eget, men Dit og Din salvedes …”

„Generalstaben” i venstre udgjordes af et halvt dusin lederskikkelser foran en flok på ca. 70 folketingsmænd. De menige medlemmer sagde til daglig meget lidt i Rigsdagen, men hver for sig var de knyttet til og stemte med en af lederne. Den moderate gruppe stolede mest på Frede Bojsen, en effektiv alvorsmand og en smidig forhandler, tillidsvækkende både i højre og venstre. Ved hans side den elegante greve Ludvig Holstein (Ledreborg), en overlegen debattør; som omvendt højremand, katolik og storgodsejer lidt af en fremmed fugl i venstre, men god at vise frem for vælgerne. Endelig den flittige Sofus Høgsbro, manden med de gode forbindelser til højskolerne og de kirkelige kredse gennem det udbredte ugeblad, Dansk Folketidende, han udgav. De moderate kaldte sig også det danske venstre i modsætning til de partifæller, de med foragt i stemmen betegnede som „europæerne”, den radikale venstregruppe, der adlød den store fører, Christen Berg.

 Forsvarssagens store agitator, den fynske præst Johannes Clausen, fik ideen til at påtage sig denne mission næsten som en religiøs vækkelse. Fra 1882 berejste han hele landet og skabte med sine store talegaver en kristelig-national begejstring for forsvarssagen og Københavns befæstning. Bevægelsen udmøntedes i en adresse til regeringen. Det gav højre netop den moralske støtte, den manglede på valgdagene, til at gennemføre befæstningen uden for lovgivningens rammer.

Forsvarssagens store agitator, den fynske præst Johannes Clausen, fik ideen til at påtage sig denne mission næsten som en religiøs vækkelse. Fra 1882 berejste han hele landet og skabte med sine store talegaver en kristelig-national begejstring for forsvarssagen og Københavns befæstning. Bevægelsen udmøntedes i en adresse til regeringen. Det gav højre netop den moralske støtte, den manglede på valgdagene, til at gennemføre befæstningen uden for lovgivningens rammer.

Denne fuldblods grundtvigianer var efter 1880 kommet i selskab med det litterære venstre gennem Viggo Hørup og Edvard Brandes, folk, der hverken troede på religionens velsignelser eller på forsvarets berettigelse. Det skabte gennem firserne nogle slemme spændinger i Bergs politiske standpunkt. Han ville helst være enevældig partifører, men var alligevel nødt til at tage hensyn til venstres brogede sammensætning. Det var Berg, der gennemtvang visnepolitikken og var med til at optrappe konflikten. Samtidig spejdede han ivrigt efter tegn på opløsning i højres rækker i Landstinget. Hvert år i marts omkring den pinefulde forhandling om finanslovens vedtagelse før 1. april var der hemmelige forhandlinger i vinduesnicher og korridorer. Det var især de gamle nationalliberale, der fandt, at regeringen trak fronterne for hårdt op. Og hver gang troede Berg, at den store omvæltning var lige om hjørnet, og at han snart var medlem af regeringen.

Det, der trods alt holdt højre sammen, var ikke alene respekten for Estrup eller det kortsynede program at standse de fremstormende bønder, der ville undergrave respekten for autoriteterne. Det var forsvarssagen, som en kreds af ultrakonservative officerer førte frem i politik med usædvanlig dygtighed. Manden i midten af kredsen var krigsministeriets direktør, Jesper Bahnson, en ekspert i artilleri og befæstning, der siden 1850'erne havde været lærer på officersskolen. I 1871 fik han grundlagt Krigsvidenskabeligt Selskab, hvor han talentfuldt fremførte den tids militærtekniske dogme: den lille nations eneste redning over for stormagterne var land- og søbefæstning og en satsning på svært artilleri, en våbenart, som i de år gennemgik en hurtig teknisk udvikling.

Lovforslag herom i halvfjerdserne havde samlet mange højrestemmer ude i landet og vist sig egnet til at splitte oppositionen. Gennem årene fremførte Bahnson og hans kreds fæstningsdiskussionen landet over i foredrag og avisartikler og appellerede med national patos til kampen for fædrelandets frelse.

 Venstres førere, som det konservative blad Punch 1884 „fortolkede” et kendt litografi af de fem ledere, der hang i mange venstrefolks hjem i firserne. Punchs portrætter er meget vellignende, men personerne er spottende blevet iklædt ministeruniformer. I midten Christen Berg med antydning af det hvide kravetøj, der dengang kendetegnede skolelærere. Forneden Hørup (tv.) og Holstein. De holder øje med hinanden med den blanding af skepsis og sympati, som netop prægede deres forhold i politik. Øverst de to moderate politikere, Frede Bojsen (tv.) og Sofus Høgsbro.

Venstres førere, som det konservative blad Punch 1884 „fortolkede” et kendt litografi af de fem ledere, der hang i mange venstrefolks hjem i firserne. Punchs portrætter er meget vellignende, men personerne er spottende blevet iklædt ministeruniformer. I midten Christen Berg med antydning af det hvide kravetøj, der dengang kendetegnede skolelærere. Forneden Hørup (tv.) og Holstein. De holder øje med hinanden med den blanding af skepsis og sympati, som netop prægede deres forhold i politik. Øverst de to moderate politikere, Frede Bojsen (tv.) og Sofus Høgsbro.

Budskabet om national samling omkring forsvaret ramte i hjertet på mange af de 40.000 veteraner fra 1864, som var organiseret i våbenbroderselskaber. Også den store medlemsskare i skytte- og gymnastikforeningerne var modtagelige for de nationale toner i forsvarsagitationen. Efter Signalfejden 1872 var der særlig på Fyn mange inden for højskolebevægelsen, der på grund af forsvarssagen stod ubeslutsomme midt imellem højre og venstre. Her opstod en særlig blomstrende forsvarsbevægelse takket være en temperamentsfuld leder. Det var præsten i Ryslinge, Johs. Clausen, en nær ven til Indre Missions leder Vilhelm Beck. Kaldelsen til at rejse forsvarsbevægelsen kom over ham som en pludselig åbenbaring, og fra 1879 rejste han landet rundt på et sandt korstog for forsvarssagen. I 1883 kunne pastor Clausen og hans meningsfæller sende Rigsdagen en adresse med 103.000 navne til fordel for befæstningen.

Estrups interesse for militærvæsen var vistnok minimal. Alligevel var det nok med hans velsignelse, at Jesper Bahnson i 1879 blev gjort til direktør i krigsministeriet. Hans første gerning var at nedsætte en kommission med kronprinsen som formand, der officielt anbefalede Bahnsons plan. Et lovforslag med en udgiftsramme på 75 millioner fremsattes derefter i Landstinget, som (om end ikke begejstret) tilsluttede sig det. Størstedelen skulle bruges til landbefæstningen om København, en del til en tilsvarende beskyttelse af byen fra søsiden. Endelig var 11 millioner kroner afsat til udvidelse af flåden og et tilsvarende beløb til flådestationer på Agersø i Store Bælt og på Helgenæs i Jylland.

 Christiansborgs brand i oktober 1884 opstod, da nogle af Rigsdagens stenografer havde fyret uforsigtigt i en kakkelovn. Højre udnyttede branden til et groft angreb på Christen Berg, der da var Folketingets formand. Hans udtalelse i Morgenbladet: „På denne tomt rejses ikke et tredje Christiansborg” blev mistolket som en fornærmelse mod kongen, der disponerede over det meste af slottet. Berg blev også beskyldt for at have ladet redningsmandskabet sørge for sit eget møblement forud for alle kostbarhederne i f.eks. den kongelige malerisamling.

Christiansborgs brand i oktober 1884 opstod, da nogle af Rigsdagens stenografer havde fyret uforsigtigt i en kakkelovn. Højre udnyttede branden til et groft angreb på Christen Berg, der da var Folketingets formand. Hans udtalelse i Morgenbladet: „På denne tomt rejses ikke et tredje Christiansborg” blev mistolket som en fornærmelse mod kongen, der disponerede over det meste af slottet. Berg blev også beskyldt for at have ladet redningsmandskabet sørge for sit eget møblement forud for alle kostbarhederne i f.eks. den kongelige malerisamling.

Nu blev dette forslag, der på forhånd var velsignet på de højeste steder, plantet i Folketinget, en politisk bombe, der var velegnet til at sprænge venstre endnu en gang. Venstre holdt dog sammen, behandlede forslaget seriøst trods visnepolitikken og afviste det pure med tungtvejende argumenter i en stor betænkning. Men splittelse kom der alligevel af forslaget. For det var under forhandlingen derom den 29. marts 1883, at antimilitarismens fane blev hejst officielt i Folketinget med Viggo Hørups suggestive spørgsmål: „Hvad skal det nytte?” Han spurgte, hvad militærvæsenet overhovedet skulle bruges til i Danmark over for Tysklands fuldstændige overmagt. Forsvar ville – med eller uden fæstning – være nytteløst, sagde han indirekte. At vove en sådan påstand var dengang en uhørt provokation og vakte da også sensation og forargelse. I en omtrent samtidig artikel begrunder han sit spørgsmål og dermed sit eget program:

"Københavns befæstning er et ægte barn af Danevirke, født til at rumme de hule drømme, der blev husvilde den vinternat, da vejen gik over Sankelmark til Dybbøl. Det er militarismen, der skiller den gamle tid og den ny, eventyret og virkeligheden; det er mærket, hvorpå det kendes, om en mand hører hjemme før 1864 eller efter. Derfor spænder det så stærkt om denne sag, fordi det er herom, tiden drejer sig."

 Højre brugte alle midler for at latterliggøre de landlige venstrefolk i Rigsdagen. Tegneserien i Punch fra maj 1885 går mest ud på at vise venstremændenes nærighed trods det „overdådige” vederlag på seks kroner pr. mødedag. De gratis glæder udnyttes, f.eks. fribilletter til Det kongelige Teater, hvor Ole møder litteraturkritikeren og partifællen Edvard Brandes (billede 7). I virkeligheden var folketingsmændenes vederlag yderst knebent, hvis det også skulle dække familiens underhold.

Højre brugte alle midler for at latterliggøre de landlige venstrefolk i Rigsdagen. Tegneserien i Punch fra maj 1885 går mest ud på at vise venstremændenes nærighed trods det „overdådige” vederlag på seks kroner pr. mødedag. De gratis glæder udnyttes, f.eks. fribilletter til Det kongelige Teater, hvor Ole møder litteraturkritikeren og partifællen Edvard Brandes (billede 7). I virkeligheden var folketingsmændenes vederlag yderst knebent, hvis det også skulle dække familiens underhold.

Spørgsmålet var eksistentielt for alle danske og skjulte spiren til den ideologi, som voksede til at blive en selvstændig politisk bevægelse, radikalismen. Det ramte som et øksehug i spalten mellem den gamle tids og „det moderne gennembruds” tankegang, midt mellem idealismen og realismen. I hjertet vidste de allerfleste, at Danmark ikke kunne modstå et angreb fra den tyske militærmaskine, flerdoblet i styrke og effektivitet (også til søs) siden 1864. Men ingen kunne få erkendelsen over deres læber, fordi forsvarssagen angik mere end det militære. Samtiden anså Hørups spørgsmål for at være fejt. Grundtvigianeren Frede Bojsen gik voldsomt imod Hørup i 1883. Men som gammel mand turde han sige, hvad han dengang af hjertet mente: „Forsvarsvæsenet har aldrig kunnet stille sig for mig som andet eller mere end en følelsessag … Min interesse var knyttet til det levende forsvar, fordi deltagelsen kunne være en løftestang for den hele landet omfattende nationalfølelse.” En kostbar åndelig løftestang kunne man sige i betragtning af, at forsvaret dengang udgjorde ca. 40 procent af statens udgifter. Flertallet i venstre var formodentlig enig med ham – også når han siden sagde: „Det er til gavn for folket at bære ofre i fædrelandets tjeneste.” Hvis man åbent erkendte landets magtesløshed, ville den nationale selvopholdelsesdrift briste hos ungdommen, værnepligten miste sin mening, og den vitalitet, som bl.a. gav højskolebevægelsen dens stærke åndelige opdrift, ville tabe sin kraft.

Ser man nærmere til, står det klart, at den hårde kerne i højre, blandt andre Estrup, heller ikke synes at have været særlig ivrige efter at se forsvarsudgifterne vokse og heller ikke var helhjertede tilhængere af Københavns befæstning. Den passede dårligt ind i regeringens udenrigspolitiske program, hvor hovedpunktet var ønsket om et venligsindet forhold til kejserriget Tyskland. Fæstningen om København kunne kun opfattes som en beskyttelse mod et tysk angreb og forslag derom derfor en udfordring mod den store nabo. Men regeringen fremmede alligevel sagen, fordi den var et effektivt middel til at knuse venstre. Dette „såkaldte flertal”, kunne højre sige, elskede altså ikke fædrelandet og ville ikke ofre noget på dets bevarelse. Forsvarssagen var og blev et indenrigspolitisk våben, og, som det viste sig, et særdeles dyrt et. Den overvejende del af venstre var i virkeligheden varme forsvarsvenner. Det fremgår endog af den radikale slagsang, som lød over hele landet i foråret 1885:

"Skal matrosen mer ej lugte krudt
på det salte, friske hav?
Men brænde af en spag salut
fra en fæstnings plumre grav?
Skal soldaten mer ej værne kækt
om sit land i åbent slag?
men i ly af palisader dækt
vente skam af nederlag.
Nej, ned med Estrup, med Bahnson og med Ravn,
vi vil slås, men ikke sultes ud bag en vold om København."

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kristian Hvidt: Lederskikkelser i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 19. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306103