Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Provisorieårene

Oprindelig forfatter KHvi

Hvert årti har for eftertiden et samlet særpræg, en stemning eller en række af begivenheder, som karakteriserer det og adskiller det fra det foregående. 1870'erne fik sit eget stålgrå præg i modsætning til 1860'ernes frodighed og idealisme, der knyttede det nærmere til første halvdel af 1800-tallet. Halvfjerdserne var tydeligt „fin de siècle”, datidens mondæne udtryk for at være moderne, parat til at træde ind i det nye århundrede. Livsrytmen steg, rigdommen blev større – og fattigdommen med. En hektisk højkonjunktur løftede Danmark økonomisk, men den virkede socialt skævt og afslørede de bitre sociale modsætninger, der var trådt så tydeligt frem i nedgangsårene 1877-79.

I modsætning hertil blev 1880'erne et lysere og mere ekspansivt årti. Det begyndte med, at en svulmende højkonjunktur strømmede ind over Danmark sydfra. I 1885, samme år som også blev den politiske krises kulmination, kom et kraftigt økonomisk dyk, hvis virkninger mærkedes gennem årtiets sidste del i form af faldende priser. Alligevel blev firserne det store økonomiske og tekniske gennembruds tid – men i høj grad også de store konflikters. Helt fra 1880 styrede både højre og venstre mod den politiske konfrontation, der udløste en lang serie af provisoriske love, Estrup-regeringens svar på folketingsflertallets krav om magten. De dybe politiske kløfter på Christiansborg bredte sig ud i alle dele af befolkningen. Det er imidlertid påfaldende, at spændingerne på én gang virkede lammende og stimulerende på livet uden for den politiske sektor.

Hvorfor blev det danske folkestyres ungdom så stormfuld? Grundlovsfædrenes bange anelser viste sig berettigede. Yderstandpunkterne i højre og venstre sejrede over de moderate, de centrifugale kræfter syntes at skulle splitte det unge danske demokrati ad. Men det stormfulde politiske klima var ikke noget isoleret dansk fænomen. Under indtryk af arbejdernes truende holdning og de liberale partiers krav om magt samlede europæiske kongemagter og konservative kræfter sig til modangreb i mange lande. Der er paralleller at finde både syd og nord for Danmark. I Preussen kæmpede Bismarck allerede i tresserne mod det liberale parti om militærbudgettet, og kampen begyndte igen, da to attentater mod kejseren i 1879 gav Bismarck en kærkommen anledning til direkte kamp mod de liberale og socialdemokratiske partier gennem firserne. Hans ophævelse samme år af paragraf 5 i fredstraktaten af 1866 om folkeafstemning i Nordslesvig var et rap til lille Danmark om at være ham lydig.

Annonce

 Kvinden som nationalsymbol. Den tyskfødte Elisabeth Jerichau Baumann kom til Danmark i 1849. Hendes maleri fra 1851 hedder slet og ret „Danmark”, og det hang som olietryk i mange hjem. Motivet gik igen i mange europæiske lande i de år, hvor nationalfølelsen flammede så stærkt. Kvinden på billedet var vel ikke specielt en dansk type, men hovedsagen var også budskabet: den moderlige kvinde har stærke kræfter, når det gælder om at forsvare sine børn

Kvinden som nationalsymbol. Den tyskfødte Elisabeth Jerichau Baumann kom til Danmark i 1849. Hendes maleri fra 1851 hedder slet og ret „Danmark”, og det hang som olietryk i mange hjem. Motivet gik igen i mange europæiske lande i de år, hvor nationalfølelsen flammede så stærkt. Kvinden på billedet var vel ikke specielt en dansk type, men hovedsagen var også budskabet: den moderlige kvinde har stærke kræfter, når det gælder om at forsvare sine børn

Med en sådan reaktionær slagskygge hen over Danmark kunne man næppe tænke sig, at højre veg pladsen for en bonderegering herhjemme. Hos vor nabo mod nord, i Sverige, kom det på samme tid også til en konfrontation mellem kongemagten og venstre; ligeledes med forsvarsspørgsmålet som årsag til striden. Også i Norge var det et konfliktpunkt. Her var venstre så stærkt, at det dannede regering i 1884. Det var nok en sejr for liberalismen, men afslørede hurtigt, at også det norske venstre var et meget uensartet parti. Systemskiftet i Norge mindskede ikke den høje søgang i det politiske liv deroppe.

I Danmark var hovedproblemet, at den grundlov, som regeringens leder, Estrup, selv havde konciperet i 1866, var så sindrigt formuleret, at Folketinget ingen magtmidler havde, så længe kongen, regeringen og Landstinget var enige. Da Landstingets valgregler sikrede godsejerne, kong Christians gamle venner, et solidt flertal, var højres magt sikret på alle niveauer. Embedsmændene var som før 1848 kongeligt udnævnte og følte sig bundet af den edsformular, de underskrev ved deres ansættelse. Begrebet „Gud, Konge og Fædreland” var ikke bare mundsvejr for officerer, politifolk og dommerstand. De få embedsmænd, som deltog i venstremøder, blev i flere tilfælde afskediget.

I 1877 viste Estrup første gang sin magt ved at lade kongen udstede en provisorisk finanslov uden om Folketinget med henvisning til grundlovens paragraf 25 om lovgivning „i særdeles påtrængende tilfælde”. Dette kuplignende anslag mod folkeflertallet førte for alvor konflikten på Christiansborg ud i landet og bidrog til at trække fronterne skarpt op. Grænselinierne mellem højre- og venstrefolk kunne løbe tværs gennem familier og vennekredse og skille og splitte for livstid. Men alvorligere var de mure, partiskellet rejste mellem land og by og mellem godsejere og bønder.

Højres metoder var klart udemokratiske og dets politik betænkelig nær ved diktatur. På langt sigt tabte højre slaget og er derfor blevet hårdt bedømt i eftertiden. Men højrefolk kunne med god ret spørge, om dette forenede venstre nu også var et forenet flertal med fælles mål. Spørgsmålet blev særlig aktuelt, da den moderate del af venstre i Folketinget den 8. november 1877 indgik et forlig med højre, som faktisk legaliserede Estrups ellers så utilgivelige provisoriske finanslov. Denne dato blev skelsættende, fordi venstre dermed i praksis var splittet og først atter blev et homogent parti mere end 40 år efter. Navnlig blev de første år efter novemberforliget tragiske for venstre, fordi Estrup var eminent til at spille venstregrupperne ud mod hinanden, og derved fik han gennemført ganske væsentlige love stort set på højres præmisser. De to venstregrupper, den moderate under højskolemanden Frede Bojsen og den såkaldt radikale eller europæiske venstregruppe under Christen Berg, bekæmpede kynisk hinanden i håb om at finde venner i højre og dermed blive „ministerværdige”.

 Et Statsråd på Amalienborg under Christian 9. Ministrene bar uniformer som under enevælden og modtog den samme gage som gehejmestatsministrene, nemlig 12.000 kr. om året, en anselig løn i forhold til andre. Højesteretsdommere fik f.eks, kun 8000 kr. Udenrigsministeren fik desuden 6000 kr. i taffelpenge og embedsbolig på Amalienborg. På tegningen fra Illustreret Tidende 1888 fremfører Estrup allerunderdanigst en sag for kongen og kronprins Frederik. Forholdet mellem kongen og regeringen var stift og formelt trods de store politiske problemer i folkestyret.

Et Statsråd på Amalienborg under Christian 9. Ministrene bar uniformer som under enevælden og modtog den samme gage som gehejmestatsministrene, nemlig 12.000 kr. om året, en anselig løn i forhold til andre. Højesteretsdommere fik f.eks, kun 8000 kr. Udenrigsministeren fik desuden 6000 kr. i taffelpenge og embedsbolig på Amalienborg. På tegningen fra Illustreret Tidende 1888 fremfører Estrup allerunderdanigst en sag for kongen og kronprins Frederik. Forholdet mellem kongen og regeringen var stift og formelt trods de store politiske problemer i folkestyret.

Berg udvidede sine kontakter til begge sider i disse år. På den ene side indgik han sammen med sin væbner på den tid, Viggo Hørup, en alliance med den radikale kulturkreds i København, „det litterære venstre”, og hjalp Georg Brandes' bror Edvard til at blive folketingsmand. På den anden side strakte han sig meget langt i forhandlinger med højre og var i virkeligheden indstillet på at anerkende vimpelen på højres program, Københavns befæstning, hvis regeringen til gengæld ville anerkende hans del af venstre frem for de moderate og måske optage ham i regeringen. Men Estrup var kun indstillet på at svække og ydmyge modstanderne. Han lokkede gang på gang de to venstregrupper til indrømmelser, forhandlede skiftevis åbent og hemmeligt med dem og opfyldte til tider ikke de løfter, han gav dem.

Efter to folketingsvalg i samme år, 1881, med stærk fremgang for venstre, besluttede Christen Berg sig for at vende tilbage til den aggressive politik og fik, om end kun halvhjertet, også de moderate med. Nu skulle Estrups ministerium så at sige sultes ud. Ikke alene skulle finanslovene barberes helt ind til benene, men også lovgivningen skulle standses. Det var den såkaldte visnepolitik, idet venstregrupperne højtideligt erklærede, at „alting skal visne mellem hænderne på det ministerium, der trodser den almindelige valgret”. Alle regeringens lovforslag standsedes, enten ved at begrave dem i udvalgene eller ved en dagsorden efter 1. behandling, der erklærede forhandling om forslagene for ørkesløs. Folketingets møder indskrænkedes da fra 1881 og i de følgende fem år til noget, der lignede valgmøderne ude i landet, hvor højre og venstre skiftedes til at skælde hinanden ud med et stadigt skarpere ordvalg. Det politiske liv stivnede i en skyttegravskrig, hvor ingen midler blev skyet for at vinde blot den mindste fordel. „Konflikt for enhver pris” blev mottoet både for den lille generalstab omkring Estrup, der havde nøglen til det hele, og for venstres gruppe af førere.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kristian Hvidt: Provisorieårene i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 25. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306102