Fra græsrodsbevægelse til andelsimperium

Set på afstand tager forfatningskampen sig ud, som om den havde sit udgangspunkt i landspolitik og spredte sig ud i befolkningen fra Christiansborg. Men kampen var i realiteten gået i gang længe før i det små ude på landet. Oppositionen begyndte som en græsrodsbevægelse på sogneplan, næret af irritationen over den overlegne tone, bønder mødte hos myndigheder, forretningsfolk i byerne og hos godsforvaltere på herregårdene. Efterhånden som bønderne fra 1850'erne fik bedre tid og råd, organiserede de sig lokalt for at gøre sig uafhængige af myndigheder og godsejere. Den store forfatningskamp var begyndt som små konflikter på sogneniveau og udviklede sig til et landspolitisk stormløb mod godsejere og embedsmænd, der barrikaderede sig bag den reviderede grundlov. Derved blev konflikten voldsom og bredte sig til alle niveauer, udspillede sig i amtsrådene, i sognerådene, i landsbyerne og i systemet af lokale organisationer og foreninger.

Alle midler blev taget i brug for at rejse mure over for modstanderne og gøre indhug blandt deres vælgere. Ved valgene blev der i det skjulte udøvet et kraftigt valgtryk, navnlig mod de økonomisk svage, men numerisk stærke husmænd og daglejere. Både højre og venstre skiftevis lokkede og truede denne store vælgergruppe med belønninger eller sanktioner for at vinde stemmer. Det sås ofte på valgdagene, at godsejerne demonstrativt stillede sig op ved valgbordene og mærkede sig, hvem af deres daglejere, der tillod sig at stemme venstre – der var jo ikke hemmelig afstemning. Godsejerne i Holbæk amt organiserede sig med hemmelige aftaler om pression mod deres folk. En aftale, der er bevaret, gik ud på, at alle, som søgte arbejde på herregårdene, skulle opfordres meget kraftigt til at melde sig ind i højres vælgerforening, og man lod det budskab sive ud i omegnen, at alle venstremænd, der ønskede at skifte til højre, ville få fuld kompensation for de økonomiske tab, de måtte lide ved at blive sat uden for fællesskabet.

Estrup og hans tilhængere repræsenterede en gammeldags type politikere, der ligesom i enevældens tid troede, at stokkemetoden ville bringe den liberale bevægelse til standsning. Metoden lykkedes da også på kort sigt. Socialismen blev tilsyneladende sat væsentligt tilbage i firserne ved hjælp af stokke, fængsel og bestikkelser. Venstre var en større bevægelse, men kunne vel også lære at adlyde, hvis højre stod fast. Men Estrups tilhængere overså ganske, hvilke utilsigtede, mindre synlige virkninger tvangsmidler som provisorier, retsforfølgelse og valgtryk havde. De reaktionære sanktioner både lokalt og på landsplan gjorde modstanderne mere radikale, end de var, og puffede venstre tættere sammen. Den retfærdige harme over „Estrupiatet” gav den folkelige bevægelse ude i landet luft under vingerne og åndelig opdrift til spontant samarbejde.

Den græsrodsbevægelse, som var begyndt med dannelse af sparekasser, højskoler osv. i 1850'erne, og som siden i firserne udviklede sig til den store andelsbevægelse og landbrugsomlægning, havde næppe fået det format og den frodighed uden det fælles fjendskab til højres mærkelige blanding af gammeldags patriarkalisme og moderne, kapitalistisk konservatisme. Den danske bondebevægelse stræbte bevidst efter at gøre sig uafhængig økonomisk og politisk af de højrestyrede magtcentre i stat og erhvervsliv. Trangen hertil forstærkedes efter 1866, da bønderne måtte erkende, at de både i sogneråd og Rigsdag havde spillet sig den politiske magt af hænde.

Kampen mellem bønder og godsejere var ikke alene politisk. Der var også et element af landbrugsfaglig kappestrid mellem de knap 900 herregårde og de godt 70.000 bøndergårde. Igennem generationer havde godsejerne eller ofte snarere deres godsforvaltere teknisk set været et godt stykke foran bønder og husmænd. Vejledningen af bønderne i driftsforbedringer skete ikke i godsernes stalde og lader. Det var overladt til Landhusholdningsselskabets meget dygtige virksomhed. Men denne overklassestyrede og måske let nedladende form for rådgivning af bønder med uddeling af flidspræmier til duksedrenge passede ikke ind i bondevenstres tankeverden. For en social klasse, der krævede magten, måtte det være et stimulerende konkurrencemoment og en politisk torn i øjet, at herregårdssmør endnu i 1870'erne kostede en halv gang mere end det, der var fremstillet på bondegårde; det var formodentlig endnu et rimeligt udtryk for kvalitetsforskellen mellem de to produkter.

Da den politiske animositet mod godsejere steg, skærpedes også bøndernes vilje til at konkurrere på produkter. Hertil udviklede de da deres eget alternative rådgivningssystem, de lokale landboforeninger. I 1850 var der 25, i 1890 over 100 med 60.000 medlemmer. Venstrebønder sad i formandsstolen i langt de fleste. Her var bønderne mellem brødre (husmændene fandt kun pladser bagest i salen), og gennem oplysende møder, markvandringer med efterfølgende kaffebord og snak på den velkendte hjemlige dialekt udbredtes praktisk og teknisk kundskab bedre end gennem fine bøger eller besøg af lærde herrer fra København. I mangfoldige retninger var dette lokale bondesamarbejde den frugtbare muld, hvoraf andelsbevægelsen groede så hurtigt og frodigt. Gennem regionalt samarbejde voksede landboforeningerne sig tidligt stærke. Allerede i 1873 fik de jyske landboforeninger en fælles overbygning, i 1880 skabtes De samvirkende Landboforeninger på Sjælland, og i 1893 sattes kronen på systemet med en landsomfattende organisation. Længe forinden var der udviklet et lokalt system af konsulenter, hvis løn deltes af to eller flere landboforeninger.

Det var oftest ad disse kanaler, at de nye videnskabelige resultater, som N. J. Fjord og andre forskere omkring landbohøjskolen præsterede, nåede ud på landet og omsattes til praksis. Dette forsøgsarbejdes praktiske resultater og hurtige overførelse fra laboratorier til de mange tusinde stalde er måske omlægningens mest imponerende gerning. Bedst kan det vises med nogle få tal for, hvad forskningsindsatsen betød for produktiviteten:

Det var altså langt mere takket være omhyggelig pleje af den gode danske malkeko end gennem forøgelse af besætningerne, at man opnåede den store produktionsforøgelse.