Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Andelssystemet realiseres

Oprindelig forfatter KHvi

Fællesdriftens fordele var efter centrifugernes fremkomst helt indlysende. Bøndernes modvilje mod fremmed indblanding kaldte nu på deres eget initiativ, på samme måde som det tidligere var sket med kvægforsikring, sparekasser osv. Allerede fra 1860'erne er der eksempler på, at et antal gårde slog sig sammen, ansatte en mejerist, købte maskiner og dannede et interessent- eller aktieselskab omkring produktionen. I 1875 havde man i Kaslunde på Fyn dannet et fællesmælkeri, der meget lignede det senere andelsmejeri. Men det blev i Hjedding i Vestjylland, at man i 1882 fandt den konstruktion på ejerforhold og udbyttedeling, der blev modellen for den følgende udvikling.

 Pioneren i dansk andelsbevægelse, J. Stilling-Andersen, fotograferet ca. 1900. Stilling-Andersen var den praktiske og energiske mand bag indretningen af Hjedding mejeri. Han afkøbte tilmed privat mælk fra en del gårde på egnen, som ikke var gået ind i andelssystemet. Mejeriet i Hjedding ramtes af et alvorligt uheld det første år, fordi der kom tyfusbakterier i mælken, hvoraf Stilling-Andersens medhjælper blev smittet og døde.

Pioneren i dansk andelsbevægelse, J. Stilling-Andersen, fotograferet ca. 1900. Stilling-Andersen var den praktiske og energiske mand bag indretningen af Hjedding mejeri. Han afkøbte tilmed privat mælk fra en del gårde på egnen, som ikke var gået ind i andelssystemet. Mejeriet i Hjedding ramtes af et alvorligt uheld det første år, fordi der kom tyfusbakterier i mælken, hvoraf Stilling-Andersens medhjælper blev smittet og døde.

Det centrale i andelssystemet var på den ene side medlemmernes leveringsforpligtelse og på den anden side udbyttefordelingen, der oftest skete efter den leverede mængde mælk eller antallet af ydende køer på hver gård. Men i spørgsmål om ledelsen af mejeriet stemte man i Hjedding – som det siden hed – ikke efter høveder, men efter hoveder, altså på demokratisk vis, sådan at rige og fattige bønder stod lige i modsætning til i aktieselskaber, hvor det er aktieposterne, der tæller. Formuleringen i mejeriets statutter hentede Hjedding-bønderne fra de nyligt reviderede love for den stedlige sparekasse og brandassuranceforening. Her drejede det sig blot om pengeindskud i stedet for mælkeleveringer. Hjedding-modellen fik en utrolig betydning – det var øjensynligt den brik, man ventede på landet over, for at den liberale bondebevægelse kunne sætte dette nye skud på samarbejdet. Systemet med en-mand-en-stemme gav en fordel for husmændene og forhindrede på den anden side den rige proprietær i at dominere generalforsamlingerne.

Det smukke lighedsprincip i ledelserne blev dog langtfra gennemført alle steder. Demokratiet i bondevenstre havde også sine grænser. Men at det var bøndernes egne initiativer viste sig ved, at det helt overvejende var de lokale sognesparekasser, som finansierede anlægsudgifterne, typisk 15-25.000 kr. pr. mejeri. På Sjælland var det dog Den sjællandske Bondestands Sparekasse, der kom til at dominere mejerierne økonomisk. Den havde som landsdelsvirksomhed ikke alene en større kapital end andre sparekasser, men også fra 1890 en mere end professionel forretningsmand som leder, den effektive, men ikke vellidte direktør, Peter Adler Alberti, lige durkdreven som politiker og forretningsmand, søn af sparekassens elskede grundlægger. Han videreudviklede straks systemet af sjællandske mejerier ved at oprette en stor fælles smøreksportforening med ham selv som enevældig direktør.

Annonce

 De to kort over andelsmejerier 1883 og 1890 viser, hvor hurtigt budskabet om den nye organisationsform og om den nye teknik spredte sig over hele landet fra Vardeegnen. Det var mange steder skolelærerne, der tog initiativet og ofte blev formænd for bestyrelserne.

De to kort over andelsmejerier 1883 og 1890 viser, hvor hurtigt budskabet om den nye organisationsform og om den nye teknik spredte sig over hele landet fra Vardeegnen. Det var mange steder skolelærerne, der tog initiativet og ofte blev formænd for bestyrelserne.

Også andre steder i landet dannede der sig forbavsende hurtigt fællesfinansierede overbygninger på nettet af andelsmejerier. Fra de lokale bestyrelser dukkede personligheder op med ideer til andre initiativer og en hel masse kræfter og ambitioner. Herfra fik andelsbevægelsen en kerne af lederskikkelser, som først havde vist deres duelighed som administratorer på sogneniveau. Det var andre typer end dem, som gik ind i politik, ofte folk, der kunne bestyre meget store kapitaler og med tiden fik et helt professionelt præg som forretningsfolk. P. A. Alberti brugte andelsbevægelsen som adgangsbillet til Folketinget. Men ellers var det påfaldende, at andelslederne mest holdt sig uafhængige af det politiske venstre og nøjedes med at vise sympati for partiet.

Andelsbevægelsens pionerer styrede bevidst efter den politiske målsætning, som græsrodsbevægelsen syntes at have sat sig helt fra begyndelsen: at undgå byernes grosserere og de magtglade godsejere og sørge for at få indtægterne direkte ned i lommerne på producenterne, den danske bondestand.

 Et hold mejerielever på Havarthigården ved Holte 1873. Uddannelsen i fremstilling af smør og ost var sat i system, længe før omlægningen til mælkeproduktion i landbruget var begyndt. Hans og Hanne Nielsen, der på billedet flankerer holdet, var ejere af Havarthigården, et mønsterbrug, der mange år senere gav navn til en berømt dansk ostetype. Navnlig blev Hanne Nielsen kendt landet over for sin usædvanlige dygtighed og sine pædagogiske evner.

Et hold mejerielever på Havarthigården ved Holte 1873. Uddannelsen i fremstilling af smør og ost var sat i system, længe før omlægningen til mælkeproduktion i landbruget var begyndt. Hans og Hanne Nielsen, der på billedet flankerer holdet, var ejere af Havarthigården, et mønsterbrug, der mange år senere gav navn til en berømt dansk ostetype. Navnlig blev Hanne Nielsen kendt landet over for sin usædvanlige dygtighed og sine pædagogiske evner.

Mejerisektoren gjorde begyndelsen og blev motoren i den følgende udvikling, hvor andel blev trylleordet, der gav liv til hundredvis af nye virksomheder. Det forøgede kreaturhold, fra firserne over en million malkekøer, satte også gang i staldens andre indtjeningsmuligheder. Hidtil havde opfodring og salg af levende kreaturer og svin været en væsentlig indtjening. Men da Tyskland gik over til toldbeskyttelse, ramte dette den danske kreatureksport. I stedet videreudviklede man i Danmark også her muligheden for at forædle produkterne, inden de blev solgt. Et biprodukt fra smørfremstillingen var den valle, ofte kaldet fut-mælk, som bønderne hver dag fik tilbage fra mejeriet. Her lå grundlaget for at opfodre svin i stor målestok. Den professionelle behandling af svinekødet var næste led i andelssystemet, andelsslagterier med tilhørende eksportforeninger. Det første blev anlagt i Horsens i 1887, og flere fulgte hurtigt efter i andre dele af landet. Politikeren Frede Bojsens broder, Peter, blev en af pionererne i opbygning af denne gren. Også her byggede andelsbevægelsen på en allerede veletableret eksportforretning fra 1870'erne med basis i en række private eksportslagterier, hvor grosserer Philip W. Heyman var den dynamiske leder.

Andelsbevægelsen i alle dens forgreninger var på en måde en genopvækkelse af landsbyfællesskabet før 1800. Efter udflytningen af gårdene fra de gamle landsbyer opdagede bønderne efter nogle årtier, at dele af det gamle fællesskab dog havde været nyttigt.

 Annonce i Kalundborg Avis den 26. august 1885. Der blev satset stort på en systematisk markedsføring af margarine. Navnet „Butterine” skulle bringe tanken hen på det smørglade engelske marked. „Den knappe smørtid”, nævnt i reklamen, var de måneder, hvor køernes mælk var mindre fed og derfor mindre egnet til at kærne.

Annonce i Kalundborg Avis den 26. august 1885. Der blev satset stort på en systematisk markedsføring af margarine. Navnet „Butterine” skulle bringe tanken hen på det smørglade engelske marked. „Den knappe smørtid”, nævnt i reklamen, var de måneder, hvor køernes mælk var mindre fed og derfor mindre egnet til at kærne.

I de første år foregik omlægningen i landbruget under gunstige konjunkturer på verdensmarkedet. Men fra 1885 vendte forholdene sig. Nu blev priserne nedadgående også på de animalske produkter. Mejerierne måtte producere mere smør for at holde indtjeningen, og det er måske en del af forklaringen på, at det gik så forbavsende hurtigt med at oprette andelsmejerier gennem sidste halvdel af firserne. I løbet af ganske få år var så at sige hele Danmark dækket af et tæt net af mejerier, og eksportlinierne udvikledes.

Men smørret skulle jo også sælges i Danmark, og her viste sig en farlig konkurrent på markedet, som producenterne ikke kunne slå ud på almindelig vis i forretningslivet. Der skulle højere magter til. Andelsfolket appellerede for første, men langtfra sidste gang til politikerne i Rigsdagen om bistand gennem lovgivning. Det gjaldt konkurrencen fra margarinen eller, som det kaldtes i handelen, „kunstsmør”.

I 1883 havde grosserer Otto Mønsted, tidligere ivrig pioner inden for smøreksporten, åbnet den første danske margarinefabrik. Mønsteds kunstsmør havde succes, fordi det var meget billigere end den ægte vare. At få et forbud mod margarine var et fælles ønske i andelsbevægelsen og blandt de mange smør-producerende godsejere. Da en række af Landstingets godsejere rejste sagen, greb Viggo Hørup den i Folketinget og satte en stor agitation for „det rene land” i gang i den radikale del af venstrepressen. Det udviklede sig i 1887-88 til en hel „smørkrig”, fordi den moderate del af venstre under Frede Bojsen med bekymring så på denne alliance mellem Hørup og landstingsgreverne. De moderate anlagde derfor det modsatte synspunkt: margarinen havde en social mission. Det var de fattiges ernæringsmiddel, og jo mere kunstsmør de spiste, des mere rigtigt smør kunne eksporteres til England til den høje pris.

 „Generalforsamling i Ansager Andelsmejeri”, 1885, malet af Hans Agersnap. Hvor sognene intet forsamlingshus havde, foregik møderne som her i hjemmene. Traktementet består af gode danske kaffepuncher, en stimulerende drik, som mange møllere også bød deres kunder på, medens melet blev malet.

„Generalforsamling i Ansager Andelsmejeri”, 1885, malet af Hans Agersnap. Hvor sognene intet forsamlingshus havde, foregik møderne som her i hjemmene. Traktementet består af gode danske kaffepuncher, en stimulerende drik, som mange møllere også bød deres kunder på, medens melet blev malet.

Smørkrigen havde en forstemmende undertone af politisk taktik som følge af de to venstregruppers interne jalousi og frygt for, at modstanderen sluttede forlig med Landstinget og løb med magten. Enden på konflikten blev et forlig mellem Bojsen og indenrigsministeren, hvorefter margarinen ikke måtte farves gul, så den kunne forveksles med smør. For at imødegå dette lagde margarinefabrikanten fra da af og mange årtier derefter en lille pose farve ved hver pakke margarine, så husmoderen selv kunne give det gustenhvide produkt en mere tiltrækkende kulør. Otto Monsted drog også en anden konsekvens af loven: han anlagde samme år to store margarinefabrikker i England.

Smørkrigen viste noget om forskellene mellem den politiske bondebevægelse, venstre, og den økonomiske, andelsbevægelsen. Når det gjaldt produktionssamarbejde kunne bønderne gennemføre store fornyelser i et forbilledligt samarbejde. Men politisk var de lige så splittede i Rigsdagen som altid.

Mange af andelsbevægelsens ledere holdt sig tilsyneladende i passende afstand af venstre. De fik også i slutningen af firserne et frieri fra det store landbrug, der gerne ville have del i den store fremgang. Fra slutningen af 1886 kom de første tilløb til den såkaldte agrarbevægelse, en fra starten upolitisk forening af store og små bønder. Det var en række godsejere, der tog initiativet i håb om, at man gennem forhandlinger uden for Rigsdagen om konkrete landbrugsreformer kunne bygge bro mellem højre og venstre og dermed komme ud af provisoriernes lammelse. Agrarbevægelsen fik praktisk betydning i nogle år ind i halvfemserne, men gik siden i opløsning. Den fik gennemført nogle få reformer, men gik uden om det problem, der stadig var det største i dansk landbrug, den skæve jordfordeling. En opgørelse fra 1885 af ejerforholdet til den opdyrkede jord, i alt 370.000 tønder hartkorn, (den gamle måleenhed for bonitet/areal) viste følgende ulige fordeling:

  • 900 godsejere dyrkede 40.000 tdr. hartkorn
  • 73.000 gårdejere dyrkede 290.000 tdr. hartkorn
  • 188.000 husmænd delte 40.000 tdr. hartkorn

 Sådan skulle sukkerroerne på Lolland-Falster renses for ukrudt. Lugejernet havde et ganske kort skaft, så pigerne time efter time måtte gå foroverbøjet langs rækkerne af roer. De lokale landarbejdere ville nødigt påtage sig dette monotone og opslidende arbejde, men udvandrede i stor målestok til Amerika. I stedet hentedes arbejdskraften først i Sverige, siden i Polen.

Sådan skulle sukkerroerne på Lolland-Falster renses for ukrudt. Lugejernet havde et ganske kort skaft, så pigerne time efter time måtte gå foroverbøjet langs rækkerne af roer. De lokale landarbejdere ville nødigt påtage sig dette monotone og opslidende arbejde, men udvandrede i stor målestok til Amerika. I stedet hentedes arbejdskraften først i Sverige, siden i Polen.

De to første grupper var jordbrugets overklasse, der ikke altid selv behøvede at udføre fysisk arbejde, men kunne nøjes med at lede og fordele arbejdet. De havde nemlig en hærskare på ca. 184.000 karle og piger, tyende, til at betjene sig i mark, stald og køkken. Derudover brugte de også en meget stor del af husmændene som medhjælpere ved bedriften. Størstedelen af disse ejede nemlig kun så små jordstykker, at de var nødt til at gå på arbejde på gård eller gods. Husmændene var bundet til jorden uden dog at kunne leve af den. Selv i gode tider måtte de lide afsavn og måske til tider sult. Økonomisk kom de også til at sakke bagud, fordi de oftest hverken havde råd eller tid til at deltage i den ny tids lokale virksomhed i landboforening, sparekasse eller foredragsforening. Samtiden skiltede ganske vist med, at ca. 20 procent af højskolernes elever kom fra husmandshjem; men set i forhold til gruppens størrelse forstår man, at det kun var et lille hjørne af denne sociale klasses børn, som nåede til højskolernes herligheder.

Udstykningen af de små parceller havde til formål at holde på arbejdskraften. De unge karle og piger skulle have lejlighed til at stifte familie, og for at sikre sig deres forbliven på egnen gav man dem en bid af sin dårligste jord og opførte et lille hus til parret og deres kommende store børneflok. Mellem 1850 og 1900 oprettedes 100.000 nye husmandslodder, en fordobling af antallet før den tid. En stor del af de nye brug var dog udstykket af Hedeselskabet i forbindelse med opdyrkningen i Midtjylland. Om det i øvrigt var gods- eller gårdejerne, som fortrinsvis udstykkede husmandsjord, viser statistikken ikke noget om. Men det kan konstateres, at udstykningen aftog mere og mere efter 1870, og at der næsten ikke blev skabt nye husmandssteder i årene efter 1885. Det var på samme tid, der især var gang i dræning, inddæmning og nyopdyrkning. De større jordbrugere havde brug for alle arealer og negligerede derfor forsorgen for deres arbejdskraft. Man kan heller ikke se bort fra den forklaring, at den politiske uro var med til at standse udstykningen. Godsejerne forudså måske den dag, hvor socialismen rykkede frem blandt husmænd og jordløse landarbejdere.

 Forsamlingshuset „Enigheden”, opført 1893 i Gørlev, Vestsjælland. Et af de mest synlige resultater af den lokale organisering i foreninger efter 1850 er forsamlingshusene, hvoraf mange endnu er i brug. I tiden mellem ca. 1870 og 1900 blev der på lokalt initiativ opført omkring 1600 forsamlingshuse foruden ca. 900 missionshuse, afholdsloger, husflidsskoler osv. Et kraftigt incitament til byggeriet kom, da Kultusministeriet i forbindelse med den politiske uro forbød kommunerne at udlåne sognets skoler til lokale møder af enhver art.

Forsamlingshuset „Enigheden”, opført 1893 i Gørlev, Vestsjælland. Et af de mest synlige resultater af den lokale organisering i foreninger efter 1850 er forsamlingshusene, hvoraf mange endnu er i brug. I tiden mellem ca. 1870 og 1900 blev der på lokalt initiativ opført omkring 1600 forsamlingshuse foruden ca. 900 missionshuse, afholdsloger, husflidsskoler osv. Et kraftigt incitament til byggeriet kom, da Kultusministeriet i forbindelse med den politiske uro forbød kommunerne at udlåne sognets skoler til lokale møder af enhver art.

Skønt der var en glidende overgang mellem større husmandsbrug og mindre bondegårde, var der dog en tydelig standsforskel mellem de to grupper. Mange steder i landet følte husmændene sig økonomisk og politisk ladt i stikken af gårdejerne. Venstre havde ikke megen forståelse for sociale problemer og gjorde kun lidt for at fremme en mere retfærdig jordfordeling, der socialt set kunne trække husmændene og især landarbejderne op. Venstre og godsejerne veg uden om problemerne, når det gjaldt reformer af tyendeloven eller i forslag om offentlig støtte til udstykning af husmandsbrug. Resultatet af denne standsegoisme var da også, at både landarbejdere og husmænd siden med bitterhed vendte sig væk fra venstre efter 1900 og gav deres stemmer til Socialdemokratiet og til Det radikale Venstre, da det var dannet som selvstændigt parti i 1905.

De ugifte karle og piger viste deres utilfredshed ved at rejse fra landbruget til byerne eller så langt som til Amerika og det til trods for, at tyendelønninger var i tydelig stigning. Afvandringen nåede som nævnt et højdepunkt i 1880'erne, men fordeltes ulige mellem karle og piger som følge af produktionsomlægningen. Der blev stærkt brug for piger til at malke de mange køer og mejersker til at behandle mælken på mejerierne – det regnedes for kvindearbejde i andelsbevægelsens første år. Omvendt var der stadig mindre efterspørgsel efter karle på grund af mekaniseringen af markarbejdet. Derfor faldt antallet af karle på landet med 25 procent, medens antallet af piger beskæftiget i landbrug omvendt steg en smule i årene op til århundredskiftet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kristian Hvidt: Andelssystemet realiseres i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 11. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306108