Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Realismen bliver politisk

Oprindelig forfatter KHvi

Realismens hovedidé var, at litteraturen skulle leve med i samtidens problemer. Dermed blev den også politisk og måtte ifølge sagens natur støtte venstre, selv om Georg Brandes i sandhed ikke havde nogen forståelse for bondestanden, endsige andet end foragt tilovers for en folkelig politiker som Christen Berg. Men Edvard Brandes, der varetog broderens interesser under hans ophold i Berlin 1877-83, så betydningen af, at realismen blev mere end blot en litterær bevægelse. Gennem Holger Drachmann fik han forbindelse med dennes fætter, Viggo Hørup, og gennem ham med den store venstrefører Christen Berg.

Edvard Brandes blev for en tid knyttet til deres avis Morgenbladet som litteraturkritiker. København var politisk endnu helt i højres magt. Venstre havde næsten ingen tilhængere i hovedstaden. Den måtte erobres, indså Christen Berg, og han hjalp da i 1873 til oprettelse af den første venstreavis i hovedstaden med Hørup som politisk redaktør, den bedst mulige til den opgave at vinde medhør for venstre i byen.

 Da Christen Berg sørgede for, at Edvard Brandes blev opstillet til Folketinget, viste de stærke understrømme af antisemitisme i tiden sig. Medens den konservative presse fremstillede sin antijødiske holdning i let tilsløret form blev den åbenlyst vist i arbejderpressens satiriske blad Ravnen, der udkom fra 1876. I ugebladet Punch bliver Brandes fremstillet som det lille Mosesbarn, der søsættes af en kvindeklædt Christen Berg. „Damen” bagved er N.J. Larsen, redaktør ved Morgenbladet.

Da Christen Berg sørgede for, at Edvard Brandes blev opstillet til Folketinget, viste de stærke understrømme af antisemitisme i tiden sig. Medens den konservative presse fremstillede sin antijødiske holdning i let tilsløret form blev den åbenlyst vist i arbejderpressens satiriske blad Ravnen, der udkom fra 1876. I ugebladet Punch bliver Brandes fremstillet som det lille Mosesbarn, der søsættes af en kvindeklædt Christen Berg. „Damen” bagved er N.J. Larsen, redaktør ved Morgenbladet.

Hørup rummede i sig en række mærkelige modsætninger, der hver for sig både styrkede og svækkede ham. På én gang en tør logiker, oplært af intens læsning af Søren Kierkegaards værker og et effektivt jurastudium, og en drømmer med hang til at skrive digte. Han var lukket og ordknap til daglig, men en gudbenådet skribent og agitator – til dato den største stjerne i dansk journalistik. Styrken i hans stil og politiske argumentation var netop kombinationen af skarp logik og frodig fantasi, som han brugte til at illustrere sine slående politiske argumenter med. Som lederskribent i Morgenbladet hudflettede Hørup de nationalliberale politikere så bidende og vittigt, at han fik det lattermilde københavnske publikum over på sin side.

Annonce

Hørups mål var ikke direkte at bekæmpe de gamle liberale politikere, som alligevel var på vej ud, men at ramme hele den politiske kultur, de stod for, og hvis rødder strakte sig langt ud i venstre. Hørup arbejdede politisk mod det samme mål, som Brandes gjorde intellektuelt: at opdrage folk til at tænke realistisk. Og hans egne partifæller var de sværeste at belære. Han indså meget rammende, at „grundtvigianismen er som politik nationalliberalismen omsat til folkebrug. I det øjeblik vi skulle bruge bonderealismen, fristede vi den komiske skæbne, at samme realisme forvandlede sig til idealisme. Pumpende efter sund sans og rent materielle interesser, fik vi spandene fulde af den gamle, fantastiske kulturs spildevand.”

I 1876 kom Hørup i Folketinget og oplevede der, hvordan det lykkedes den nye konseilspræsident, Estrup, at splitte og svække Det forenede venstre, kulminerende med den første provisoriske finanslov i 1877. Venstre blev fra den tid delt i to stridende fraktioner. Den ene, den moderate, indgik nemlig senere på året forlig med højre og legitimerede dermed på en måde provisoriet. De moderates ledere var Frede Bojsen og den begavede frafaldne godsejer, lensgreve Ludvig Holstein.

Den anden venstrefraktion, den radikale, blev ledet af Christen Berg, hvis sekundant og agitator var Viggo Hørup. Skønt de ideologisk lå langt fra hinanden, holdt de sammen i kampen mod højre.

Berg var i bund og grund den grundtvigske skolelærer, meget nærmere knyttet til Bojsen end til Hørup. Men de moderates fraternisering med højre tvang Berg over mod Hørups mere radikale linie i en række år. Estrup formåede behændigt at spille de to venstregrupper ud mod hinanden og fik det meste af sin lovgivning gennemført med en af grupperne på skift. Men Hørup trak Berg hen mod den mere uforsonlige linie, der prægede den lille gruppe københavnske kulturradikale. Venstre måtte ligesom de nationalliberale have sin intellektuelle elite, og det kunne kun ske ved at knytte forbindelse med brandesianismen. Lejligheden kom i november 1878, da der i anledning af Bjørnstjerne Bjørnsons besøg i København blev afholdt en stor fest for ham af de radikale. Her mødte Christen Berg kredsen af Georg Brandes' nærmeste venner, først og fremmest hans broder Edvard. Her blev indgået en meget vigtig forbindelse mellem den litterære og den politiske radikale bevægelse. Det blev afgørende for begge parter i de følgende år.

I samtiden kunne den nye alliance mere ligne en redningsaktion end en politisk investering i fremtiden. Al oppositionel bevægelse var i krise i disse år, hårdt trængt af en reaktionær bølge med kulmination 1877-78. Begivenhederne i Danmark var tydeligt under indflydelse af strømninger over Europa. I Tyskland vendte Bismarck sig hårdt mod liberale og socialister på samme tid, og i Frankrig var reaktionære monarkister i 1877 på nippet til at vælte de halvliberale republikanske magthavere. Den reaktionære bølge fulgtes – eller blev måske stimuleret – af en kraftig økonomisk depression, der også ramte Danmark. Fattigdom gav luft under vingerne til ekstremerne i politik, socialismen og den nykonservatisme, der trak næring fra enevælden kun 25 år før.

Men i året 1880 vendte både de politiske og de økonomiske konjunkturer. Efter de dårlige tider satte en stærk vækstperiode ind. I venstre udvidedes vingefanget, en ny dimension, den kulturpolitiske, indlemmedes, da der blev indgået en alliance mellem det litterære og det politiske venstre. Den blev beseglet ved den lærde doktor Edvard Brandes' valg til folketingsmand for Langeland, takket være støtte fra øens bønder. Valget af ham i september 1880 vakte stor opsigt – folk forstod perspektivet i den nye alliance. Radikalismens ideer fik en ekstra effektiv spredning over hele landet, da modstandere af Brandes forsøgte at forhindre godkendelse af hans valg, fordi han som jøde ikke ville afgive den sædvanlige edelige forsikring om at overholde grundloven. Den offentlige debat, som opstod herom, vakte kolossal sensation, især da Edvard Brandes åbent vedgik, at han var ateist og fik fastslået, at religion og politik var adskilte sfærer. Modstandernes beskyldning mod ham, at han var mere europæer end dansker, tog han som en kompliment, og det medførte, at hans gruppe i venstre ofte i de følgende år blev kaldt europæerne.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kristian Hvidt: Realismen bliver politisk i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 22. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306086