Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

De nye hovedstrømninger

Oprindelig forfatter KHvi

Georg Brandes og hans yngre bror Edvard var sønner af en af disse grosserere, men en af de ganske mange, der ikke havde held med forretningerne. Forældrene havde ingen intellektuelle, endsige litterære traditioner at videregive, men til gengæld meget store ambitioner på sønnernes vegne. Georg Brandes var udstyret med en usædvanlig begavelse, kombineret med et hyperaktivt temperament og en stærk modtagelighed, som gjorde ham velegnet til at opfange og videregive nye impulser på en sådan måde, at hans samtidige ikke kunne undgå enten at begejstres over hans ideer eller reagere kraftigt imod dem. I 1866 og igen i 1870 var han i lang tid i Paris, siden også flere måneder i Rom. Størst betydning for ham fik mødet med forskere og forfattere, der deltog i den kraftige intellektuelle opposition mod Napoleon 3.s styre, og han lod sig påvirke stærkt af deres had til den katolske kirke.

Under indtryk af naturvidenskabernes resultater hævdede man, at ved at overføre de eksakte videnskabers metode til de humanistiske fag kunne man i f.eks. historie og litteratur anlægge en kritisk vurdering og fastslå en objektiv „sandhed” og dermed forkaste alle overjordiske og metafysiske fænomener. Tankerne var formuleret allerede i 1840'rne af den franske filosof Auguste Comte og fik navnet positivismen. I tresserne havde den mange tilhængere i Frankrig og England, der i den nye erkendelse så et værktøj, hvormed alle gamle fordomme og usandheder i den ældre videnskab, ja i hele samfundet kunne luges bort. Det var de unge humanisters svar på industrialismens udfordringer.

 Georg Brandes, knap 40 år gammel tegnet 1881 af P. S. Krøyer. Brandes' afgørende indflydelse på sine jævnaldrende skyldtes ikke kun hans synspunkter, men også den stærke udstråling fra hans person. Mange af tidens forfattere har skildret ham i skuespil og romaner og særligt hæftet sig ved det fascinerende spil i hans ansigtstræk, hvor tanker og følelser uafladeligt afspejlede sig. Selv havde han et stort behov for menneskelig kontakt, men samvær med ham blev oftere en monolog end en dialog. Som foredragsholder kunne han tryllebinde store forsamlinger ved sin enorme viden og evne til at støbe provokerende påstande ind i en formfuldendt videnskabelig ramme.

Georg Brandes, knap 40 år gammel tegnet 1881 af P. S. Krøyer. Brandes' afgørende indflydelse på sine jævnaldrende skyldtes ikke kun hans synspunkter, men også den stærke udstråling fra hans person. Mange af tidens forfattere har skildret ham i skuespil og romaner og særligt hæftet sig ved det fascinerende spil i hans ansigtstræk, hvor tanker og følelser uafladeligt afspejlede sig. Selv havde han et stort behov for menneskelig kontakt, men samvær med ham blev oftere en monolog end en dialog. Som foredragsholder kunne han tryllebinde store forsamlinger ved sin enorme viden og evne til at støbe provokerende påstande ind i en formfuldendt videnskabelig ramme.

Georg Brandes lagde sig særlig efter positivismens litteraturopfattelse, formuleret af den franske forsker Hippolyte Taine. Litteraturen er også en slags samfundsvidenskab, mente han, fordi digtningen afspejler samfundets inderste væsen. Romaner og digte bør skildre nutiden og deltage i den offentlige debat. Brandes' lange ophold i udlandet før og under de dramatiske måneder, da Den fransk-tyske Krig rasede 1870-71, gav ham et nyt syn på Danmark. Set udefra kom hans hjemland til åndelig talt at virke så lille og provinsielt, langt fra de europæiske hovedstrømninger. Han blev opflammet af krigens perspektiver og følte, at han havde en mission i at fortælle sine landsmænd i Danmark om de nye europæiske strømninger, ateismen og positivismen. Han ville, som han siden sagde, „åbne døren indefra ud til Europa” ved en række forelæsninger på universitetet i København. Det gjorde han fra november 1871 og det med en sådan agitatorisk styrke, at det lød som et brag.

Annonce

Byens borgere var endnu rystede under indtrykket af kommunardopstanden i Paris og den danske socialismes første truende manifester. Tilsyneladende holdt den da 29-årige Georg Brandes blot foredrag om den såkaldte emigrantlitteratur, skrevet af en række franske forfattere, der måtte udvandre under Den franske Revolution. Men ingen var i tvivl om, at der var dobbelt bund i de 12 forelæsninger. De var i virkeligheden et camoufleret angreb på hans egen tid. Og borgerne fik i sandhed noget med hjem at forarges over. Den begavede oprører fik med fremragende veltalenhed trådt den såkaldte offentlige opinion over alle de ømmeste tæer. I sin ungdommelige iver sendte han f.eks, denne bredside mod alle de værdige professorer ved Københavns Universitet: „Kun hos den ny tids mænd strømmer menneskehedens store friheds-og fremskridtstanke ren og klar, medens alle de hæderlige, begavede agtværdige ånder, der står uden for denne strøm, spilder deres kræfter og er på vej til Byzans.” – De gamle lærde herrer var håbløse „forsteninger” og var dømt til at sakke bagud over for den nye videnskabs objektivitet.

Den nye tids unge mænd og kvinder fra de dannede hjem blev begejstrede over denne generationsoprørets fanebærer, medens de lidt ældre, gråskæggede professorer og nationalliberale embedsmænd og politikere forarget svor hævn over dette anslag mod både fædrelandet, kristendommen, dannelsen og familien. Den sidstnævnte borgerdyd hånede Brandes på samme tid ved sit utugtige samliv med en gift dame af det bedre selskab. Brandes fattede vist ikke selv, hvilken provokation hans forelæsninger var. Han indsendte frejdigt en ansøgning om en docentstilling ved det universitet, han havde angrebet, og blev højligt forbavset, da den end ikke blev besvaret.

For bedre at vise sine kvalifikationer sendte han manuskriptet til forelæsningerne til trykning, og seks uger senere i februar 1872 kunne hele Danmark læse hans provokationer. Den nationalliberale offentlighed havde nu et udgangspunkt for hadske angreb på den dristige unge litteraturkritiker.

 Et møde i foreningen Bogstaveligheden, hvor J. P. Jacobsen læser op. Tegning af Erik Henningsen. Omkring tidsskriftet Ude og Hjemme, der 1877-84 blev udgivet af xylograf F. Hendriksen (stående tv. foran spejlet), skabtes Bogstaveligheden, hvor radikale forfattere og malere mødtes. Siddende til venstre Georg Brandes, Sophus Schandorph, Holger Drachmann og Edvard Brandes. Bag den læsende Jacobsen ses maleren P. S. Krøyer samt (stående) filosoffen Harald Høffding og bag ham maleren Kristian Zahrtmann.

Et møde i foreningen Bogstaveligheden, hvor J. P. Jacobsen læser op. Tegning af Erik Henningsen. Omkring tidsskriftet Ude og Hjemme, der 1877-84 blev udgivet af xylograf F. Hendriksen (stående tv. foran spejlet), skabtes Bogstaveligheden, hvor radikale forfattere og malere mødtes. Siddende til venstre Georg Brandes, Sophus Schandorph, Holger Drachmann og Edvard Brandes. Bag den læsende Jacobsen ses maleren P. S. Krøyer samt (stående) filosoffen Harald Høffding og bag ham maleren Kristian Zahrtmann.

I de følgende år arbejdede Brandes med utrolig energi videre trods de voldsomme angreb på ham i tidens aviser og tidsskrifter. For en lille skare af tilhængere holdt han serievis af forelæsninger på universitetet – denne ret kunne han som doktor ikke fratages. Tysk, fransk og engelsk litteratur fra begyndelsen af 1800-tallet blev gennemgået med suveræn evne til analyse og karakteristik, men stadig også med hånlige sammenligninger med dansk smålighed og borgerlig stivhed. Bind føjede sig til bind i denne store oversigt, som han efterhånden samlede under navnet „Hovedstrømninger i det 19. Aarhundredes Litteratur”. Det dengang forkætrede værk blev siden en klassiker, der også i oversættelser til mange sprog læstes i vide kredse langt ud over fagfolkenes rækker.

Den litterære skole, Brandes ville samle sine tilhængere omkring, kaldtes realismen, en kulturpolitisk grundidé, der løb hen over hele Europa i kølvandet på det filosofiske standpunkt, positivismen. Det var ikke alene i litteraturen, men også i kunsten, at ideen slog igennem Ordet realisme blev først lanceret af den franske maler Gustave Courbet som overskrift til hans udstilling i 1855, den spæde begyndelse til impressionismen. Realismens malere og forfattere – idealet blandt de sidste var Emile Zola – ville skildre samfundslivet i alle dets afskygninger netop så uskønt, kaotisk eller smukt, som kunstnernes øjne opfattede det i det flimrende lys. Realismen var bevidst eller ubevidst kunstens svar på industrialismen og dens barske virkelighed, netop det „uskønne” som den uanselige plet, H. C. Ørsted havde opdaget i „det heles skønhedsharmoni” tyve år før.

Det var en eksklusiv lille kreds, der fulgte Georg Brandes de første år, dels hans jødiske slægtninge og venner, dels en række unge digtere, som også fulgte med i, hvad der skete kulturpolitisk i udlandet. Det var folk som kunsthistorikeren Julius Lange og den jyske botaniker og digterspire J. P. Jacobsen. Desuden den joviale forfatter Sophus Schandorph, digteren Holger Drachmann, parnassets enfant terrible, og nogle få andre forfattere – de måtte gå med god afstand, for at det skulle syne som en brandesiansk bevægelse. Selv var han for eksklusiv til at kunne eller ville organisere sine tilhængere. Det, som gjorde Georg Brandes' budskab særlig farligt og hurtigt udspredt vidt omkring, var, at hans modstandere, borgerskabet, overreagerede, trak deres største kanoner frem og skød larmende på denne samfundsomvælter.

Carl Ploug i Fædrelandet og C. St. A. Bille i Dagbladet følte sig lige så ramt på livsholdningen som arbejdsgiverne på tegnebogen over for socialisterne. Her var to farlige bevægelser, som justitsvæsenet og kulturpolitikerne hurtigst muligt måtte kvæle, så de ikke forenede sig med den påtrængende venstrebevægelse på Rigsdagen og blev en dansk kommunardopstand. Over for Georg Brandes var våbnene den hovne tone, den kategoriske nedsabling og hentydninger til hans meget utraditionelle privatliv. Egentlig antisemitisme kom, sammenlignet med nabolande som Tyskland og Sverige, kun lige op til overfladen.

Men et virkningsfuldt våben var at isolere den farlige mand socialt og økonomisk. Brandes var og forblev afskåret fra at få embede på universitetet og blev også hurtigt udelukket fra at skrive i den københavnske presse, der var helt højredomineret. Man ramte ham derved også økonomisk. Her kom hans to brødre ham til hjælp. Den ene, Ernst, var forretningsmand og kunne støtte broderen økonomisk. Den yngste Edvard, der var uddannet i orientalske sprog, var mest optaget af teater og overførte broderens analytiske metode til dramaturgien. Han dannede skole med sine glimrende teateranmeldelser, hvori han – også efter fransk forbillede – optog skuespillernes optræden som en særlig kunst, der fortjente sin selvstændige vurdering. Men Edvard Brandes, dengang kun 26 år, havde også evner som organisator og hjalp med at „oversætte” broderens ideer til praktisk kulturpolitik.

 Statistikeren Marcus Rubin hørte til den generation af unge jødiske intellektuelle med en glubende interesse for videnskab og kunst, der trådte frem i den offentlige debat efter 1870. Fornyelsen af statistikken hørte sammen med positivismens tro på, at fremskridtet kunne styres ved at klargøre en „objektiv” sandhed om forholdene. Som chef for Københavns statistiske Kontor og siden for Statistisk Bureau fornyede han statistikken med nye metoder og gav den perspektiv ved sideløbende historiske studier.

Statistikeren Marcus Rubin hørte til den generation af unge jødiske intellektuelle med en glubende interesse for videnskab og kunst, der trådte frem i den offentlige debat efter 1870. Fornyelsen af statistikken hørte sammen med positivismens tro på, at fremskridtet kunne styres ved at klargøre en „objektiv” sandhed om forholdene. Som chef for Københavns statistiske Kontor og siden for Statistisk Bureau fornyede han statistikken med nye metoder og gav den perspektiv ved sideløbende historiske studier.

I 1874 kom F. V. Hegel, Gyldendals fremsynede direktør, brødrene Brandes til undsætning ved at finansiere et tidsskrift, Det 19. Aarhundrede, for dem. Men det lykkedes dem ikke at give tidsskriftet noget rigtigt gennembrud, inden konjunkturerne vendte i 1877, og Hegel lukkede for pengepungen, da abonnenterne udeblev. Allerede forinden havde Georg Brandes givet op over for de mange forfølgelser herhjemme og bosat sig i Berlin for at ernære sig som kulturjournalist for et voksende europæisk publikum.

Tilsyneladende var det på det tidspunkt lykkedes de nationalliberale og højre at nedgøre alle modstandere: Brandes var ude af landet, socialismen lammet, da førerne var bestukket til at emigrere, og venstre var i Rigsdagen sat ud af spillet ved den provisoriske finanslov. Højres triumf blev endnu mere komplet i 1877, da venstres ældste hæderkronede leder, J. A. Hansen, døde i fængsel, afsløret som storbedrager mod de brandkasser, han selv havde grundlagt.

Men den larmende måde, Carl Ploug og venner havde jaget Georg Brandes ud af landet på, havde også gjort ham til martyr og fået hans ideer til at sprede sig som ringe i vandet – nu forstærket af en revolutionerende videnskabelig nyhed, der støttede realismen: Charles Darwins værker om arternes oprindelse, der i 1872 blev oversat til dansk af den unge J. P. Jacobsen. Darwinismen slog huller i kristendommens grundmønster og bekræftede troen på, at den frie, videnskabelige tanke snart ville sejre over alle den gamle generations kristelige, nationale og moralske dogmer.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kristian Hvidt: De nye hovedstrømninger i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 20. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306085