Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kolonierne

Oprindelig forfatter KHvi

Danmark havde sine egne oversøiske besiddelser, de tre vestindiske øer i Caribien. Dertil var der ingen fattige danskere, der drømte om at udvandre. Her var hverken arbejde eller jord at få. Markerne var for længst fordelt på en række store plantager, som blev dyrket af negre. De sorte havde siden 1848 deres frihed fra slaveri, men levede stadig under helt forfærdelig usle forhold, så dårlige, at øernes befolkningstal ligefrem gik tilbage. Det faldt fra 40.000 i 1850 til 33.000 i 1880. Det skyldtes, at sundhedsforholdene blandt de sorte var katastrofale. Af de nyfødte børn døde over halvdelen, inden de blev et år. Dødeligheden blandt voksne var mere end dobbelt så høj som i Danmark.

Bortset fra slaveriets ophævelse i 1848 fik vore vestindiske landsmænd ikke del i den danske grundlovs friheder. Et lille fjed i demokratisk retning var oprettelsen af det såkaldte kolonialråd i 1852, men det mødtes kun sjældent og var kun rådgivende. I 1867 ville USA gerne købe øerne. Prisen var syv og en halv mill. gulddollars, traktaten var underskrevet i begge lande, men i sidste øjeblik blev sagen væltet i det amerikanske Senat, formodentlig fordi det fandt prisen for de små øer for høj. USA havde nemlig kort forinden købt hele Alaska af Rusland for syv mill. dollars.

 Livet på De vestindiske Øer var døsigt. Men når danske orlogsskibe kom på besøg, blev der afholdt bal, som da korvetten Heimdal ved juletid 1861 ankrede op ved Sankt Thomas' havn, og sorte og kreoler slog sig los sammen med de danske embedsmænd. Men stemningen mellem dem var spændt. I oktober 1878 kom det til et alvorligt oprør mod de danske myndigheder og plantageejerne, hvis ejendomme for en meget stor del blev brændt af. Det var de usle leveforhold, der fik den indfødte befolkning til at rejse sig.

Livet på De vestindiske Øer var døsigt. Men når danske orlogsskibe kom på besøg, blev der afholdt bal, som da korvetten Heimdal ved juletid 1861 ankrede op ved Sankt Thomas' havn, og sorte og kreoler slog sig los sammen med de danske embedsmænd. Men stemningen mellem dem var spændt. I oktober 1878 kom det til et alvorligt oprør mod de danske myndigheder og plantageejerne, hvis ejendomme for en meget stor del blev brændt af. Det var de usle leveforhold, der fik den indfødte befolkning til at rejse sig.

Det gjaldt for alle de danske bilande, at Danmark som kolonimagt var mindst lige så karrig med at uddele frihedsrettigheder eller økonomisk støtte som andre europæiske lande. Det vakte især bitterhed i vor vigtigste oversøiske koloni nordpå, Island, der tilmed var den politiske friheds ældste hjemsted. De danske regeringer var helt fra 1849 i stadig konflikt med det islandske Alting, der var blevet genoprettet i 1843, og som nu ønskede lovgivende rettigheder for Island og navnlig ville have rådighed over de islandske skatteindtægter.

Annonce

Efter 25 års tovtrækkeri fik Altinget i 1874 den ønskede lovgivende myndighed. Danmark genvandt også for en tid islændingenes tillid efter Christian 9.s besøg på Island samme år. Han var den første dansk/islandske konge, der betrådte øen. Det varede dog ikke længe, før islændingene igen kastede sig ud i forfatningskonflikt med den danske regering. En forfatning vedtaget af Altinget i 1885 blev afvist af den danske konge. Senere mæglingsforslag blev forkastet enten af Altinget eller i København, hvor der nu var oprettet et særligt ministerium for Island. Striden kom, om end med afbrydelser, til at stå på i mere end 40 år, til øen fik en selvstændig status i 1918. Udvandreragenter berejste også Island efter 1880. Det bevirkede, at 12.000 islændinge, over 15 procent af befolkningen, var udvandret inden århundredskiftet, hovedsagelig til Canada.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kristian Hvidt: Kolonierne i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 13. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306095