Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Internationalt handelssamkvem

Oprindelig forfatter KHvi

Et af de store drivhjul i denne fornyelse og ekspansion var de store industriudstillinger herhjemme og i udlandet. Verdensudstillingen i London 1851 og dens fortsættelser, 1853 i New York, 1855 i Paris, senere i Wien og igen i London, var udtryk for den økonomiske opdrift og handelens ekspansion tværs over landegrænser. Udstillingerne udtrykte også nationernes lyst til at hævde sig på det internationale marked. De hørte med i en tid, hvor reklamebranchen skabte nye former for markedsføring under påvirkning fra Amerika. De enkelte landes pavilloner, ofte opført for statsmidler, var kostbare investeringer, men skabte til gengæld et hidtil ukendt tværnationalt samarbejde. Udstillingerne sigtede ikke blot på at skabe nye handelskontakter. Man satsede også på teknisk samarbejde om f.eks. patenter. Danske firmaer deltog i stigende omfang i disse verdensudstillinger. Men Danmark havde også ambitioner og kapital til selv at arrangere den slags salgsfremstød. Et højdepunkt var den store nordiske industriudstilling i København sommeren 1872, en kæmpeopvisning efter tidens forhold med 3700 udstillere.

 C. F. Tietgen i sit kontor, fotograferet i firserne. Indtil 1894 dominerede Tietgen kapitalmarkedet ved at knytte mange små virksomheder sammen i større markedsdominerende aktieselskaber. Et typisk eksempel er De danske Spritfabrikker fra 1881, der var en sammenlægning af mere end 200 små brændevinsbrænderier i Danmark. Tietgens imperium i firserne svarede i dansk målestok til de store truster, som bl.a. Rockefeller og Morgan samlede i USA.

C. F. Tietgen i sit kontor, fotograferet i firserne. Indtil 1894 dominerede Tietgen kapitalmarkedet ved at knytte mange små virksomheder sammen i større markedsdominerende aktieselskaber. Et typisk eksempel er De danske Spritfabrikker fra 1881, der var en sammenlægning af mere end 200 små brændevinsbrænderier i Danmark. Tietgens imperium i firserne svarede i dansk målestok til de store truster, som bl.a. Rockefeller og Morgan samlede i USA.

Disse udstillinger ude og hjemme bidrog til at gøre Danmark til en del af et større marked. Det er fra 1870'erne og fremefter svært at skelne danske og udenlandske produkter fra hinanden. Nye opfindelser eller produkter kom hurtigt til landet, eller danske fabrikanter efterlignede udenlandske varer herhjemme efter bedste formåen. Det gjaldt for eksempel de første velocipeder, cyklerne med de store forhjul, der kom til landet i slutningen af 1860'erne.

Øverst på den danske handels pyramide stod Carl Frederik Tietgen fra Odense, finansmanden der fra 1857 kom til at dominere den danske finansverden og storhandel som næppe nogen efter ham. Som 19-årig kom han i 1848 til Manchester, et af de dynamiske centre for den engelske verdenshandel, hvor han arbejdede i fem år. Da en gruppe københavnske grosserere i 1857 stiftede Privatbanken, den første landsdækkende bankvirksomhed efter Nationalbanken, valgte de den da 28-årige Tietgen til direktør. Han fik derved fingeren på den danske storhandels puls, og forstod i sjælden grad at stimulere denne ved at sætte rigelig kapital i cirkulation og være sjælen i en række firmagrundlæggelser og sammenlægninger af små firmaer til store konkurrencedygtige aktieselskaber.

Annonce

Lige efter Den fransk-tyske Krig var der økonomisk grøde i luften. Danske forretningsfolk forstod, at nu skulle opmærksomheden rettes udad ikke alene mod England, men også mod kontinentet. Der foregik lidt af den samme mobilisering af de økonomiske kræfter som den, der hersker i Danmark i forbindelse med indtrædelsen i det åbne europæiske marked. Den skarpe anklage, Georg Brandes netop på den tid rettede mod sine landsmænd for at lukke sig ude fra Europa, gjaldt ikke den danske handel og industri. Sjældent i dansk historie har danske erhvervsfolk været så lydhøre og handledygtige i forholdet til udlandet som i disse år.

 Med de nye pengesedler efter møntreformen 1873 blev der lagt vægt på en grafisk udformning af sedlerne, der forhindrede efterligninger. Tidens hang til detaljeret ornamentik og dekoration var velegnet til at skabe den første sikkerhedsgrafik.

Med de nye pengesedler efter møntreformen 1873 blev der lagt vægt på en grafisk udformning af sedlerne, der forhindrede efterligninger. Tidens hang til detaljeret ornamentik og dekoration var velegnet til at skabe den første sikkerhedsgrafik.

Det lille fattige land, der syntes plantet på det store, rige europæiske kontinent som en stilk, var kort sagt ved at indhente de mere fremskredne industrilande. Dampens tryk på lokomotiver, maskiner og dampskibe gav også stærk stigning i penge- og vareomsætningen i de omgivende lande. Selv uden højtidelige traktater om europæisk økonomisk fællesskab og trods stærke nationalpolitiske spændinger synes der på alle niveauer af storhandel og industri at have hersket en tæt forståelse tværs over grænserne. Også pengepolitisk indrettede landene sig efter hinanden og fjernede valutaknuder, der kunne forhindre samhandelen.

Den store møntreform i 1873, hvor Danmark sammen med de andre nordiske lande gik fra rigsdaler til kroner, er et godt eksempel på dette. Det danske pengesystem havde altid været baseret på sølvværdi. Efter pengekrisen omkring 1813 lykkedes det fra 1838 at genskabe den solide rigsdaler, sådan at den svarede til sølvværdien og havde dækning enten i tilsvarende metal i bankens kældre eller i cirkulerende mønter. Men i de følgende år faldt sølvet stadig i værdi på grund af stadig større sølvfund rundt om i verden. Desuden varierede prisen på sølv fra land til land, og i England, verdens største handelsnation, var pundet allerede fra 1816 blevet knyttet til guldværdien. Efter Tysklands sejr over Frankrig, der indebar betaling af et enormt beløb i krigsskadeserstatning, besluttede det nye tyske kejserrige i foråret 1871 at gå over til guldmøntfod.

Den samme sommer afholdt skandinaviske nationaløkonomer en stor kongres. Mødets hovedresultat var en fælles henstilling til de nordiske regeringer om at gøre ligesom Tyskland. Handledygtigt nedsatte den svensk-norske og den danske regering straks en nordisk kommission med tre medlemmer fra hvert land. I løbet af et år var planerne for en fælles møntreform udformet, traktaten om en møntunion blev vedtaget af den danske og den svenske Rigsdag i 1873 – det norske Storting tøvede et par år med at tilslutte sig. Reformen gik dels ud på fælles overgang til guldmøntfod, dels et skifte fra rigsdaler, mark og skilling til kroner og øre, altså fra det 3-delelige system til det 10-delelige. Dermed stod kun England tilbage med det gamle 12-tals møntsystem.

Møntfoden baseredes på udmøntning af 20- og 10-kroners-mønter af guld, sådan at der i de tre nordiske lande kom 124 tyvekroner ud af et kilo fint guld af samme lødighed. Derved kom de gamle rigsdalere til at svare til to kroner. Med en imponerende effektivitet blev der alene i Danmark i løbet af 1874 inddraget for 43 millioner mark- og skillingsmønter og samtidig indkøbt guld og udmøntet for 26 millioner kroner. Det blev til mere end en million 20-kronersmønter og knap 400.000 guldtikroner. Af det inddragne sølv blev 26 millioner sølvmønter solgt til udlandet og resten udmøntet til to- og enkroner. Hele operationen var stort tænkt og flot gennemført i hvert af landene.

 „Mælkekælder på Ryomgård”, 1892. Før centrifugens opfindelse måtte den nymalkede mælk henstilles i store fade ca. et døgn for at trække fløde til smørkærning. På de bedste herregårdsmejerier havde man vandkølede fade, der tillod, at mælken om sommeren kunne stå længere og dermed trække mere fløde, inden smørkærningen fandt sted. Kærnen står parat til højre. Maleren Chr. Mourier-Petersen har med sit billede formået at gengive kælderlokalets fugtigkolde atmosfære.

„Mælkekælder på Ryomgård”, 1892. Før centrifugens opfindelse måtte den nymalkede mælk henstilles i store fade ca. et døgn for at trække fløde til smørkærning. På de bedste herregårdsmejerier havde man vandkølede fade, der tillod, at mælken om sommeren kunne stå længere og dermed trække mere fløde, inden smørkærningen fandt sted. Kærnen står parat til højre. Maleren Chr. Mourier-Petersen har med sit billede formået at gengive kælderlokalets fugtigkolde atmosfære.

Mange nationaløkonomer og jurister så møntreformen som begyndelsen til en ny og mere jordbunden skandinavisme, måske visioner om et nordisk økonomisk fællesmarked. Tankerne herom omsattes til forsøg på at skabe fælles nordisk lovgivning. Samtidig med møntreformen arbejdede en række skandinaviske kommissioner på at skabe ensartede retsregler på vigtige områder. I samme ånd var udgivelsen fra 1876 af en nordisk retsencyklopædi i mange bind. Den nationalliberale politiker A. F. Krieger var meget aktiv i dette forsøg på at genoplive 1850'ernes skandinavisme i mere pragmatisk form. Opdriften blev som nævnt brat standset for en tid ved konjunkturskiftet omkring 1877, der nåede til os fra udlandet og for to-tre år frøs blodet i det økonomiske system. Et omfattende prisfald medførte lukning af virksomheder og en meget stor arbejdsløshed i byerne. På landet mærkedes det første fald i kornpriserne og dermed en følelig landbrugskrise. Omkring årsskiftet 1879-80 var der igen tøvejr i luften; afsæt til en ny stor højkonjunktur.

Depressionen i disse år rystede nationaløkonomernes gamle begejstring for 1700-tallets frihandelsidé. Man begyndte ude i Europa at erkende, at den frie konkurrence havde farlige sociale bivirkninger. Internt ved at puste til socialismens gløder, i udenrigspolitik ved at skabe spænding mellem stormagterne. Nationale økonomiske hensyn til den hjemlige industri måtte sættes over frihandelsideen. Fra 1879 gik først Tyskland, siden også de andre stormagter over til toldbeskyttelse. Det fik danske erhvervsfolk til at overveje noget lignende i de følgende år. Toldspørgsmålet kom ind i debatten som endnu et mellemværende mellem byerne og landbruget.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kristian Hvidt: Internationalt handelssamkvem i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 21. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306090