Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Første forslag om fæstningen

Oprindelig forfatter KHvi

Samme efterår, 1872, som Bjørnson holdt sin signaltale, forelagde regeringen sit forslag til den revision af de militære love, der var aftalt ved deres vedtagelse i 1867. Og dermed begyndte den pinefulde politiske proces, som førte så mange ulykker ind over det endnu unge danske demokrati, en afsporing fra det, som skulle være folkestyrets egentlige formål: den permanente justering og styrkelse af landets sociale, økonomiske og kulturelle udvikling.

For at forstå den dominerende plads, forsvarssagen kom til at få i de følgende års politik, må man tage forskellige forhold i betragtning. For det første udgjorde forsvarsbudgettet en betydelig større andel af de offentlige udgifter end nu, i gennemsnit omkring 33 procent. Det vejede altså tungt i samfundsøkonomien og var dermed også et nærliggende mål for venstres sparebestræbelser. For det andet var de ca. 40.000 unge, der havde været soldater i 1864, nu den mest aktive del af vælgerne, for hvem det militære spørgsmål måtte være af den største interesse. For det tredje var Tyskland faretruende nær. Den tyske hær pralede af sine tekniske fremskridt med hensyn til bl.a. kanoners rækkevidde, og Bismarck havde sørget for en kraftig udvidelse af flåden, så den danske overlegenhed på dette felt nu var helt væk.

 Venstre foreslog i 1875 efter engelsk forbillede flydende forter til Københavns søbefæstning. Ideen fik venstre fra danske søofficerer, som i modsætning til hæren havde sympati for venstre. Men vittighedsbladet Punch skød forslaget i sænk med en tegning som denne. De flydende forter forsvandt i hvert fald fra venstres program.

Venstre foreslog i 1875 efter engelsk forbillede flydende forter til Københavns søbefæstning. Ideen fik venstre fra danske søofficerer, som i modsætning til hæren havde sympati for venstre. Men vittighedsbladet Punch skød forslaget i sænk med en tegning som denne. De flydende forter forsvandt i hvert fald fra venstres program.

Disse tre kendsgerninger stod klart for alle danske i disse år. Derimod var ideerne om, hvordan forsvaret så skulle indrettes, meget forskellige, afhængige af temperament og livsholdning og indstilling til statens udgifter. Det forenede venstre vedgik dette helt fra sin grundlæggelse: „Det er bekendt, at vor betragtning af hærloven er noget forskellig … Vi er enige om, at de krav, hærlovens gennemførelse stiller til os, bør opfyldes. Men vi er også enige om, at det ikke tilkommer regeringen, støttet af Landstinget ensidigt at bestemme, hvori disse krav består.”

Annonce

Med hensyn til den almindelige værnepligt var venstre enig med regeringen, om end ud fra en anden begrundelse. Højre ville opdrage ungdommen til militær disciplin, grundtvigianerne ønskede en folkelig opdragelse med vægt på den nationale begejstring. Mange højskolefolk sværmede for tanken om en folkevæbning ligesom den, Schweiz havde haft gennem århundreder. Men venstre gjorde aldrig nogen alvorlig indsats for at realisere denne form for hjemmeværn. Kun bjørnbakkerne var tøvende over for værnepligtens formål, ja, de forbød gymnastikundervisning på deres højskoler for ikke „at opildne de krigeriske tilbøjeligheder” hos eleverne. Lars Bjørnbak var klart antimilitarist. Han gik aldrig direkte ind i landspolitik, men holdt dog på dette program et møde i København i oktober 1873. Dirigenten ved mødet hed – Viggo Hørup, hans arvtager, når det gjaldt antimilitarisme.

Regeringen havde forberedt forslaget til revision af forsvarslovene omhyggeligt, bl.a. i lyset af den tekniske udvikling og den tyske militarisme. De sagkyndige officerers budskab var nu: befæstning. Hverken Jylland eller Fyn ville kunne forsvares mod et tysk angreb. Kun Sjællands forsvar var en overkommelig opgave for den danske hær og flåde. Frem for alt gjaldt det at holde hovedstaden så længe som muligt, indtil hjælp kunne komme – tankegangen fra Københavns tapre forsvar 1658 lå ikke fjernt. Med forsvarslovene fulgte en ekstraregning i form af et forslag om at bruge 34 mill. kr. til opførelse af en befæstning af København fra land- og søsiden.

 Journalisten Viggo Hørup fascinerede sin samtid, fordi han tænkte og udtrykte sig bedre og mere præcist end nogen af sine kolleger. Hans efterladte digte og breve viser ham som noget af et dobbeltmenneske: privat et poetisk gemyt med visioner om et harmonisk samfund styret af den sunde bondefornuft. Som offentlig person og agitator hadefuld og sarkastisk mod overklassen. Ved sine angreb på militarismen som åndsform ville han appellere til bøndernes selvfølelse og stimulere venstres kampmod.

Journalisten Viggo Hørup fascinerede sin samtid, fordi han tænkte og udtrykte sig bedre og mere præcist end nogen af sine kolleger. Hans efterladte digte og breve viser ham som noget af et dobbeltmenneske: privat et poetisk gemyt med visioner om et harmonisk samfund styret af den sunde bondefornuft. Som offentlig person og agitator hadefuld og sarkastisk mod overklassen. Ved sine angreb på militarismen som åndsform ville han appellere til bøndernes selvfølelse og stimulere venstres kampmod.

For venstre var dette i flere henseender en udfordring, som var egnet til at skabe splittelse i rækkerne. Økonomisk var det en utænkelig forøgelse af de offentlige udgifter. På den anden side var flertallet i partiet parat til at yde store ofre for forsvaret. Sagen stillede medlemmerne i en ubehagelig dobbeltstilling. Socialt havde forslaget slagside: overklassens København skulle forsvares for enhver pris, medens det „folkelige” Danmark skulle lægges blot for fjender. Moralsk var tanken om befæstning som en slags musehul nedslående for folkestemningen, savnede den begejstring og „Dengang-jeg-drog-afsted”-stemning, som de værnepligtige gerne skulle gribes af og udsprede i befolkningen. Politisk var den nære forbindelse mellem officerskorpset og højre, den vældige opprioritering af forsvarsudgifterne og fornemmelsen af, at forsvarssagen blev brugt som politisk våben, en stadig mere ubehagelig kendsgerning for venstre.

I første omgang valgte venstres førere at besvare taktik med taktik. Fæstningsforslaget henvistes til finansudvalget, der erklærede sig forhandlingsvenligt, hvis udgifterne blev hentet ved en ligelig indtægts- og formueskat. Byernes rige købmænd skulle betale lige så meget som jordejerne, der ellers bar skattebyrderne. Inspirationen til dette modforslag må være kommet fra Sverige, hvor Lantmannapartiet i Rigsdagen netop efter en konflikt med regeringen havde fået gennemtrumfet en lignende finansiering af forsvarsudgifterne. På dette grundlag lykkedes det faktisk Christen Berg og Frede Bojsen i 1875 at samle hele venstre om et gennemarbejdet forsvarsforslag med en ekstrabevilling på 30 mill. Vægten var lagt på flådeoprustning og søbefæstninger. Venstre spillede her også på modsætningen mellem hæren og marinen, der var kendt som mere forstående over for venstre. Desuden var der for jydernes skyld medtaget et lille fæstningsanlæg i Jylland. Københavns landbefæstning blev udeladt, idet regeringen opfordredes til – i Bjørnsons ånd – at føre en mere forsonlig politik mod Tyskland. Forslaget stillede højre i en prekær situation. Mange militære sagkyndige var enige i venstres forslag, der også blev kraftigt støttet ude i landet.

Dette forslag var medvirkende til, at regeringen Fonnesbech fratrådte, og Estrup erklærede sig villig til at tage styret. Hvis han på det tidspunkt havde givet blot en smule efter i spørgsmålet om finansiering af befæstningen, kunne han uden tvivl både have fået et gunstigt forsvarsforlig og siden fået gennemført en social og erhvervsøkonomisk reformlovgivning i forståelse med Folketinget.

Men Estrup valgte konflikten. Bønderne skulle splittes og tæmmes. Han udskrev valg i 1876 på basis af forsvarssagen, og da venstre vendte tilbage med en overvældende valgsejr – 71 af 102 mandater i Folketinget – forelagde han som en ren provokation et befæstningsforslag, der genoptog Københavns landbefæstning og nu kostede over 70 mill. Venstre forkastede forslaget og skærpede også den politiske konflikt i troen på, at valgsejren ville gøre Landstingets højre svage i knæene. Estrup skulle tvinges bort ved nedskæring af bevillinger imod Landstingets vilje og eventuel forkastelse af finanslovsforslaget.

Inderkredsen omkring Estrup havde forudset denne situation. Da der den 1. april 1877, hvor finansloven skulle træde i kraft, ikke forelå en afklaring om forslaget, hjemsendte regeringen Rigsdagen og udsendte den 12. april en såkaldt provisorisk finanslov med henvisning til grundlovens paragraf 25. Venstre og Folketinget var dermed sat ud af det politiske spil. Den egentlige forfatningskamp var begyndt. Retsgrundlaget for dette provisorium var en afhandling fra 1873 af professoren i statsret, sønderjyden Henning Matzen, der siden blev Landstingets formand gennem mange år. Matzen hævdede som et postulat, at grundlovens paragraf 25 om, at kongen „i særdeles påtrængende tilfælde” kunne udstede provisoriske love, frit kunne fortolkes af kongens ministre, og at bestemmelsen også gjaldt finanslove.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kristian Hvidt: Første forslag om fæstningen i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 20. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306079