• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Forsvar, men for hvem?

Oprindelig forfatter Redaktionen

I dansk statistik fra 1870'erne opdeles tallene næsten altid i tre hovedkategorier, landdistrikterne, købstæderne og København. De opfattedes som tre temmelig skarpt adskilte verdener med hver deres økonomiske system og dertil svarende holdninger og leveregler. Opdelingen stemte også med en tilsvarende adskillelse i lovgivningen. Det bekræfter en eftertids forståelse for, at Danmark endnu trods trafik på vejene og de første jernbaner levede i adskilte cirkler. Afstandene var ikke alene geografiske, men også åndelige. I København forstod man ikke, at der hinsides Valby Bakke var ved at danne sig en selvstændig, levedygtig samfundskultur, der gav bønderne en samlet opfattelse af alt fra kristendom til smørpriser og skattepolitik. Omvendt måtte bønder og andre vakte landboere ude på landet opfatte det urolige politiske skuespil i Rigsdagen inde i København som noget fremmedartet, til tider ligefrem absurd.

Det er påfaldende, at det unge danske demokrati brugte langt mere tid på teoretiske, statsretlige problemer om magt og ret end på samfundslivets rent praktiske behov. Venstrepolitikerne havde deres besvær med at forklare interne problemer på Christiansborg for deres vælgere, hvis primære krav til livet var høstudbytte og mælkekvalitet. Venstres mangel på praktiske politiske resultater i de første tre årtier efter 1848 var åbenlys for alle vælgerne, og man kan egentlig undre sig over, at det magre udbytte af folkestyret ikke havde svækket partiet mere.

 Mads Agger og hans folkehold på gården Kølhede i Bøvling sogn. Mads Agger, her længst til venstre, var med til at grundlægge både frikirke, friskole og sparekasse i sognet. Den grundtvigske bonde viste også sit liberale sindelag ved at spise i fællesskab med sine karle og piger og give dem tid til at deltage i kirke- og foreningslivet i sognet.

Mads Agger og hans folkehold på gården Kølhede i Bøvling sogn. Mads Agger, her længst til venstre, var med til at grundlægge både frikirke, friskole og sparekasse i sognet. Den grundtvigske bonde viste også sit liberale sindelag ved at spise i fællesskab med sine karle og piger og give dem tid til at deltage i kirke- og foreningslivet i sognet.

Men hvis man ved siden af at følge samfundsudviklingen gennem det, der skete i Rigsdagen, hvor hvert ord blev nedskrevet og trykt, studerer livet i enkelte landsdele eller sogne, vil man opdage, at den samme konflikt, om end under andre former, udspillede sig rundt omkring i sognene. Mange af de foreninger og organisationer, der lokalt var opstået helt tilbage fra 1850'erne, var udtryk for en stadig stærkere reaktion på en hoven og formynderisk tone hos stedlige magthavere i købstad og på godskontorer. Sådanne lokale bondefællesskaber opstod oftest som følge af åbenlyse provokationer fra disse magthavere, jævnlige små stik, som tilsammen avlede modstand i form af en politisk bevægelse. To små eksempler fra Nordvestjylland vil vise det. Da tværbanen Vemb-Lemvig skulle anlægges for enden af den nyetablerede længdebane gennem Jylland, optog egnens højrefolk alle pladser i banens bestyrelse. Det var proprietærer, der skulle have deres stude bragt sydpå, og lokale købmænd, der skulle have varer til og fra Hamburg. Disse stedlige matadorer udarbejdede da en baneføring, som ikke alene plejede deres egne interesser ved at passere alle de store proprietærgårde og kroer, som tilhørte egnens højremænd, men som også i kunstfærdige buer førte uden om venstresognene, bl.a. Bøvling, midtpunktet i et frodigt grundtvigiansk område.

Annonce

Sådan noget vakte stærk irritation blandt områdets bønder. Men ærgrelsen blev til vrede, da Bøvling sogn på samme tid skulle have ny præst. Den unge grundtvigske kapellan blev støttet af en adresse fra 160 familier i sognet, dvs. 70 procent af beboerne. En deputation med bonden Mads Agger blev oven i købet sendt den lange vej til København og fik audiens hos kongen selv for at overrække et bønskrift. Men det hjalp ikke. Kultusministeren udnævnte en højkirkelig præst.

Mødet mellem den stovte sognekonge Mads Agger i pæneste søndagsvadmel og den ordens- og sabelbehængte konge, der med et træt blik vinkede de audienssøgende af, viste i et glimt forholdet mellem centrum og periferi i tidens politik. De to sager bragte i hvert fald sindene i kog. I dette tilfælde medvirkede det til, at Bøvling fik både valgmenighed og friskole. Og virkningerne af sådanne oprør mod myndighederne spredtes som ringe i vandet til nabosognene.

Konflikterne på sogneniveau havde altså mange lighedspunkter med dem i landspolitik. Magthavernes afvisende tone over for bønder provokerede de ny vaktes kampånd. Bønder udgjorde, syntes de selv, den sunde marv i den danske befolkning og repræsenterede et flertal, der burde have indflydelse, som det havde betydning. Men dette var måske også det eneste, den danske bondestand var helt enig om. Der var en lang række politiske sagområder, som særlig fik splittelsen til at vise sig, og som højre hurtigt lærte at genere og tirre venstre med i den del-og-hersk-taktik, regeringen benyttede sig af. Det gjaldt først og fremmest forsvarssagen.

 Vilhelm Birkedal, her på maleri af Aug. Jerndorff 1887, hørte til de ældre i den grundtvigske inderkreds. Som præst i Ryslinge på Fyn vandt han ved sin nationalromantiske patos en stor kreds af tilhængere. Hans konservative synspunkter gjorde ham til en fremmed i venstre og nærmest til en lederskikkelse i gruppen af konservative grundtvigianere.

Vilhelm Birkedal, her på maleri af Aug. Jerndorff 1887, hørte til de ældre i den grundtvigske inderkreds. Som præst i Ryslinge på Fyn vandt han ved sin nationalromantiske patos en stor kreds af tilhængere. Hans konservative synspunkter gjorde ham til en fremmed i venstre og nærmest til en lederskikkelse i gruppen af konservative grundtvigianere.

Frankrigs nederlag i 1870 gjorde forsvaret til et brændende spørgsmål. Følelsen af afmagt spredtes i hele befolkningen. Danmark var på nåde og unåde udleveret til det tyske kejserrige, som stadig var fjendelandet på grund af sønderjyderne syd for grænsen og den uopfyldte paragraf 5. Den stærke nationalfølelse, som særlig dyrkedes og opmuntredes i de grundtvigske kredse, gjorde bitterheden og fjendskabet til alt tysk tilsvarende stor. Gennemgående var venstre villig til at yde ganske store ofre på forsvarets alter – bare det ikke kostede for meget. Men en tilnærmelse til Tyskland for at reducere forsvarsudgifterne og måske ved venligsindet forhandling løse det sønderjyske grænsespørgsmål var nærmest utænkelig, ja, kættersk. Da optrådte pludselig en vovehals endda fra et naboland og stillede fordring om at ændre signalerne over for Tyskland. Det forårsagede en mægtig offentlig debat og flyttede adskillige grænseskel i dansk indenrigspolitik.

Den 2. september 1872 var Grundtvig død, meget gammel og mæt af dage. Det forårsagede naturligvis røre i hans store og mangegrenede bevægelse. Hvem skulle være hans efterfølger, den der skulle fortolke hans ord og løfte profetens arv? I forbindelse med begravelsen indkaldtes til et stort vennemøde, og ved det optrådte den store norske digter Bjørnstjerne Bjørnson med brask og bram. Han ville gerne være Grundtvigs arvtager og havde på mange måder format, idérigdom og talegaver til det. Gennem en række år havde han været ivrig grundtvigianer og den, der opildnede bevægelsen til fornyelse og videre udsyn. I 1867 skrev han: „I kommer i Danmark aldrig ud over Eders sagen uvedkommende hensyn til rang, alder, vane, bekendtskab, snak. I bliver et gammelt land, som evigt forsøger at bringe nyt ind, – men kun for at lade det dø i det gamle eller straks blive gammelt. I taber slag og lande på dette, I taber hele livets friskhed, men I bliver troligt ved.” Efter 1870 rejste han skandinavismens fane på ny og fik igangsat samarbejde mellem de nordiske venstrepartier. Med den store digters sans for effekt og affekt udtrykte han sit program sådan: „For mig er det som råbtes der på Norden nu, som ses vore tinder i sollys over uvejret, der tordnende drager hen over dalene.”

Formålet med denne nordiske samling afslørede han først ved sin tale ved Grundtvigs begravelse. Danmark skulle forandre signalerne og glemme hadet til Tyskland, vise den overvundnes tolerance og sammen med de andre nordiske lande gå i forbund med tyskerne i fælles kamp mod den større fjende: den slaviske nihilisme. Det var velkendte toner i 1930'erne, men i 1872 var det en ren provokation, der nærmest vakte et åndeligt jordskælv i Danmark og igangsatte en af de hidsigste og mest langvarige avisdebatter i dansk politik, Signalfejden.

Bjørnsons ord ramte navnlig højskolebevægelsen på et ømt punkt, splintrede noget væsentligt i dens nationalromantiske livsopfattelse. Derfor måtte den tage afstand fra Bjørnsons idé og dermed også skille sig fra det danske venstre. De grundtvigske politikere, Berg, Høgsbro og Frede Bojsen, udmærkede sig ved en påfaldende tavshed under debatten. Det tydede på, at de ikke var helt fremmede for Bjørnsons idé, selv om venstre umuligt officielt kunne gå ind for en udsoning med Tyskland. Signaltalen, som den siden blev kaldt, klarlagde synspunkterne og medførte, at grundtvigianerne politisk deltes i to lejre. Mange præster og højskolefolk med den aldrende grundtvigdiscipel Vilhelm Birkedal i spidsen forlod venstre. Kredsen havde allerede i 1870 været imod, at de grundtvigianske politikere gik ind i Det forenede venstre, fordi – som Birkedal skrev – det gik jo aserne ilde, da de ville bygge deres borg ved jætternes hjælp. Han talte sikkert på mange åndsfællers vegne, når han begrundede modstanden mod Bjørnsons idé med denne besynderlige blanding af nationalisme og kristendom: „I sådanne tider kunne Vorherre, menneskelig talt, ikke undvære Danmark. Det danske folk har, navnlig nu, en hovedbetydning som middel til at få just det frem, som Vorherre vil have frem.”

 Bjørnstjerne Bjørnson taler ved Grundtvigs bisættelse på GI. Kjøgegård den 11. september 1872. Bjørnson var en blændende taler. Hans foredrag bjergtog samtiden, og det gav ham en enestående indflydelse både i politik og i kulturlivet. Skønt han blev skuffet over reaktionen på sin tale om at ændre signaler over for Tyskland, forblev han trofast mod grundtvigianismen til omkring 1880. Derefter blev han betaget af Viggo Hørup og Georg Brandes og fulgte deres radikale ideer i 1880'erne.

Bjørnstjerne Bjørnson taler ved Grundtvigs bisættelse på GI. Kjøgegård den 11. september 1872. Bjørnson var en blændende taler. Hans foredrag bjergtog samtiden, og det gav ham en enestående indflydelse både i politik og i kulturlivet. Skønt han blev skuffet over reaktionen på sin tale om at ændre signaler over for Tyskland, forblev han trofast mod grundtvigianismen til omkring 1880. Derefter blev han betaget af Viggo Hørup og Georg Brandes og fulgte deres radikale ideer i 1880'erne.

Birkedal brugte mange svulstige ord, men han repræsenterede en stor gruppe af grundtvigianere, særlig på Fyn, som tænkte i samme baner. Den organiserede sig ikke længe efter i en højrepræget bevægelse, der gik ind for en stærk udvidelse af dansk forsvar, en halvpolitisk virksomhed som svækkede venstre betydeligt. Den fynske forsvarsbevægelse fulgte følelsesmæssigt de samme tankebaner, som i 1864 havde fået Monrad til at fortsætte krigen trods det totale militære og diplomatiske nederlag.

Signalfejden drejede sig i det ydre om dansk udenrigspolitik, men var i virkeligheden en diskussion om livsholdninger, en skillevej, hvor de to hovedsynspunkter i tiden, opkaldt efter to tidsskrifter, gik hver sin vej. Birkedal og hans venner skrev i For Romantik og Historie, medens tidsskriftet For Ide og Virkelighed var stedet, hvor Bjørnstjerne Bjørnsons tale blev offentliggjort. Han var i øvrigt den eneste, som tog ideen med udsoningen helt bogstaveligt. Han forsøgte sig endog som selvbestaltet diplomat i Berlins udenrigsministerium, ankom tilfældigvis til rigshovedstaden i de samme dage i 1875 som en meningsfælle, Sverige-Norges kong Oscar 2. Også han talte for en tysk-nordisk alliance, om end på andre præmisser end Bjørnson. Men hverken kongen eller digteren blev taget alvorligt i den store rigshovedstad.

I Danmark bevarede Bjørnson trods alt en vældig indflydelse som taler og digter. Skønt hans tiltro til grundtvigianerne havde fået et grundstød, støttede han deres politik endnu nogle år. Hans betydning som partiets skjald var kolossal. Hans „Slagsang for det danske venstre” fra 1874 var og forblev i næsten et århundrede et forløsende samlingspunkt og en dyb inspiration for partiet i alle dets skiftende skikkelser:

"Foragtet af de store, men elsket af de små –
sig, er det ikke vejen, som det ny må gå?
Forrådt af dem, som vagt burde være, just af dem, –
sig, er det ikke sådan, at en sandhed står frem?
For folkestyre stå frem! stå frem!
for kirke, for skole
for frihed!
Forløs, hvad som venter
i vintertåge,
i vanedvale, –
det venter på dig!
stå frem! stå frem!"

Referér til denne tekst ved at skrive:
Forsvar, men for hvem? i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 22. oktober 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306078