Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Bondevenner, forener Eder!

Oprindelig forfatter Redaktionen

Selv om årene mellem 1866 og 1870 blev forholdsvis rolige i Rigsdagen, hvor der gennemførtes vigtig lovgivning på mange områder, mærkedes en stigende social spænding. De politiske fronter i og uden for Folketinget og Landstinget blev trukket stadigt skarpere op. Ikke mindst var tonen skarp på højre fløj. Godsejerne havde i disse år store indtægter og dermed lyst til at manifestere sig offentligt. De havde en stærk trang til at fastslå deres egen sociale position som samfundets støtter, nært forbundet med kongehus, adel og københavnsk aristokrati, men uendelig fjernt fra bønder og andre landboer. Da Oktoberforeningen blev dannet i 1866 ved en sammenkomst mellem bønder og godsejere, holdt formanden, lensbaron Zytphen-Adeler, en tale, hvor han opridsede godsejernes selvopfattelse:

"Godsejeren skal leve på sit gods og der virke til lykke og velsignelse om sig. Hans sag er det at ofre tid og penge i det offentliges tjeneste, hans sag gennem sin virksomhed i landboforeningerne at fremme landets agerbrug, hans sag at plante skov, indføre forbedringer i landvæsenet og bære de tab, der er forbundet med al begyndelse, hans sag at støtte kunst og videnskab."

 N. C. Frederiksen, her på fotografi fra halvfjerdserne, var foruden politiker og nationaløkonom også forretningsmand i stor stil. I Sydsverige opkøbte han store skovstrækninger og oprettede savbrug. Desuden grundlagde han sammen med to brødre Sukkerfabrikken Lolland og oprettede egen bank til finansiering. Men da tiderne skiftede i 1875, gik han og brødrene konkurs, og N. C. Frederiksen flygtede til Amerika. Her begyndte han igen på jordopkøb, skabte et stort økonomisk imperium, men gik efter nogle år atter konkurs. Sine sidste år – han døde i 1905 – boede han i Paris, men deltog ivrigt i den offentlige debat i Danmark.

N. C. Frederiksen, her på fotografi fra halvfjerdserne, var foruden politiker og nationaløkonom også forretningsmand i stor stil. I Sydsverige opkøbte han store skovstrækninger og oprettede savbrug. Desuden grundlagde han sammen med to brødre Sukkerfabrikken Lolland og oprettede egen bank til finansiering. Men da tiderne skiftede i 1875, gik han og brødrene konkurs, og N. C. Frederiksen flygtede til Amerika. Her begyndte han igen på jordopkøb, skabte et stort økonomisk imperium, men gik efter nogle år atter konkurs. Sine sidste år – han døde i 1905 – boede han i Paris, men deltog ivrigt i den offentlige debat i Danmark.

Og hvad var så bondens rolle i lensbaronens patriarkalske verdensbillede? Han „bør dyrke sin jord vel til landets og egen gavn, han må søge kundskab for at kunne deltage i landets og kommunens repræsentation”. Og så var det bondens opgave ifølge lensbaronen at bevare dansk folkekultur: „Folkets sagn og sange lyder renest og længst i den lune bondestue.” J. A. Hansen og hans mænd, der påhørte denne faderlige belæring, var altså klar over, hvad det indebar, da de hjalp godsejerne til magten ved vedtagelsen af den reviderede grundlov kort efter det pågældende selskab. De sjællandske bønder omkring Hansen underkastede sig godsejernes patriarkalske styre, men ventede naturligvis til gengæld at få støtte til en bondevenlig eller i hvert fald købstadsfjendtlig lovgivning i de følgende år. Da det viste sig, at godsejerne svigtede, skiltes parterne. I 1870 skete det ulægelige brud mellem venstre og højre. Fronterne skærpedes.

Annonce

Et tilløb til dannelse af et forenet venstre med front mod godsejerne var allerede forsøgt få dage efter vedtagelsen af den reviderede grundlov. De rigsdagsmænd, der havde stemt imod, oprettede en forening og valgte en bestyrelse til at overveje muligheden for at samle folket til kamp for den gamle grundlov. Bestyrelsen udsendte en lille pjece om sagen, men derved blev det. De to grupper, grundtvigianerne og bjørnbakkerne, var for langt fra hinanden til at kunne samarbejde, når grundstokken i den liberale bevægelse, de gamle sjællandske bondevenner, ikke var med.

Men fire år senere, da ministeriet Frijs gik af i maj 1870, og en ny regering skulle dannes, var situationen en anden. J. A. Hansen var helbredt for sin tro på alliancen med godsejerne, og grundtvigianerne, officielt kaldet det nationale venstre, var tydeligt styrket ved bevægelsens stærke vækst ude i landet. Efter ministeriets afgang samledes lederne af de tre venstregrupper i et af Rigsdagens udvalgsværelser for at være parate, hvis nogen skulle komme forbi og spørge om deres mening om en ny regering. Men det var der ingen, der drømte om dengang. I kredsen omkring hoffet tog man grundlovens paragraf 13 helt bogstaveligt. Heri stod, at „kongen udnævner og afskediger sine ministre”. Kongen bad naturligvis den afgående konseilspræsident om råd, men stod i øvrigt frit. Christian 9. havde meget svært ved at finde nogen, der ville påtage sig „besværet”. Da han havde spurgt Estrup og fem andre godsejere, der alle sagde nej, forsøgte han med den nationalliberale C. G. Andræ, som også afslog. Til ham skal kongen i øjeblikkets vanskelige situation varsomt have nævnt J. A. Hansens navn som en ministermulighed, men blev nu alvorligt tilrettevist af Andræ med erklæringen: „De stole, hvorpå dhrr. Berg og Hansen en gang har sat sig, kunne blive så tilsølede, at ingen længere ville sætte sig på dem.” Bemærkningen var velturneret til at holde kongen i tømme. Der var næsten en strejketrussel gemt i den. „De begavede, de dannede og de formuende”, som Orla Lehmann så ubeskedent kaldte sig selv og sine venner, kunne jo gå hen og frasige sig deres støtte til kongen, hvis han ville drage parlamentariske konsekvenser af den kendsgerning, at venstregrupperne var nær ved at have halvdelen af Folketingets mandater.

 Frede Bojsen blev gennem 30 år modspiller til Christen Berg inden for venstre. Foruden hurtig opfattelse og stor forhandlingsevne havde han talenter, som Berg manglede, tålmodighed, smidighed og et vindende væsen. Når Berg voldsom og selvbevidst stødte mod forhindringer, overtog Bojsen stille lederpladsen og gennemførte sagerne ved kulisseforhandlinger. Resultatet blev venstres slingrende kurs og stadige delinger. Skønt de to af livsholdning var på linie, førte deres temperament og baggrund dem i hver sin retning. Akademikeren Bojsen hældede mod det konservative, medens skolelæreren Berg førtes i retning af det radikale.

Frede Bojsen blev gennem 30 år modspiller til Christen Berg inden for venstre. Foruden hurtig opfattelse og stor forhandlingsevne havde han talenter, som Berg manglede, tålmodighed, smidighed og et vindende væsen. Når Berg voldsom og selvbevidst stødte mod forhindringer, overtog Bojsen stille lederpladsen og gennemførte sagerne ved kulisseforhandlinger. Resultatet blev venstres slingrende kurs og stadige delinger. Skønt de to af livsholdning var på linie, førte deres temperament og baggrund dem i hver sin retning. Akademikeren Bojsen hældede mod det konservative, medens skolelæreren Berg førtes i retning af det radikale.

Man kan tænke sig, at Andræs bemærkning er gået fra mund til mund i Rigsdagen og nået til det lokale, hvor de tre venstregruppers ledere sad og ventede. Intet var bedre egnet til at jage dem i armene på hinanden. Men også meddelelsen om det nye ministerium Holstein-Holsteinborg med deltagelse af de forhadte nationalliberale måtte vække til fælles protest og samlet opposition fra venstre side i folketingssalen. Grupperne organiserede sig i et 11-mandsudvalg, der udarbejdede en fælles udtalelse, og få dage efter lanceredes nyheden om sammenlægningen med det forjættende navn Det forenede venstre. Den danske bondestand var blevet samlet i en politisk kamporganisation, hvis mål var at erobre magten og dermed hæve bøndernes stilling i samfundet. I samtidens øren lød ordet „forenede” forjættende – erhvervslivet havde i slutningen af tresserne forberedt sig på moderne tiders krav om større økonomiske enheder ved en række store firmasammenlægninger med betegnelsen „forenede” tilfælles. Den største blev til Tietgens Det forenede Dampskibs Selskab.

Den politiske sammenlægning syntes da også at gå en lys tid i møde. De tre folketingsgrupper rådede tilsammen over i alt 49 ud af Folketingets 102 mandater, altså nær ved et flertal. Ja, de var i visse henseender de fleste, for mellem det nye parti og regeringspartierne var opstået en løst sammenføjet gruppe af individualister, kaldet mellempartiet, der stemte skiftevis med venstre og højre. Det var mest embedsmænd, frafaldne nationalliberale. Gruppens talsmand – formand var for stærkt et ord – var den ihærdige fusentast N. C. Frederiksen, professor i nationaløkonomi, forretningsmand og svigersøn af D. G. Monrad.

Det forenede venstres dannelse skete som en konsekvens af den reviderede grundlov fire år før og som en reaktion på, at de konservative kræfter havde allieret sig i den nye regering Holstein-Holsteinborg med nationalliberale deltagere. Den store anstødssten for Det forenede venstre var det privilegerede Landsting. Men i 1870 forudså venstrefolket ikke større hindringer for et kommende flertals magtudøvelse gennem Folketinget. Man havde jo, sagde man, finansloven som klemme på regeringen. Blev den ikke vedtaget til tiden, kunne regeringen ikke overleve, uanset hvad Landstinget mente.

Men hvad der særlig fik fremtiden til at tegne sig lyst for det nye parti, var de unge friske kræfter, der flokkedes om partiets ledelse. J. A. Hansen og Balthazar Christensen var nu alders-tyngede folk, begge over 60 år. Først og fremmest fyldte den unge Christen Berg i flokken. Den store lyshårede jyske seminarist lignede, som Edvard Brandes senere sagde, en gylden, bølgende dansk kornmark, så stærk, så kernefuld af kraft og energi og så begejstret for sagen. Han repræsenterede det bedste i den generation af bondefødte seminarister, der dannede den sunde marv i de lokale bondebevægelser, som nu for alvor slog igennem i landspolitik. Det, der gjorde Berg til den fødte fører frem for andre skrivebordsgeneraler i partiet, var hans stærke fysik, hans udholdenhed til personligt at erobre landet sogn for sogn. Han orkede at rejse om natten og tale i trange bondestuer eller fra skæve hostvogne uden for kroer flere gange hver dag.

 Et vælgermøde i en sjællandsk krostue i 1873. På tribunen taler egnens ukronede konge, godsejeren, grev Ludvig Holstein til Holsteinborg ved Skælskør. Til højre bag ham ses Christen Berg. Til venstre står J. A. Hansen, og foran ham sidder Balthazar Christensen. Der skulle en kraftig stemme til at råbe en sådan urolig forsamling op ved valgmøderne. Ofte foregik de uden for kroerne i fri luft og kunne have mere end 1000 tilhørere. Tegningen af Knud Gamborg er et godt eksempel på tidens reportagebilleder i Illustreret Tidende.

Et vælgermøde i en sjællandsk krostue i 1873. På tribunen taler egnens ukronede konge, godsejeren, grev Ludvig Holstein til Holsteinborg ved Skælskør. Til højre bag ham ses Christen Berg. Til venstre står J. A. Hansen, og foran ham sidder Balthazar Christensen. Der skulle en kraftig stemme til at råbe en sådan urolig forsamling op ved valgmøderne. Ofte foregik de uden for kroerne i fri luft og kunne have mere end 1000 tilhørere. Tegningen af Knud Gamborg er et godt eksempel på tidens reportagebilleder i Illustreret Tidende.

Det er ovenfor vist, hvordan Danmark i 1860'erne kom til at hænge bedre sammen ved hjælp af jernbaner og telegraf. Men lige uden for disse linier var landet endnu forholdsvis lukket. Bøndernes politiske organisationer hentede så at sige kun deres medlemmer fra bestemte områder i Danmark, der havde været politisk vakte siden 1820'rne. Uden for de aktive regioner lå mil efter mil, f.eks, størstedelen af Jylland, hen i politisk tornerosesøvn. Her var Christen Bergs første arbejdsmark. Forud for valget i 1872 rejste han mere end 4000 km gennem landet på bondevogn og i diligence. Det var til steder, hvor beboerne nok før havde haft besøg af talere, men de havde talt mest om Jesus eller om en patentmedicin, der også kunne gøre mirakler. Christen Berg kunne fortælle om de landspolitiske problemer så levende, at de blev vedkommende for enhver, og han kunne huske tusinder af bønder, han mødte på vejen, nævne de fleste ved navn næste gang han kom, sætte dem i gang med at organisere valgkredsene og bestemme, hvem de skulle opstille som kandidater.

Resultatet udeblev ikke. Valgdeltagelsen nåede for første gang op på 40 procent. Venstre vandt 11 nye mandater i Folketinget og havde nu et sikkert flertal alene, selv om bjørnbakkernes fem mandater havde forladt Det forenede venstre inden valget – det var ikke radikalt nok for dem. Sine mål formulerede det sejrrige venstre i et manifest, det første egentlige partiprogram i dansk historie. Hovedpunktet var kravet om genindførelse af det „rigtige” demokrati i form af junigrundloven af 1849. Det folkevalgte Folketings flertal skulle være magtcenteret og bl.a. bestemme ministeriets sammensætning – det var det begreb, parlamentarismen, hvis fane hermed blev hejst, der blev hovedtemaet i de kommende årtiers politiske turbulenser. Derudover krævede partiet i 1872 reformer i den klassiske liberalismes ånd: indskrænkning af statshusholdningens udgifter, skat efter indtægt i stedet for efter grundbesiddelse (indfriet 1903), lens- og stamhuses overgang til fri ejendom (indfriet 1919) og frihed i lokale kirke- og skoleforhold i fortsættelse af de reformer, der var indledt i 1855.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bondevenner, forener Eder! i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 7. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306074