Krigen 1864

Kort før sin død holdt Frederik 7. en stor manøvre med „sin” hær, arméen, som nationen var så stolt af efter Treårskrigen. Øvelsen foregik ved Danevirke i Slesvig. På denne historiske befæstning, som rummede så megen nationalromantisk symbolik, hersede kongen en dags tid med ca. 1000 mand af den samlede hær på 35-40.000. Ifølge Trap så han og hans adjudanter bagefter ud, som om de havde vundet et drabeligt slag. Men regeringens avis, Fædrelandet, havde haft en korrespondent dernede, og bladet indeholdt kort efter en alvorlig advarsel om beredskabets skrøbelighed: der skulle mindst 50.000 mand til at forsvare Danevirke. Hæren var dårligt uddannet, og særlig var den klart underforsynet med befalingsmænd. Bevæbningen var dårlig og hestene så gamle, at de for længst havde „tabt lysten til at gøre løjer”.

Det hører til de store, delvist ubesvarede spørgsmål i dansk historie, hvordan landets regering, ivrigt tilskyndet af befolkningen, kunne styre lige mod en krig uden at sørge for at være ordentligt bevæbnet og militært forberedt. Ikke fordi man havde ladet forsvarsvæsenet uomtalt i politik efter 1850. Tre forsvarskommissioner anbefalede udbygning af de tre gamle befæstningsanlæg Danevirke, Dybbøl og Fredericia samt af Københavns befæstning fra søsiden. Men Rigsrådets flertal var grebet af større sparelyst end forsvarsvilje, og det var kun under yderste pres fra regeringen, at rådet i 1858 bevilgede en befæstning, nemlig den københavnske, som ingen betydning fik. Navnlig Dybbølstillingen var blevet nærmest sløjfet af de lokale bønder, der pløjede området op for at dyrke det. I 1855 erklærede ministeriet dog, at man ville søge at bevare „nogle få levninger af den gamle vold”, altså skanserne, som „historisk mindesmærke”.

En yderligere svaghed var kommandoforholdene. Krigsministeren, C. C. Lundbye, var selv officer og havde derfor svært ved at finde den rette fordeling af ansvaret mellem sig selv og hærens øverstbefalende. Han var desuden en ærekær mand og uden praktisk erfaring fra den forrige krig. Overgeneralen, Christian de Meza, var højt kvalificeret, men en aparte personlighed og tilmed 72 år gammel og endnu ikke pensionist.

Da krigen først kom i gang efter 1. februar, lå der syd for Danevirke en hærstyrke på ca. 60.000 mand, hvoraf de 38.000 var veldisciplinerede preussiske regimenter, medens 22.000 var festligt klædte, men mindre disciplinerede østrigere. Østrigerne deltog nærmest i krigen for at sikre, at Bismarcks Preussen ikke alene skulle løbe af med sejren og gevinsten. Felttogs-planen havde længe ligget færdig. Da Bismarck i 1862 udbad sig en, trak tysk militarismes store forbillede, general Helmuth v. Moltke, den fiks og færdig op af skuffen.

Sådan en plan havde danskerne knap. De fleste troede på, at Danevirke trods overmagten kunne holdes af den danske hær, og da vor flåde var overlegen på havet, ville fjendens muligheder for fremgang være begrænsede. Christian 9. og Monrad besøgte området i de første dage af februar og troede, at stillingen kunne forsvares. Men kredsen omkring de Meza havde nok allerede da erkendt, at Danevirkestillingen ikke kunne holdes, fordi oversvømmelserne mod vest og Slien mod øst var frosset til og tillod tyske flankeangreb over isen. Desuden var de danske soldater fysisk medtagne af den hårde kulde – de sov udendørs trods det barske vejrlig.

Den 4. februar, samme dag som kongen og ministeren havde forladt stillingen, tog de Meza og hans officerer den dramatiske beslutning at rømme Danevirke og ganske stille trække hæren nordpå op mod Dybbøl, den næste forsvarsstilling. I løbet af tre døgn drog knap 40.000 danske soldater de godt 40 km fra Slesvig til Dybbølstillingen på Sundeved i hårdt vintervejr ad elendige veje mest i ly af mørket. Marchen stillede store krav til troppernes fysik og var imponerende både ved mandskabets udholdenhed og disciplin. Tyskerne opdagede tilbagetrækningen meget sent og indhentede først tropperne lige syd for Flensborg, hvor det ved Sankelmark kom til en direkte kamp på bajonetter med en østrigsk brigade, en blodig træfning med 53 danske og 95 østrigske døde.

Opgivelsen af Danevirke var militært set rigtig og blev godt gennemført. Men det var katastrofalt for krigsmoralen i Danmark. Offentligheden var helt uforberedt på dette drastiske skridt. De ophidsede københavnere lugtede forræderi og krævede overkommandoens afgang. Krigsminister Lundbye var rasende over, at han ikke var blevet informeret på forhånd, og kaldte de Meza til København, hvor der nu gennem tre kostbare uger udspillede sig et sørgeligt internt opgør. Lundbye og Monrad lod sig lede af folkestemningen. Og, imod kongens mening, afskedigedes de Meza for at afbøde Lundbyes fornærmelse og berolige befolkningen.

I stedet udnævntes en anden, den brave general Georg Gerlach, af kolleger betegnet som en god nummer to, men en umulig nummer et. Enhver begejstring havde forladt både de ansvarlige og befolkningen efter denne februar måned. Og Dybbølanlægget var ynkeligt som forsvarsværk i forhold til det 15 km lange anlæg ved Slien. Det bestod af ti skanser, der var anbragt i en bue på tre kilometer mellem Vemmingbund og Aissund. Et tilløb i 1861 til fornyelse af skanserne var blevet standset året efter på grund af manglende bevillinger. Den 29. december 1863 gik man i gang igen, men nåede kun lidt, inden de mange tusinde soldater den 7. februar blev installeret i skanserne og i området bagved ned til broen over til Sønderborg og på Als.

Krigen gik stort set i stå indtil begyndelsen af marts 1864. Det skyldtes, at der over hele Europa var stærk diplomatisk aktivitet for at begrænse den dansk-tyske konflikt. Den engelske udenrigsminister foreslog den 8. februar en våbenhvile. Østrig erklærede sig villig hertil, men forslaget blev afslået af den danske regering. Monrad troede stadig på hjælp fra Frankrig og fra Sverige-Norge. Hvad man ikke vidste i København var, at Preussen og Østrig var uenige om krigens fortsættelse. Østrig ville ikke lade hæren gå ud over Slesvig og ind i kongeriget Danmark for ikke at vække Napoleons vrede. Alligevel kom preussiske tropper den 17. februar „uheldigvis” til at overskride grænsen og indtage Kolding. Dermed var krigen formelt set blevet udvidet, og både i Paris og London reagerede man ganske kraftigt. Bismarck var dog uvillig til at standse krigen her. Det tog ham 14 dage at overtale de østrigske politikere til alligevel at fortsætte op gennem Jylland, men det var med mange forbehold og under stor betænkelighed, at man gik med til det fra Wien. Jalousien mellem de to allierede var stærk – de vogtede gensidigt på, at den anden part ikke vandt for mange sejre over danskerne. Det gjaldt også preusserne, for hvem krigen var en militæropvisning, der skulle dæmpe gemytterne i den indenrigspolitiske konflikt. De, der egentlig skulle hjælpes, slesvig-holstenerne og hertug Friedrich der Achte, havde alle parter næsten helt glemt.