• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Rigsdagen på Christiansborg

Oprindelig forfatter KHvi

„Politisk vækkelse” kunne man kalde denne tabel, der viser, hvordan bondeklassen i løbet af godt 25 år erobrede magten i Folketinget. I begyndelsen dominerede embedsmændene, „de dannede”. Men fra 1850'erne begynder bønderne at stille op og blive valgt. En meget vigtig gruppe i udviklingen var skolelærerne, der gjorde sig gældende både på sogneplan, regionalt og i Folketinget. Husmændene, langt den talrigeste gruppe i landbefolkningen, havde ikke råd til at forlade arbejdet derhjemme og blev derfor ikke alene underrepræsenteret, men også ignoreret politisk af både venstre og højre, indtil københavnske radikale fra århundredskiftet sluttede forbund med dem.

 Folketingssalen tegnet til et ugeblad i 1853. Indtil 1884 foregik forhandlingerne i den gamle højesteretssal ud mod ridebanen på C. F. Hansens Christiansborg. For at understrege, at partier ikke eksisterede, blev medlemmerne placeret tilfældigt. De ældste i anciennitet sad med ryggen mod vinduerne, medens de nyvalgte måtte tåle at have lyset i øjnene. Talerne talte fra deres pladser, og stenograferne løb derfor rundt med små borde og anbragte sig ud for talerne.

Folketingssalen tegnet til et ugeblad i 1853. Indtil 1884 foregik forhandlingerne i den gamle højesteretssal ud mod ridebanen på C. F. Hansens Christiansborg. For at understrege, at partier ikke eksisterede, blev medlemmerne placeret tilfældigt. De ældste i anciennitet sad med ryggen mod vinduerne, medens de nyvalgte måtte tåle at have lyset i øjnene. Talerne talte fra deres pladser, og stenograferne løb derfor rundt med små borde og anbragte sig ud for talerne.

Den danske Rigsdags to ting, som mødtes første gang den 30. januar 1850 efter valg i december året før, føltes som en direkte fortsættelse af Den grundlovgivende Forsamling. De nyvalgte medlemmer mødte på Christiansborg, det forholdsvis nye klassicistiske slot, hvor kongen havde afsat stueetagen i den ene fløj til folkestyret. Folketingets 100 medlemmer konstituerede sig i den gamle højesteretssal ud mod ridebanen, et stort smukt rum med tøndehvælv og en lang række høje, meget dybe vinduesfordybninger, ideelle scener for fortrolige forhandlinger mellem medlemmerne. Salen havde med sit mildt afdæmpede dagslys et præg af højtidelig alvor, som efter mange samtidiges udsagn også prægede medlemmerne.

Dette var yderligere understreget ved, at der for enden af salen stod en tronstol på en forhøjning, en rest fra dengang, salen blev brugt af Højesteret. Men symbolikken var ikke til at tage fejl af: de ærede medlemmer var kongens gæster, ligesom den grundlov, de efterlevede, var en kongelig gave til borgerne. I praksis blev der dog sørget for, at Rigsdagen ikke skulle føle sig som gæster hos kongen. I oktober 1850 blev „de dem allernådigst tilståede værelser på Christiansborg Slot” formelt overdraget Rigsdagen sammen med inventaret, herunder også en lille bogsamling, som rigsforsamlingen „arvede” fra Roskilde stænderforsamling.

Annonce

Repræsenterede erhverv
1850185818661876
Embedsmænd48282417
Godsejere og proprietærer512116
Sagførere6246
Skolelærere52910
Redaktører22510
Gårdejere17292943
Husmænd o. lign.1432
Andre professioner1621156
Alle mandater (÷ Færøerne)100100100100

Var de få lokaler store og højtidelige, var møbleringen til gengæld yderst sparsom, stole og borde temmelig ubekvemme, og udsmykningen på de vældige arealer af hvide vægge i lokalerne indskrænkede sig til et eller to malerier. Betjeningen af de 100 folketingsmænd og 51 landstingsmænd var lige så sparsom. En såkaldt kogekakkelovn var opstillet i en niche, så trætte politikere kunne få en kop te eller kaffe – begyndelsen til det berømte Snapsting. Til varetagelse af folkestyrets renlighed var opstillet fem sæt vandfade og -kander foruden 29 natpotter og – fordelt over hele huset – 63 jernspyttebakker. Et stående problem helt fra Folketingets første samlinger og til de seneste var den dårlige luft i mødesalen, som gjorde lange møder ulidelige. Belysningen var de første ti år stearinlys. I 1860 indførtes gaslysekroner i Folketinget – det konservative Landsting tøvede selvfølgelig yderligere ti år med at give efter for en så nymodens indretning. Til at betjene de 153 politikere blev ansat en stab på 50, som alle – bortset fra bureauchefen – blev afskediget hvert år, når tingene hjemsendtes, og genansat, når Rigsdagen atter mødtes. Ledelsen udgjordes af fire jurister. Men vigtige personer for alles velfærd var også lampisten, fyrbøderen og de 20 helt nyuddannede hurtigskrivere, et nyt erhverv i Danmark. Hundreder af stenografer blev i de følgende hundrede år, indtil båndoptageren slog metoden ud, uddannet i stenografi i Rigsdagen. Mange fremtrædende forfattere og akademikere arbejdede som hurtigskrivere i Folketinget eller Landstinget, og nogle af dem fandt siden hen arbejde i erhvervslivet og i demokratiets forskellige organer, amtsråd, fagforeninger osv.

Sparsommelighed var tidens nøgleord. Den offentlige sektor måtte ikke vokse, lovgivningen helst ikke koste noget. Lovgiverne gik selv i spidsen ved en særdeles sparsommelig levevis i Rigsdagen. Alligevel lød der allerede fra den første rigsdagssamling klager over, at folkestyret kostede alt for meget, hele 500 rigsdaler om dagen, sagdes det. Medlemmerne måtte da ud i valgkredsene og forklare, hvilke afsavn de led ved at tilbringe tiden i København, og at de faktisk sparede det offentlige mere, end deres ophold på Christiansborg kostede, bl.a. ved at skære regeringens finanslovsforslag ned med mange hundrede tusinde rigsdaler.

 Fra valgdagen i januar 1890. For at sikre sig stemmer tilbød højre i København at afhente vælgerne og køre dem til valgstederne.

Fra valgdagen i januar 1890. For at sikre sig stemmer tilbød højre i København at afhente vælgerne og køre dem til valgstederne.

Et ømtåleligt emne var det vederlag, medlemmerne skulle have. Her stod en af demokratiets prøvestene. Satte man det for lavt, udelukkede man de vadmelsklædte fra aktiv politik, og sattes det for højt, lød straks råb om frådseri. Stænderforsamlingernes medlemmer havde fået hele fire rigsdaler pr. mødedag. Rigsdagens medlemmer fik kun tre, og det var stort set taksten for danske politikere indtil 1919, da dagpengesystemet ændredes til et fast månedligt beløb. Det danske vederlag lå et godt stykke lavere end lønnen til politikere i andre landes parlamenter på den tid. Norges stortingsmænd fik således det dobbelte og Sveriges rigsdagsmænd tre gange så meget. Om dette havde nogen indflydelse på den politiske og sociale udvikling, kan næppe måles. Men givet er det, at det gav ulige arbejdsvilkår for Folketingets stort set fattige medlemmer i forhold til Landstingets godsejermedlemmer. De første stillede på kassererkontoret hver uge for at hæve vederlaget, medens Landstingets grever lod deres kusk hæve vederlaget en gang om året, når samlingen var slut. Det betød også, at store sociale grupper blandt vælgerne blev klart underrepræsenteret. Det gælder f.eks. husmænd og landarbejdere fra landet og detailhandlere og håndværkssvende i byerne. Desuden betød det, at de ledende blandt bondevennerne måtte arbejde hårdt for at skaffe sig ekstraindtægter. Mange af dem hutlede sig igennem livet og led store afsavn, boede fjernt fra deres familie på en af de dårlige gæstgivergårde i København. Tre Hjorte i Vestergade og værtshuset Gammel Avlsgård i Suhmsgade var befolket med vadmelsklædte bønder, så længe folketingssamlingen stod på.

Det kom nok som et chok for de første årgange af rigsdagspolitikere, at hver samling kom til at vare henved seks måneder. I junigrundlovens paragraf 24 stod ellers, at samlingen ikke uden særlig tilladelse fra kongen måtte vare mere end to måneder. Når alle medlemmerne var tvunget til at blive i København gennem hele samlingen, blev der til gengæld holdt møder i Folketinget ugen igennem, altså også mandag og lørdag. Og der var spænding omkring disse møder i folkestyrets første år. Så længe egentlige partigrupper ikke var organiserede, var der nemlig helt frem til afstemningerne usikkerhed om, hvorvidt de enkelte lovforslag og dagsordener ville blive vedtaget eller forkastet.

Forretningsordenen for de to ting fastsattes på grundlag af forslag fra den nationalliberale jurist A. F. Krieger, der med juridisk skarpsyn bl.a. formulerede de indviklede afstemningsregler. Denne anden „grundlov” for folkestyrets spilleregler har stået sin prøve gennem snart 150 år uden de helt store ændringer.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kristian Hvidt: Rigsdagen på Christiansborg i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 18. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306039