Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

De åndelige rørelser

Oprindelig forfatter KHvi

Ved siden af det rent materielle samarbejde på sogneplan gik stærke åndelige og religiøse strømninger gennem landskaberne. De gudelige vækkelser efter 1820 var udsprunget af det samme incitament som de økonomiske fællesskaber, nemlig utilfredsheden med de lokale, kirkelige myndigheder. Frihedsrørelserne efter 1848 fjernede ikke årsagen: embedsmændene. I det lokale miljø forsvandt enevældens ånd ikke – det gamle styres præster, herredsfogeder og birkedommere blev siddende. Før 1848 havde de åbenlyst forfulgt de ganske mange baptistmenigheder landet over. Nu – efter grundlovens løfte om trosfrihed – fik de en ny, meget stærkere udenlandsk vækkelse hertil, mormonismen. I 1848 kom tre missionærer fra Salt Lake City i Amerika til Danmark og fik på forbavsende kort tid skabt stærke bastioner for disse „de sidste dages hellige” særlig i Nordjylland og i København. Medens de fleste andre religiøse vækkelser mest spredtes i bondestanden, var mormonismen de fattiges religion, som særlig fik tilslutning blandt kvinder og børnerige familier. De blev grebet af budskabet om at blive udfriet af fattigdommen i mormonernes „Zion” i Utah, hvortil apostlene tilbød at bringe dem gratis. Først når de var vel etablerede i Amerika, skulle rejsepengene tilbagebetales. Over 16.000 fattige danske, overvejende enlige kvinder med og uden børn, fulgte kaldet og udvandrede inden århundredskiftet. Et ekstra incitament for de omvendte til at forlade Danmark var, at de blev udsat for en veritabel voldelig forfølgelse af den lokale befolkning og – efter grundlovens religionsfrihed – mere i det dulgte af politiet.

 Vilhelm Beck virkede endnu som ung cand. theol. fra 1855 meget friskfyragtig og lidet præstelig af væsen. Han blev dog stærkt grebet samme år af Søren Kierkegaards artikler i Øieblikket og fik indre religiøse oplevelser, der gjorde ham til den store vækkelsesprædikant og Indre Mission til den anden store kristne løftelse i Danmark ved siden af grundtvigianismen. Beck fulgte længe denne bevægelse, men brød siden med den bl.a. for at vinde gamle pietister og herrnhutiske menigheder i Jylland for Indre Mission. Først og sidst var Vilhelm Beck den store enerådende og hensynsløse organisator.

Vilhelm Beck virkede endnu som ung cand. theol. fra 1855 meget friskfyragtig og lidet præstelig af væsen. Han blev dog stærkt grebet samme år af Søren Kierkegaards artikler i Øieblikket og fik indre religiøse oplevelser, der gjorde ham til den store vækkelsesprædikant og Indre Mission til den anden store kristne løftelse i Danmark ved siden af grundtvigianismen. Beck fulgte længe denne bevægelse, men brød siden med den bl.a. for at vinde gamle pietister og herrnhutiske menigheder i Jylland for Indre Mission. Først og sidst var Vilhelm Beck den store enerådende og hensynsløse organisator.

Hjemmegroet og meget stærkere var genoplivelsen af 1700-tallets pietisme i Indre Mission. Lignende bevægelser opstod omtrent samtidigt omkring 1860 i mange nordeuropæiske lande; men herhjemme fik den særlig løftelse gennem det intense og gennemtrængende budskab, der udgik fra Søren Kierkegaard i hans sidste leveår, inden han døde i efteråret 1855. Den personlige vækkelse til sand kristendom hos den enkelte i modsætning til den sløve folkekirkelige vanereligion, satte ild i mange unge teologers tanker. Indre Mission fik en kraftig stemme gennem den unge sjællandske præst Vilhelm Beck. Han tordnede fra 1856 som vækkelsesprædikant på Sjælland for „at vække dem, der sov i synden”. Denne dystre og puritanske forkyndelse, fremført og udspredt aggressivt og professionelt af Beck og missionærer landet over, appellerede også stærkest til de fattige. „Kirkelig Forening for Indre Mission i Danmark”, stiftet i 1861, hørte kun delvis til tidens græsrodsbevægelser. Den adskilte sig fra dem ved at være mere stramt organiseret end nogen af de andre og ved at være mindre socialt og politisk engageret i tidens rørelser.

Heri var den afgørende forskellig fra den største og mest betydningsfulde af de folkelige vækkelser i Danmark, grundtvigianismen. Medens Vilh. Beck koncentrerede sig om „det ene fornødne”, frelsen i det hinsidige, var N.F.S. Grundtvig med sit motto fra 1832: „Menneske først, og kristen så” en langt større vækker og reformator, ja, en profet af vældigt format. Med sin mærkelige evne til at kombinere intuition med snusfornuft, teori med praksis, dunkel tungetale med jævn folkelig snak, og med sin forståelse for tidens samfundsproblemer sammenvævede han i digt og prosa en tilsyneladende uoverskuelig og diffus mængde ideer og tanker. Men, sået i den særligt frugtbare jordbund, som den danske bondebevidsthed efter omvæltningen 1848 udgjorde, skete miraklet, at det udviklede sig til et sammenhængende program for det herværende og hinsidige. Udgangspunktet var hans erkendelse af, at folket, og dermed mente han bondestanden, ikke var modent til folkestyret i 1848. Demokrati kræver oplysning med tryk på lys, for – som han skrev ved en skoleindvielse i 1856:

Annonce

"Hvad solskin er for det sorte muld,
er sand oplysning for muldets frænde,
langt mere værd end det røde guld
det er sin Gud og sig selv at kende."

Kortere kunne programmet ikke udtrykkes. Det fælles incitament for Grundtvig og den danske bondestand var utilfredsheden med enevældens åndelige stivhed i almindelighed og folkekirkens i særdeleshed. Videnskab og religion havde fjernet sig fra den danske virkelighed:

"Er lyset for de lærde blot til ret og galt at stave?
Nej, himlen under flere godt, og lys er himlens gave,
og solen står med bonden op, slet ikke med de lærde,
oplyser bedst fra tå til top hvem der er mest på færde."

 Lars Bjørnbak var den vakte skolelærer, som under devisen „Kundskab er magt, uvidenhed trældom” skabte en i egentlig forstand radikal politisk bevægelse på Århusegnen. Alle tidens samlingspunkter stod han bag: sparekasse, højskole, dagblad (Aarhus Amtstidende), forsamlingshus og brandforsikring. Med sit spruttende temperament blev han både antimilitarist og en tid socialist. Hans uddannelsesform var gammeldags og betonede, at eleverne snarere skulle satse på materielle goder frem for på grundtvigianernes svævende åndelige værdier.

Lars Bjørnbak var den vakte skolelærer, som under devisen „Kundskab er magt, uvidenhed trældom” skabte en i egentlig forstand radikal politisk bevægelse på Århusegnen. Alle tidens samlingspunkter stod han bag: sparekasse, højskole, dagblad (Aarhus Amtstidende), forsamlingshus og brandforsikring. Med sit spruttende temperament blev han både antimilitarist og en tid socialist. Hans uddannelsesform var gammeldags og betonede, at eleverne snarere skulle satse på materielle goder frem for på grundtvigianernes svævende åndelige værdier.

Modsat de fleste andre af tidens åndelige vækkelser var Grundtvigs ideer lyse og livsbekræftende. Han appellerede til „folkedåd” i netop den græsrodsbevægelse, der ventede på incitamenter og derved „vokser, som den vugges”, som det siges i samme digt. Men – heldigvis, kan man næsten sige – Grundtvig var en dårlig organisator. Hans ideer blev først opfanget af en lille kreds af unge begejstrede teologer og spredt gennem det sungne og talte ord på samme måde som tidens andre vækkelser. Derved fik ideerne om folkeopdragelse lov til at gro og spire i mange forskellige former. Grundtvigs egne planer for folkeoplysning lå på et højere niveau. Det var Akademiet i Sorø, der var tænkt som en institution svarende til nutidens „folkeuniversitet”. Men hans planer herom blev i 1850 fejet af bordet af kulturpolitikeren og latineksperten J.N. Madvig. Til gengæld opstod ideen om en højskole spontant i den nationale sags tjeneste ved oprettelsen i 1844 af Rødding Højskole i Nordslesvig.

I kongeriget spirede højskolerne fra de folkelige rødder i andre former. Det skete i de kredse, som både kom i de gudelige forsamlinger og til de politiske bondevennemøder, og som satte pris på nogle godsejeres filantropiske aktiviteter. Det var folk med et stærkt engagement i alle de vækkelser, der spirede i tiden, kristne, åndelige, sociale, kulturelle. Usammensatte mennesker, der var motiverede for nytænkning. Centralt i bevægelsen stod en ny type formidlere, kort sagt skolelærere, de første årgange fra de offentlige lærerseminarier.

 Maleren Christen Dalsgaard beskrev sin samtid med næsten videnskabelig nøjagtighed. Dette maleri fra 1856 kaldte han: „To Mormoner er paa deres Vandring kommet ind i et Tømrerhus paa Landet, hvor de ved Prædiken og ved Fremvisning af deres Sekts Skrifter søger at vinde nye Tilhængere”. Mormonkirken var præget af ægte amerikansk effektivitet. Fra Utah udsendtes hvert år grupper af unge, ofte børn af danske indvandrere, som et år eller to vandrede fra hus til hus og prædikede læren om „de sidste dages hellige”. Husets tyende har fået lov til at høre på. Det var ofte dem, der blev mest betaget af budskabet.

Maleren Christen Dalsgaard beskrev sin samtid med næsten videnskabelig nøjagtighed. Dette maleri fra 1856 kaldte han: „To Mormoner er paa deres Vandring kommet ind i et Tømrerhus paa Landet, hvor de ved Prædiken og ved Fremvisning af deres Sekts Skrifter søger at vinde nye Tilhængere”. Mormonkirken var præget af ægte amerikansk effektivitet. Fra Utah udsendtes hvert år grupper af unge, ofte børn af danske indvandrere, som et år eller to vandrede fra hus til hus og prædikede læren om „de sidste dages hellige”. Husets tyende har fået lov til at høre på. Det var ofte dem, der blev mest betaget af budskabet.

Mange af dem tilbragte det meste af deres liv på rejse fra møde til møde rundt om i sognene. En central person var den føromtalte Rasmus Sørensen, også skolelærer, som, støttet økonomisk af filantropen grev Knuth til Knuthenborg på Lolland, rejste rundt og fortalte om Grundtvigs forkyndelse. Men efter 1840 blev han også bondepolitisk agitator, inspireret af J.A. Hansen. Han tog således initiativet til den første brandkasse og inspirerede til andre lignende fællesskaber – f.eks. oprettede han i 1848 den første egentlige „bondehøjskole” i Uldum ved Horsens. Han emigrerede til Amerika, men under et af sine besøg herhjemme var han med til at inspirere Lars Bjørnbak og hans venner længere nordpå i Østjylland til fra 1857 at oprette lignende højskoler under mottoet: „Kundskab er magt, uvidenhed er trældom!”

Den anden pioner, der fortolkede Grundtvigs skoleideer, Christen Kold, var endda ikke grundtvigianer i religiøs henseende men tilknyttet en af de selvgroede gudelige bevægelser på Fyn. Som skolelærer var han dog grebet af profetens ord om „skolen for livet”, men vel at mærke nede på det elementæreste folkelige niveau. Hans elever skulle tænke:

"Vi er nogle bønderkarle, som opholder os i nogle måneder hos bonden Christen Mikkelsen Kold i Hjallese. Vi hjælper ham lidt med hans bedrift, vi samtaler ude og inde, vi hører foredrag, vi øver os i skrivning, regning og slige ting; og når disse måneder er forbi, så drager vi hver til sit, tager fat på vor gerning, og er de samme jævne karle som før."

 Gymnastikhuset på Vallekilde, opfort 1884. Huset blev monster for en særlig byggestil for højskolebygninger landet over. Det var tegnet af den unge arkitekt Martin Nyrop i samarbejde med den lokale „bygmester” Andreas Bentsen, Vallekilde, som siden opførte mange lignende bemalede træbygninger med åben tømmerkonstruktion og udskæringer omkring dørene. Maleriet over døren er af Louis Moe. Bolleå var en grundtvigiansk skik.

Gymnastikhuset på Vallekilde, opfort 1884. Huset blev monster for en særlig byggestil for højskolebygninger landet over. Det var tegnet af den unge arkitekt Martin Nyrop i samarbejde med den lokale „bygmester” Andreas Bentsen, Vallekilde, som siden opførte mange lignende bemalede træbygninger med åben tømmerkonstruktion og udskæringer omkring dørene. Maleriet over døren er af Louis Moe. Bolleå var en grundtvigiansk skik.

Han var uenig med Grundtvig i mangt og meget, også pædagogisk, men det blev Kolds version af „skolen for livet”, der dannede mønster for det net af bondehøjskoler, der voksede op i de følgende år med mønster i hans skole fra 1851 i Ryslinge, siden i Dalby på Fyn. Det blev også Kold, der skabte forbilledet for de mange hundrede friskoler og efterskoler, som siden dukkede op over hele landet og dannede en slags forberedelse til højskolerne.

Da Grundtvig til sin 70-årsdag i 1853 fik foræret penge til en ny skole af sine venner, havde man selvfølgelig tænkt sig, at resultatet, Grundtvigs højskole på Marielyst ved København, skulle være en model af „Akademiet i Soer”. Men skolen blev hurtigt omstøbt i Kolds form og hentede sine elever fra de områder i Danmark, hvor de gamle gudelige vækkelser var stærkest. I 1863 var der opstået 15 af disse bondehøjskoler med knap 500 elever. Nederlaget i 1864 blev for denne som for alle græsrodsbevægelserne anledning til en kraftig fornyet vækkelse. Alene i årene 1865-67 blev der oprettet 25 nye skoler. Folkehøjskoler, som de nu kaldtes, var blevet en betydningsfuld faktor i Danmark. Det var derfra, fornyelsen i det danske landbosamfund skulle komme i de følgende generationer.

 Pigeholdet på Askov 1870. Askov eller Flors Højskole, som den kaldtes efter dens grundlægger, Chr. Flor, var en af de første, der optog piger til undervisning tre måneder om sommeren. For disse årgange af piger, for hvem næsten alle andre uddannelser var lukkede, må højskoleopholdet have været en betagende oplevelse. De følte sig som pionerer i en ny bevægelse, der syntes at kunne løfte og forny det gamle bondesamfund.

Pigeholdet på Askov 1870. Askov eller Flors Højskole, som den kaldtes efter dens grundlægger, Chr. Flor, var en af de første, der optog piger til undervisning tre måneder om sommeren. For disse årgange af piger, for hvem næsten alle andre uddannelser var lukkede, må højskoleopholdet have været en betagende oplevelse. De følte sig som pionerer i en ny bevægelse, der syntes at kunne løfte og forny det gamle bondesamfund.

Bevægelser af denne art opstår og låner deres opdrift fra gammel animositet eller aggression imod naboer eller „overboer”. I dette tilfælde kom opdriften fra bondestandens nag til enevældens lokale „konger”, godsejerne og pengestærke mænd i København og i købstæderne. At der neden under bønderne var en stor skare af elendige husmænd og landarbejdere, ænsede kun få af de styrende endnu, fordi denne skare stadig var politisk passiv. Det folkelige opbrud var ikke så folkeligt, som det oftest fremstilles. Men det nåede i de to første årtier efter 1848 at organisere sig langt bedre og fastere ude på sogneniveau end i folkestyrets ypperste organer, Rigsdag og regering. Inde på Slotsholmen var man det meste af tiden mere optaget af det nationale spørgsmål og dermed distraheret fra at tænke på de reformer, som skulle binde det folkelige Danmark sammen, f.eks. ved jernbanebyggeri. Man brugte i Rigsdagen mange kræfter på spørgsmålet om fæstevæsenets afløsning, men inden man nåede til et kompromis, var problemet for en stor del løst ude i landet ved lokale aftaler.

Var denne upåagtede aktivitet på landet ikke en fornyelse af det gamle landsbyfællesskab? Den nære form for fagligt samarbejde stod jo endnu i mands minde i 1850'erne. Udflytningen af gårdene havde gjort ejerne ensomme. Det var sket i årene omkring 1800 og nu, et par generationer efter, følte efterkommerne savnet af det lokale fællesskab. Det blev en væsentlig faktor i den sociale samling, der kom til at præge de følgende årtier. Baggrunden var ikke blot en åndelig vækkelse, men også at bønderne for første gang i århundreder fik penge på lommen og dermed et åndeligt og materielt overskud til at træde frem.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kristian Hvidt: De åndelige rørelser i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 17. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306052