Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Vækst i græsrødderne

Oprindelig forfatter Redaktionen

Frederik 7. var en så farverig og mærkelig skikkelse, at han og hans hof blev en folkelig myte i samtiden og selvfølgelig også har tiltrukket sig eftertidens interesse. Historikerne har dog interesseret sig mindre for kongens person end for de indviklede politiske begivenheder og navnlig for Rigsdagen og dens stormfulde forhandlinger. De trykte gengivelser af forhandlingerne i Folke- og Landstinget og de mange betænkninger om lovforslag har været betragtet som centrale kilder, bekvemme „udkigsposter” til tidens historie, hvorfra eftertiden skulle kunne se alt, hvad der foregik ude i befolkningen, i „folkedybet”, som Grundtvig talte om. Rigsdagstidende og tidens københavnske dagblade giver også indblik i mangt og meget. Men det har måske i nogen grad spærret eftertidens indsigt i, hvad der egentlig skete i Danmark uden for Rigsdagen på Christiansborg og hinsides Københavns volde. Tre fjerdedele af befolkningen boede ude på landet i små lokalsamfund med hver sit indre liv og kun få kontakter til købstæder eller hovedstaden. Det danske samfund var endnu knap blevet sammenhængende. Der var langt fra centrum til periferien, selv i et lille land som Danmark.

I modsætning til nu om dage, hvor selv den fjernest boende familie er helt afhængig af statens og kommunernes administration og økonomi, var den offentlige sektor og dermed begrebet „staten” i 1800-tallet indskrænket til et ubetydeligt hjørne af samfundsøkonomien. Den del af lokalsamfundet, som regering og Rigsdag kunne øve indflydelse på, var meget lille. Her og i de fleste andre europæiske lande efterlevede man den økonomiske liberalismes hoveddogme om velsignelsen ved kræfternes frie spil: staten skulle blande sig mindst muligt i samfundets indre forhold – så skulle de tekniske og økonomiske fornyelser nok komme af sig selv.

 Toldboden i København ca. 1880. Gennem bygningen til venstre, Christian 6.s gamle toldbod, formidledes en betydelig del af statens indtægter i form af indførselsafgifter på de udlossede importvarer. Af de samlede toldindtægter i 1877 på 18 millioner kroner indkom langt over halvdelen på tre produkter, sukker (næsten fem mill.), manufakturvarer (fire) og kaffe (to mill.).

Toldboden i København ca. 1880. Gennem bygningen til venstre, Christian 6.s gamle toldbod, formidledes en betydelig del af statens indtægter i form af indførselsafgifter på de udlossede importvarer. Af de samlede toldindtægter i 1877 på 18 millioner kroner indkom langt over halvdelen på tre produkter, sukker (næsten fem mill.), manufakturvarer (fire) og kaffe (to mill.).

Ministre og politikere rådede kun over småpenge i forhold til omsætningen i datidens Danmark. I perioden 1867-1872 balancerede statsbudgettet med ca. 36 mill. kr. pr. år, hvoraf mere end halvdelen stammede fra toldindtægter og indirekte afgifter, forskellige former for accise osv. Skattebyrden var således hovedsagelig fordelt over hele befolkningen uanset indtægt, fordi toldtarifferne lagdes til varepriserne som forbrugsafgifter. Mindre end en fjerdedel af statens indtægter hidrørte fra direkte skat, nemlig den gamle hartkornsafgift på ejendom og jord beregnet efter 1844-matriklens jordvurderinger. Egentlig indkomstskat blev kun anvendt i krisesituationer, således omkring de to slesvigske krige. Så længe dansk landbrug overvejende var baseret på selvforsynende naturaløkonomi, var direkte skat umulig at administrere. Den kom til at hvile stærkere på byerhvervene end på landbruget. Det blev en af højres bastioner at beskytte sin største vælgerskare, byboerne, mod indkomstskatten. Først i 1903 var pengeøkonomien slået igennem, så venstre kunne gøre direkte indkomstskat til statens hovedindtægt.

Annonce

Og hvad brugte staten så sine indtægter til? Fordelt på procent så udgiftssiden på statens regnskab i 1850'erne i gennemsnit sådan ud:


Krigsministeriet26 procent
Marineministeriet9
Statsgældens forrentning29
Pensionsvæsenet10
Kongehuset4
Udgifter ved opkrævning af told- og stempelafg.4
Justitsministeriet5
Indenrigsministeriet4
Kirke- og undervisningsministeriet2
Finansforvaltning2
Andet5
100 procent

En forbavsende fordeling af borgernes skattepenge set med nutidens øjne. Forsvarsbudgettet optog i fredstid over en tredjedel (nu ca. seks procent) – ikke mærkeligt, at netop disse udgifter senere blev årsag til voldsomme politiske kampe. Til befolkningens almindelige velfærd, hjælp mod sygdom, alderdom og fattigdom, var der intet afsat – det lå stort set uden for tidens tankegang, at det skulle være en statslig opgave.

Den sociale forsorg for syge og fattige var på landet overladt sogneforstanderskaberne, der efter behov kunne opkræve en fattigafgift, men ofte sparede ganske særlig på dette område. Omvendt var det også blandt fattige og syge en almindelig holdning, at de nødig ville „i lommen” på offentlige myndigheder, det formynderi, som de havde følt som noget trykkende i enevoldstiden før 1848. Der er mange eksempler på dette. Da de gamle håndværkslav blev nedlagt fra 1862 med deres tilhørende sygekasser, indbød regeringen således håndværkerne til at oprette nye sygekasser og få disses vedtægter godkendt af Indenrigsministeriet, hvad der kunne lyde som et halvt løfte om offentlig støtte eller i hvert fald garanti. Der blev også oprettet en del syge- og begravelseskasser, men kun meget få søgte offentlig godkendelse. Svendene ville ikke være afhængige af staten. Noget lignende skete, da Rigsdagen i 1871 som en slags forløber for aldersrente oprettede det, som senere blev kaldt Statsanstalten for Livsforsikring. Meningen var, at folk under statens betryggende tilsyn kunne spare op til deres egen alderdom. Tyve år senere var selskabet vokset stærkt, men man måtte konstatere, at efter sit sociale formål at dømme havde anstalten været en fiasko. De såkaldt „lavere og bredere samfundslag”, for hvilke den var oprettet, havde næsten ikke benyttet sig af muligheden af at tegne en livrente som erstatning for det gamle private system for pensionering, aftægtskontrakten. De ældre foretrak at lade den, der arvede gården eller husmandsstedet, påtage sig forsorgen for dem.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Vækst i græsrødderne i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 13. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306050