Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Sortsyn med lysglimt

Oprindelig forfatter Redaktionen

„Hvad vil danskerne dog med Slesvig – de har jo Tivoli!”, skal Bismarck have sagt efter sejren – en vandrehistorie, som sved så det bed, da den nåede København, efter at hele Tyskland havde grinet over den.

Der var grund nok til at græmme sig i Danmark, efter at freden i Wien var en kendsgerning i oktober 1864. Den føjede endnu et nederlag til de mange tidligere. Danmark var snart ikke andet end en prik på europakortet: i 1658 mistede vi Skåne og Blekinge, i 1814 Norge og nu Slesvig og Holsten. Et militaristisk Preussen med stormagtsdrømme havde hvæsset sine skarpe våben på os – hvor længe kunne det lille danske kongerige overleve? Med gysen, men også lidt skadefryd kunne danskerne følge med i, hvordan de to rovdyr, der havde skambidt det danske monarki, hurtigt blev uenige om byttet og i 1866 kom i krig. Bismarck ville være enehersker i Tyskland, og hans regimenter slog på få uger Østrig, der i fredsslutningen måtte afstå sine rettigheder over Slesvig-Holsten.

Det danske monarki var reduceret med to femtedele af sit område, fra 58.000 til 39.000 km2, og mistede ca. 800.000 af sine indbyggere. Materielt og økonomisk betød det nok mindre, end tallene kunne tyde på, fordi hertugdømmerne længe havde levet deres eget liv både økonomisk og kulturelt. Men følelsesmæssigt var adskillelsen fra den danske landbefolkning i Nordslesvig en alvorlig sorg, som vedblev at tynge danskerne. Et glimt af håb om genforening opstod efter det preussisk-østrigske militære opgør i 1866. I fredstraktaten fik den franske kejser siden 1852, Napoleon 3., indføjet sin yndlingsidé, folkeafstemning. I traktatens paragraf 5 stod, at den danske befolkning i Nordslesvig engang med tiden skulle have mulighed for at stemme om sit nationale tilhørsforhold.

Annonce

Danmark var virkelig blevet lille. Den langstrakte hals på Jylland blev nu skåret over helt oppe ved Lillebælt. Grænsen fulgte omtrent Kongeåen og blev reguleret ved, at Danmark afstod et område syd for åen, de såkaldte kongerigske enklaver, der før regnedes med til Nørrejylland. Til gengæld fik Danmark et område ved Ribe, otte sogne syd for Kolding og Ærø, som før hørte til Slesvig.

 Når Anders Kusk fra herregården Ørbæklunde på Fyn kørte igennem landskabet med dette firspand af blanke køreheste, måtte alle forstå, hvilken rigdom og magt godsejeren besad. Fotografiet er fra 1880'erne.

Når Anders Kusk fra herregården Ørbæklunde på Fyn kørte igennem landskabet med dette firspand af blanke køreheste, måtte alle forstå, hvilken rigdom og magt godsejeren besad. Fotografiet er fra 1880'erne.

Tabet af hertugdømmerne gav betydelige lettelser for statsforvaltningen. Helstatens dansk-tyske dobbeltadministration havde krævet mængder af embedsmænd og mange kontorlokaler. Det havde givet sig synlige udtryk på ministeriernes bygninger i Slotsholmsgade. Flere af de fine, gamle adelspalæer havde fået tilføjet en etage for at få plads til embedsmændene. Nu blev der omvendt alt for meget plads. Ikke færre end i alt 704 embedsmænd blev afskediget. Nok en besparelse, men alligevel en dyr historie for pensionsvæsenet, da gennemsnitsalderen kun var 48 år – nær ved en million kr. om året i et statsbudget på ca. 36 mill. Værre var det med de godt 60 mill., som krigen havde kostet. Statsgælden voksede imidlertid ikke så meget, fordi Danmark efter fredsaftalen fik udbetalt den del af denne gæld, som havde påhvilet hertugdømmerne.

Danmark var en velkonsolideret forretning på den tid. Landbrugets stadigt voksende eksport gav landet store indtægter, og inden ti år efter 1864 var alle spor af krigsgæld slettet. Desuden blev der en række år opkrævet en ekstraordinær regulær skat på indtægt og formue med rigtige selvangivelser, der skulle udfyldes på tro og love.

Erhvervslivets folk så hurtigt, at hertugdømmernes afståelse også bød på ganske store fordele. Den højt udviklede holstenske industri, der før havde haft let spil i kongeriget, blev nu ved toldbeskyttelse udelukket fra Danmark og skulle konkurrere på lige fod med Rhinlandets mægtige industrianlæg. Medens kongerigets erhvervsliv viste hurtig vækst, stod hertugdommernes stille, ja i foråret 1865 så man det særsyn, at et antal bomuldsvæverier og tobaksfabrikker flyttede fra Holsten op til Danmark. Tilsvarende blev også Hamburgs indflydelse på dansk økonomi igen reduceret og dansk erhvervslivs lyst til ekspansion vestpå til England yderligere stimuleret. Det økonomiske højtryk fra 1850'erne havde ikke fjernet sig trods krigen – handel og industri gjorde store fremskridt tværs gennem 1864. I 1865 stod obligationerne lige så højt som i 1863.

Udenrigspolitisk måtte kursen lægges om fra en aktiv til en passiv politik. Hvis Danmark ikke skulle gå under i den europæiske politiks storme, måtte man tage alle sejl ned og lade stormen suse gennem takkelagen; vimplen skulle nok angive, i hvilken retning det var værd at sejle. „Le Danemark s'efface” sagde man i Paris, „Danmark dukker sig” skulle det betyde, men mange, deriblandt det unge litteraturvidenskabelige håb Georg Brandes, frygtede, at franskmændene dermed mente, at Danmark var ved at blive udvisket af landkortet – det stemte med de bedrøvelige tanker, almindelige danskere gjorde sig om landets fremtid i slutningen af tresserne.

Men der var lyse glimt i mørket. Optimisterne i Danmark mente, at Preussen ville blive straffet for sit overmod: Frankrig ville sørge for at dukke Preussen, inden det blev en farlig stormagt. Allerede en måned efter freden i Wien turde Orla Lehmann i en tale i Middelfart sige, at freden bare var indledningen til den 3. slesvigske krig. Man tyssede ganske vist på ham, men håbet om Frankrigs hjælp til en rask revanche over for Preussen trivedes i bedste velgående. Det kunne også aflæses af de omfattende forhandlinger, der gik forud for genskabelsen af det danske forsvar med hærloven af 1867. Både hos politikere og officerer kæmpede modstridende følelser. Forsvaret skulle på én gang være beskedent og billigt, men dog så stærkt, at det kunne betyde noget under en kommende tysk-fransk krig. Krigen havde kun fostret meget få egentlige antimilitarister. På Århusegnen begyndte Lars Bjørnbak dog nogle år efter 1864 at tale med store bogstaver om nedrustning. Men det var en temmelig isoleret lokal bevægelse. Ellers var forsvarsviljen ikke blevet stækket. Blandt bondevenner ømmede man sig nok en del over udgifterne til forsvar, men accepterede hær og flåde, når blot forsvaret blev demokratiseret. Alle unge mænd mindedes den barske kommandotone i hæren, og mange tilsluttede sig A. F. Tschernings gamle idé om en folkevæbning ligesom i Schweiz, hvor de værnepligtige blev hjemme, men jævnligt mødte op til militære øvelser, noget nær nutidens hjemmeværn.

Hærloven af 1867 resulterede i et forsvarssystem, der netop var præget af de blandede følelser midt mellem håb og mismod, der kendetegnede disse år. Afgørende blev, at hærloven skulle revideres efter fem år. Dermed satte man forsvaret på dagsordenen fra 1872-73 – og tyve år frem.

Et skridt i retning af demokratisering af militæret i 1867 var afskaffelsen af det såkaldte stillingssystem, hvor bedre folks børn kunne slippe for værnepligt ved at købe en fattig karl til at springe soldat en gang til. Prisen var ganske anselig, efter et eksempel fra 1850'erne 800 rigsdaler. Tonen i hæren var fortsat barsk. Officerer og underbefalingsmænd var stadig uden forståelse for soldaternes menneskeværd. Fra begyndelsen af halvfjerdserne begyndte politikere at rejse sager om soldatermishandling i Folketinget og derved lagdes en dæmper på officerernes magt. Bondemanden Jens Busks forfølgelse af en række sager af den art i Rigsdagen gjorde ham elsket ude i landet, men så upopulær i militæret, at han flere gange blev overfaldet og truet med bank af officerer.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Sortsyn med lysglimt i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 17. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306066