Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Højskolekulturen

Oprindelig forfatter KHvi

I løbet af forbavsende kort tid udviklede der sig en særlig, fuldt udbygget højskolekultur, en folkelig guldalder, der havde bærekraft i næsten hundrede år, og som i mange år forgyldte dansk kultur ved sin livsglæde og sin kulturoptimisme. Fra begyndelsen færdedes talentfulde kunstnere på højskolerne, malere som brødrene Joakim og Niels Skovgaard, Viggo Pedersen og L. A. Ring, komponister som Heinrich von Nutzhorn og Thomas Laub, og en kreds af forfattere, som repræsenterede den særlige, nu næsten glemte genre, der siden er blevet kaldt skolelærerlitteraturen. I form og sprog benyttede de sig af den samme meget karakteristiske jargon, gennemvævet i tankegang og ordvalg af Grundtvigs salmer og sange. Men også Bjørnstjerne Bjørnson, som ofte holdt foredrag på danske højskoler, inspirerede denne genre i litteraturen.

 Det sidste fotografi af Grundtvig. Profeten blev som gammel hyldet fra alle sider. I 1861 fik han rang med Sjællands biskop som tak for sin fornyelse af salmedigtningen, og fra sin 80-årsdag i 1863 og de sidste ni år af sit liv blev han hvert år beundret på de såkaldte vennemøder. Selv forblev han ret upåvirket af hyldesten og var kritisk over for den måde, hans højskoleideer førtes ud i livet på. Bl.a. var han stærkt imod Kolds og andres tanker om, at højskolen også skulle være stedet for kristelig vækkelse. Troen har, sagde han, intet med skolesagen at gøre.

Det sidste fotografi af Grundtvig. Profeten blev som gammel hyldet fra alle sider. I 1861 fik han rang med Sjællands biskop som tak for sin fornyelse af salmedigtningen, og fra sin 80-årsdag i 1863 og de sidste ni år af sit liv blev han hvert år beundret på de såkaldte vennemøder. Selv forblev han ret upåvirket af hyldesten og var kritisk over for den måde, hans højskoleideer førtes ud i livet på. Bl.a. var han stærkt imod Kolds og andres tanker om, at højskolen også skulle være stedet for kristelig vækkelse. Troen har, sagde han, intet med skolesagen at gøre.

Et betydningsfuldt træk i denne verden var, at højskolerne næsten fra begyndelsen tog piger ind som elever, og at kvinder og mænd var ligestillede i det frodige miljø. Det kom også af den store indflydelse, højskoleforstandernes hustruer havde på mange af skolerne. Den glade og varmhjertede „højskolemor” trak de mange elever til skolen. Hun hjalp de unge piger fra landet, der befolkede skolerne om sommeren, til at blive bevidste om deres køns rolle, så de hver for sig blev vidende – skønt måske ikke artikuleret – om deres betydning og ligeværdighed i arbejdslivet.

Men højskoleideen blev ikke alene opfanget af grundtvigianerne. Adskillige skoler brugte ideen om voksenundervisning på frivillig basis til at fremføre andre ideer, ja, der var endog et par godsejere, der finansierede en sådan skole for befolkningen på deres egn. Vigtigere var de højskoler, som Lars Bjørnbak og hans udbredte bondevennebevægelse i Østjylland åbnede i klar opposition til de grundtvigske. Bjørnbak var bondepolitiker af en gammeldags type, rationalistisk, materialistisk og aldeles uromantisk. Han var klassepolitiker, „Frem, bondemand, frem!” var hans slagord og titlen på en pjece, han skrev. Midlet til fremgang var oplysning, ikke vækkelse, og han havde kun hårde ord tilovers for den grundtvigske nationalromantik. Bjørnbak delte dog grundtvigianernes modvilje mod den københavnske embedsmandskultur, og han førte dette ud i sin yderste konsekvens: afskaffelse af militærvæsen, afvisning af skandinavisme og ingen medlidenhed med de dansksindede syd for den nye grænse, alle sammen punkter, som kunne ryste ikke blot konservative, men også enhver grundtvigianer i bund og grund. Nørregaards højskole i Testrup førte en slags krig mod „jætterne” på den nærtliggende Viby Højskole. Den bjørnbakske bevægelse, der slægtede 1700-tallets rationalisme på, bredte sig siden over store dele af Limfjordsområdet i en vis forståelse med områdets største kristne vækkelse, Indre Mission.

Annonce

 Ludvig Schrøder og en del studiekammerater på Borchs Kollegium dannede i 1856 „Samfundet” med det formål at fremelske en mere alvorlig tone blandt studenterne. En snæver kreds heraf oprettede i 1858 „Lille Theologicum”, hvis medlemmer blev centrale skikkelser i højskole-bevægelsen efter 1864. På H. Dirckinck-Holmfelds litografi fra 1860 af „Lille Theologicum”ses den skrivende Ludvig Schrøder sammen med den piberygende Christoffer Bågø og Jens Paludan-Müller.

Ludvig Schrøder og en del studiekammerater på Borchs Kollegium dannede i 1856 „Samfundet” med det formål at fremelske en mere alvorlig tone blandt studenterne. En snæver kreds heraf oprettede i 1858 „Lille Theologicum”, hvis medlemmer blev centrale skikkelser i højskole-bevægelsen efter 1864. På H. Dirckinck-Holmfelds litografi fra 1860 af „Lille Theologicum”ses den skrivende Ludvig Schrøder sammen med den piberygende Christoffer Bågø og Jens Paludan-Müller.

Alle er enige om, at højskolerne var resultat af Grundtvigs tanker og hans fremtrædende elevers gerninger. De såede i frugtbar muld. Forudsætningerne for skolerne var optimale i 1860'erne. Krigen og den nationale rejsning havde gjort ungdommen motiveret til at videreuddanne sig. Men der var også en anden vigtig betingelse til stede. Når det overhovedet kunne lade sig gøre at sende unge bønderbørn et halvt eller et helt år på en af landets højskoler, havde det den rent materielle baggrund, at landet i tresserne gennemlevede en af sine store økonomiske opgangstider. Danske bønder havde råd til at undvære børnene som hjælpere og betale for dem under opholdet. På gårde over en vis størrelse var der ikke mere tale om en „fra-hånden-og-i-munden-økonomi”. Man havde råd til at ansætte tyende, og gårdmanden kunne stå i døren med den lange pibe og anvise arbejdet til karle og piger. En anden forudsætning for højskolernes blomstring var, at de, skønt klart fjendtlige mod højreregering og embedsmænd, næsten fra begyndelsen fik forholdsvis store tilskud ofte både fra staten og fra amtet. Da modsætningen mellem højre og venstre blev skærpet, truede regeringen ofte meget venstreprægede højskoler med at fratage dem statstilskuddet og gjorde også alvor af truslen nogle gange. Skolerne blev af samme grund meget forsigtige med at politisere. De var som oftest finansierede som en slags aktieselskaber med omegnens bønder som vigtigste medejere ved siden af forstanderen.

 Ernst Trier taler på Vallekilde Højskole. Tegning af Joakim Skovgaard, der var nært knyttet til højskolen og i sine billeder gengav mange af de sagn og bibelske historier, lærerne fortalte. Skovgaard har på tegningen indfanget den intense stemning blandt pigerne, der alle bærer den højskoleprægede frisure med knude i nakken og midterskilning. Maleriet på bagvæggen med Ansgar er malet af Christen Dalsgaard.

Ernst Trier taler på Vallekilde Højskole. Tegning af Joakim Skovgaard, der var nært knyttet til højskolen og i sine billeder gengav mange af de sagn og bibelske historier, lærerne fortalte. Skovgaard har på tegningen indfanget den intense stemning blandt pigerne, der alle bærer den højskoleprægede frisure med knude i nakken og midterskilning. Maleriet på bagvæggen med Ansgar er malet af Christen Dalsgaard.

 Askov Højskole begyndte 1865 under primitive forhold i et lille stråtækt hus, men udvidedes siden med en lang række bygninger og værksteder, som her ses på et fotografi fra 1880'erne. Foruden Ludvig Schrøder var præsten og forfatteren Jakob Knudsen i disse år en inspirerende lagrer. Fotografiet er taget af Karl Jørgensen, i hvis atelier mange elever holdt til, bl.a. Jeppe Aakjær, der var elev på skolen i 1887.

Askov Højskole begyndte 1865 under primitive forhold i et lille stråtækt hus, men udvidedes siden med en lang række bygninger og værksteder, som her ses på et fotografi fra 1880'erne. Foruden Ludvig Schrøder var præsten og forfatteren Jakob Knudsen i disse år en inspirerende lagrer. Fotografiet er taget af Karl Jørgensen, i hvis atelier mange elever holdt til, bl.a. Jeppe Aakjær, der var elev på skolen i 1887.

Folkehøjskolernes succes beroede også på det „forarbejde”, der var gjort rundt om i lokalsamfundene i de foregående årtier af de gudelige vækkelser, først og fremmest Indre Mission, der oprindelig lå nært op til grundtvigianerne og først fra slutningen af tresserne kom i modsætning til dem. Da Ernst Trier i 1865 holdt møder overalt i Holbæk amt, før han grundlagde sin højskole, kunne han kortlægge, hvor forskelligt hvert sogn var præget af de mange kristelige grupperinger, der missionerede på egnen. Den første lov om sognebåndsløsning fra 1855 bidrog til, at befolkningen opdeltes i fraktioner og gerne rejste langt hver søndag for at komme i den rigtige „fold”. Så når Trier under sine foredrag ude i sognene udmalede store scenerier fra den nordiske gudeverden, kunne det ske, at en hel række unge piger pludselig rejste sig og udvandrede med salmebogen fast knuget under armen. Hedenskabet skulle så sandelig ikke få magt i Sønder Jernløse sogn, hvor pigerne kom fra!

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kristian Hvidt: Højskolekulturen i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 15. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306030