Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Dybbøl

Oprindelig forfatter KHvi

I løbet af marts drog ca. 30.000 fjendtlige tropper, overvejende østrigere, op gennem Jylland og besatte landet op til Limfjorden. En væsentlig del af disse tropper blev efterladt foran fæstningen Fredericia for at forhindre et dansk udfald tværs over Jylland, der kunne betyde en afskæring af besættelsesstyrken i Nørrejylland. Det foregik uden egentlig kamp bortset fra en træfning mellem danske og østrigske dragoner ved Vejle.

Formålet med den tyske besættelse af Jylland var at udmarve Danmark økonomisk. Officielt blev den betragtet som en gengældelse for den blokade af nordtyske havne, som den danske flåde på samme tid søgte at gennemføre, bl.a. ved at opbringe de tyske handelsskibe, der blev truffet i åben sø.

 I februar 1864 blev dragon Niels Kjeldsen og nogle kammerater angrebet af preussiske husarer. I stedet for at falde i en egentlig kamp på sabler blev Niels Kjeldsen efter sigende skudt ned bagfra. Episoden blev i de følgende års stærke forsvarsdebat brugt til at opbygge en myte om dansk heltemod og tysk fejhed. I 1901 malede Frants Henningsen dette maleri af scenen til ophængning på Frederiksborgmuseet. Det satte en række historikere i gang med en kritisk vurdering af myten, der førte til, at maleriet i 1913 trods stærke protester fra bl.a. militæret blev nedtaget og bortgemt på museet.

I februar 1864 blev dragon Niels Kjeldsen og nogle kammerater angrebet af preussiske husarer. I stedet for at falde i en egentlig kamp på sabler blev Niels Kjeldsen efter sigende skudt ned bagfra. Episoden blev i de følgende års stærke forsvarsdebat brugt til at opbygge en myte om dansk heltemod og tysk fejhed. I 1901 malede Frants Henningsen dette maleri af scenen til ophængning på Frederiksborgmuseet. Det satte en række historikere i gang med en kritisk vurdering af myten, der førte til, at maleriet i 1913 trods stærke protester fra bl.a. militæret blev nedtaget og bortgemt på museet.

Men Danmark var ikke fortabt, så længe den danske hær lå i Dybbølstillingen ved roden af den jyske halvø og kunne true med at afskære de fjendtlige styrker. Indtagelsen af de danske stillinger ved Dybbøl var en triumf, som den preussiske konge forbeholdt sig og sin pikkelhjelmede hær. Her skulle tysk militærstrategi og krigsteknik lave et opvisningsstykke, der skulle slå ikke alene de tyske landsmænd (herunder særlig østrigerne), men også resten af verden med beundring og respekt. De danske modstandere var tilpas underlegne, men kendt fra den tidligere krig for deres vilje til at slås. Preusserne tog sig god tid til at forberede opvisningen. Kronprinsen blev sendt til fronten, og en for den tid stor skare skriveglade journalister var der også sørget for. Gennem marts måned trængte preusserne langsomt de danske tropper tilbage mod de ti skanser, gravede sig derefter ned i skyttegrave knap en kilometer fra de danske linier og hentede svært artilleri op fra lagrene i Berlin. Det var træfsikre bagladekanoner, langt bedre end det forældede danske skyts. Fra den 15. marts begyndte det ustandselige bombardement af de danske stillinger, der skulle vare godt en måned, de første 14 dage „kun” godt 4000 skud, som danskerne kunne besvare med knap 2000 skud. Allerede på bombardementets første dag fik danskerne alvoren at føle, da en granat gik igennem taget på et af de blokhuse, der fandtes i skanserne, og dræbte og sårede mange. Efterhånden som bomberegnen tiltog, fik soldaterne stadig sværere ved at finde beskyttelse mod granaterne.

Annonce

 „Pas på, hr. kollega, at vi ikke skilles! Vi nærmer os et farligt sted,” siger den østrigske udenrigsminister Rechberger (tv.) til Preussens Bismarck. Skiftesporene fører de to allierede i krigen mod Danmark til forskellige løsninger af hertugdømmernes ejerforhold efter krigen. Med tegningen fra marts 1864 profeterede det tyske vittighedsblad Kladderadatsch den konflikt mellem de to allierede magter, som førte til krig mellem dem to år senere.

„Pas på, hr. kollega, at vi ikke skilles! Vi nærmer os et farligt sted,” siger den østrigske udenrigsminister Rechberger (tv.) til Preussens Bismarck. Skiftesporene fører de to allierede i krigen mod Danmark til forskellige løsninger af hertugdømmernes ejerforhold efter krigen. Med tegningen fra marts 1864 profeterede det tyske vittighedsblad Kladderadatsch den konflikt mellem de to allierede magter, som førte til krig mellem dem to år senere.

Men diplomatiet havde også travlt med at forsøge at slukke den dansk-tyske brand. Da det engelske forslag om en våbenhvile var blevet så kategorisk afvist af Danmark i februar, foreslog udenrigsministeren, lord Russell, indkaldelse af en konference i London, hvor man uden forudgående våbenhvile kunne forhandle stridens bilæggelse. Igen var Østrig den første, der ivrigt accepterede forslaget; de neutrale stater fulgte – selv Bismarck sagde ja, om end måske på skrømt. Men i Danmark ville man ikke erkende de sørgelige kendsgerninger. Regeringen og kong Christian var enige om at bede om 14 dages udsættelse med det danske svar – helt afvise det engelske tilbud ville man dog ikke. I svaret til lord Russell undskyldte man sig bl.a. med, at den offentlige mening i Danmark ikke ville acceptere forhandling. Mange i København troede endnu, at Sverige-Norge, England, ja måske Frankrig ville komme os til hjælp, selv om der ingen tegn forelå til bestyrkelse af en sådan optimisme. Tværtimod pressede alle neutrale stormagter på for at få den danske regering til at acceptere en våbenhvile på grundlag af status quo, en mulighed, som Danmark endnu midt i marts kunne have udnyttet. Men fra den 15. marts var det Bismarck, der stadig trak det ud med en konference i London – nu skulle Dybbøl falde, inden Preussen ville forhandle videre.

 Den danske flådes nyeste skib, panserbatteriet „Rolf Krake”, havde to drejelige kanontårne og et stærkt pansret kommandotårn. Skibet gjorde god fyldest under krigen, men nåede at blive herostratisk berømt, fordi det under den tyske overgang over Aissund den 29. juni 1864 sejlede væk i det afgørende øjeblik, hvor det faktisk var lykkedes at standse overgangen ved beskydning af landgangsbådene. Kaptajnen misforstod situationen og trak skibet ud af sundet, så preusserne igen kunne sætte den anden halvdel af tropperne over det smalle stræde.

Den danske flådes nyeste skib, panserbatteriet „Rolf Krake”, havde to drejelige kanontårne og et stærkt pansret kommandotårn. Skibet gjorde god fyldest under krigen, men nåede at blive herostratisk berømt, fordi det under den tyske overgang over Aissund den 29. juni 1864 sejlede væk i det afgørende øjeblik, hvor det faktisk var lykkedes at standse overgangen ved beskydning af landgangsbådene. Kaptajnen misforstod situationen og trak skibet ud af sundet, så preusserne igen kunne sætte den anden halvdel af tropperne over det smalle stræde.

Den 2. april troede Preussen på et lynangreb, der kunne fælde Danmark med ét slag. I ly af natten var samlet 15.000 mand med tilhørende pramme og både, der skulle sættes over til Als og falde Dybbølstillingerne i ryggen. Men sne og storm den pågældende nat og de følgende to dage standsede planen. Et uafbrudt bombardement af danskerne og natlig graven løbegrave i siksak stadig nærmere de danske stillinger var den eneste sikre vej til sejr. Med den systematiske effektivitet, der kan præge tysk krigsførelse, tilkendegav tyskerne deres overmagt over for de stakkels danske soldater i de ti skanser. De følgende 16 døgn faldt der over de små skrøbelige forsvarsværker næsten 68.000 preussiske granater. I ly af bombardementet blev der gravet løbegrave hen imod de danske linier. Den 9. april var de forreste tyske stillinger kun ca. 450 meter fra skanserne; men kong Vilhelm sendte da en kurér fra Berlin med befaling om at grave sig endnu nærmere, inden man stormede, for at spare flest mulige tyske liv ved angrebet.

At opholde sig i de danske skanser under beskydningen var den rene død og fordærv. Den 9. april var alt dansk artilleri bragt til tavshed. Overkommandoen bad da om forholdsordrer fra regeringen og fik straks svaret: „Det er regeringens anskuelse, at Dybbøl må forsvares til det yderste.” Konferencen i London mentes da at skulle begynde den 12. april, så hærens officerer troede at kunne se en ende på rædslerne. Men få timer før dagen oprandt, fik Bismarck dens åbning udsat til den 20., medens den sidste løbegrav blev færdiggjort og stormtropperne gjort rede. Den 14. april telegraferede generalerne til København og bønfaldt regeringen om tilladelse til at trække sig tilbage til Als. På dagens ministermøde insisterede Monrad på at fastholde skanserne, selv om det ville medføre store tab. Det skete vistnok under indtryk af, at krigsminister Lundbye gav et noget lysere billede af situationen i Dybbøl, end kendsgerningerne berettigede til. Den 17. var selv Lundbye indstillet på en tilbagetrækning, men trods dette fastholdt Monrad, at tropperne skulle forblive. Han havde allerede tidligere fastslået, at stillingen skulle holdes, selv om det ville koste op til en tredjedel af tropperne. Den brigade på ca. 3000 mand, der bemandede de sammenskudte rester af skanserne fra den 14. april, var fire dage senere reduceret til 1399 mand, altså til langt mindre end hærens oprindelige styrke.

 Kort over området mellem Dybbøl og Sønderborg. De ti danske skanser lå på toppen af en ås, hvorfra de kunne beskyde landet foran. Tyskerne gravede løbegrave i siksak hen mod den danske linie, indtil de foretog det endelige stormløb den 18. april.

Kort over området mellem Dybbøl og Sønderborg. De ti danske skanser lå på toppen af en ås, hvorfra de kunne beskyde landet foran. Tyskerne gravede løbegrave i siksak hen mod den danske linie, indtil de foretog det endelige stormløb den 18. april.

Den 18. april var preusserne klar til den store opvisning. Kronprinsen og generalerne var overmåde nervøse i dagene forud, ikke af skræk for at tabe, men for at danskerne ligesom ved Danevirke ganske stille skulle trække sig over på Als og berøve dem det flotte stormløb. Fra klokken fire til ti om morgenen blev de seks nærmeste skanser bombarderet med over 7000 granater. På slaget ti svingede kronprinsen med sin ryttersabel og råbte: „Das Ganze vorwärts!”. 37.000 friske, veltrænede soldater løb frem mod stillingerne, hvor alt i alt ca. 11.000 danske soldater var hentet op fra Als. Trods skansernes elendige tilstand efter en måneds bombardement leverede de dog modstand mod overmagten gennem næsten fire timer. De samlede tab for danskerne var på 4800 mand, deraf 378 døde og 910 sårede, resten tilfangetagne. Preusserne havde 263 dø de og 909 sårede. Sejren blev kundgjort med fanfarer i Berlin. Fra Berlin telegraferede kong Vilhelm til sin søn: „Næst hærskarernes Herre takker jeg min herlige armé og din føring for denne glorværdige sejr.” Men i andre europæiske lande bemærkede man nok også det lille folk, der havde vist så meget kampvilje. Den sympati for den danske sag blandt stormagterne, som Monrad havde ventet på i månedsvis, var der nu – det gjaldt blot om at udnytte den til Danmarks fordel.

 Kort over området mellem Dybbøl og Sønderborg. De ti danske skanser lå på toppen af en ås, hvorfra de kunne beskyde landet foran. Tyskerne gravede løbegrave i siksak hen mod den danske linie, indtil de foretog det endelige stormløb den 18. april.

Kort over området mellem Dybbøl og Sønderborg. De ti danske skanser lå på toppen af en ås, hvorfra de kunne beskyde landet foran. Tyskerne gravede løbegrave i siksak hen mod den danske linie, indtil de foretog det endelige stormløb den 18. april.

Navnlig var der i den engelske befolkning en klar stemning for nu at komme Danmark til hjælp. Det udnyttede den konservative opposition i forsøg på at vælte den liberale regering under lord Palmerston og hans udenrigsminister, lord Russell. Siden februar havde regeringen indbudt til en fredskonference i London, men først den 25. april passede det sejrherrerne at indfinde sig i Downing Street 10, så forhandlingerne om en fredsslutning kunne begynde. Til stede var repræsentanter for de stridende parter og alle de lande, der i 1851-52 havde garanteret aftalerne om helstaten og den danske arvefølge.

I de to måneder, konferencen kom til at vare, fik man igen et eksempel på, hvordan en lokal konflikt kunne blive kastebold i europæisk stormagtspolitik. Forhandlingerne gik på Slesvigs og Holstens fremtid, men handlede under overfladen i virkeligheden nok så meget om andre, større anliggender: ikke alene om den stadigt voksende jalousi mellem Preussen og Østrig, men også om Frankrigs forsøg på at søge Preussens venskab for at vinde fordele mod Østrig i Sydeuropa; endelig om den indrepolitiske krise i England, hvor Disraelis konservative ventede på chancen til at vælte den liberale regering og udskrive valg.

 For at fuldende triumfen sendte preusserne bud efter flere fotografer efter stormen på Dybbøl. En af dem var fotograf F. Brandt fra Flensborg, der i nogle for den tid usædvanlig klare billeder viste de danske skansers totale ødelæggelse efter de mange dages bombardement. Her er blokhuset, der skulle yde ly for forsvarerne, skudt helt i stykker. Se også foto nedenfor.

For at fuldende triumfen sendte preusserne bud efter flere fotografer efter stormen på Dybbøl. En af dem var fotograf F. Brandt fra Flensborg, der i nogle for den tid usædvanlig klare billeder viste de danske skansers totale ødelæggelse efter de mange dages bombardement. Her er blokhuset, der skulle yde ly for forsvarerne, skudt helt i stykker. Se også foto nedenfor.

Men Londonkonferencen kom også til at vise, at den danske underlegenhed på slagmarken blev ledsaget af en tilsvarende underlegenhed i det diplomatiske spil. De tre danske repræsentanter i London, juristen og politikeren A. F. Krieger, udenrigsminister George Quaade og den danske gesandt i England, Torben Bille, gjorde deres bedste, men de var uvante med diplomatiske forhandlinger med så mange parter og tilmed indbyrdes uenige. Ydermere repræsenterede de konseilspræsident Monrad og kong Christian i København, der også var indbyrdes uenige og manglede oversigt og indsigt i storpolitiske forhold i Europa og navnlig i Tyskland. Kongen var i og for sig den mest nøgterne af de to. Hans interesse var at bevare sin arveret til hertugdømmerne, om det så blot skulle være i en løs personalunion med kongeriget. Monrad ville stadig beholde Slesvig og spillede højt spil i håb om en ændring af de europæiske magtforhold. Derfor trak han i begyndelsen tiden ud og gjorde sig vanskelig med konferencens første punkt, en våbenstilstand. Han håbede, at den danske blokade af de nordtyske havne var en alvorlig trussel. Først hårdt presset gik Danmark ind på våbenhvile, men kun for en måned fra den 12. maj.

 For at fuldende triumfen sendte preusserne bud efter flere fotografer efter stormen på Dybbøl. En af dem var fotograf F. Brandt fra Flensborg, der i nogle for den tid usædvanlig klare billeder viste de danske skansers totale ødelæggelse efter de mange dages bombardement. Her, hvor blokhuset bedre har modstået beskydningen, har preussiske officerer stillet sig i positur for fotografen. Se også foto ovenfor.

For at fuldende triumfen sendte preusserne bud efter flere fotografer efter stormen på Dybbøl. En af dem var fotograf F. Brandt fra Flensborg, der i nogle for den tid usædvanlig klare billeder viste de danske skansers totale ødelæggelse efter de mange dages bombardement. Her, hvor blokhuset bedre har modstået beskydningen, har preussiske officerer stillet sig i positur for fotografen. Se også foto ovenfor.

Derefter kunne de egentlige forhandlinger begynde. Bismarck sigtede på at holde hertugdømmerne sammen og samtidig undgå, at de blev selvstændige. For ham gjaldt det om, at de blev indlemmet i Preussen, uden at det kom til konflikt med Østrig. Det gjorde han forsigtigt og ad mange omveje ved hjælp af mellemforslag, som han vidste, at Danmark ville afslå et for et. For at finde en løsning, der imødekom danske nationalliberale, foreslog Russell en deling efter nationale linier, i første omgang Danevirke-Slien-linien. Tanken om en deling efter sproggrænser, den eneste naturlige løsning på nationale stridigheder, vakte forvirring og blandede følelser hos de nationalliberale i København. For dem var Slesvig en helhed, som Danmark havde juridisk ret til, og alle mellemløsninger forekom dem mere eller mindre uretfærdige. Desuden synes kongens idé om en personalunion med begge hertugdømmer trods alt at have stået som en mere tillokkende mulighed. Alt dette gjorde Monrads kurs slingrende og hans instruktioner til de danske delegerede i London usikre. Officielt foreslog Preussen en delingslinie Åbenrå-Tønder, altså langt nordligere, men underhånden lod man forstå, at en sydligere linie måske også var en acceptabel mulighed. Det er altså sandsynligt, at Danmark i begyndelsen af juni 1864 kunne have fået omtrent den grænse, som vi først opnåede godt et halvt århundrede senere.

 Scene fra slaget ved Helgoland 9. maj 1864. Chr. Mølsteds store historiemaleri fra 1898, „Schwarzenberg brænder!”, viser kanondækket på fregatten Niels Juel med kaptajnen, Edouard Suenson, på den spinkle kommandobro. Slaget stod mod en eskadre af østrigske skibe, der forsøgte at bryde den danske blokade af de nordtyske havne. Den danske sejr ved Helgoland virkede opmuntrende på den trykkede stemning i Danmark, men fik ingen virkning på fredsforhandlingerne i London. I Altona uden for Hamburg står endnu i dag et monument til minde om de mange østrigske matroser, der druknede under slaget.

Scene fra slaget ved Helgoland 9. maj 1864. Chr. Mølsteds store historiemaleri fra 1898, „Schwarzenberg brænder!”, viser kanondækket på fregatten Niels Juel med kaptajnen, Edouard Suenson, på den spinkle kommandobro. Slaget stod mod en eskadre af østrigske skibe, der forsøgte at bryde den danske blokade af de nordtyske havne. Den danske sejr ved Helgoland virkede opmuntrende på den trykkede stemning i Danmark, men fik ingen virkning på fredsforhandlingerne i London. I Altona uden for Hamburg står endnu i dag et monument til minde om de mange østrigske matroser, der druknede under slaget.

Men den danske regering spillede endnu en gang højt spil. Fra Krieger og Quaade i London fik Monrad at vide, at lord Russell og hans regering helt bestemt ville falde, hvis konferencen ikke førte til resultater til fordel for Danmark. Monrad lod derfor kræve en grænse sydligere end Russells Danevirke-Slien-forslag og koblede sagen sammen med spørgsmålet om en forlængelse af våbenhvilen, der udløb den 12. juni. Danskerne satsede altså på, at et regeringsskifte i Downing Street ville bringe England ind i krigen på Danmarks side og vende lykken. Modstræbende gik Danmark derefter ind på kun 14 dages forlængelse af våbenhvilen.

Lord Russell foreslog nu overraskende, at grænselinien gennem Slesvig skulle fastlægges ved voldgift. Hvis dette forslag blev godtaget af Danmark, men afslået af de tyske magter, ville England give Danmark aktiv hjælp i krigen. På dette tidspunkt var Monrad blevet desperat og var kommet i vildrede med sig selv. I det afgørende møde i Statsrådet overlod han afgørelsen til kong Christian. „Det er,” sagde han på vej til mødet, „ligesom når man spiller i lotteriet, så vil man helst lade et uskyldigt barn eller en anden, som man tror har en lykkelig hånd, vælge nummeret.” Kongen valgte at afslå voldgiftsforslaget, skønt krigsministeren indtrængende advarede ham mod konsekvensen, en genoptagelse af krigen. Det betød Londonkonferencens sprængning. Krigen begyndte igen. Lord Palmerston overvandt ministerkrisen og det uden at behøve at sende hjælp til Danmark. Derimod var der ministerkrise i Danmark. Christian 9. ville af med Monrad, men havde – af let forståelige grunde – i første omgang svært ved at finde danske politikere, der ville påtage sig ansvaret midt i ulykken.

 Lord Palmerston taler i det engelske Underhus om den dansk-tyske konflikt. Hans modstandere, først og fremmest Gladstone, angreb ham voldsomt for vankelmodighed i den danske sag. De danske forhandlere ved Londonkonferencen trak derfor tiden ud i månedsvis, ja medvirkede til konferencens opløsning den 25. juni.

Lord Palmerston taler i det engelske Underhus om den dansk-tyske konflikt. Hans modstandere, først og fremmest Gladstone, angreb ham voldsomt for vankelmodighed i den danske sag. De danske forhandlere ved Londonkonferencen trak derfor tiden ud i månedsvis, ja medvirkede til konferencens opløsning den 25. juni.

Den preussiske hærledelse var velforberedt til dette øjeblik. Den 29. juni, tre dage efter Londonkonferencens sammenbrud, gik tusindvis af tyske tropper med landgangsbåde over Aissund og erobrede efter en kort kamp hele Als. Overgangen kunne være blevet forhindret eller i hvert fald væsentligt vanskeliggjort, fordi den danske panserbåd, Rolf Krake, lå i sundet og kunne beskyde de små landgangsbåde. Men skibet trak sig tilbage for tidligt, fordi kaptajnen troede, at kampene på land allerede var ophørt. Med Als' erobring var den danske modstandskraft brudt. Skønt der stadig var stemmer i København for at „fortsætte nederlaget”, søgte de ansvarlige våbenhvilen. Kongen meddelte den 8. juli Monrad, at han ønskede et andet ministerium, og Monrad hjalp ham de følgende dage med at finde manden, der ville påtage sig ansvaret. Det blev den nu ældede embedsmand C. A. Bluhme, ham der også havde gennemført aftalerne 1851-52 med stormagterne efter den forrige krig. Den følgende fredsslutning blev afsluttet 30. oktober 1864 i Wien helt på de forsmædelige betingelser, som sejrherrerne dikterede: fuldstændig afståelse af de tre hertugdømmer Slesvig, Holsten og Lauenburg.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kristian Hvidt: Dybbøl i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 15. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306063