Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Moderne forlystelser

Oprindelig forfatter KHvi

Den gode, nøjsomme borgertype fra Frederik 6.s tid var på retur, en ny med mere appetit på livet var vokset op. Det var generationen af unge mænd med høje, slanke cylinderhatte kækt på snur og med damer i omfangsrige krinolinekjoler, 1860'ernes fejrede parisiske mode. De ville more sig og tog selvfølgelig først i Tivoli – og det gjorde de mange gange. Byens 143.000 indbyggere havde været der 360.000 gange i 1857. Siden kunne de drage på morskab videre ud ad Vesterbro: besøge Mortensens Naturaliesamling, hvor Dannebrogsgade nu ligger, og Müllers Vokskabinet lidt længere ude. Senere Schweitzerpavillonen og Alhambra, konkurrenten til Tivoli; desuden Alleenberg, Sommerlyst og længst væk alle de små haver med musik og dans for foden af Frederiksberg Bakke. For de mere letsindige var der også sangerindepavillonen Odeon, 1869 omdøbt til Morskabsteatret, nu kaldet Betty Nansen Teatret.

Når nye tekniske vidundere skulle demonstreres, foregik det på byens største samlingsplads, Christiansborg Ridebane. I 1857 foreviste overkrigskommissær Høegh-Guldberg således „et underligt fysisk fænomen, der tilhører den nyeste tid”, det elektriske lys. Publikum fik dog ikke meget for den mark, entreen stod dem i, for lyset hvæsede og blinkede og lyste ikke meget stærkere end de gaslygter, som netop var blevet tændt i København og næsten blændede byens borgere: „Før kunne jeg intet se for bare mørke, nu kan jeg intet se for bare lys,” sagde en gammel bladredaktør efter premieren. Stoltheden over gassen dæmpedes lidt af den kendsgerning, at Odense havde fået gaslygter længe før hovedstaden. Det var et engelsk firma, som opførte gasværket i København, nedlagde ledningsnettet og opsatte 2200 lygter. Firmaet forærede oven i købet byen tre store gaskandelabre; de to står i dag på pladsen foran Skt. Pauls Kirke nær Nyboder.

Ballonopstigninger hørte også til de store attraktioner på ridebanen. Den første med hr. Tartini i 1851 endte tragisk med luftkaptajnens død i Øresunds bølger. Det var måske medvirkende til, at de følgende ballonforestillinger blev store tilløbsstykker.

Annonce

 Ballonopstigning fra Tivoli i 1890. Tidligere foretoges disse dristige ekspeditioner fra Christiansborg Ridebane. Berømt blev den svenske kaptajn Granbergs opstigning 1857. Ballonen ramte ridehusets tag, Granberg hoppede ud af kurven, medens ballonen fortsatte rejsen ud over Øresund. „Den gik inte, Granberg!” råbte den store menneskemængde, der havde betalt for at overvære opstigningen. Det blev et bevinget ord, som bruges den dag i dag.

Ballonopstigning fra Tivoli i 1890. Tidligere foretoges disse dristige ekspeditioner fra Christiansborg Ridebane. Berømt blev den svenske kaptajn Granbergs opstigning 1857. Ballonen ramte ridehusets tag, Granberg hoppede ud af kurven, medens ballonen fortsatte rejsen ud over Øresund. „Den gik inte, Granberg!” råbte den store menneskemængde, der havde betalt for at overvære opstigningen. Det blev et bevinget ord, som bruges den dag i dag.

Den forbedrede gadebelysning forringede arbejdsforholdene for tyveknægte og ransmænd. Gaslygterne lyste jo ensartet hele natten, medens de gamle tranlygter gik ud hen på morgenen. Vægterne, der længe havde været ofre for avisernes hån, fordi man mente de sov i gadeportene, blev afskaffet i 1863 og dermed også deres sang hver time. Det skete ved en grundig reformering og udvidelse af byens politikorps. Nu patruljerede de bredbugede, borgerlige betjente på gaderne med deres dragonlignende hjelm og knippel ved bæltet. En tillempning af denne politiordning blev i øvrigt snart efter indført i alle danske købstæder.

København var vel trods reformer og udvidelser forblevet den hyggelige gamle residensstad for konge og embedsmænd, hvis ikke den nye tids mere dynamiske forretningsmænd, der efter krisen i 1857 skaffede store formuer til byen, fik ambitioner om at gøre den til en europæisk storstad i stil med, hvad de havde set under deres rejser. Navnlig talte og skrev man meget om den fantastiske omvæltning, der var ved at ske i Paris. Kejser Napoleon 3. og kejserinde Eugenie ville gøre deres hovedstad til et monument over dem selv og fransk kultur. Den kejserlige stadsingeniør, baron Haussmann, lagde den storstilede plan til det nuværende system af boulevarder, ryddede hensynsløst i tusindvis af huse i de gamle bydele og lod derefter private folk opføre overdådigt dekorerede ejendomme med de karakteristiske ensartede mansardtage. I Wien nedlagde man på samme tid som i København den gamle befæstningsring om byen og opførte i stedet den pragtfulde Ringstrasse med en række offentlige bygninger, bl.a. den store parlamentsbygning, tegnet af den danske arkitekt, Theophilus Hansen.

Sådan noget – blot i mere beskeden dansk målestok – ville man også gerne have i København, og efterhånden som militæret trak væk fra byens omgivelser, og bystyret langsomt fik besluttet sig, opførtes en række nye kvarterer, som fik byen til at skifte karakter. Når dette overhovedet lykkedes, skyldtes det, at Danmark havde fået en dynamisk arkitekt og byplanlægger. Hans navn var Ferdinand Meldahl, og han havde kræfter og dygtighed nok til i næsten et halvt århundrede at overvinde det tunge kommunale bureaukrati, gennemføre sine planer og påføre dansk arkitektur en ny byggestil.

 Det nuværende Kongelige Teaters gamle scene på Kongens Nytorv ses her under opførelse i vinteren 1873-74, medens den gamle teaterbygning, der var opfort i 1748 efter tegninger af N. Eigtved, tilsyneladende endnu fungerer. På stilladset synes to mænd at forberede ophejsningen af den statue, som (i ny støbning) stadig pryder facaden på teateret.

Det nuværende Kongelige Teaters gamle scene på Kongens Nytorv ses her under opførelse i vinteren 1873-74, medens den gamle teaterbygning, der var opfort i 1748 efter tegninger af N. Eigtved, tilsyneladende endnu fungerer. På stilladset synes to mænd at forberede ophejsningen af den statue, som (i ny støbning) stadig pryder facaden på teateret.

Hans første bedrift var planlægningen af den nye bydel på Gammelholm, området bag ved Det kongelige Teater, som flåden rømmede som oplagsplads. Her opførtes kort før 1870 et efter byens forhold meget stort boligområde i tidens flotte parisiske mode, med overdådigt dekorerede facader til gaden i den nye stil, der blandede træk fra de tidligere århundreder, klassiske søjler, dyremotiver i renæssance, vinduesindramninger i barok osv. Denne såkaldte historicisme, der kom til at præge alle Europas hovedstæder, var reaktionen på klassicismens nøgne facader, en oprigtig glæde ved at gøre gadebilledet mere festligt og varieret. Bag de pyntede facader boede de velhavende. Baggårdene på det nybyggede Gammelholm var næsten lige så mørke og snævre som i det gamle København. Socialt boligbyggeri var dog ikke helt ukendt; men der skulle en særlig anledning til for at få det opført. Koleraepidemien i 1853 ansporede en række læger og rigmænd til at opføre Lægeforeningens Boliger bag Trianglen på Østerbro, hvor der var lys og luft.

En af de store byfornyelser foregik i første halvdel af 1870'erne som følge af borgernes forargelse over slumkvarteret omkring den smalle gyde, der hed Peter Madsens Gang og stødte lige ud i Østergade, hvor fine folk promenerede. Det gav Tietgen og hans venner ideen til dannelse af Det københavnske Byggeselskab, et konsortium af rigmænd, der med Meldahl som arkitekt gennemførte en større sanering, hvoraf opstod Hotel d'Angleterre og det elegante kvarter i parisisk stil fra Ny Østergade og langs Gothersgade ud til Søtorvet, afsluttet med de tårnprydede bygninger ved broen ud til Nørrebro.

Dansk kultur udspillede sig inden for Københavns volde og trivedes bedst i de kakkelovnsvarme borgerlige stuer i omegnen af Kongens Nytorv. I byens borgerskab fortsatte man det intense, hyggelige familieliv, der havde udviklet sig fra 1830'rne. Biedermeier-stilen eksisterede endnu, men fra 1860'erne med en videre åndelig horisont end før. De unge i familien rejste mere i udlandet og holdt sig bedre orienteret gennem aviser og bøger. Romantikkens livsholdning og litterære smag levede videre. I de pæne familier dyrkede man kultur intenst, ikke blot for fornøjelsens skyld, men også for at kunne høre med blandt de „rigtige” og deltage i konversationen. Hyggen trivedes i form af samvær, visitter og selskabelighed, men også som aftenlig højtlæsning omkring petroleumslampen. Børnene skulle kunne betjene tidens statussymbol, det opretstående klaver. Døtrene blev opdraget til alskens frøkendyder, ofte så isoleret fra livet uden for hjemmet, at mange af dem forblev ugifte. En yndet og feteret gæst blandt byens velhavende borgere var den aldrende H. C. Andersen. Den berømte digter gik så at sige på omgang i byens borgerskab for at få middagsmad. Til gengæld underholdt han børn og voksne ved at læse op af sine eventyr og klippe fantasifulde papirfigurer.

Det kongelige Teater spillede en kolossal rolle i tidens kulturliv. Skønt bygningen var gammel og scenen yderst primitiv, belyst af petroleumslamper, hengav publikum sig helt til teatrets illusion og lod sig tryllebinde af skuespillere som Johanne Luise Heiberg og brødrene Wiehe. Det romantiske repertoire dominerede og vedligeholdtes af en særdeles konservativ ledelse. Men en urolig periode i teatrets historie begyndte, da den velhavende skønånd, skuespilleren Frederik Høedt, hjembragte ideer fra parisisk scenekunst og stillede krav til Det kongelige Teater om en ny, mere gennemarbejdet spillestil og et flottere sceneudstyr. Det førte til et internt opgør, hvorunder en række af de bedste skuespillere nogle år i 1850'erne udvandrede til Hofteatret på Christiansborg. Roen på Kongens Nytorv blev først genoprettet, da fru Heiberg og siden Høedt tog deres afsked. Spiren til de nye ideer om skuespilkunst og dramaturgi var da begyndt at gro og kom til udfoldelse, da den nye, nuværende teaterbygning med dens større rum og tekniske muligheder blev indviet i 1874. Det kongelige Teaters fremtrædende plads i datidens bevidsthed kom også af, at det havde eneret på næsten hele det klassiske repertoire. De to andre teatre i byen, Casino og fra 1857 Folketeatret, måtte kun vise de mere letbenede komedier og farcer.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kristian Hvidt: Moderne forlystelser i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 23. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306034