Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

København ud af spændetrøjen

Oprindelig forfatter Redaktionen

For de fleste danskere – de fire femtedele, der boede på landet – må København i 1850'erne have virket som en storstad med en overvældende trafik og et utroligt menneskemylder. Over 140.000 indbyggere på den samme plet – en næsten ubegribelig tanke for en landbo dengang. Alt i alt rummede byen næsten lige så mange mennesker som alle danske købstæder tilsammen, en kendsgerning, der fortæller lige så meget om købstædernes lilleput--format som om hovedstadens størrelse.

Set fra vor tid ligner København i 1860 snarere en hyggelig indelukket købstad end en storby i vor forstand. Erindringer fra tiden giver indtryk af en snadrende andegård, hvor indbyggerne kiggede mere på hinanden end på verden hinsides Frederiksberg Bakke. Endnu bar byen sit tydelige præg af at være enevoldskongers prægtige residensstad. De kongelige magtsymboler var anbragt på en akse langs kysten med slottet i syd og en stærk fæstning i nord. Christiansborg, Frederik 6.s klassicistiske slot på Slotsholmen, ragede, skønt det intet tårn havde, op over alle tagene. Herfra gik brede gader nordpå, garneret med smukke kongelige palæer, først Charlottenborg på Kongens Nytorv, siden Amalienborg og adelspalæerne omkring det, afsluttet mod nord af en kongelig fæstning, Kastellet. Syd og vest for dette luftige byplananlæg klumpede en overbefolket, usund by sig sammen med smalle snoede gader, høje, smalle huse og mørke baggårde. De skarpe klasseskel mellem borgerskab og underklasse gav sig klare udtryk i byplan og boligforhold. Folkestyrets indførelse i 1848 viste sig kun langsomt boligmæssigt i en større ligestilling mellem de sociale klasser. Bortset fra i Amalienborgkvarteret boede de velhavende og de fattige lige op ad hinanden, men med klare skillelinier imellem.

De sociale kløfter sås tydeligt i hovedgadernes brede, pyntede facader imod de snævre sidegaders smalle huse og deres mange baghuse. De sås i modsætningen inden for det samme hus med den fine, højloftede beletage kontra de lave kælder- og loftsværelser. De, som var født i baghuset, kom kun ind i forhuset for at bære brænde, gøre rent eller servere kaffe for de fine. De få, der forcerede klasseskellene, havde svært ved at tillægge sig den passende biedermeierpolitur.

Annonce

 Ugebladet Illustreret Tidende blev grundlagt 1859 af O. H. Delbanco efter engelsk forbillede og opnåede med sine fornemme træsnit, xylografier, stor udbredelse. Som dets forside viser, var det knyttet til de københavnske læsere. Udsigten fra Christianshavn over mod Slotsholmen var velkendt i samtiden. Men inde i bladet fik læserne udsigt til livet i fremmede verdensdele gennem tegninger, der overførtes til papiret fra de indridsede linier på skiver af det hårde buksbomtræ.

Ugebladet Illustreret Tidende blev grundlagt 1859 af O. H. Delbanco efter engelsk forbillede og opnåede med sine fornemme træsnit, xylografier, stor udbredelse. Som dets forside viser, var det knyttet til de københavnske læsere. Udsigten fra Christianshavn over mod Slotsholmen var velkendt i samtiden. Men inde i bladet fik læserne udsigt til livet i fremmede verdensdele gennem tegninger, der overførtes til papiret fra de indridsede linier på skiver af det hårde buksbomtræ.

Provinsboere havde også vanskeligt ved at blive rigtig accepteret i det toneangivende borgerskab. H. C. Andersen følte sig som ællingen blandt de københavnske svaner, da han som ung kom til hovedstaden, og han blev ved med indtil sin død i 1875 at have denne provinsboens mindreværdsfølelse, selv efter at han var blevet berømt. Derimod blev besøgende fra kontinentets storbyer, Berlin eller Paris, straks accepteret og inviteret til de fine selskaber. I den københavnske overklasse var man ofte bedre orienteret om, hvad der skete i udlandet end uden for byens volde.

Mangelen på frisk luft i København både i egentlig og overført forstand skyldtes for en stor del, at byen var lukket inde i en snæver spændetrøje, voldene, voldgravene og de fire byporte. Stadens byplanlægning var stadig helt i generalernes vold. Byen blev betragtet som en fæstning, og byggeri blev ikke tilladt uden for de gamle voldgrave, der lå hvor Østre Anlæg, Botanisk Have og Ørstedsparken nu ligger. Man skulle kunne skyde frit fra voldene mod en fremrykkende fjende. Der måtte kun stå mindre træhuse, der hurtigt kunne rives ned. Og hinsides dem begyndte det åbne land, afbrudt af små idylliske landsbyer som Brønshøj, Husum og Rødovre. Kontrasten mellem den overfyldte by og det åbne land udenfor var et talende vidnesbyrd om den åndelige kløft mellem hovedstaden og landet.

Resultatet af militærets tyranni var, at den stadigt voksende befolkning – den øgedes med godt 2000 sjæle hvert år – måtte presses ind ved at fylde baggårdene ud og føje flere kviste og etager til husene. Mangelen på rindende vand og især på kloakering gjorde byen stadig mere sundhedsfarlig. Stanken i gaderne fra de nedgravede latriner og fra voldgravene, hvori indholdet af byens lokummer og vaskebaljer løb ud, må have været ubeskrivelig. Den lille voldgrav om Rosenborg havde således i et århundrede modtaget alt spildevand m.m. fra Sølvgadekvarteret uden at have noget afløb.

Naturen sørgede da selv for at gøre byens myndigheder opmærksomme på miseren. I 1853 udbrød en voldsom koleraepidemi i byen, dramatisk skildret i Vilh. Bergsøes „Fra Piazza del Popolo”. Over 4700 af Københavns indbyggere døde i løbet af den sommer. Dødens særlig rige høst i de fattigste kvarterer fik lægerne til at råbe gevalt og fik siden langsomt bystyret til at forstå betydningen af reformen, der brød militærets magt og sprængte byens gamle fæstningssystem. Efterhånden tillod militæret, at området mellem voldgravene og Søerne blev bebygget. Grundene blev solgt af kommunen til spotpris og af spekulanter fyldt med boligkarreer. Salget af disse arealer gav senere anledning til et større kommunalt og retsligt opgør. Et omfattende areal afsattes til opforelse af et imponerende stort sygehus på de såkaldte Sortedamsenge; Kommunehospitalet blev opført 1857-63 så solidt og velbygget, at det fungerede som hospital i næsten 150 år. I 1856 inddrog militæret – om end grumme nødigt – sine bevæbnede vagtposter ved byens porte. Presset fra den overbefolkede by gjorde så at sige resten: alle fire byporte blev i løbet af få dage i 1857 totalt jævnet med jorden; byen åndede lidt friere. Men det tog næsten 20 år, før volde og bastioner var borte, og byen mere harmonisk kunne brede sig vest- og nordpå.

På samme tid fik København også sit første bygningsreglement, der satte rimelige regler for forholdet mellem bygningers højde og gadernes bredde og gav nogle forskrifter, der skulle gøre bygningerne mere beboelige og mindre brandfarlige. Det indre Vesterbro, der siden blev betragtet som slumkvarter med sine smalle gader og kompakt bebyggede baggårde, blev opfort efter denne byggelov. Det blev helt frem til århundredskiftet 1900 anset for en luksusbydel for de lidt mere velstillede. Epidemien i 1853 gav også tilskyndelse til at anlægge det første primitive system af kloakker, som skulle fungere i stedet for de åbne rendestene.

Københavns bystyre var konservativt og trægt. Valgreglerne til borgerrepræsentationen begrænsede de valgbare til ca. 1900 personer. Kun de mænd, der havde haft en indtægt på mindst 200 rigsdaler, fik udleveret stemmeseddel og var valgbare. Interessen omkring valgene og opstilling af kandidater var yderst ringe. Det var, efter hvad man sagde, hovedsagelig redaktørerne af Fædrelandet og Dagbladet, Carl Ploug og C. St. A. Bille, der bestemte, hvem der skulle opstilles, og beredte vejen til at få deres protegeer valgt ved hjælp af en grundig og rosende præsentation af kandidaterne i Plougs og Billes egne aviser.

Fra slutningen af 1850'erne, hvor nye regler om borgmestervalg blev sat i kraft, fik byen en række nye, yngre borgmestre, der bl.a. havde forståelse for, at byen skulle følge med i den tekniske udvikling. Navnlig kom ingeniøren E. D. Ehlers, der blev borgmester i 1858 og blev siddende i 20 år, til at spille en afgørende rolle. Det var vigtige beslutninger om byens udvidelse, der blev taget efter voldenes nedlæggelse. Ehlers forenede teknisk kunnen med administrativ dygtighed, og så var han svigersøn af byens store mand, L. N. Hvidt, og i slægt med mange af byens borgerlige aristokrater.

I 1860'erne lykkedes det også at reformere byens økonomi. Indtil da kom indtægterne udelukkende fra grundafgifter og accise ved indførelse af varer i byen. Accisen ophørte med portenes nedlæggelse, og grundafgifterne slog ikke til. Når ekstra afgifter skulle opkræves, bl.a. i forbindelse med finansieringen af Kommunehospitalet, indførtes midlertidigt en skat på indkomst. Da borgernes „selvangivelser” endnu ikke kendtes, blev de skønsmæssigt sat i skat af rådhusets embedsmænd. Herefter fremlagdes hvert år på rådhuset en skatteliste over borgernes indkomster. De første lister over de mest velhavende borgere blev endda trykt i avisen og ivrigt studeret og kommenteret. Da skattens højeste sats kun var tre procent, var der folk, som af honnette ambitioner bad om at blive sat op i indtægt og gerne betalte, hvad det kostede, for at rykke højere op på skattelisten og dermed stige i venners eller kunders anseelse.

Referér til denne tekst ved at skrive:
København ud af spændetrøjen i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 14. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306033