Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Frederik 7. og hans hof

Oprindelig forfatter Redaktionen

Mindre end en uge efter at Rigsdagen havde begyndt sin virksomhed i slutningen af januar 1850, blev dens 150 medlemmer inviteret til aftenselskab på Christiansborg hos Hans Majestæt kong Frederik 7. Demokratiet syntes at fungere. Fyrsten og folket havde til huse i det samme slot og mødtes på lige fod. Grundtvigs vers om „Kongehånd og folkestemme, lige stærke lige fri”, der oprindelig var skrevet i anledning af stænderforsamlingerne, var tilsyneladende blevet en realitet.

I hvert fald på papiret. Grundlovens forfattere havde gjort meget for at give det udseende af, at den danske kongemagt fortsat besad en vældig styrke og var omgivet af ærefrygt. Af grundlovens første 20 paragraffer, som stadig omtrent uændrede står der endnu, kunne man få det indtryk, at den danske konge var en mægtig potentat. Dengang som nu står der jo, at kongen har den udøvende magt i sit rige foruden halvdelen af den lovgivende. Desuden er han øverste general og admiral, erklærer krig, besætter selv alle embeder, afskediger og udnævner sine ministre. Og så er hans person tilmed „hellig og ukrænkelig”.

Meningen var, at der skulle skabes en balance mellem „kongehånden” og „folkestemmen” efter samme recept som i andre samtidige forfatninger i Europa. Men i Danmark gjorde særlige forhold sig gældende: alle i Den grundlovgivende Rigsforsamling og mange borgere i Danmark vidste, at den nye grundlov var formgivet i bevidstheden om, at den nye konge både fysisk og psykisk nærmest var unormal og utilregnelig. Ja, i virkeligheden vidste måske de fleste, at enevælden var afskaffet bl.a. af den grund. Den gamle konge, Christian 8. havde erkendt, at hans søn, Frederik, måtte umyndiggøres på en eller anden måde. Det var blot noget man ikke talte højt om; man sørgede kun for, at der bag grundlovens store ord om kongemagten var en række sikkerhedsforanstaltninger, så den nye konge kunne rumstere inden for visse grænser, uden at det fik politiske konsekvenser. Dengang var det jo endnu i mands minde, at der havde været en utilregnelig konge på den danske trone. Den forrige, Christian 7., var død 1808, så man var ikke helt uerfaren med problemet.

Annonce

 Fakkeltog til Frederik 7. i begyndelsen af 1860'erne. Kongen er trådt frem på balkonen på C. F. Hansens Christiansborg. Man øjner lige den hvide kvast på kongens uniformshue. Det sjældne fotografi er taget af den kongelige skuespiller Harald Paetz, der siden opgav skuespilkarrieren og slog sig ned som fotograf i Bredgade i København.

Fakkeltog til Frederik 7. i begyndelsen af 1860'erne. Kongen er trådt frem på balkonen på C. F. Hansens Christiansborg. Man øjner lige den hvide kvast på kongens uniformshue. Det sjældne fotografi er taget af den kongelige skuespiller Harald Paetz, der siden opgav skuespilkarrieren og slog sig ned som fotograf i Bredgade i København.

Frederik 7. var knap 40 år, da han blev konge, og var en forholdsvis lille, lavstammet mand med brune øjne, mørkt hår og skæg og med tendens til fedme. Af ydre såvel som af indre lignede han sin moder, den mecklenborgske prinsesse, Charlotte Frederikke, som efter sit åbenlyse forhold til komponisten Du Puy var blevet forvist fra hoffet og bosat i Horsens. Hun blev desuden skilt ikke blot fra sin kongelige mand, men også fra sin søn. Prins Frederik var som sin moder uligevægtig. Han manglede evne til at koncentrere sig om arbejde, havde en holdningsløs karakter, en mere end livlig fantasi og en jovial, bajadsagtig fremtræden, som stemte dårligt overens med ceremoniellet ved hoffet. Han var på ingen måde ubegavet, men vanskeligheden var, at hans reaktioner var uforudsigelige. Til tider kunne han helt uventet falde ind i rollen som monark og sige netop de ord, som vakte genklang.

Helst ville kong Frederik undgå at vise sig officielt, men i uformelt selskab talte han gerne med folk, han traf på sine mange rejser rundt i landet. Her vandt hans joviale form og flothed med gaver alles sympati og kærlighed.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Frederik 7. og hans hof i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 18. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306045