Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Oktoberforeningen

Oprindelig forfatter KHvi

De hemmelige forhandlinger fortsatte dog endnu til langt ind i 1865, medens ufrugtbare diskussioner førtes i Rigsrådet. J. A. Hansen accepterede jordskatterne som grundlag, men var meget imod godsejernes krav om, at 12 af Landstingets 66 medlemmer skulle vælges af kongen (dvs. af regeringen). På dette punkt ville en del af hans og de andre venstrepartier heller ikke følge med – de stillede det rimelige spørgsmål: hvad vil vi få som vederlag for vor imødekommenhed?

Det godsejerne tilbød til gengæld, var ikke konkrete sager, men et offentligt alliancetilbud. De ville trække forhandlingerne med bondevennerne ud af mørket og offentligt vedkende sig en storstilet samarbejdsaftale mellem store og små bønder. Det skete efter tidens skik ved en offentlig banket, et højtideligt middagsselskab, der henlagdes til godsejernes logi i København, hotel Phønix i Bredgade. Den 10. oktober 1865 sad 18 nervøse bondepolitikere over for lige så mange selvsikre, elegante godsejere og bekræftede en aftale om samarbejde med højtidsstemte taler, ja, endog i fællessang:

"Så vil vi glasset tømme for hele Danmarks folk,
ja, både for de små og store bønder,
thi først når disse tvende kan mødes uden tolk,
for Danmark en bedre tid begynder."

Samarbejdet blev beseglet ved grundlæggelse af en slags vælgerforening, Tiende Oktober-Foreningen, der bestod i de følgende fire år og nåede op på ca. 3000 medlemmer, mange af dem fra Holbæk amt; mange bonder, men kun meget få godsejere. Alliancens program var enkelt: agtelse for kongen, sparsommelighed i statshusholdningen, begrænsning af embedsmændenes magt. På mange måder lignede Oktoberforeningen det „Lantmannaparti”, som oprettedes i Sverige af store og små bønder, efter at den gamle stænderforfatning i 1866 afløstes af en tokammerrigsdag. Det var også landbrugets første reaktion mod byernes stigende indflydelse.

Annonce

 Grev Frijs til Frijsenborg og J. A. Hansen skaffer medlemmer til Oktoberforeningen, der skulle udjævne kløften mellem godsejere og bønder. Tegning i tidens mest udbredte satiriske blad, Folkets Nisse. Tegningen skal vel udtrykke befolkningens skepsis over for politikernes oprigtighed og virkelige hensigter.

Grev Frijs til Frijsenborg og J. A. Hansen skaffer medlemmer til Oktoberforeningen, der skulle udjævne kløften mellem godsejere og bønder. Tegning i tidens mest udbredte satiriske blad, Folkets Nisse. Tegningen skal vel udtrykke befolkningens skepsis over for politikernes oprigtighed og virkelige hensigter.

Men i første omgang var hovedsagen gennemførelsen af den reviderede grundlov som aftalt mellem Estrup og J. A. Hansen. Flertallet for forslaget sikredes ved de nationalliberales stemmer. For at opnå den konservative dominans i Landstinget måtte de finde sig i, at de med de nye valgregler mistede deres flertal i Landstinget til fordel for godsejerne. Krieger skrev derom lidt trist i sin dagbog: „Jeg spørger mig selv, om der i grunden vindes meget i fremtiden ved de større landejendomsbesidderes politiske begunstigelse, at man bør kæm pe derfor. Men jeg kan dog ikke kaste mig over i kampen for junigrundloven af 1849 …, og det er dog åbenbart i høj grad ønskeligt, at de store landejendomsbesiddere inddrages mere i den politiske bevægelse. Så må livet opdrage dem, om end øjeblikket kan blive pinagtigt.” Kriegers tanker afspejler resignationen hos en af de gamle magthavere og betegner et afgørende vagtskifte i dansk politik.

Bluhme og hans ministre kunne ikke acceptere Oktoberforeningens forfatningsforslag. Regeringen gik af og overlod magten til de nye magthavere, godsejerne, med grev Frijs i spidsen og med Estrup som indenrigsminister. Grundloven blev da gennemført, som godsejerne ville det. Også på det afgørende punkt om de 12 kongevalgte til den reviderede Rigsdags Landsting gav J. A. Hansen sig af hensyn til den fine alliance. På dette punkt faldt en del af hans gruppefæller dog fra ved de endelige afstemninger om den såkaldte reviderede grundlov af 28. juli 1866. Men blandt dem, der sagde ja til den nye forfatning, var også så brændende liberalister som den unge Christen Berg, bondebevægelsens kommende bannerfører.

„Danmarks Riges gjennemsete Grundlov af 5. juni 1849, af 28. juli 1866” var den officielle, meget sigende titel på denne den mærkeligste af alle danske grundlove. Født med smerte i en brydningstid, manøvreret igennem et vanskeligt farvand af nogle få dygtige godsejere, kom den til at forpeste dansk politik i de følgende 50 år. Det var ikke alene, fordi det var et tilbageskridt for demokratiet, men mest, fordi den skabte en næsten uoverstigelig kløft mellem Rigsdagens to ting og ikke anviste, hvordan konflikter mellem dem kunne løses. Afgørende var den forskruede måde, Landstinget skulle vælges på: af dets 66 medlemmer blev de 12 kongevalgte; én valgtes af det færøske Lagting. De øvrige 53 mandater skulle vælges indirekte af en samling valgmænd, som blev udvalgt af to forskellige vælgerkorps. Den ene halvdel af dem valgtes af samtlige folketingsvælgere over 40 år; den anden af de højest beskattede over 40 år i hver valgkreds. Det hele var meget indviklet, men systemet sikrede til enhver tid et solidt konservativt flertal med stærkt islæt af store godsbesiddere på bekostning af byernes velhavende handelsfolk, men især med total udeladelse af det store flertal af befolkningen.

Efter at have hjulpet godsejerne til denne sejr håbede J. A. Hansen på belønningen, en gunstig afvikling af fæstegårds-systemet. Men han kom til at vente forgæves. Alliancepartnerne havde i virkeligheden aldrig givet lofter om noget til gengæld, og de drømte ikke om at hjælpe disse bonder. Der blev ingen ministerpost til J. A. Hansen, og da de kongevalgte landstingsmænd skulle vælges af regeringen, forbigik regeringen bondevennerne og tog gode godsejernavne ind i Landstinget. I fire år holdt J. A. Hansen illusionen ved lige om oktobersamarbejdet med godsejerne, inden foreningen i 1870 opløste sig selv. Men hans og partiets prestige havde lidt hårdt. Der hviskedes om, at Hansen var blevet bestukket af godsejerne; med en børneflok på mere end et dusin havde han i alle årene store økonomiske vanskeligheder. Mistanken om bestikkelse i 1866 næredes siden af, at han godt ti år senere blev afsløret som storbedrager mod de mange sjællandske brandkasser, han i årtier havde oprettet og bestyret.

Der er dog ingen som helst tegn på, at nogen blev bestukket i 1866, og spørgsmålet er for så vidt uinteressant, fordi j. A. Hansen havde mange rimelige argumenter for sin handlemåde. Det liberale Landsting fra 1849 var i virkeligheden næsten gået tabt med fællesforfatningerne i 1855 og 1863, og godsejerne var så nye i det politiske liv i 1865, at J. A. Hansen ikke kunne forudse deres kyniske udnyttelse af hans gruppe. Når det gjaldt beskyttelse af rene standsinteresser, var danske godsejere lige så skruppelløse som deres samtidige preussiske junkerfæller, der i de samme år undertrykte det liberale folkevalgte flertal i Landdagen i Berlin.

Kort sagt: bondevennerne havde endnu ikke fattet, at de små og de store landbrugere nok dyrkede den samme jord, men i virkeligheden havde meget få fælles interesser. De rigtige storbønder havde nemlig højere mål: at bevare deres gamle rolle som politisk aristokrati. Det var ikke tilfældigt, at mange godsejere lod deres hovedbygninger ombygge i ældre stilarter med tårne og spir og alskens pynt på gesimserne. Indvendigt blev de gamle portrætter af harniskklædte herrer pudset op. I fremtræden som i politisk handling var herremændene parate til at drage i felten, når deres aristokratiske status blev truet.

Dybest set skyldtes tilbageskridtet i 1866 dog ikke godsejernes ambitioner, men det mindreværdskompleks, som stadig væk prægede bondepolitikerne. De betegnede sig ofte som „menigmandspartiet”. De følte sig endnu ikke sikre nok til at blive ministre, og konservative dagblade som Fædrelandet og Dagbladet bekræftede dagligt deres anelser i hånlige og nedladende artikler om dem. Bønderne hang mentalt set endnu fast på den gamle sociale rangstige fra stændertiden, hvor det kun tilkom dem at lyde.

De følgende 35 års forfatningskamp om den reviderede grundlov var udadtil en magtkamp mellem store og små bønder, men indadtil den danske bondestands kamp for at erkende sin egen styrke i et samfund, der var under hurtig for vandling. Det var en mentalitetsforandring, der var nødvendig, da bondestanden efter 1866 skulle bryde gennem gamle standskomplekser.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kristian Hvidt: Oktoberforeningen i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 15. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306026