Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Partierne i centrum og til højre

Oprindelig forfatter KHvi

Den anden halvdel af Folketinget var en meget forskelligartet skare, som stort set kun havde det tilfælles, at den blev nødt til at forholde sig til bondevennernes klassebevidste fremfærd og ønskede at lægge en dæmper på disse rabiate bønder, der ikke kunne tænke på andet end at få magt til en fordelagtig afløsning af fæstevæsenet og lignende materialistiske forbedringer for bondestanden. I pressen talte man om centrum og højre, men havde meget svært ved at angive grænserne for disse grupper. Centrum bestod først og fremmest af de nationalliberale koryfæer, som havde udgjort den dynamiske kerne i fyrrernes liberale bevægelse og nu stod som den frie forfatnings fædre og fædrelandets – redningsmænd. Men rundt om denne kerne svævede en lang række medlemmer med ubestemmelige politiske ideer.

 Den inderkreds af nationalliberale, der kom til at præge grundloven af 1849, havde mere end blot ideerne til fælles. Også af udseende og type lignede de hinanden, som man ser af skitserne, Constantin Hansen malede i 1860'erne til det store grundlovsbillede. Det studentikose udseende med det velplejede, krøllede hår bringer tanken hen på „En dansk Students Eventyr” og på den berømte sang „Herrer vi ere i Åndernes Rige”, mindelser fra den trygge akademiske verden, de voksede op i, indtil revolutionerne i 1848 syntes at få deres faste magtposition til at skride under dem. Her C. C. Hall.

Den inderkreds af nationalliberale, der kom til at præge grundloven af 1849, havde mere end blot ideerne til fælles. Også af udseende og type lignede de hinanden, som man ser af skitserne, Constantin Hansen malede i 1860'erne til det store grundlovsbillede. Det studentikose udseende med det velplejede, krøllede hår bringer tanken hen på „En dansk Students Eventyr” og på den berømte sang „Herrer vi ere i Åndernes Rige”, mindelser fra den trygge akademiske verden, de voksede op i, indtil revolutionerne i 1848 syntes at få deres faste magtposition til at skride under dem. Her C. C. Hall.

For at være med på noderne havde også Centrum sit klublokale i byen, hvor tilhængerne blandt Folketingets medlemmer kunne mødes over en punchebolle, udbringe skåler for fædrelandet og tale politik. Tonen i denne klub var fornemmere og medlemmerne mere fortrolige med hinanden. Fælles for dem var nemlig deres akademiske uddannelse. I det første Folketing var der ikke færre end 15 præster og syv professorer, foruden 28 andre højere embedsmænd.

Dette stærke akademiske islæt i det unge demokrati var ikke noget specielt dansk fænomen. Alle europæiske parlamenter var præget af det. Universitetslærerne var drivkraften i de tyske demokratiske bevægelser, og advokaterne dominerede det franske parlament. Det var i de akademiske cirkler, at de nye politiske ideer var blevet støbt og tilslebet og i dem indgik selvfølgelig, at akademikerne med deres forståelse af åndelige værdier var helt nødvendige i folkestyret som modvægt til „almuens” rent materielle krav. Desuden at de ved deres faglige uddannelse og uafhængige stilling som embedsmænd anså sig for hævet over standsinteresser. Tyske filosoffer fastslog omkring 1800, at den lærde stand havde en pligt til at deltage i statens styrelse for ved sin „dannelse og indsigt” at vejlede de øvrige klasser. Også danske akademikere tog dette meget bogstaveligt – de følte virkelig, at de var bærere af dannelse og intelligens, og at de havde både ret og pligt til at dominere det danske folkestyre, som de jo selv havde været med til at formgive. Det var således helt i pagt med deres forestillingsverden, når der ikke var givet plads for partier i Rigsdagen. Den politiske debat måtte ikke blive en banal magtkamp, men skulle være en akademisk diskussion.

Annonce

 Den inderkreds af nationalliberale, der kom til at præge grundloven af 1849, havde mere end blot ideerne til fælles. Også af udseende og type lignede de hinanden, som man ser af skitserne, Constantin Hansen malede i 1860'erne til det store grundlovsbillede. Det studentikose udseende med det velplejede, krøllede hår bringer tanken hen på „En dansk Students Eventyr” og på den berømte sang „Herrer vi ere i Åndernes Rige”, mindelser fra den trygge akademiske verden, de voksede op i, indtil revolutionerne i 1848 syntes at få deres faste magtposition til at skride under dem. Her Carl Ploug.

Den inderkreds af nationalliberale, der kom til at præge grundloven af 1849, havde mere end blot ideerne til fælles. Også af udseende og type lignede de hinanden, som man ser af skitserne, Constantin Hansen malede i 1860'erne til det store grundlovsbillede. Det studentikose udseende med det velplejede, krøllede hår bringer tanken hen på „En dansk Students Eventyr” og på den berømte sang „Herrer vi ere i Åndernes Rige”, mindelser fra den trygge akademiske verden, de voksede op i, indtil revolutionerne i 1848 syntes at få deres faste magtposition til at skride under dem. Her Carl Ploug.

Akademikerne opfattede deres rolle i landspolitik på samme formynderiske måde som den rolle, de altid havde spillet som embedsmænd rundt om i landet. Som præster og embedsmænd i sogne og herreder havde de i århundreder været de lokale samfunds faderlige formyndere. Når almuen (vælgerne) ikke kunne læse en bog, ja, knap skrive deres eget navn, måtte stedets åndelige formyndere styre deres fjed. Hver eneste søndag siden arilds tid havde menighederne lyttet andægtigt, når præsterne, højt hævet over sognebørnene, prædikende indskærpede deres sognebørn ydmyghed over for Gud, Konge og Øvrighed. Det var også dem, der vejledte i den rette forståelse af tidens samfundsforhold. Som myndighed for de lokale skoler satte de her deres stærke præg på lokalbefolkningen. At præsters og embedsmænds reelle indflydelse måske var aftaget noget efter udflytningen fra landsbyfællesskabet og indførelsen af en bedre uddannelse fra 1814, ændrede ikke akademikerens syn på sig selv i 1850'erne.

Intelligensen – sådan ville de uddannede gerne kalde sig som kollektiv – opfattede sig selv som landets middelstand, tyngdepunktet i samfundet. Den mest fremtrædende af dem, D. G. Monrad, udtrykte standens selvforståelse så klart: „Det er fra middelstanden, at den offentlige mening udgår og sætter forneden massernes tanker i bevægelse, og indvirker foroven på regeringens beslutninger.”

 Den inderkreds af nationalliberale, der kom til at præge grundloven af 1849, havde mere end blot ideerne til fælles. Også af udseende og type lignede de hinanden, som man ser af skitserne, Constantin Hansen malede i 1860'erne til det store grundlovsbillede. Det studentikose udseende med det velplejede, krøllede hår bringer tanken hen på „En dansk Students Eventyr” og på den berømte sang „Herrer vi ere i Åndernes Rige”, mindelser fra den trygge akademiske verden, de voksede op i, indtil revolutionerne i 1848 syntes at få deres faste magtposition til at skride under dem. Her Hother Hage.

Den inderkreds af nationalliberale, der kom til at præge grundloven af 1849, havde mere end blot ideerne til fælles. Også af udseende og type lignede de hinanden, som man ser af skitserne, Constantin Hansen malede i 1860'erne til det store grundlovsbillede. Det studentikose udseende med det velplejede, krøllede hår bringer tanken hen på „En dansk Students Eventyr” og på den berømte sang „Herrer vi ere i Åndernes Rige”, mindelser fra den trygge akademiske verden, de voksede op i, indtil revolutionerne i 1848 syntes at få deres faste magtposition til at skride under dem. Her Hother Hage.

Det er påfaldende, hvordan denne store gruppe af akademiske liberale politikere i Rigsdagen også af udseende var ensartede. På Constantin Hansens forstudier til det store grundlovsbillede, der er malet omkring 1860, ligner de liberale politikere hinanden: ungdommelige, rødmossede studentertyper med kunstfærdigt krøllet hår og bakkenbarter. Tyske og franske liberale så også sådan ud. De fleste var født mellem 1810 og 1820. De var velorienterede om udenlandske forhold og havde gennem årene ændret deres grundsyn på liberalismen som ideologi og den store franske revolutions ideer, på samme måde som vore generationer har måttet forholde sig til marxismen og den russiske revolutions ideer.

For disse folkestyrets pionerer var de første år efter 1850 nok noget af et chok. Den barske måde, bondevennerne lagde ud på i Rigsdagen med en ensidig klassepolitik og et forsøg på at fastholde deres tilhængere inden for faste partirammer, fik de nationalliberale til at fortryde, at de havde stemt for almindelig valgret. Almuen var ikke moden til politisk medbestemmelse, mente akademikerne. Barrikadekampe og arbejderuro i Paris og Berlin og det såkaldte kommunistiske manifest fra 1848 måtte også stemme de kloge herrer til eftertanke. Den nyvundne frihed kunne komme til at ligne kosten i eventyret om troldmandens lærling, som tog magten fra sin ejer. I hvert fald var de nationalliberale i Rigsdagen i en retræteposition, og det ikke alene hvad angik det liberale i gruppens navn, men også i deres nationale program. Ejderpolitikken, som der var blevet kæmpet om i tre år, var nu efter 1850 ikke mere anvendelig. De nationalliberale måtte kort sagt sadle om, og de anlagde derfor hurtigt en bevidst taktisk linie. De spillede på de flydende partilinier, tiltrak skiftende grupper af bondevennerne og af de egentlig konservative og fik med denne del-og-hersk-taktik en helt afgørende indflydelse i dansk politik i hele perioden op til 1864. Eliten blandt de nationalliberale var også dygtige jurister og embedsmænd, og de var ikke bange for at vise de svagere deres overlegenhed ved en ovenud storsnudet tone i deres aviser, først i de nationalliberales digter og talsmand, Carl Plougs avis Fædrelandet, men navnlig senere i den dygtige journalist C. St. A. Billes mere konservative Dagbladet. Det hører til paradokserne i den nationalliberale politik, at den i Rigsdagens ting fornægtede eksistensen af partigrupper, men samtidig i sine dagblade førte hård partipolitik.

 Den inderkreds af nationalliberale, der kom til at præge grundloven af 1849, havde mere end blot ideerne til fælles. Også af udseende og type lignede de hinanden, som man ser af skitserne, Constantin Hansen malede i 1860'erne til det store grundlovsbillede. Det studentikose udseende med det velplejede, krøllede hår bringer tanken hen på „En dansk Students Eventyr” og på den berømte sang „Herrer vi ere i Åndernes Rige”, mindelser fra den trygge akademiske verden, de voksede op i, indtil revolutionerne i 1848 syntes at få deres faste magtposition til at skride under dem. Her føreren Orla Lehmann.

Den inderkreds af nationalliberale, der kom til at præge grundloven af 1849, havde mere end blot ideerne til fælles. Også af udseende og type lignede de hinanden, som man ser af skitserne, Constantin Hansen malede i 1860'erne til det store grundlovsbillede. Det studentikose udseende med det velplejede, krøllede hår bringer tanken hen på „En dansk Students Eventyr” og på den berømte sang „Herrer vi ere i Åndernes Rige”, mindelser fra den trygge akademiske verden, de voksede op i, indtil revolutionerne i 1848 syntes at få deres faste magtposition til at skride under dem. Her føreren Orla Lehmann.

De nationalliberale behøvede ikke partistruktur i Folketinget, fordi de blandt medlemmerne havde nogle meget markante personligheder, som ved deres udstråling tiltrak mange mindre ånder og ved deres politiske håndelag kunne få en flok med sig gennem mange afstemninger. To personligheder træder her frem foran alle de andre danske studentertyper, den frodige, farverige D. G. Monrad og den tørre problemknuser C. C. Hall. Monrad blev i 1849 biskop over Lollands Stift og medlem af Folketinget. I den sidste egenskab udgjorde han i alle årene, indtil han led sit store nederlag i 1864, et strålende midtpunkt i lovgivningsarbejdet, inspirerende, veltalende, arbejdsglad. Men den mærkelige dobbelthed i hans karakter, der skiftevis fik ham til at optræde som den profetagtige, patosfyldte kirkens mand og som lidt af en manisk, politisk gambler, gjorde ham samtidig til et stridens æble i politik. Gennem hele sin lange politiske karriere fascinerede han alle ved sin personlige udstråling. Det er sagt om ham, at han „var overalt og altid, i åndens purpur og pilgrimmens pjalter, uden for og oven over andre og fri af banaliteternes usseldom”. Partimand blev han aldrig, skønt åndsbeslægtet med de nationalliberale. I liberale spørgsmål var han enig med sine standsfæller, derimod ikke i det nationale – hvorom mere siden.

Carl Christian Hall, som sammen med Monrad kom til at tegne periodens politik på godt og ondt, var jurist og embedsmand med et vindende og venligt væsen. Han kunne mægle i stridigheder og samle den brogede gruppe af liberale omkring sig. Modsat Monrads utraditionelle væsen var Hall borgerlig til det yderste, „den ideale hr. Sørensen” kaldte Orla Lehmann ham. Men hans jævne, stabile form modsat Monrads mere flyvske vandt tilslutning. Halls indflydelse steg fra år til år efter 1850, indtil han i tresserne stod som regeringschef og de nationalliberales samlende midtpunkt – også efter nederlaget 1864.

 D. G. Monrads stærke personlige udstråling paralyserede tilsyneladende portrætmaleren]. V. Gertner, da han malede den berømte statsmand i 1864. Der er en antydning af det melodramatiske over skildringen af Monrad, hvis dynamiske sind efter flere samtidiges udsagn afspejlede sig i hastigt skiftende ansigtsudtryk mellem smil og alvor; et minespil, der altid kunne holde hans omgivelser i ånde.

D. G. Monrads stærke personlige udstråling paralyserede tilsyneladende portrætmaleren]. V. Gertner, da han malede den berømte statsmand i 1864. Der er en antydning af det melodramatiske over skildringen af Monrad, hvis dynamiske sind efter flere samtidiges udsagn afspejlede sig i hastigt skiftende ansigtsudtryk mellem smil og alvor; et minespil, der altid kunne holde hans omgivelser i ånde.

En personlighed helt for sig selv, der stod både hævet over og lidt ved siden af det unge Folketings medlemmer i 1850'erne, var N. F. S. Grundtvig. Den store kristendomsfornyer og salmedigter var en nidkær deltager i tingets forhandlinger med en mængde ofte mærkelige særstandpunkter om alverdens ting. Grundtvig tog ordet så ofte og om så forskellige spørgsmål, at hans kolleger i tinget vist ikke rigtig fattede dybden og rækkevidden i hans politiske tanker. Mange i samtiden forstod dog betydningen af Grundtvigs vigtigste budskab: folkestyret kan ikke fungere rigtigt uden folkeoplysning. For at dække den dybe kløft mellem overklassen og det menige danske folk må der sættes fuld fart på det folkelige oplysningsarbejde. Højskoler var midlet, som skulle løfte bondestanden til politisk og åndelig modenhed. Ingensinde i dansk historie har et budskab haft så løftende og grænseoverskridende virkninger. Men hans ideer udviklede sig som mange andre af tidens vigtigste nydannelser uden for den politiske og offentlige sektor: til gengæld antog de mange forskellige former og kom til at virke som politiske katalysatorer på forbavsende mange områder i samfundslivet.

Skønt det var reaktionære strømme, der kom til at beherske dansk politik i mange år efter 1850, var konservatismen kun svagt repræsenteret i Folketinget. Den udgjordes dels af syvotte medlemmer, der var ældre kongelige embedsmænd og som helst så grundloven forsvinde igen, dels af en række store godsejere, som snævert ville forsvare deres stands gamle privilegier. De forsøgte helt fra 1850 at organisere „højrefolket” i den såkaldte „Grundejerforening”, hvor godsejere kunne forene sig med forretningsfolk og kapitalister i byerne i fælles forståelse om at kæmpe for, at de, som ejede jord og fast ejendom, skulle have forrettigheder frem for almuen.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kristian Hvidt: Partierne i centrum og til højre i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 12. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306042