Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Del jer efter ideer

Oprindelig forfatter Redaktionen

Måtte der i Rigsdagen ikke tales om partier, gjorde man det til gengæld ivrigt udenfor. I pressen og i en vrimmel af flyveskrifter blev det diskuteret, hvilke grupper af vælgere og medlemmer, der hørte sammen og „dannede parti”, og man havde travlt med at organisere sig i foreninger og selskaber, der vedtog programmer og anbefalede kandidater til valgene. I virkeligheden repræsenterede disse grupper hver for sig klare stands – eller klasseinteresser. Grundloven bestemte, at medlemmerne kun skulle følge deres overbevisning og ikke føle sig bundet af forskrifter fra deres vælgere. Denne paragraf, som endnu er gældende, var ikke tænkt som en forhindring for at tilslutte sig grupper eller partier i Rigsdagen, som nogen kunne tro.

Allerede fra fyrrerne havde bondestanden organiseret sig solidt både i stænderforsamlingerne og ude i landet. Efter 1850 satsede bondevennerne helt bevidst på at samle vælgere, opstille kandidater og organisere de valgte i Folketinget til noget, der kunne ligne et moderne parti. Lige efter det første folketingsvalg lejede selskabet lokaler i Møntergade, ikke langt fra Christiansborg, og indrettede dem til en klub for de valgte folketingsmedlemmer i stil med de berømte partiklubber i Paris under den store revolution. For at vise at man satsede på at danne parti efter udenlandske forbilleder, blev der med kridt skrevet „Venstre” på døren ind til klubben, en betegnelse som dengang havde klang af det uforsonlige og yderligtgående. Det lød fremmedartet i danske øren, pegede fremad mod en organisationsform, hvor de valgte bondevenner skulle binde sig til ledelsens direktiver og derved blive partimedlemmer i vor forstand. Ved enkelte lejligheder, således ved valg af formand i Folketinget, viste det sig, at bondevennerne kunne mønstre henved halvdelen af tingets medlemmer. Men når det kom til konkrete lovforslag, gik gruppen oftest i stykker.

 Med sit hvasse blik og sin sammenknebne mund – se også det malede portræt i afsnittet Enevælden reagerer – var J. A. Hansen næsten personifikationen af en social klasse, der i generationer havde følt sig trådt på. Skønt selv håndværker og købstadsbo blev han bondeføreren frem for alle. Det ærgrede ham hele livet, at han aldrig fik politisk magt over sine fagfæller i byerne. Økonomiske bekymringer red ham til stadighed. En meget stor børneflok og hans omflakkende liv som agitator førte til hans sørgelige endeligt i 1877, da han døde i fængsel anklaget for bedrageri.

Med sit hvasse blik og sin sammenknebne mund – se også det malede portræt i afsnittet Enevælden reagerer – var J. A. Hansen næsten personifikationen af en social klasse, der i generationer havde følt sig trådt på. Skønt selv håndværker og købstadsbo blev han bondeføreren frem for alle. Det ærgrede ham hele livet, at han aldrig fik politisk magt over sine fagfæller i byerne. Økonomiske bekymringer red ham til stadighed. En meget stor børneflok og hans omflakkende liv som agitator førte til hans sørgelige endeligt i 1877, da han døde i fængsel anklaget for bedrageri.

Tre af lederne kom til at spille en vigtig rolle i de følgende år. Stærkest som organisator og agitator var den tidligere skomager, J. A. Hansen, en fanatiker, der selv havde mærket den hårde fattigdom og var opfyldt af bitterhed mod de privilegerede klasser. Der var, som det senere blev sagt, noget lavstammet ved J. A. Hansen, ikke alene ved hans fremtoning, men også ved hans argumentation. Hans meninger virkede på mange snævert materialistiske, og hans sociale indignation kunne gøre ham smålig, næsten gnieragtig. Men han var en god taler, velforberedt, altid forsynet med kontante argumenter fremført på syngende langelandsk – i visse henseender kunne han formodentlig minde om politikeren Aksel Larsen hundrede år senere.

Annonce

J. A. Hansen var, skønt selv oprindelig håndværker, ensidigt bondepolitiker med streg under bonde. Hans mål var at udslette alle tidligere privilegier mellem det store og det lille landbrug og mellem bønder og borgere. Han var, synes det, større forkæmper for ligheden end for friheden, solgte gerne ud af synspunkter på andre områder, hvis han kunne vinde fordele på materielle forhold som fæstevæsen, skatteprivilegier osv. Det var mere end nogen ham, som ønskede egentlige partirammer i Folketinget og som lagde sin politik an på taktik i en form, som foreløbig var fremmed i Rigsdagen og skræmte både meningsfæller og modstandere. Med sin puritanisme og sin sociale indignation havde J. A. Hansen lighedspunkter med andre „fattigdomsapostle”, der endnu langt op i 1860'erne drog rundt i landet og prædikede had til det etablerede samfund og tilbød forskellige løsninger på det sociale problem. Det var en vifte rækkende lige fra glemsel ved inderlige kristne vækkelser uden for folkekirken, obstruktion mod myndigheder, især præster, og til – som den mest radikale løsning – udvandring til Amerika. De to mest kendte var Rasmus Sørensen, en kort tid selv folketingsmand, og den mere rabiate Mogens Abraham Sommer. Begge blev i protest mod forholdene i Danmark fastboende i Amerika, men forinden havde de herhjemme spillet en ikke uvæsentlig rolle i udkanten af det politiske liv og medvirket til vækkelse af bondestandens sociale selvbevidsthed.

 Skønt jurist med egen sagførerforretning led også Balthazar Christensen livet igennem af næringssorger. Det skyldtes bl.a., at han med to hustruer havde i alt 24 børn, hvoraf de 21 blev voksne, nemlig 12 sønner og 9 døtre. Den ældste søn døde i krigen 1864. Af de øvrige udvandrede de ti til Amerika og Argentina. I venstre måtte der flere gange foranstaltes pengeindsamlinger til Balthazar Christensens husholdning. I 1853 blev han imidlertid for resten af livet valgt til statsrevisor, og det gav ham et bedre økonomisk rygstød. Skønt meningsfælle med J. A. Hansen var der dog en vis jalousi mellem de to venstreledere.

Skønt jurist med egen sagførerforretning led også Balthazar Christensen livet igennem af næringssorger. Det skyldtes bl.a., at han med to hustruer havde i alt 24 børn, hvoraf de 21 blev voksne, nemlig 12 sønner og 9 døtre. Den ældste søn døde i krigen 1864. Af de øvrige udvandrede de ti til Amerika og Argentina. I venstre måtte der flere gange foranstaltes pengeindsamlinger til Balthazar Christensens husholdning. I 1853 blev han imidlertid for resten af livet valgt til statsrevisor, og det gav ham et bedre økonomisk rygstød. Skønt meningsfælle med J. A. Hansen var der dog en vis jalousi mellem de to venstreledere.

J. A. Hansen arbejdede meget bevidst på at bearbejde den offentlige opinion, dels ved møder fra sogn til sogn dels gennem sit ugeblad Almuevennen. Tonen i spalterne var skarp. Bare brugen af ordet almue i overskriften var et politisk signal. Almue havde samme klang af undertrykt gruppe som ordet arbejderklasse nogle årtier senere.

Større bredde og mere åben åndelig horisont prægede juristen Balthazar Christensen, en idealistisk bondepolitiker med store, til tider urealistiske visioner. Indtil 1877 dannede han med J. A. Hansen et makkerpar på venstrefløjen i dansk politik med visse lighedspunkter til de radikale makkere Bertel Dahlgaard og Jørgen Jørgensen knap et århundrede senere. Bondevenneselskabet havde sin styrke på Sjælland og Fyn, som de to pionerer havde berejst og i flere henseender organiseret allerede før 1849. Det gjaldt nemlig for alle disse omrejsende agitatorer, at de nødvendigvis måtte kombinere udbredeisen af de politiske eller religiøse budskaber med noget, der kunne give dem et levebrød. Nogle drog rundt med et af de moderne fotografiapparater og tog portrætter, andre (som Mogens Abraham Sommer) solgte forskellige former for medicin. Men for de udpræget politiske agitatorer blev levebrødet oprettelse af forsikringskasser, kreatur- eller brandforsikringssystemer på kollektivt grundlag, græsrodsbevægelser, der opstod på sogneniveau („kokasser”), men som de omrejsende politikere gav en større udbredelse og gjorde sig selv til „direktører” for. Bondevennernes svaghed var og blev, at deres verden standsede ved Lillebælt. De jyske bønder følte sig desavouerede af lederne, og gik siden deres egne politiske veje. Det kom til at præge det senere venstre stærkt i de følgende årtier.

 Christian Carl Alberti var jurist af den idealistiske slags, der livet igennem varetog andres tarv før egen interesse. Gennem familien var han knyttet til kredsen omkring Grundtvig. Som sagfører og direktør for Den sjællandske Bondestands Sparekasse og som folketingsmand i Slagelsekredsen i 40 år fik han meget stor indflydelse i venstre. Han var en gennemsympatisk skikkelse, hvorimod hans søn, P. A. Alberti, der siden fulgte ham i embederne, ødelagde det gode slægtsnavn ved sine kyniske bedragerier.

Christian Carl Alberti var jurist af den idealistiske slags, der livet igennem varetog andres tarv før egen interesse. Gennem familien var han knyttet til kredsen omkring Grundtvig. Som sagfører og direktør for Den sjællandske Bondestands Sparekasse og som folketingsmand i Slagelsekredsen i 40 år fik han meget stor indflydelse i venstre. Han var en gennemsympatisk skikkelse, hvorimod hans søn, P. A. Alberti, der siden fulgte ham i embederne, ødelagde det gode slægtsnavn ved sine kyniske bedragerier.

Den største personlighed blandt bondevennerne og formodentlig også den bedst begavede var A. F. Tscherning, en uegennyttig og oprigtig demokrat med en alsidig viden. Hans svaghed var nok bedreviden og ordrigdom. Tscherning var en enegænger i politik, der ikke kunne underkaste sig andres ledelse og heller ikke selv kunne eller ønskede at regere en flok tilhængere i Folketinget. Efter at han i 1855 skilte sig fra bondevennerne, kom han gennem mange år i politisk kompagniskab med en særpræget skikkelse, Geert Winther, en akademisk skolet, energisk politiker på venstrefløjen, som fik afgørende betydning for organisationen af de jyske bønder. Tscherning fyldte indtil sin død i 1874 en betydelig del af spaltepladsen i Winthers primitive avis, Nørrejydsk Tidende. Bladet fandt stærkt medhør hos store kredse af vakte bønder i Nord- og Østjylland. De var forargede over, at regeringen i København overså hovedlandets interesser. Den jyske venstrebevægelse, som havde sit tyngdepunkt fra Århusegnen og nordpå, blev i 1862 organiseret i „Jydsk Folkeforening”. Den var politisk radikal og blev en af de bevægelser, som siden blev grundlaget for Det radikale Venstre. Geert Winther var den utrættelige organisator og repræsenterede bevægelsen i Folketinget. Men ideerne kom foruden fra Tscherning fra lokale folk som den barske højskolemand Lars Bjørnbak. Han stod langt til venstre for de øvrige bondevenner, ja nærmede sig siden en tid socialismen.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Del jer efter ideer i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 19. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306041