Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Tilbage til Ejderpolitikken

Oprindelig forfatter KHvi

At bevare det ældgamle danske monarki intakt måtte være enhver dansk patriots naturlige opgave. Det mente alle konservative, og de skulle jo efter zarens diktat sidde ved regeringsmagten i Danmark. Men efter at Rusland havde tabt Krimkrigen, følte Danmark sig fri af dets indflydelse. De nationalliberale kom frem igen på ministerpladserne og dermed også tanken om Ejderpolitikken. Efterhånden som Forbundsdagen stillede krav, og muligheden for at få gennemført den krævede fælles forfatning fortabte sig i uendeligt kævl og trusler om tysk eksekution, meldte tanken sig igen om at indlemme Slesvig ned til Ejderen med dets delvis danske befolkning og retligt set nære tilknytning til Danmark. Så kunne man lade Holsten forlade det danske fællesskab og blive netop så tysk, som dets befolkning følte sig.

 Et hold studenter fra Odense Katedralskole 1864. Den danske studenterhue brugtes første gang i forbindelse med studentermødet i Uppsala 1856, hvor huerne anvendtes til at skelne de tre nordiske landes studenter fra hinanden. Ideen med sådanne huer udgik formodentlig oprindelig fra de mange sang- og musikforeninger, der opstod i 1800-tallet. Den rød-hvide udgave af studenterhuen kom først frem efter århundredskiftet.

Et hold studenter fra Odense Katedralskole 1864. Den danske studenterhue brugtes første gang i forbindelse med studentermødet i Uppsala 1856, hvor huerne anvendtes til at skelne de tre nordiske landes studenter fra hinanden. Ideen med sådanne huer udgik formodentlig oprindelig fra de mange sang- og musikforeninger, der opstod i 1800-tallet. Den rød-hvide udgave af studenterhuen kom først frem efter århundredskiftet.

Ejderprogrammet stred fuldstændig mod aftalerne med stormagterne. Det vidste C.C. Hall og hans nationalliberale venner godt. Men de forestillede sig, at en resolut holdning over for stormagterne og en langsom forberedelse af den nye politik ville føre frem til et resultat. Om ikke andet kunne man forestille sig en forhandlingsløsning ud fra liberalismens nationale program: befolkningens ret til selv at bestemme sin skæbne. Fra 1856 rykkede de nationalliberale ind som ministre med Hall i spidsen og Monrad som den dynamiske forhandler i Rigsdagen. I 1861 optog Hall Orla Lehmann, Ejderpolitikkens ankermand, som indenrigsminister, et klart signal om den kommende politik.

Når de nationalliberale så dristigt turde vende statsskibet og sejle lige op mod strømmen i europæisk politik, skyldtes det, at folkestemningen i København var helt på de nationalliberales side, og at bondevennerne i Rigsdagen også støttede Ejder-kursen. Men særlig blev den danske regering modig, fordi Danmark havde fået en ny ven og beskytter, den svenske konge Karl 15.

Annonce

Skandinavismen var opstået i 1840'rne blandt studenterne i de nordiske lande som en politisk forlængelse af romantikkens ideer. Ligesom man talte om „tidsånden” og „folkeånden” som en uimodståelig bevægelse i befolkningen, talte man nu også om „nationalånden” i Norden, et åndeligt fællesskab langt ud over den fælles sprogstamme. Ved Carl Plougs og andres opildnende sange blev den oprindeligt akademiskkulturelle bevægelse først politisk og siden udenrigspolitisk.

Slesvig skulle forsvares af de nordiske folk, Holsten udskilles som et fjendtligt land.

 Afskeden ved det nordiske studentermøde i København juni 1862. Den dansktyske spænding fik skandinavismen til at blusse op igen i en begejstret tro på Norden som en åndelig og måske militær fæstning mod tyskheden. Ved mødet sang den store menneskemængde Carl Plougs digt til lejligheden:

Afskeden ved det nordiske studentermøde i København juni 1862. Den dansktyske spænding fik skandinavismen til at blusse op igen i en begejstret tro på Norden som en åndelig og måske militær fæstning mod tyskheden. Ved mødet sang den store menneskemængde Carl Plougs digt til lejligheden:

Karl 15., svensk konge fra 1859, var en letbevægelig sjæl, der lod sig begejstre af studentermødernes medrivende tale- og sangstrøm. Ligesom vor hjemlige Frederik 7. kunne han, båret af stemningsbølger, vinde sig folkelig popularitet ved bramfrie udtalelser. Kong Frederik var begejstret for vennen, forærede ham straks fra Rosenborgs kælder 50 flasker vin, der efter sigende stammede fra dronning Margretes tid, herskeren over Nordens herlige, men siden så sørgeligt splittede stammer. De to monarker tømte pokalerne og indgik aftaler, som deres ministre siden hurtigt måtte gemme væk, fordi Rigsdagen i Stockholm tilkendegav, at den ikke ville bevilge midler til Danmarks forsvar. Alligevel gav udtalelser fra kong Karl og hans udenrigsminister, Manderström, dog Hall og hans regering stadig mere grund til at tro på, at der ikke alene var tale om moralsk, men også om materiel støtte fra Sverige-Norge over for Det tyske Forbunds trusler om eksekution. Et højdepunkt i den politiske skandinavisme blev studentermødet i København i sommeren 1862, hvortil også kong Karl kom og forsikrede om sin støtte. Trods stigende pres fra Det tyske Forbund fik Hall og hans regering nu mod til at afgive den erklæring, der betød den endelige vending mod Ejderpolitikken, båret frem af de svensk-norske forsikringer og af en kraftig folkestemning i Danmark. Mange følte, at „ånden fra '48” atter var vågnet.

Lejligheden bød sig i marts 1863, da hele verdens opmærksomhed vendtes mod London, hvor den danske prinsesse Alexandra blev viet til Englands tronfølger. Omtrent samtidig blev hendes lillebror, Vilhelm, udråbt som kandidat til den græske trone med navnet Georg 1. I festrusen erklærede „Old Pam”, den berømte engelske premierminister Palmerston, at Danmark ikke ville stå alene i en krig mod Tyskland. Efter dette slap Hall sit program løs i en officiel kundgørelse: Holsten ville få sin egen forfatning, sin egen hær og administration, medens Slesvig og kongeriget ville blive forenet ved en fælles forfatning. Den svenske konge fulgte i august 1863 sagen op med forslag til en egentlig traktat, hvorefter 20.000 svenske soldater skulle komme Danmark til hjælp i tilfælde af krig. Nyheden om dette traktatudkast blev viderebragt til stormagterne af de svenske gesandter. Men for tidligt. Det viste sig nemlig, at der i både den svenske og den norske regering var stærk modstand imod alliancen med Danmark. Planerne om traktaten kvaltes ganske langsomt i Stockholm i løbet af eftersommeren 1863. Det fik den danske regering kun antydningsvis at vide hen i oktober, da krisen med de tyske magter nærmede sig sit højdepunkt, og et tilbagetog nærmest var umuligt.

 Kong Carl 15.s afrejse fra Helsingør den 20. juni 1860 efter en stor fest på Kronborg som Frederik 7.s gæst. Den nye svenske konge fra 1859 havde store visioner om udvidelse af sin magt og sin politiske indflydelse. Men han delte visse træk med sin danske ven og kongelige kollega, dels en stor naivitet og dels en stærk uvilje mod at sætte sig ind i de komplicerede politiske spørgsmål. Desuden var han i dyb gæld til den svenske statskasse, så hans reelle indflydelse i svensk politik var beskeden.

Kong Carl 15.s afrejse fra Helsingør den 20. juni 1860 efter en stor fest på Kronborg som Frederik 7.s gæst. Den nye svenske konge fra 1859 havde store visioner om udvidelse af sin magt og sin politiske indflydelse. Men han delte visse træk med sin danske ven og kongelige kollega, dels en stor naivitet og dels en stærk uvilje mod at sætte sig ind i de komplicerede politiske spørgsmål. Desuden var han i dyb gæld til den svenske statskasse, så hans reelle indflydelse i svensk politik var beskeden.

Regeringen Hall turde også fortsætte i retning af Ejderløsningen i forvisning om, at de tyske magter var optaget af indre konflikter. Forbundsdagens fornyede trusler om eksekution i Holsten i oktober 1863 tog man roligt i København – det passede jo kun godt i den danske politik, så længe de tyske tropper bare holdt sig væk fra Slesvig. Mellem Østrig og Preussen var der netop da et særlig spændt forhold, og Preussen var delvis lammet politisk af konflikten i Landdagen, og hvad denne hr. von Bismarck, som året før var blevet kansler, egentlig stod for og planlagde på lidt længere sigt, havde man nok endnu ikke helt forstået i København. Ganske vist kunne man læse, at Bismarck i foråret 1863 havde besvaret en forespørgsel i Landdagen om sin holdning til Danmark med ordene: „Jeg kan forsikre Dem [spørgeren] og udlandet, at når vi finder det nødigt at føre krig, så vil vi føre den med eller uden deres [dvs. Landdagens] samtykke.” Den danske regering forelagde alligevel i september 1863 et færdigt grundlovsforslag for Danmark og Slesvig – terningerne var kastet.

Man forstod endnu ikke i København, at Bismarck direkte ønskede krigen og det af flere grunde. Han ville dels vende opmærksomheden væk fra den indrepolitiske konflikt, dels vise Europa Preussens nyoprustede militære kræfter og endelig på længere sigt indlemme hertugdømmerne i sit rige. I al stilhed sørgede han i løbet af 1863 for at isolere Danmark og sikre Preussen allierede. Først vandt han Ruslands venskab gennem sin bistand til bekæmpelsen af den polske opstand; siden vendte han Østrig fra at være modspiller til at være allieret, formodentlig ved et underhåndsløfte om del i det kommende krigsbytte; og endelig samlede han juridiske argumenter, der kunne forhindre den augustenborgske familie i at gøre krav på hertugdømmerne, når de var blevet erobret. Den unge søn af hertugen af Augustenborg trådte dog frem og gjorde krav på sin families arv, til lige stor irritation for Bismarck og den danske regering.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kristian Hvidt: Tilbage til Ejderpolitikken i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 18. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306059