Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

På kollisionskurs

Oprindelig forfatter KHvi

Stemningen var højspændt i København dette efterår 1863. Skønt alle vidste, at man var på kollisionskurs, havde regeringens nationale politik klar støtte hos flertallet i den offentlige opinion, dvs. Københavns borgerskab.

Alligevel tog det mere end halvanden måneds politiske diskussioner at få den dansk-slesvigske fællesforfatning forhandlet til vedtagelse. Denne grundlov rummede nemlig også en indrepolitisk „finte”. Den foreslog et Rigsråd med to kamre, hvoraf Landstinget skulle vælges af landets rigeste mænd. De nationalliberale ønskede at indskrænke demokratiet yderligere og sikre sig en garanti mod et flertal af bønder. Da en forfatningsændring skulle have to tredjedels flertal i Rigsrådet, kostede det voldsom anstrengelse for regeringen at få den vedtaget. Både de gamle helstatstilhængere og de liberale bondevenner var imod loven og lod sig kun presse ved løfter om, at traktaten med Sverige-Norge nok skulle komme i orden, og ved forlydender om, at Bismarck „vistnok” havde godkendt forfatningen.

 Skillingstryk, der solgtes i København efter Frederik 7.s død, viser scenen på Glücksburg Slot med de sørgende hoffolk omkring kongens dødsseng.

Skillingstryk, der solgtes i København efter Frederik 7.s død, viser scenen på Glücksburg Slot med de sørgende hoffolk omkring kongens dødsseng.

Den 13. november 1863 blev den ny „novemberforfatning” omsider vedtaget i Rigsrådet. Nu manglede den kun Frederik 7.s underskrift, en ren og skær formalitet – troede man. Kongen opholdt sig på Glücksburg Slot ved Flensborg Fjord. I begyndelsen af november fik han et anfald af den da farlige febersygdom, rosen. Lægerne stod hjælpeløse. Den 15. november 1863 døde Frederik 7. pludselig, kun 55 år gammel. Det kom som et forfærdeligt chok, en ulykke for hele det danske folk. „Frederik Folkekær” blev oprigtig begrædt af hele landbefolkningen. Også for de nationalliberale, der ellers havde haft så travlt med at forarges over ham, kom hans død som et tordenslag – de indså nu hans betydning som samlingsmærke i farens stund. Denne den sidste oldenborgske konge var til sin død med på de nationalliberales kurs og kunne med sine ildnende tilråb ligesom under Treårskrigen have betydet en ægte opblussen af den gamle kampånd.

Annonce

Nu stod politikerne over for en blodfattig, usikker mand på 45 år, der med sin halvt tyske afstamning stod i en helt umulig position i det nationale spørgsmål. Hall bragte straks den vedtagne grundlov til Det gule Palæ i Amaliegade og bad Christian 9. underskrive. Hvis han nægtede, erklærede Hall, ville ministeriet gå af. Kong Christian var i en umulig situation. Han var valgt til tronfølger på basis af helstaten og derfor selvfølgelig imod regeringens kurs. I tre dage tøvede han, tre dage, som fik hele Danmark til at holde vejret. En menneskemængde samledes omkring Det gule Palæ og råbte vrede ord. Karl 15.s navn blev råbt højlydt som den regent, folk hellere ville have. Kongen stod næsten helt isoleret – folkestemningen i byen var så truende, at hans valg stod mellem at abdicere eller at underskrive loven og tage den krig, som han kunne forudsige ville blive resultatet. En eftertid kan se, at han skulle have tøvet endnu længere, trodset uroen i København for at afklare situationen og give regeringen mulighed for at blæse retræte. Men han var for alene og svag til dette. Den 18. november underskrev han loven med en erklæring om, at det var imod hans overbevisning, men at det skete på ministrenes ansvar.

 Bismarck tager hertug Friedrich der Achte i skole Karikatur i det tyske tidsskrift Frankfurter Latern fra 1864.

Bismarck tager hertug Friedrich der Achte i skole Karikatur i det tyske tidsskrift Frankfurter Latern fra 1864.

Det var netop, hvad Bismarck ønskede. Siden marts, hvor kundgørelsen om Ejderpolitikken kom fra regeringen i København, havde der været så underligt stille omkring ham og det slesvigske spørgsmål. Han sad simpelt hen og ventede på, at Danmark skulle gå i fælden. Vedtagelsen af den dansk-slesvigske forfatning var næsten det samme som en krigserklæring. Sådan blev den opfattet i den offentlige opinion. Der herskede en ophidset folkestemning i Tyskland. Dette lille land, skreg aviserne dernede, undertrykker tyske landsmænd, tvinger dem til at lære dansk og vil med magt skille to tyske hertugdømmer fra hinanden. Nu skulle Slesvig-Holsten ud af dansk besiddelse – og man ville ikke mere se en gentagelse af situationen fra 1848-50, hvor Rusland havde standset krigen og tvunget de tyske magter væk fra byttet. Da Frederik 7. døde, meldte hertug Frederik af Augustenborg sig som arving til hertugdømmerne under navnet Friedrich der Achte. Han oprettede en eksilregering i Tyskland og vandt også nogen sympati blandt sine landsmænd. Men Bismarck ønskede ikke noget selvstændigt hertugdømme mod nord, så med nogle gode argumenter og en bister mine fik han Friedrich der Achte jaget væk, endnu inden krigen var begyndt.

I de sidste uger af 1863 styrede den danske regering direkte mod katastrofen. Både Frankrigs, Englands og Ruslands gesandter i København lagde hårdt pres på Hall for at få ham til at indkalde Rigsrådet og trække forfatningen tilbage. Danmark, sagde de, kunne ikke vente støtte fra disse lande. Den 2. december meddelte desuden den svensk-norske regering, at man ingen hjælp skulle vente derfra. Samtidig besluttede Forbundsdagen at iværksætte besættelsen af Holsten fra den 1. januar 1864. Et øjeblik lyste et håb i mørket. Dagbladet Fædrelandet kunne den 15. december bringe et telegram fra Stockholm, der lød: „22.000 kommer og han selv [kongen].” Et øjebliks begejstring blussede op, indtil det viste sig at være en „avisand”.

 De første tropper afgår fra København til fronten. Tegning i Illustreret Tidende den 6. december 1863, da mobiliseringen lige var begyndt. Skønt krigen var ventet i nogle måneder, havde regeringen ikke sørget for de nødvendige bevillinger til mobilisering. Den kom derfor meget sent i gang og foregik på en ret kaotisk måde, fordi der manglede befalingsmænd til de udvidede troppeenheder.

De første tropper afgår fra København til fronten. Tegning i Illustreret Tidende den 6. december 1863, da mobiliseringen lige var begyndt. Skønt krigen var ventet i nogle måneder, havde regeringen ikke sørget for de nødvendige bevillinger til mobilisering. Den kom derfor meget sent i gang og foregik på en ret kaotisk måde, fordi der manglede befalingsmænd til de udvidede troppeenheder.

Også Christian 9. prøvede at få Hall til at sammenkalde Rigsrådet og trække i land. Men konseilspræsidenten nægtede og henviste til den krigeriske stemning i København. Hall forstod nok, at alt det med gamle aftaler, forfatninger osv. i virkeligheden kun var et påskud for de tyske magter til at begynde en krig. Han mente imidlertid, at krigen ville komme under alle omstændigheder. I ti år var de danske regeringer blevet jaget rundt i juridiske spidsfindigheder. Ligegyldigt hvad de gjorde, fornærmede det en af stormagterne eller gav de tyske magter en undskyldning for ny aggression.

Halls pessimisme var sikkert ikke uberettiget. Også i nutiden er der mange tilfælde, hvor et lille land er blevet kastebold mellem stormagter, der i virkeligheden kun interesserer sig for at udnytte det i det udenrigspolitiske spil. Men de nationalliberale gjorde sig skyldige i et mærkeligt snæversyn på to punkter. For det første fastholdt de, at Slesvig ikke alene juridisk, men også nationalt var et dansk land, selv om det var velkendt, at kun knap halvdelen af dets befolkning talte og følte dansk. For det andet må ministrene have vidst i hvert fald fra sommeren 1863, at ingen af stormagterne, heller ikke England, ville hjælpe Danmark, og at den svenske konges løfter ikke var til at stole på.

Alligevel lod de december måned løbe ud uden at forhindre krigen. Anden juledag holdtes et stort møde på Amalienborg, hvor en kreds af politikere sammen med kongen en sidste gang forsøgte at få Hall til at give sig. Resultatet af diskussionen blev, at Hall og hans regering krævede deres afsked med den begrundelse, at andre folk, der kunne samarbejde med kongen, måtte til. Man bønfaldt ministrene om at fortsætte og forsøgte at rekonstruere regeringen, men forgæves. Ministeriet Hall gik af, og kongen henvendte sig da til D.G. Monrad, der hele tiden havde hældet mere mod helstaten end de andre nationalliberale.

I Forbundsdagen i Frankfurt var der nu flertal for at igangsætte den eksekution, som der længe var truet med. Den 23. december rykkede saksiske og hannoveranske tropper ind i Lauenburg og Holsten og truede med at fortsætte op i Slesvig for at få et pant til sikkerhed for, at novemberforfatningen ikke blev gennemført. De danske tropper veg, afleverede uden videre de besatte områder i første omgang.

Den 31. december 1863 blev Monrad udnævnt til konseilspræsident med en i hast sammenkaldt kreds af uprøvede kræfter som ministre. Halls afgang netop i skæbnetimen, da han skulle tage konsekvensen af den politik, han havde styret mod siden 1860, kastede en grel skygge over hans eftermæle. Monrad påtog sig en håbløs opgave, som kun kunne bringe ham og hele landet græmmelse. Generationen efter krigen 1864 dømte dem hårdt – og en sen eftertid har svært ved at mildne dommen.

Midt i januar 1864 gav Preussen og Østrig Danmark et 48-timers ultimatum til at ophæve novemberforfatningen, et krav, som ingen magter i Danmark var i stand til at opfylde.

Krigen var dermed en kendsgerning, og den blev hård og kort, den første af flere store triumfer for preussisk militarisme i det følgende halve århundrede. For Danmark blev 1864 en tragisk hovedbegivenhed i landets historie. I det 19. århundredes barske verden kunne den romantiske historie om David og Goliat ikke gentage sig.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kristian Hvidt: På kollisionskurs i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 16. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306060