• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Litteraturvejledning

Oprindelig forfatter Redaktionen

Den seneste oversigtsfremstilling er Gyldendals Danmarks Historie, hvor Knud J. V. Jespersen i bind 3 (1989) skildrer tiden 1648-1730 og Ole Feldbæk i bind 4 (1982) tiden 1730-1814. De to bind bringer fyldige forskningsoversigter, redegørelser for trykte kilder og for kildesituationen samt et bredt litteraturudvalg.

I Dansk socialhistorie, bind 4 (1979) En samfundsformation i opbrud. 1700-1870 skildrer Hans Chr. Johansen periodens socialhistoriske aspekter, med særlig vægt på befolkningsudviklingen; og i Danmarks økonomiske historie 1500-1840 (Herning 1993) indplacerer Ole Feldbæk 1700-tallet i det længere økonomiske forløb.

Et righoldigt kulturhistorisk materiale er fremlagt i Axel Steensberg: Dagligliv i Danmark i bindene 1620-1720 (1969/1982), 1720-1790 (1971/1982) og 1790-1870 (1964/1982). Dansk biografisk Leksikon, 3. udgave i 16 bind (1979-84) bringer biografier over 1700-tallets historisk betydningsfulde mænd og kvinder samt henvisninger til litteratur, kildemateriale og portrætter.

Annonce

Forskning fremkommet efter redaktionens slutning vil forholdsvis let kunne findes i de artikler, forskningsoversigter og anmeldelser, der bringes i de historiske tidsskrifter. Af særlig betydning for 1700-tallets historie er Historisk Tidsskrift, Historie, Fortid og Nutid, Bol og By. Landbohistorisk Tidsskrift, Historiske Meddelelser om København, Scandinavian Journal of History og Scandinavian Economic History Review.

Den følgende litteraturvejledning meddeler den vigtigste litteratur med særlig vægt på de nyeste arbejder, der normalt vil rumme oversigter over speciallitteraturen. Hvor ældre værker er genoptrykt, er årstallet angivet. Hvor intet andet anføres, er trykkestedet København.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Litteraturvejledning i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 25. marts 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307874