Nederlaget

Den danske situation efter slaget var trøstesløs. Defensionen var tabt. Men politisk var Danmarks alternativ præcist det samme som før slaget: betingelsesløs loyalitet over for zaren og Bonaparte eller en svensk erobring af Norge og en preussisk besættelse af Holsten, Slesvig og Jylland.

Under de omstændigheder var det en bedrift, at kronprinsen og Bernstorff formåede at holde hovedet koldt og overtale de engelske admiraler til at afstå fra et bombardement og i stedet forhandle om en politisk løsning, der kunne accepteres i Sankt Petersborg og i Paris.

Endnu den 8. april om eftermiddagen – efter en uges nervepirrende forhandlinger – afviste de danske forhandlere stadig at komme englænderne i møde på et vigtigt punkt: våbenstilstandens varighed. På Amalienborg var kronprinsen og Nelson gået i enrum for at forhandle, da døren sagte gik op, og en adjudant kom ind og hviskede kronprinsen tre ord i øret: „Zaren er død!”

En kurer var netop ankommet fra Sankt Petersborg med meddelelse om, at zar Paul var blevet myrdet den 24. marts og efterfulgt af sin søn, Alexander. Den nye zars politik kendte kronprinsen ikke. Men han vidste, at et tronskifte var ensbetydende med, at Rusland ville afholde sig fra radikale politiske handlinger, indtil den nye herskers udenrigspolitik var lagt fast.

Derfor accepterede kronprinsen på stående fod Nelsons krav og undertegnede den våbenstilstand, der indeholdt admiralernes accept af, at Danmark ikke udtrådte af Neutralitetsforbundet, men blot suspenderede sit medlemskab i fire måneder.

Våbenstilstanden var en dansk sejr, som Parker kom til at bøde for med sin kommando og sin karriere. Men sejren ved forhandlingsbordet skulle vise sig blot at være en udskydelse af det endelige nederlag for kronprins Frederiks offensive neutralitetspolitik.

Med mordet på zar Paul faldt den fransk-russiske kontinentalpolitik sammen som et korthus. I foråret 1801 indledte de krigsførende de forhandlinger, der skulle give Europa fred efter ni års krig. Den nye zar ønskede i den situation en hurtig fred med England, og han var villig til at betale for freden med afkald på de centrale neutralitetsprincipper, som for Rusland aldrig havde haft økonomisk, men udelukkende politisk og taktisk betydning.

Allerede i juni 1801 kunne zaren derfor undertegne en konvention med England, hvori han udtrykkeligt gav afkald på principperne om frit skib, fri ladning og om neutrale konvojers ukrænkelighed.

Straks efter forlangte Rusland – den eneste magt, der kunne garantere helstaten besiddelsen af Norge – at Danmark tiltrådte den engelsk-russiske konvention. Og England gjorde det til et vilkår for tilbagegivelsen af de mange opbragte danske handelsskibe og de besatte danske kolonier, at Danmark skrev under.

Danmark var magtesløst, og i oktober 1801 kapitulerede kronprins Frederik betingelsesløst.

Kapitulationen beseglede nederlaget for 1700-tallets danske neutralitetspolitik. Samtidig var begivenhederne i 1801 et varsel om, at det nye århundrede ikke ville have plads for en neutralitet og en neutralitetsudnyttelse som den, Danmark havde lukreret af i 1700-tallet. Og måske heller ikke for en stat som den danske helstat overhovedet.