Viceadmiral Lord Nelson var næstkommanderende om bord på den engelske flåde, der skulle sprænge Det væbnede Neutralitetsforbund. Den øverstkommanderende var den 20 år ældre Sir Hyde Parker. Men det var Nelson, det engelske kabinet og den engelske offentlighed satte deres lid til, når flåden skulle i kamp. Efter sin sejr over general Bonapartes flåde ved Nilen i 1798 var han nationens yndling. Som sådan malede L.F. Abbott ham, umiddelbart før østersøflåden stod mod København, i fuld uniform med alle sine ordensdekorationer, sejrsmedaljer og ordensbånd. Men også med prisen for berømmelsen: tabet af den højre arm og af synet på det ene øje.

.

Et slag kræver en helt, og helten fra slaget på Reden blev amtsforvalterens søn fra Assens, den 17-årige sekondløjtnant Peter Willemoes. Den unge søofficer ydede med sit flådebatteri på 20 kanoner og med 128 mands besætning en heltemodig indsats, og han havde den største tabsprocent af dræbte og sårede, da han kappede fortøjningerne og lod flådebatteriet drive ud af slaglinien. Hans senere skæbne gjorde ikke hans ry mindre. I 1808 var han ombord på Danmarks sidste linieskib og faldt i kampen ved Sjællands Odde. Stik 1801 af svejtseren Jacob Rieter, der 1797-1806 var bosat i København.

.

Det danske fartøj i Kongedybet, der mest imponerede de mange tilskuere på land, var blokskibet Prøvestenen. Den tidligere tredækker Christian 7. fyrede klokken halv elleve kampens første skud, og kaptajn Lassen holdt længst ud, til et kvarter over tre, over for tre engelske linieskibe og en svær fregat. Den københavnske embedsmand Carl Pontoppidan, der overværede slaget fra balkonen på Vestindisk Pakhus, lod den enarmede kunstner Lars Hansen Rosendal forevige blokskibets heroiske indsats i denne nyfundne farvelagte tegning.

.

Kronprins Frederiks offensive neutralitetspolitik førte imidlertid ikke til sejr. Dens resultat blev tværtimod et nederlag for den neutralitetspolitik, Danmark havde ført gennem hele 1700-tallet. Umiddelbart efter at Danmark havde tilsluttet sig Det væbnede Neutralitetsforbund, så den danske regering sig stillet over for valget mellem en krig med England – som den vidste, Danmark ville tabe – og helstatens fuldstændige opløsning.

Småstaten, der havde forsøgt at spille med i den store politik, så sig nu fanget i storpolitikkens jerngreb.

I ugerne omkring årsskiftet 1800/1801 var der sket det for alle politiske iagttagere helt uventede, at kontinentets to stærkeste magter var gået sammen i en krig mod England. Zar Paul som leder af Det væbnede Neutralitetsforbund og general Bonaparte som Frankrigs førstekonsul gennemtvang i det tidlige forår 1801 en lukning af samtlige kontinentets havne fra Arkhangelsk til Adriaterhavet: en fastlandsspærring, der skulle tvinge England i knæ. Og ingen stat på det europæiske fastland var i stand til at modsætte sig, hvad de to selvherskere kunne enes om at kræve.

Kronprins Frederik og hans ministre var fuldstændigt klare over konsekvenserne af denne politiske revolution. Såfremt Danmark gav efter for England og svigtede Neutralitetsforbundet, ville Sverige med Ruslands støtte bemægtige sig Norge, og Preussen ville besætte Holsten, Slesvig og Jylland. Hvis Danmark derimod udkæmpede en militært håbløs kamp mod England, ville det blive belønnet, efter at zaren og førstekonsulen havde besejret England.

Den 27. december 1800 havde den engelske gesandt forlangt, at Danmark trådte ud af Det væbnede Neutralitetsforbund. Kronprins Frederik havde svaret blankt nej. Og gennem det tidlige forår 1801 – så sent som i slutningen af marts, hvor den engelske flåde allerede befandt sig i Kattegat – havde Danmark demonstrativt afvist overhovedet at forhandle med England om et kompromis om neutralitetsprincipperne. I den truende storpolitiske situation måtte der ikke herske den mindste tvivl om regeringens loyalitet. Danmark havde reelt intet valg.

I den nationale myte blev slaget på Reden den 2. april 1801 udkæmpet med danske vrag, der i dagene før kampen var blevet slæbt ud i Kongedybet og bemandet med bønderkarle og fiskere, men alligevel var det Lord Nelson, der måtte bede om fred.

Billedet er smukt, men det er ikke sandt. De danske forsvarsforberedelser blev indledt den 27. december 1800, samme dag som Christian Bernstorff afviste det engelske krav om, at Danmark skulle træde ud af Neutralitetsforbundet. Og tre måneder senere lå der i Kongedybet den defension, der efter planerne skulle være der. Det havde været et kapløb med tiden.

Men fartøjerne var på plads, og besætningerne var fuldtallige. Derimod er det sandt, at henved en fjerdedel af mandskabet bestod af frivillige, og at godt 200 – svarende til fire procent – var pressede, der var tvunget om bord, samt at der ikke havde været tid til at give mandskabet tilstrækkelig træning i at betjene kanonerne.

De 18 blokskibe og kanonfartøjer, der lå forankret i Kongedybet, havde en klar opgave: at fastholde en dansk kontrol over dette farvand, hvorfra flåden og dens anlæg samt størstedelen af hovedstaden kunne bombarderes. En opgave, defensionens chef, kommandør Olfert Fischer, allerede i februar havde gjort det klart for regeringen, at ingen kunne løse. Kampen kunne ikke vindes, højst trækkes ud.

Den engelske styrke, der om morgenen den 2. april angreb defensionen i Kongedybet, havde til opgave at rydde farvandet for danske fartøjer, for derpå med et bombardement at tvinge Danmark til at efterkomme Englands krav.

Slaget var i virkeligheden lige så vigtigt for England, som det var for Danmark. Hvis England ikke sprængte Det væbnede Neutralitetsforbund og dermed alliancen mellem zaren og Bonaparte, ville det blive revolutionskrigenes taber.

Den flåde, der i marts 1801 blev sendt mod København, repræsenterede derfor en engelsk kraftanstrengelse, og dens ordrer lød på først at tvinge Danmark til at træde ud af Neutralitetsforbundet og derpå at angribe de russiske og svenske flådehavne.

Den 30. marts passerede den engelske flåde Kronborg under en virkningsløs kanonade fra fæstningen og ankrede op ud for København. I de følgende dage rekognoscerede den engelske øverstkommanderende, Sir Hyde Parker, og hans næstkommanderende, Lord Nelson, den danske defension og den del af farvandet, der lå uden for de danske kanoners rækkevidde.

Og om morgenen skærtorsdag den 2. april angreb Nelson. Målt i kanoner var hans styrke 50 procent stærkere end den danske. Hans mandskab var professionelt og trænet, og han havde fordelen af at kunne indsætte en bevægelig styrke imod en modstander, der lå fast forankret og var ude af stand til at manøvrere.

Nelson havde lovet Parker en hurtig og let sejr. Når kampen blev så langvarig – der blev kæmpet i mere end fire og en halv time – skyldtes det, dels at tre af Nelsons 12 linieskibe løb på grund på positioner, hvor de ikke effektivt kunne deltage i slaget, dels at kampen blev udkæmpet over dobbelt så stor afstand, som Nelson havde givet ordre til.

På et tidligt tidspunkt stod det dog klart, at artilleriduellen i Kongedybet ville ende med en engelsk sejr. Det var grunden til, at Nelson satte kikkerten for sit blinde øje, da Parker oppe nordfra satte signal om at indstille kampen.

Men den danske modstand var på den anden side så sammenbidt, at Nelson greb til en krigslist. Efter tre og en halv times kamp sendte han en parlamentær i land til den danske regering med krav om, at skydningen blev indstillet. I modsat fald truede han med at brænde de erobrede fartøjer med deres mandskab om bord.

Da kronprins Frederik en time senere modtog Nelsons brev, var truslen imidlertid ikke længere reel. På det tidspunkt havde de danske fartøjer i Kongedybet indstillet skydningen og overgivet sig. Myten om, at kronprinsen lod sig narre af Nelson til at spille sin flåde en sejr eller i det mindste en uafgjort kamp af hænde, savner derfor grundlag.

Kronprinsen og hans militære rådgivere kunne med det blotte øje se, at kampen om kontrollen over Kongedybet var tabt, og at englænderne i løbet af den næste time kunne indlede deres bombardement af København, uden at det fra dansk side ville være muligt at gøre noget som helst for at forhindre det.

Skulle orlogsflåden og hovedstaden reddes, måtte det ske ved forhandlingsbordet.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Slaget på Reden.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig