Den 25. juli 1800 blev den danske fregat Freya med en konvoj på seks skibe prajet i Den engelske Kanal af en engelsk eskadre på fire fregatter og et mindre fartøj. Den engelske eskadrechef havde ordre til at gennemføre en visitation af de danske konvojer, om fornødent med magt. Og kaptajn Peter Greis Krabbe havde ordre til at afvise ethvert krav om visitation, uanset hvor stærk en styrke der stillede det. I den situation var udfaldet afgjort på forhånd. Efter en halv times kamp, der kostede sårede og dræbte på begge sider, måtte Freya stryge, og konvojen blev ført til engelsk havn. De to søofficerer havde efterlevet deres ordrer. Konflikten var herefter storpolitisk. Gouache af T.E. Lønning.

.

Sin modstand mod konvojer opretholdt Bernstorff til sin død i 1797. Men den 29-årige kronprins Frederik, der nu overtog ledelsen af regeringen, nærede stærke følelser for nationens og flagets ære og var overbevist om, at en fast dansk holdning ville være politisk virkningsfuld. Og den unge diplomat Christian Bernstorff, der efterfulgte sin far som udenrigsminister, havde ikke autoritet til at afvise dem, der forlangte konvoj.

Bagmanden var storkøbmanden Frédéric de Coninck, der havde lovet sine hollandske forretningsforbindelser at skaffe konvoj til den store Bataviaspekulation. Og i januar 1798 gennemtvang handels- og finansminister Ernst Schimmelmann konvoj. I statsrådet understregede han, at der det år var 40 ostindiefarere under dansk flag på vej mod København.

Han var for klog til at skjule, at der også var tale om skibe, der havde tilhørt franskmændene og deres hollandske allierede, og at de havde „ladninger inden borde for fransk og hollandsk regning”. Men af hensyn til Danmarks økonomiske interesser anbefalede han ikke desto mindre, at de fik konvoj. Og kronprinsen fulgte Schimmelmanns råd.

I løbet af foråret 1798 sanktionerede statsrådet dansk konvoj på alle de vigtige ruter. Dermed gik regeringen med åbne øjne over fra en defensiv til en offensiv neutralitetspolitik. Den valgte at insistere på et af de mest ømtålelige danske neutralitetsprincipper. Konvojerne skulle fungere som murbrækkere for denne politik, og kronprins Frederik var rede til at tage en konflikt med England. De danske konvojchefer fik udtrykkelige ordrer om at afvise ethvert krav om visitation af handelsskibene i deres konvoj, om fornødent med magt, og uanset hvilken styrke de befandt sig overfor.

Den danske regering lagde sig i foråret 1798 bevidst på en kollisionskurs. Regeringen vurderede den storpolitiske situation som gunstig for en offensiv neutralitetspolitik. England var politisk isoleret og militært trængt, og Danmark kalkulerede med støtte fra Rusland og fra de øvrige neutrale søfartsnationer til at presse England til én gang for alle at anerkende de omstridte neutralitetsprincipper.

Umiddelbart syntes den danske regering at skulle få held med sin politik. Trods sammenstød mellem danske konvojer og engelske orlogsskibe i Middelhavet indskrænkede den engelske regering sig til diplomatiske protester. På den politiske horisont begyndte der i foråret 1800 at tegne sig konturerne af et nyt væbnet neutralitetsforbund under zar Pauls ledelse.

Men i sommeren 1800 valgte England at tage konflikten med Danmark, før et neutralitetsforbund kunne dannes. Efter en kort kamp opbragte en engelsk eskadre en dansk konvoj under fregatten Freya. I august ankrede en engelsk flåde op i Øresund, og England forlangte kategorisk, at Danmark opgav sin udfordrende konvojpolitik.

Kronprins Frederik reagerede på Freya-affæren med en appel til zaren om at stille sig i spidsen for et væbnet neutralitetsforbund. København viste sig imidlertid at være værgeløs over for truslen om et bombardement fra de engelske bombefartøjer, og regeringen så sig nødsaget til at bøje sig for den militære overmagt. I en foreløbig konvention accepterede Danmark at indstille sine konvojer, indtil de to regeringer kunne forhandle sig til enighed om konvojprincippet.

Umiddelbart havde England sejret. Men i konventionen undgik Christian Bernstorff udtrykkeligt at give afkald på princippet om neutrale konvojers ukrænkelighed. Det satte Danmark i stand til at videreføre sin offensive neutralitetspolitik. Da zarens kurer ankom i september 1800 med opfordring til dannelsen af et væbnet neutralitetsforbund, der skulle tvinge England til at anerkende samtlige danske neutralitetsprincipper, kunne Danmark derfor svare ja.

I den forhandling om konvojprincippet, som England havde lovet, ville Danmark med neutralitetsforbundet i ryggen være i stand til at udsætte England for så stærkt et pres, at englænderne ville blive nødt til at give efter. Det var baggrunden for, at Danmark i december 1800 sammen med Rusland, Sverige og Preussen dannede et væbnet neutralitetsforbund. Heri forpligtede medlemmerne sig til at udsende en fælleseskadre på 30 linieskibe og 15 fregatter, som skulle presse England til endeligt at anerkende samtlige 1700-tallets omstridte neutralitetsprincipper.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Offensiv neutralitetspolitik.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig