Norge og neutraliteten

I 1700-tallets danske udenrigspolitik fik året 1773 skelsættende betydning. Det var året, hvor den danske enevælde opnåede en løsning på det gottorpske spørgsmål. Den gottorpske slægts overhoved, den russiske tronfølger, afstod sine slesvigske besiddelser til den danske konge og mageskiftede samtidig sine besiddelser i Holsten med den danske konges arveland, grevskabet Oldenburg-Delmenhorst.

Og det var året, hvor den danske enevælde sikrede sig mod truslen om et svensk angreb på Norge. I Sankt Petersborg undertegnede den danske gesandt den Evige Alliance, hvori Rusland og Danmark gensidigt forpligtede sig til at komme hinanden til hjælp i tilfælde af et svensk angreb.

I det første halve århundrede efter freden i 1720 havde Sverige reelt ikke udgjort en trussel mod Norge og helstaten. Frihedstidens svenske rigsdagsforfatning gjorde det umuligt at videreføre den politiske og militære ekspansionspolitik, der havde kendetegnet den karolinske enevælde.

Men i 1772 havde Gustav 3. gennemført et statskup og gjort sig enevældig. Tidspunktet var valgt med omhu. Katharina 2. lå i krig med Tyrkiet og kunne ikke komme sin danske allierede til hjælp. Gustav 3. trak derfor tropper sammen langs den norske grænse for at tvinge Danmark til formelt at anerkende den svenske forfatningsændring og dermed slå en kile ind i den dansk-russiske alliance.

Danmark afviste kravet og forberedte sig på krig. Krigen kom ikke, men krisens sejrherre blev Gustav 3. Som ventet var Katharina 2. nødt til at prioritere krigen med Tyrkiet højere end den svenske forfatningsændring og en dansk-russisk intervention over for Sverige.

Rusland og Danmark afgav derfor beroligende erklæringer, der tillod en afblæsning af krisen. Men den svenske konge havde klart markeret sin magt og sine intentioner. Den evige danskrussiske alliancetraktat i sommeren 1773 var et direkte resultat heraf.

For Danmark rejste Norges forbliven i helstaten ikke problemer af indenrigspolitisk art. I Norge havde enevælden konsekvent arbejdet på at fremme bøndernes traditionelle kongetroskab og borgerskabets helstatsloyalitet. Et af midlerne havde været en bevidst tilbageholdende skattepolitik.

Norges forbliven i helstaten var et udenrigspolitisk problem. Sikkerhed imod et svensk angreb over den norske grænse eller et lynangreb mod Sjælland og København lå i en alliance med Rusland, som havde en klar interesse i at opretholde helstaten og dermed en militært pålidelig forbundsfælle, den dag Sverige forsøgte at udnytte Ruslands engagement andetsteds til at tilbagevinde sine afståede finske provinser.

Kampen for Norge indebar en styrkelse af det norske fæstningsforsvar og en kostbar flådepolitik, der skulle sikre Danmark en sømilitær overlegenhed over Sverige. Og den nødvendiggjorde en dansk udenrigspolitik, der tog de fornødne hensyn til, hvad Rusland kunne og ville acceptere. Til gengæld opnåede Danmark den ønskede sikkerhed. Både i 1780 og i 1784 forsøgte Gustav 3. at udnytte den uafklarede internationale situation til en erobring af Norge. Men i begge tilfælde måtte han opgive planerne, da Rusland konsekvent afviste at svigte sin danske allierede.

Men sikkerheden var ikke gratis. I 1788 fik Danmark regningen præsenteret.

Gennem længere tid havde Gustav 3. planlagt et angreb på Rusland, og ved et uanmeldt besøg i København i efteråret 1787 havde han forsøgt at overrumple A. P. Bernstorff til at afgive et løfte om, at Danmark ville holde sig neutral. Forsøget mislykkedes, men ikke desto mindre foretog Gustav 3. et lynangreb over den finsk-russiske grænse i håb om at kunne bemægtige sig Sankt Petersborg.

Rusland forlangte straks, at Danmark opfyldte sine allianceforpligtelser. For A. P. Bernstorff rummede dette krav imidlertid skræmmende perspektiver. En effektiv dansk krigsindsats, der gjorde det muligt for Rusland at besejre Sverige, ville betyde, at Rusland mistede sin interesse i alliancen med Danmark.

Situationen stillede derfor store krav til Bernstorffs diplomati. Han valgte at fortolke traktaten sådan, at Danmark ikke behøvede at erklære Sverige krig, men blot kunne sende et dansk hjælpekorps fra Norge ind i Sverige, mod Göteborg. Mens dette under kommando af prins Carl af Hessen langsomt trængte ned i Bohuslen, intervenerede stormagterne, som ville forhindre, at krigen i Norden udviklede sig til en europæisk storkrig.

Med trussel om militær intervention tvang England og Preussen Danmark til at trække korpset tilbage over den norske grænse. Da Rusland derpå lagde pres på Danmark for aktivt at gribe ind i krigen, gentog England og Preussen deres trussel over for den danske regering, og Rusland måtte acceptere en dansk neutralitet i den svensk-russiske krig, der i 1790 afsluttedes uden grænseændringer.

Et pusterum i kampen for Norge fik Danmark i 1792, da Gustav 3. blev myrdet på operaballet i Stockholm, og formynderstyrelsen for hans mindreårige søn for en tid skrinlagde Norges-planerne. Da den unge Gustav 4. Adolf i 1796 overtog den enevældige regeringsmagt, genoptog han imidlertid også sin fars norske politik.

Både i 1800 og i 1801 markerede han klart, at erhvervelsen af Norge fortsat var det højest prioriterede mål i svensk udenrigspolitik. Kun Ruslands afvisning fik ham til at opgive forsøget. Men i København vidste man, at Sverige kun afventede en gunstig lejlighed.