Hoveriet

Hovedgårdsjorden omfattede kun omkring en tiendedel af godsejerens ejendom. De ni tiendedele af jorden blev dyrket af fæstegårdene. For godsejeren var problemet derfor, hvordan han skulle drage fordel af højkonjunkturen på disse ni tiendedele af sin ejendom. Landgilden, der var præciseret i fæstebrevet, lå fast i bondens levetid.

Godsejerens muligheder for at få øgede indtægter var derfor ved fæsteskifte, enten når en søn eller svigersøn efterfulgte den gamle fæster, eller hvis fæsteren måtte gå fra gården, og en ny trådte til. Vi kan se, at godsejeren lod indfæstningen stige i takt med konjunkturudviklingen.

Derimod synes landgilden at have ligget ret fast gennem 1700-tallet. Grunden kender vi ikke, men det er nærliggende at forestille sig, at man anså det for tvivlsomt, at gårdens jord kunne yde mere.

Den eneste ydelse, der var fleksibel, var derfor hoveriet. Dets omfang var ikke præciseret i bondens fæstebrev, men skulle blot ydes, når godsejeren forlangte det. Formentlig er begge parter gået ud fra, at hoveriet skulle ydes efter lokal skik og brug. Men for en godsejer, der ville øge produktionen på hovedgårdsjorden, var hoveriet ensbetydende med gratis arbejdskraft, og en forøgelse af hoveriet var derfor økonomisk tillokkende. Men det kunne kun gennemføres, hvis bønderne og statsmagten ikke reagerede.

Nogle godsejere havde allerede øget hoveriet på hovedgårdsjorden under landbrugskrisen i 1730'rne i et forsøg på at nedbringe deres produktionsomkostninger – nogle måske også i håb om at kunne producere sig ud af krisen. Da prisstigningen begyndte, blev hoveriet øget overalt i landet. Det varierede fra egn til egn og fra gods til gods, men tendensen gik i retning af en kraftig stigning.

På Sjælland, hvor stigningen var kraftigst, kunne en fæstegårds hoveri omkring 1770 løbe op i 265 dage om året eller noget nær fem arbejdsdage om ugen året rundt for én person. 60 af disse var spanddage, hvor gården skulle stille med et spand heste, og resten var gangdage, hvor gårdmanden eller hans karl stillede med de fornødne redskaber.

Flere steder kom det til konflikter mellem godsejeren og hans bønder, og klager blev besvaret med modklager. På Falster, hvor en nybagt godsejer ikke blot øgede hoveriets omfang, men også indførte nye former for hoveri, klagede bønderne i 1768 til øvrigheden:

„Vi må ikke alene tærske det korn, han på sine egne marker avler, men endog alt det tiendekorn, han behager al købe … Han fratager os de bedste tjenestefolk, karle og piger, og beder vi ham om selv at måtte beholde dem i vor tjeneste, så sætter han os op at ride træhesten eller lader os prygle og slå, så længe han lyster. Vi må grave hans have, skære hans brænde, vogte hans får og svin, rense hans kostald, passe hans gæs, skære hans hakkelse, og så videre.”

Godsejeren afviste ikke blot bøndernes klagepunkter, men kom med modanklager mod dem for, at „det, de til deres egen ruin mest beflitter sig på, er dobbel, drik, fylderi og samkvem i gilder, som varer ved fra årets begyndelse til dets ende”.

Det er vanskeligt at vurdere, hvad stigningen i hoveriet betød for den enkelte bonde. Hvor der var tale om en moderat stigning over en periode, hvor bondens landgilde og folkelønnen lå fast, samtidig med at han dyrkede mere korn og fik højere priser for det, behøver det ikke at have betydet en øget byrde for fæstegården. Og traditionelt foretrak bonden at betale for brugen af anden mands jord med arbejde snarere end med rede penge, som kunne være onde at få.

At mange godsejere på den anden side øgede og udvidede hoveriet ud over, hvad bønderne fandt ret og rimeligt, er en kendsgerning. Da styret i 1768 offentligt opfordrede til indsendelse af forslag „til landøkonomiens og agerdyrkningens forbedring”, indkom der ikke blot en mængde bondeklager over hoveriet. Deputationer af misfornøjede fæstebønder opsøgte medlemmer af den politiske ledelse og administrationen for personligt at fremføre deres klager.

Enevælden gik på kattepoter, når det gjaldt hoveriet. Styret kendte problemet, men erkendte også, at det drejede sig om godsejernes lovlige og frie dispositionsret over deres ejendom. I 1769 søgte det at styre en midterkurs ved at forlange, at hver enkelt godsejer opsatte et hoverireglement, hvori den enkelte bondes hoveri blev lagt fast. Det var godsejerens afgørelse, hvor meget han ville forlange. Men fæstebonden ville dermed få præciseret sit hoveri, som før havde været ubestemt, og enevælden henstillede til godsejerne, at de frivilligt lettede hoveriet.

Da de forlangte hoverireglementer begyndte at strømme ind, var Struensee kommet til magten. De indsendte reglementer viste, at godsejerne helt havde siddet enevældens henstilling overhørig, og nogle godsejere havde måske endda anført mere hoveri, end de faktisk forlangte, af frygt for et lovindgreb.

Det nye styre reagerede skarpt, og Struensee gjorde, hvad ingen politiker under enevælden havde vovet: han dekreterede simpelt hen, at der skulle ske en kraftig nedsættelse af det hidtidige hoveri. En typisk bondegård skulle herefter kun yde 48 spanddage og 96 gangdage eller noget nær det halve af, hvad mange godsejere hidtil havde ment sig berettigede til at kræve.

Struensees styre blev imidlertid et intermezzo, og det samme blev hans anordning om hoveriet af 20. februar 1771. Som så megen anden lovgivning fra hans hånd blev den ophævet efter hans fald. I 1773 forbød det nye styre ganske vist de mange nye former for hoveri, som var blevet indført.

Men under henvisning til at Struensees nedsatte hoveri havde givet utilstrækkelig arbejdskraft til godserne, „så at mange jorder er blevet udyrkede, og korn- og hø-høst samt andet arbejde efterladt til tab såvel for det almindelige som for ejerne”, fik godsejerne på ny ret til at forlange det avlingshoveri, de havde brug for.

Den tikkende bombe fik lov at blive liggende under det danske landbosamfund.