Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

De nye mænd

Oprindelig forfatter OFel

Kuppet på Christiansborg betød, at den politiske magt blev flyttet tilbage til statsrådet, hvor nye mænd blev ministre i en regering under kronprins Frederiks forsæde. Så lidt som Struensee i 1770 og Juliane Marie i 1772 vovede kronprinsen imidlertid at give afkald på Kongelovens fiktion om, at Christian 7. regerede enevældigt.

Selv om det for en umiddelbar betragtning måtte forekomme selvfølgeligt, at en sindssyg konges eneste søn og retmæssige tronarving overtog styret, rummede forfatningen ingen som helst bemyndigelse hertil. Det betød, at kronprinsen i de følgende 24 år underdanigst måtte lægge forestilling efter forestilling foran sin far, som derpå allernådigst approberede dem.

 Det gamle århundredes store statsmand A.P. Bernstorff nåede at blive portrætteret for sin død i 1797 af det nye århundredes store kunstner Bertel Thorvaldsen. I 1795 lykkedes det den unge akademielev at få statsministeren til at sidde for sig nogle få gange. Resultatet blev helt i 1700-tallets franske akademitradition: en smuk og personlig fremstilling af statsmanden i tidens dragt og med Elefantordenens kæde og stjerne. Bernstorff skaffede den unge billedhugger rejselejlighed til Italien med fregatten Thetis. Vel ankommen til Rom kvitterede Thorvaldsen med en ny buste af Bernstorff, denne gang i det nye århundredes romerske stil.

Det gamle århundredes store statsmand A.P. Bernstorff nåede at blive portrætteret for sin død i 1797 af det nye århundredes store kunstner Bertel Thorvaldsen. I 1795 lykkedes det den unge akademielev at få statsministeren til at sidde for sig nogle få gange. Resultatet blev helt i 1700-tallets franske akademitradition: en smuk og personlig fremstilling af statsmanden i tidens dragt og med Elefantordenens kæde og stjerne. Bernstorff skaffede den unge billedhugger rejselejlighed til Italien med fregatten Thetis. Vel ankommen til Rom kvitterede Thorvaldsen med en ny buste af Bernstorff, denne gang i det nye århundredes romerske stil.

De politisk betydningsfulde ministre i det nye statsråd var alle veteraner. Både J. O. Schack-Rathlou, F. C. Rosenkrantz og A. P. Bernstorff havde tidligere været ministre. I kronprinsens nye statsråd fik de følge af to veltjente hædersmænd uden politisk erfaring og uden politiske aspirationer: generalprokurør Henrik Stampe og kronprinsens militære lærer, den sachsiskfødte artillerigeneral Wilhelm von Huth.

Annonce

De nye ministre havde været enige om at styrte kabinetsstyret og genindføre statsrådsstyret. Men noget politisk program havde de ikke. Tværtimod var det en offentlig hemmelighed, at der i gehejmestatsrådet og i centraladministrationen var meget delte meninger om disse års mest presserende problem: landboreformerne.

Og det var ikke ukendt, at kronprinsens indflydelsesrige hofmarskal, Johan Bülow, var kritisk indstillet over for reformer. I den situation ville den unge kronprins' stillingtagen blive afgørende.

Efter fire års stillingskrig blev kronprins Frederiks første regering sprængt på spørgsmålet om landboreformerne. Allerede i 1786, da kronprinsen sanktionerede nedsættelsen af Den store Landbokommission, havde det knaget.

Og da han i sommeren 1788 lod sin far underskrive forordningen om stavnsbåndets ophævelse, udløste det en politisk krise. Som de eneste ministre under enevælden nægtede de to højadelige godsejere J. O. Schack-Rathlou og F. C. Rosenkrantz at tjene deres konge og forlod statsrådet i demonstrativ protest.

 Hofbygmester C.F. Harsdorffs joniske kolonnade var en arkitektonisk elegant løsning på et presserende politisk problem. Med Christiansborg Slots brand den 26. februar 1794 var kongefamilien blevet hjemløs. Kronprins Frederik købte de to sydlige palæer omkring Amalienborg Plads som boliger for sig selv og sin far. Arveprins Frederik købte det nordvestlige palæ. Det nordøstlige var allerede statens ejendom og husede Søkadetakademiet. Umiddelbart efter fik Harsdorff instruks om at bygge en forbindelsesbygning mellem kronprinsens og kongens palæer, hvorved tronfølgeren sikrede sig kontrollen over sin syge far. Harsdorff opførte kolonnaden i træ, og den stod færdig, da kongefamilien i efteråret vendte tilbage til København.

Hofbygmester C.F. Harsdorffs joniske kolonnade var en arkitektonisk elegant løsning på et presserende politisk problem. Med Christiansborg Slots brand den 26. februar 1794 var kongefamilien blevet hjemløs. Kronprins Frederik købte de to sydlige palæer omkring Amalienborg Plads som boliger for sig selv og sin far. Arveprins Frederik købte det nordvestlige palæ. Det nordøstlige var allerede statens ejendom og husede Søkadetakademiet. Umiddelbart efter fik Harsdorff instruks om at bygge en forbindelsesbygning mellem kronprinsens og kongens palæer, hvorved tronfølgeren sikrede sig kontrollen over sin syge far. Harsdorff opførte kolonnaden i træ, og den stod færdig, da kongefamilien i efteråret vendte tilbage til København.

Krisen efterlod en regering, der reelt kun bestod af to politikere: kronprinsen og Bernstorff. Besættelsen af de ledige taburetter – hvem der blev udnævnt, og hvem der ikke blev – skulle klart demonstrere de problemer, den tilsyneladende så magtfulde danske enevælde stod overfor, når den i slutningen af 1700-tallet skulle sammensætte en politisk ledelse.

Det var ikke nogen tilfældighed, at Bernstorff bevidst holdt den drivende kraft bag reformarbejdet, Rentekammerets unge chef Christian Ditlev Reventlow, ude af regeringen. I den aktuelle reformkrise var han politisk for belastet, og under de følgende års forsigtige, godsejervenlige politik ville han have været en udfordring. Hertil kom, at han gennem familiebånd var tæt knyttet til det tysk-kulturelle aristokratiske miljø, som også Bernstorff tilhørte.

Den regering, kronprins Frederik havde styrtet, havde ført en demonstrativ dansk-national politik. I og med at finansminister Ernst Schimmelmann fra den samme tysk-kulturelle kreds blev udnævnt til medlem af statsrådet umiddelbart efter dets sprængning i sommeren 1788, måtte regentstyret lægge megen vægt på at afbalancere denne udnævnelse med ministre, der af offentligheden opfattedes som tilhørende „det danske parti”.

Valget faldt på to politisk ukontroversielle repræsentanter for, hvad samtiden betragtede som gammel dansk adel, nemlig stiftamtmand Gregers Christian Haxthausen og højesteretsjustitiarius Jørgen Skeel.

 I revolutionsåret 1789 malede Jens Juel det store repræsentationsportræt af enevoldskongen Christian 7. i salvingsskrud. Alle der ville vide det vidste, at kongen var gal, og at andre regerede i hans navn. Af forfatningsmæssige og politiske grunde var det imidlertid nødvendigt at fastholde fiktionen om, at kongen selv regerede sine riger og lande. I ceremoniellet omkring kongen opretholdt kronprins Frederik derfor konsekvent illusionen om, at hans far var enevoldsmonark af Guds nåde. Det afholdt dog ikke ham og hans unge officerskammerater fra at drive gæk med det syge menneske ved taflet, hvor sønnen førte an i latteren over sin fars grimasser.

I revolutionsåret 1789 malede Jens Juel det store repræsentationsportræt af enevoldskongen Christian 7. i salvingsskrud. Alle der ville vide det vidste, at kongen var gal, og at andre regerede i hans navn. Af forfatningsmæssige og politiske grunde var det imidlertid nødvendigt at fastholde fiktionen om, at kongen selv regerede sine riger og lande. I ceremoniellet omkring kongen opretholdt kronprins Frederik derfor konsekvent illusionen om, at hans far var enevoldsmonark af Guds nåde. Det afholdt dog ikke ham og hans unge officerskammerater fra at drive gæk med det syge menneske ved taflet, hvor sønnen førte an i latteren over sin fars grimasser.

Ved regeringsskiftet i 1784 havde A. P. Bernstorff været den yngste af de tre politiske ministre. Positionen som den politiske ledelses førstemand opnåede han først senere. Indtil sommeren 1788 forholdt han sig forsigtigt afventende og holdt en lav politisk profil. Og godsejerreaktionerne imod landboreformerne nødte ham til fortsat at træde varsomt.

Billedet af ham som den ædle, vise statsmand og som helstatens faktiske førsteminister blev formentlig først for alvor skabt, da han med sin neutralitetspolitik styrede Danmark klar af revolutionskrigene.

Kronprinsen nærede en personlig hengivenhed for Bernstorff, og i statsrådet bøjede han sig for hans erfaring og autoritet. Men kronprinsen blev også ældre, og med alderen voksede den selvfølelse og magtvilje, der kunne spores allerede ved tilrettelæggelsen af kuppet i 1784. Politisk havde han medvirket aktivt i landboreformlovgivningen. I 1792 havde han overtaget ledelsen af flåden og var blevet sin egen marineminister.

Ved sit bryllup i 1790 havde han for første gang for alvor følt sig ombrust af folkets jubel. Og det var som „Kongens Søn, Folkets Ven”, han i sommeren 1792 lagde grundstenen til Frihedsstøtten. Da Bernstorff i 1797 døde, var det derfor ikke kun et personskifte i den politiske ledelse, der skete. Den gamle statsmands død indvarslede et egentligt politisk systemskifte.

Kronprins Frederik markerede nu, at han agtede at overtage den politiske lederfunktion, Bernstorff indtil da havde haft. Det blev bemærket, at den nye udenrigsminister – kronprinsens jævnaldrende, Christian Bernstorff – ikke fik sæde i statsrådet.

Fra 1797, da revolutionskrigene rasede heftigere end nogensinde, blev de udenrigspolitiske problemer drøftet og beslutningerne taget uden for statsrådet, i direkte samarbejde mellem kronprinsregenten og hans udenrigsminister.

 J. W. Haffners tegning af et selskab ved hoffet i 1794 viser kronprins Frederiks audiensgemak på Christiansborg Slot. Omkring spillebordet ses fra venstre arveprins Frederik, prins Carl af Hessen, Christian 7., prins Frederik af Württemberg, kronprins Frederik og hertug Frederik Christian af Augustenborg. Enkedronning Juliane Marie sidder mellem kongen og kronprinsen. I forgrunden til venstre finansminister Ernst Schimmelmann, og yderst til højre i billedets forgrund general Wilhelm von Huth og A. P. Bernstorff.

J. W. Haffners tegning af et selskab ved hoffet i 1794 viser kronprins Frederiks audiensgemak på Christiansborg Slot. Omkring spillebordet ses fra venstre arveprins Frederik, prins Carl af Hessen, Christian 7., prins Frederik af Württemberg, kronprins Frederik og hertug Frederik Christian af Augustenborg. Enkedronning Juliane Marie sidder mellem kongen og kronprinsen. I forgrunden til venstre finansminister Ernst Schimmelmann, og yderst til højre i billedets forgrund general Wilhelm von Huth og A. P. Bernstorff.

Politiske iagttagere bemærkede, at kronprinsen begyndte at forlange at få en række politiske og administrative sager forelagt, før de skulle drøftes i statsrådet. Hvad der i stigende grad blev ensbetydende med, at beslutningerne reelt var truffet, når papirerne blev lagt på statsrådets bord.

Udviklingen begyndte umærkeligt, men skridt for skridt ledte den til netop det kabinetsstyre, kronprinsen havde afskaffet ved kuppet i 1784. Gradvist kom det til at stå klart, at kronprinsen sigtede mod den personlige enevælde.

Et af de første ofre for kronprinsens selvherskertilbøjelighed blev hans hofmarskal Johan Bülow. Mange år senere, da kronprins Frederik var blevet Frederik 6., spurgte Bülow kongens svigerfar, prins Carl af Hessen, om grunden til sin afsked. Og prinsen, der kendte sin svigersøn godt, gav det psykologisk rammende svar: „Det skal jeg sige Dem, min kære ven. Kronprinsen ville være enevolds.”

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Feldbæk: De nye mænd i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 22. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307846