Kronprinsregenten

Om eftermiddagen den 14. april 1784 udspillede der sig i et af det vældige residensslots gemakker et patetisk håndgemæng mellem to små rokokofigurer. De kæmpende var den 30-årige skrutryggede arveprins Frederik og hans 16-årige albinoagtige nevø, kronprins Frederik. Den, de kæmpede om, var den skrækslagne Christian 7.

Håndgemænget var kronprinsens entré i dansk politik.

Kronprinsen havde haft så trøstesløs en barndom, som kun en tronarving på den tid kunne have. Sin far havde han aldrig haft menneskelig kontakt med, og sin mor havde han sidst set, da han var tre år gammel. Hans opvækst havde haft karakter af et pædagogisk eksperiment.

Ud fra sin læsning af Rousseau havde Struensee vendt sig mod den traditionelle svøbelses-børneopdragelse. I stedet havde han søgt at hærde det svagelige barn såvel fysisk som psykisk. En tid gik den treårige dreng barfodet i uopvarmede slotsgemakker. Han måtte selv rejse sig, når han faldt, og han fik en jævnaldrende dreng som legekammerat.

Efter diktatorens fald var hans liv på ny blevet dikteret af traditionen ved Europas hoffer. Som femårig fik han sin egen hofstat, hvis chef blev en af de ledende officerer bag paladsrevolutionen, general af kavaleriet Hans Henrik von Eickstedt. Selv efter tidens standard blev hans opdragelse til enevoldskonge mangelfuld; læsning lærte han aldrig at interessere sig for, og ensomheden bidrog til at udvikle den ydre hårdhed, der kom til at kendetegne ham som kronprinsregent og som konge.

Magthaverne omkring enkedronningen ignorerede ham. Prinsen reagerede med at skjule sine tanker og følelser, og kun over for sin 16 år ældre kammerjunker, Johan Bülow, synes han at have åbnet sig.

Hans konfirmation havde magthaverne udskudt, så længe de havde formået. Men den 4. april 1784 fandt den sted. Og den 14. april var bestemt som dagen, hvor han skulle tage sæde i gehejmestatsrådet. På det tidspunkt var planerne for længst lagt for det kup, der i resten af kongens levetid skulle sikre kronprinsen den reelle politiske magt.

Initiativtagerne bag kuppet var en lille kreds af unge højadelige embedsmænd med magtdrømme: brødrene Christian Ditlev og Ludvig Reventlow og Ernst Schimmelmann. De handlede i forståelse med den afsatte udenrigsminister A. P. Bernstorff, der befandt sig i politisk eksil på sit gods Borstel i Holsten. Men kuppets nøglefigur var tronfølgeren, kronprins Frederik.

Magthaverne følte sig sikre. Guldberg havde ved konfirmationen søgt at knytte kronprinsen til enkedronningen og arveprinsen og dermed til sin egen politiske linie uden at forstå, at forsøget kom for sent og var for kluntet. Hoffet havde dog også truffet sine forholdsregler. Efter deres plan skulle Guldberg og to af hoffets andre loyale mænd samme dag indtræde i statsrådet. Over for så massiv en hofindflydelse ville kronprinsen være magtesløs.

Kupplanen stod og faldt med, at kronprinsen besad det fornødne mod og den fornødne åndsnærværelse. Uden for statsrådsgemakket ventede hans tilhængere. Inde i gemakket stod han derimod alene med sin sindssyge far og sine politisk erfarne modstandere. Men kronprinsen spillede sin nøje indstuderede rolle – og vandt.

Da Guldberg og de to andre nyudnævnte ministre ved mødets begyndelse rejste sig for at overrække kongen deres embedsed, afbrød kronprinsen dem og rejste sig op. Og de tilstedeværende hørte ham oplæse et udkast til en resolution, hvori kongen ophævede kabinetsstyret, genindførte statsrådsstyret og udnævnte nye ministre.

Derpå lagde kronprinsen papiret foran sin far, og kongen underskrev det automatisk, som han altid gjorde. Nu var det imidlertid gået op for arveprinsen, hvad der var ved at ske, og han begyndte at protestere heftigt. Men kronprinsen spillede sin rolle til ende. Han sikrede sig også sin fars underskrift på et kongeligt reskript, der skulle sikre de sammensvorne mod fremtidige modkup: for eftertiden skulle enhver kongelig befaling være forsynet også med kronprinsens underskrift for at have gyldighed.

På det tidspunkt var forvirringen i statsrådsgemakket total. Arveprinsen forsøgte at bemægtige sig de to papirer. Men kronprinsen var hurtigere og fik dem stukket til sig. Nu sprang kongen op og flygtede ind i sit tilstødende private gemak. Her var arveprinsen for en gangs skyld den hurtigste. Han løb efter kongen, og man hørte slåen blive skudt for døren indefra. Kronprinsen havde kongens underskrift. Men arveprinsen havde kongen.

Håndgemænget i Eremitagesalen blev udkæmpet kort efter, da arveprinsen søgte at trække kongen med sig ned på etagen nedenunder til sin handlekraftige mor, enkedronningen. Her vandt kronprinsen håndgemænget om kongen. Dermed var kuppet gennemført og det politiske magtskifte en realitet.

De gamle magthavere valgte at acceptere tronfølgerens autoritet og affandt sig passivt med det skete. De militære forberedeiser, kupmagerne havde truffet, blev derfor ikke nødvendige, og noget retsopgør fulgte ikke efter. Dels havde de gamle magthavere ikke brudt loven. Dels blev kuppet ikke modtaget med begejstring af offentligheden, således som det var sket 12 år tidligere, da Struensee blev styrtet.

Dertil havde Guldbergs styre med dets borgerlige og dansk-nationale politik været for vel lidt. De adelige tabere trak sig tilbage til deres godser, og Guldberg blev stiftamtmand i Århus, hvor han i de følgende år loyalt administrerede de landboreformer, kronprinsregentens nye mænd indledte.