Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

National offensiv

Oprindelig forfatter OFel

Men der fandtes en alternativ definition af fædreland. Den forudsatte, at man var født i landet og talte landets sprog. Læste man mellem linierne i Tyge Rothes bog, kunne man se, at han kendte dette andet begreb, og sine steder argumenterede han direkte imod det. Endnu mens Frederik 5. levede, blev denne alternative opfattelse lagt åbent frem af en forfatter, der som politiker ti år senere skulle gøre den alment accepteret.

Manden var Ove Høegh-Guldberg. Han var på det tidspunkt professor ved Det adelige Akademi i Sorø, hvor professorerne som nævnt nød det privilegium at måtte censurere deres egne bøger. Det benyttede han sig af. I sin oversættelse af en af de latinske klassikere vendte han sig mod foragten for modersmålet, med en skarphed, der gør det vanskeligt at forstå, at det forblev upåtalt. For Guldberg hævdede uden omsvøb, at magthaverne foragtede det danske sprog, og at de næsten fuldstændig overlod det til almuen. Og han gik videre endnu: „Vore fleste fornemme fornedrer sig, når de taler det.

Man kunne være dansk, og leve i landet og af landet, uden at forstå landets sprog." Den politiske og kulturelle elite, der levede i landet og af landet, burde blive dansk i national forstand – eller forlade landet.

Annonce

Guldbergs ord blev skriften på væggen. Kun tre år senere døde Frederik 5., og som så ofte før gav et tronskifte plads for nye mænd og nye meninger. Der lå traditionelt en tilkendegivelse af politisk holdning i det officielle valgsprog, en ny monark proklamerede. Den unge Christian 7. valgte: „I kærlighed til fædrelandet vil jeg søge min hæder” – et valgsprog, der ikke blot vakte opmærksomhed, men hos mange også forventninger om en ændret national holdning.

 Det gælder for Ove Høegh-Guldberg som for så mange andre statsmænd, at det er vanskeligt at skille politikeren fra mennesket. Som ung professor i Sorø forenede han grundig lærdom med bredt samtidsengagement. Som arveprins Frederiks lærer hvirvledes han i januar 1772 ind i den politiske malstrøm. I årene efter dronning Juliane Maries magtovertagelse udviklede akademikeren sig til politiker og statsmand. Og efter regeringsskiftet i 1784 førte han som stiftamtmand i det store Århus amt loyalt og samvittighedsfuldt sine efterfølgeres reformpolitik ud i livet. Gennem alt, hvad han har efterladt sig fra de skiftende faser af sit liv, går der en varm og ægte strøm af danskhed: af kærlighed til sproget, historien og fædrelandet. Stik af J.F. Clemens 1782 efter akvarel af Jens Juel.

Det gælder for Ove Høegh-Guldberg som for så mange andre statsmænd, at det er vanskeligt at skille politikeren fra mennesket. Som ung professor i Sorø forenede han grundig lærdom med bredt samtidsengagement. Som arveprins Frederiks lærer hvirvledes han i januar 1772 ind i den politiske malstrøm. I årene efter dronning Juliane Maries magtovertagelse udviklede akademikeren sig til politiker og statsmand. Og efter regeringsskiftet i 1784 førte han som stiftamtmand i det store Århus amt loyalt og samvittighedsfuldt sine efterfølgeres reformpolitik ud i livet. Gennem alt, hvad han har efterladt sig fra de skiftende faser af sit liv, går der en varm og ægte strøm af danskhed: af kærlighed til sproget, historien og fædrelandet. Stik af J.F. Clemens 1782 efter akvarel af Jens Juel.

Forventningerne kom til at gå i opfyldelse, endda hurtigere end de fleste havde troet. Mændene fra Frederik 5.s tid blev nu udsat for konstante angreb, og blandt angrebspunkterne var deres udenlandske fødsel og deres foragt for det danske sprog.

Allerede i 1766 faldt generalfeltmarskal Saint-Germain som chef for Krigsdirektoriet, og samme år fik den tidligere almægtige overhofmarskal A. G. Moltke sin afsked. Året efter fik kongen på en maskerade på hofteatret overrakt et anonymt digt, som bidende kritiserede favoriseringen af udlændinge på bekostning af landets egne børn. Sådan – hævdede poeten – havde det altid været:

"Udi din faders tid franzosen os bedrog,
men i din farfars tid vor velfærd tysken tog."

Den anonyme poet frydede sig derfor over Moltkes fald, og han anbefalede kongen at lade Bernstorff følge efter,

"som fuld af franske kneb er dig og os til byrde.
Som understøtter kun det franske, tyske pak,
hvis stolthed, praleri, er lutter løgn og snak."

Og nu blev det alternative fædrelandsbegreb åbent lagt frem for offentligheden. Forfatteren var den norske bispesøn Eiler Flagerup. Sit skrift, som han udsendte i 1767, kaldte han Brev om Kærlighed til Fædrelandet. Og i enhver henseende indtog han en holdning diametralt modsat Tyge Rothes. Hvor denne havde hævdet, at fædrelandet var, hvor man levede som borger, var Hagerups fædreland dér, hvor man var født og vokset op.

Tyge Rothe havde ment, at kærlighed til fædrelandet fandtes – eller kunne udbredes – blandt almuen. Det afviste Hagerup som nonsens: skulle bonden identificere sig med fædrelandet, måtte hans materielle kår først forbedres: han måtte have frihed og ejendom. Og hvor Rothe havde forsvaret indkaldelsen af fremmede, afviste Hagerup, at ens fædreland blot var, hvor man levede vel, og spurgte retorisk-forarget: „Skulle vi behøve fremmed adel til at omringe vore fyrsters personer, til at nyde landets herligheder og at fortære bondens og borgerens sved?”

Hagerups skrift var et skarpt angreb på den bekvemme verdensborgeropfattelse, som Tyge Rothe havde formuleret for Frederik 5.s ministre. Og bag skriftets ærbødige og loyale formuleringer lå et krav til den unge konge. Skulle undersåtterne nære kærlighed til deres fædreland, måtte de også forlange respekt for deres sprog og kultur og have førsteret til statens embeder.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Feldbæk: National offensiv i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 16. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307822