Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Indfødsretten

Oprindelig forfatter OFel

To indbyrdes uforenelige nationale opfattelser var hermed lagt frem. Det blev Eiler Hagerups, der sejrede. Men når den sejrede så hurtigt – og tilsyneladende så fuldstændigt – som den gjorde, skal forklaringen søges i de politiske kriser, der var en følge af Christian 7.s sygdom.

I den korte tid, Struensee var ved magten, fremprovokerede han en national opposition. Og de magthavere, der kom til efter hans fald, havde brug for en national appel, både til at retfærdiggøre deres magtovertagelse og til at befæste deres magtgrundlag.

I oppositionen mod Struensee og i retsopgøret mod ham havde der været klare nationale elementer. Han var en fremmed, der ikke havde nedladt sig til at sætte sig ind i landets forhold; han havde favoriseret fremmede på bekostning af landets egne børn; og han havde åbenlyst vist sin foragt for det danske sprog.

Annonce

De nye magthavere markerede straks fra starten en demonstrativ danskhed. De gjorde det, fordi det var politisk opportunt. Men for nogle af dem var det andet og mere. Især for Guldberg, der skulle blive den ledende politiker frem til kronprinsens kup i 1784, var danskhed også en hjertesag.

 Med sikker sans for holdningen på højeste sted udsendte Den kongelige Porcelainsfabrik i 1780 en figurgruppe, der symboliserede indfødsretten. Guldberg-styret havde året før ladet staten overtage fabrikken, og det var velkendt, at indfødsretten var Guldbergs politiske mesterstykke og hans hjertebarn. Den siddende moderskikkelse, Fædrelandet, modtager sine tre ligeberettigede helstatsbørn Danmark, Norge og Holsten. Motivet hentede kunstneren fra den medalje, der blev slået ved lovens offentliggørelse i 1776.

Med sikker sans for holdningen på højeste sted udsendte Den kongelige Porcelainsfabrik i 1780 en figurgruppe, der symboliserede indfødsretten. Guldberg-styret havde året før ladet staten overtage fabrikken, og det var velkendt, at indfødsretten var Guldbergs politiske mesterstykke og hans hjertebarn. Den siddende moderskikkelse, Fædrelandet, modtager sine tre ligeberettigede helstatsbørn Danmark, Norge og Holsten. Motivet hentede kunstneren fra den medalje, der blev slået ved lovens offentliggørelse i 1776.

Det nye styre havde en national politik, og det handlede hurtigt. Inden en måned efter paladsrevolutionen blev sprogspørgsmålet løst. I februar 1772 blev det bekendtgjort, at dansk for fremtiden skulle være den politiske ledelses og administrationens sprog i alle sager vedrørende Danmark og Norge, og at dansk – og ikke længere tysk – skulle være kommandosproget i hæren, som det altid havde været det i flåden.

Skolen var næste punkt på det nationale program. Ikke landsbyskolen, for det var der hverken penge eller politisk vilje til, men latinskolen. For det var herfra, universitetet fik de studenter, enevælden skulle bruge i administrationen, kirken og det højere skolevæsen. I 1775 blev dansk gjort til et selvstændigt fag i latinskolerne, og det blev pålagt, at eleverne skulle indpodes kærlighed til fædrelandet.

Samtidig satte styret ind på det punkt, der for enevælden betød mest: den rette ideologi. Kongen herskede ikke kun over Danmark. Han var også konge af Norge, hvor der på det tidspunkt var ved at udvikle sig en norsk patriotisme, som rummede en fare for helstaten, og han var hertug i Slesvig og Holsten, hvor et dansk-tysk modsætningsforhold på det sproglige og kulturelle område ligeledes kunne udgøre en trussel mod helstaten.

For enevælden var det derfor magtpåliggende at udvikle en loyalitet, der ikke kun gjaldt Danmark, men som omfattede hele staten, samtlige kongens riger og lande. Det var for så vidt ikke nyt. Det havde altid været helstatspolitikkens mål. Det nye var, at enevælden søgte at opfange kærligheden til fædrelandet og omformulere det nye begreb til den officielle helstatsideologi.

Guldberg havde blikket åbent for de farer, den frembrydende nationalfølelse i helstatens enkelte dele rummede for enevælden. Det var baggrunden for hans bekendelse: „Ingen nordmand er til. Alle er vi borgere i den danske stat.” For Guldberg var helstaten målet. Midlet var undervisningen af den sociale og kulturelle elites sønner.

 Jens Baggesen, den fattige dreng fra Korsør, stod for mange i 1780'ernes København som arvtageren efter Ewald og Wessel. Komiske Fortællinger skabte i 1785 opmærksomhed om det unge talent, der fik til opgave at nyoversætte Holbergs Niels Klim. Han vandt indpas i det tysk-kulturelle aristokratis saloner, hvilket var ilde set i hovedstadens borgerlige dansk-kulturelle kredse. Men det skaffede ham protektion fra så indflydelsesrige personer som kronprins Frederiks svoger hertug Frederik Christian af Augustenborg, finansminister Ernst Schimmelmann og brødrene Reventlow og Stolberg. Med deres støtte drog han på sin første udenlandsrejse, karakteristisk for tidens nye signaler til Tyskland og Schweiz. På en afstikker til Paris kort efter nytår 1789-90 dansede han på Bastillens ruiner, og efter hjemkomsten udsendte han den følsomme og stemningsprægede rejseskildring Labyrinten. Stik af Chrétien fra et besøg i Paris 1797.

Jens Baggesen, den fattige dreng fra Korsør, stod for mange i 1780'ernes København som arvtageren efter Ewald og Wessel. Komiske Fortællinger skabte i 1785 opmærksomhed om det unge talent, der fik til opgave at nyoversætte Holbergs Niels Klim. Han vandt indpas i det tysk-kulturelle aristokratis saloner, hvilket var ilde set i hovedstadens borgerlige dansk-kulturelle kredse. Men det skaffede ham protektion fra så indflydelsesrige personer som kronprins Frederiks svoger hertug Frederik Christian af Augustenborg, finansminister Ernst Schimmelmann og brødrene Reventlow og Stolberg. Med deres støtte drog han på sin første udenlandsrejse, karakteristisk for tidens nye signaler til Tyskland og Schweiz. På en afstikker til Paris kort efter nytår 1789-90 dansede han på Bastillens ruiner, og efter hjemkomsten udsendte han den følsomme og stemningsprægede rejseskildring Labyrinten. Stik af Chrétien fra et besøg i Paris 1797.

Historikeren P. F. Suhm skrev i 1776 med Guldberg som en energisk og skarp censor skolebogen om helstatsfædrelandets fortid: Historien af Danmark, Norge og Holsten, præcis som Guldberg og hans kongelige herskab ville have den. Og lige så positiv over for enevælden og helstatspolitikken var bogen Store og gode Handlinger af Danske, Norske og Holstenere, som Guldbergs unge protegé Ove Malling udsendte i 1777. Mallings bog var opdelt i 18 kapitler, der hver var helliget sin specielle dyd.

Målt i sidetal var Kærlighed til Fædrelandet den største dyd, og i dette og i det efterfølgende kapitel Troskab mod Kongen udlagde Malling historiens sande lære: mænd fra samtlige helstatens dele og fra alle sociale lag havde gennem tiderne udmærket sig ved kongetroskab og fædrelandskærlighed. At lyde kongen var at lyde Gud.

Hermed havde Guldberg nået, hvad han ville. Han havde opfanget det danske borgerskabs nationale selvforståelse og omformet den til enevældens og helstatens officielle ideologi. Han havde gjort det ved at omformulere fædreland til konge og fædreland og ved at definere fædrelandet som samtlige kongens riger og lande.

Slutstenen på hans helstatspatriotiske konstruktion blev lagt på plads med stor højtidelighed på kongens fødselsdag den 29. januar 1776 med loven om indfødsretten, der med uvæsentlige undtagelser gav eneretten til statens embeder til dem, der var født i fædrelandet – vel at mærke i enevældens fædreland.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Feldbæk: Indfødsretten i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 11. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307823