Kampen om landboreformerne

Når den danske enevælde ventede næsten 40 år med at gå aktivt ind i den økonomiske og sociale omdannelse af landbosamfundet, der var i gang, skyldes det, at den endnu overvejende baserede sin magt på jordens ejere. Over for godsejernes ejendoms- og dispositionsrettigheder kunne og ville den ikke gribe ind.

På ét område stod enevælden imidlertid frit. Det var på dens eget gods. På krongodset havde styret mulighed for i praksis at demonstrere, hvilken økonomisk og social udvikling det ønskede.

I 1762 påbegyndte det et omfattende salg af krongods. Salget var en økonomisk nødvendighed. Det kostbare neutralitetsværn og den korte krig med Rusland havde bragt statsgælden op fra én til ti millioner rigsdaler.

Nedbringelsen af statsgælden kunne ikke ske alene gennem øgede skatter. Pengene måtte tilvejebringes gennem salg af kronens jord, og i modsætning til situationen under landbrugskrisen 30 år før kunne styret nu regne med både efterspørgsel og høje jordpriser.

Styret stod således ikke frit med hensyn til, hvorvidt det ville sælge. Men det stod frit i spørgsmålet om, hvem det ville sælge til. Under krongodssalgene i 1760'erne betragtede man i den politiske ledelse bondeselvejet som den bedste løsning på landbrugets problemer. Bonden skulle have „frihed og ejendom”. Den overvejende del af det fynske og størstedelen af det jyske krongods blev derfor solgt til bønderne selv.

Den form for landboreformer blev imidlertid for kostbar for staten. I de første salg havde kronen ladet op mod halvdelen af købesummen blive stående i gårdene som en prioritet, der skulle afdrages og forrentes. Det viste sig nu, at de nybagte selvejere havde overvurderet deres muligheder, og at mange ikke kunne betale.

Det fik betydning for de følgende krongodssalg. I den politiske ledelse rådede der i slutningen af 1760'erne og begyndelsen af 1770'erne delte meninger om, hvilken reformpolitik der skulle føres. Men den økonomiske nødvendighed sejrede. Salget af krongodset på Falster og i Sydsjælland skete i form af udbud af driftsklare hovedgårde med tilliggende af hoveripligtigt fæstegods.

Tusindvis af bønder, der enten aldrig havde ydet hoveri eller kun et beskedent hoveri på kronens ladegårde, måtte nu fra den ene dag til den anden påtage sig det meget betydelige hoveri, der på det tidspunkt var blevet det almindelige på godserne. De nye ejere, der havde købt deres gods dyrt, ville have den investerede kapital forrentet.

En anden måde, hvorpå styret kunne demonstrere sine reformønsker, var at beholde krongodset og gennemføre reformer på det, som andre godsejere gjorde. Det var, hvad det valgte at gøre på det nordsjællandske krongods, hvor Rentekammeret i midten af 1770'erne havde påbegyndt en omfattende udskiftning af landsbyfællesskabernes jorder og en udflytning af en del af gårdene, i god forståelse med bønderne og med deres aktive medvirken.