Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Regningen for reformerne

Oprindelig forfatter OFel

Også i spørgsmålet om udskiftning og udflytning fulgte styret en godsejervenlig kurs.

Ved regeringsskiftet i 1784 var udskiftningen og udflytningen allerede i gang overalt i landet. Men udviklingen gik langsomt. Mange udskiftninger fik uhensigtsmæssigt lange og smalle parceller, fordi for få gårde blev flyttet ud fra landsbyen, og for godsejeren var der tale om en meget kapitalkrævende investering.

Forordningen af 8. juni 1787 havde forpligtet bonden til at tage del i en udflytning, hvis hans godsejer forlangte det. Men godsejeren kunne ikke forlange, at han skulle tage del i udgifterne. Den hindring ryddede styret af vejen i 1792. Godsejeren fik herefter lov til at pålægge sine bønder en årlig rentebyrde på fire procent – tidens maksimalrente – af den kapital, han havde investeret i udskiftning og udflytning. Men statsmagten gik endnu videre i sine bestræbelser på at fremme udskiftningen.

Annonce

Den landgilde, der i århundreder havde ligget fast i fæsteperioden, blev nu givet fri. Godsejeren fik herefter lov at genforhandle landgilden med sine bønder, efter at udskiftningen var gennemført. Forordningens mening var klart, at genforhandlingen skulle resultere i en forhøjelse af landgilden svarende til de fordele, bonden fik af udskiftningen.

Det siges der ganske vist ikke direkte i forordningen af 15. juni 1792. Der stod blot, at Rentekammeret i tilfælde af uenighed I mellem godsejer og bønder ville træffe den endelige afgørelse. Men de bønder, der året før havde hørt deres sognepræst oplæse kongens godsejervenlige plakat om frivillige hoverioverenskomster, kunne vanskeligt være i tvivl om, i hvis favør Rentekammerets afgørelse ville falde.

Historien om landboreformerne blev skrevet af det styre, der var ved magten i reformperioden. En pietetsfuld eftertid har hæget om den nationale myte om den danske enevældes oplyste og humane mænd, der i frihedens og fremskridtets navn løste bondens lænker. I historiebøgerne blev Christian Ditlev Reventlow „den ædleste statsmand, Danmark har fostret”.

Billedet er et glansbillede. Reformperiodens mænd – både de, der var for reformer og de, der var imod – var frem for alt politikere. Den politiske ledelse, der lagde navn til reformerne og som tog reformerne til indtægt, kæmpede for at bevare en vis kontrol med den dybtgående samfundsændring, der var i gang, og for at holde sig selv ved magten.

Deres politik var baseret på en realistisk erkendelse af, hvor magten i samfundet lå. De kunne bruge en frihedsbegejstret og antiaristokratisk borgerlig opinion, men de kunne ikke bygge deres politik på den. De kunne tilrettelægge deres lovgivning med henblik på, at gårdmandsklassen kunne udvikle sig til at blive en del af enevældens magtbasis, men de vidste, at dette var et fremtidsperspektiv. I reformperioden lå magten i samfundet hos godsejerne, og der ville den også forblive i lang tid fremover.

Derfor måtte reformlovgivningen frem for alt blive en godsejervenlig lovgivning. Navnene under reformlovene var Bernstorffs og Reventlows. Men lovene stod i lige så høj grad i gæld til reformmodstanderne: til Schack-Rathlou og Rosenkrantz og til de vrede jyske godsejere.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Feldbæk: Regningen for reformerne i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 22. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307856