Politisk kursskifte

Reformspørgsmålet havde sprængt regeringen. I den situation valgte den eneste tilbageværende politiker – A. P. Bernstorff – at gå frem med den yderste forsigtighed. De tre nye ministre, der blev udnævnt, repræsenterede moderate midtsøgende standpunkter. Enevælden havde ikke opgivet at føre en reformpolitik, der skulle sikre den en medindflydelse på den igangværende omdannelse af det danske landbosamfund.

Men den så sig nødsaget til at vælge en anden, mindre direkte vej. Ved at give Reventlow en finere titel – han blev nu præsident for Rentekammeret – og ved at udnævne Colbiørnsen til generalprokurør markerede styret, at de to embedsmænd og reformtilhængere fortsat havde dets tillid.

Men det var politisk fuldt bevidst, at Reventlow ikke blev optaget i statsrådet, før reformlovgivningen reelt var gennemført. Det ville have været for kraftig en udfordring af godsejerne. Foreløbig fik Reventlow tilladelse til at arbejde videre, blandt andet med hoveriproblemet. Men kort efter blev dette arbejde indstillet. Problemerne var for store og modstanden for kraftig.

Det, der skete, var en gentagelse af begivenhederne under de tidligere reformforsøg 20 år før, blot alvorligere. Bønderne reagerede politisk.

Bønderne var opmærksomme på de nye signaler fra København, og gennem de mange trykte debatindlæg var de velorienterede om reformkampen. De forventede betydelige lettelser i deres hoveri, og nogle troede endog, at kronprinsen helt ville afskaffe hoveriet.

Flere steder, navnlig i Østjylland, resulterede det i, at bønderne vægrede sig ved at yde hoveri overhovedet, og spændingen voksede ude i lokalsamfundene. På godserne bredte uroen sig, næret af nyhederne om revolutionen i Frankrig, hvor bønderne myrdede ejerne og afbrændte herregårdene.

I august 1790 rejste godsejerne sig til åben modstand. Et stort antal jyske godsejere havde været samlet til Snapstinget i Viborg i juni måned for at ordne deres terminsforretninger, og her var de blevet enige om at gøre modstand.

Kammerherre Lüttichau til Åkjær og kammerherre Beenfeldt til Serritslevgård stillede sig i spidsen for en underskriftindsamling, og 102 godsejere skrev under på, hvad de kaldte et tillidsskrift til kronprins Frederik, men som reelt var et klageskrift imod styrets reformpolitik.

I umisforståelige vendinger klagede de over indgrebene i deres lovlige rettigheder og over de udstedte reformlove, og pegede advarende på revolutionens Frankrig, der „giver os de gyseligste eksempler”.

Klageskriftet blev overrakt kronprins Frederik ved hans bryllup i august 1790. Reaktionen blev dobbelt: enevælden søgte at redde ansigt, samtidig med at den reelt gav efter for presset.

Facaden blev opretholdt. Kronprinsen afviste på stående fod klagen og svarede, at kongens love stod ved magt. En undersøgelse blev sat i gang imod de to ledere, hvorunder Colbiørnsen med kronprinsens billigelse indledte en offentlig polemik mod Lüttichau.

I sommeren 1791 faldt den kongelige resolution i undersøgelsessagen: Beenfeldt blev idømt en bøde på 2000 rigsdaler, og Lüttichau blev frataget kammerherrenøglen. I offentlighedens øjne havde enevældens reformpolitik dermed sejret over et udlevet feudalt godsejervælde.

Den politiske følge blev imidlertid et kursskifte i reformpolitikken. Den oprindelige, overvejende bondevenlige politik blev opgivet til fordel for en udpræget godsejervenlig linie.

Hoverivægringerne havde bragt samfundets ro og orden i fare. Styret reagerede derfor øjeblikkeligt med strenge advarsler til bønderne, betydelige bøder og en fornyet indskærpelse af den hørighed og lydighed, bonden skyldte sit herskab.

Og i 1791 afsløredes det, hvilken løsning statsmagten nu sigtede mod i hoverispørgsmålet. Man ønskede frivillige overenskomster mellem den enkelte godsejer og hans bønder. Samtidig gjorde styret det klart, at målet med frivilligheden var at fastfryse hoveriet på det høje niveau, det gennem sidste halvdel af 1700-tallet var blevet presset op på. Opfordringen til at slutte frivillige hoverioverenskomster blev nemlig ledsaget af en trussel. Kunne parterne ikke blive enige, ville statsmagten selv fastsætte hoveriet.

Truslen virkede. I de følgende år blev der på så godt som alle godser indgået frivillige hoverioverenskomster. Kun på fire jyske godser og på 33 godser på Øerne blev det nødvendigt for de kongelige hoverikommissioner at træde ind. Nogle steder var det godsejerne, der intet havde lært og intet glemt. Andre steder var det bønderne, der nærede helt urealistiske forventninger. Den kongelige forligskommissær karakteriserede i sommeren 1796 bønderne på det mønske gods Nordfelt med ordene: „De er alle stive som karetheste”.

Hermed var hoveriproblemet løst, set med statsmagtens øjne. 30 år efter at statsmagten havde taget problemet op, nåede den omsider til vejs ende med den endelige hoveriforordning af 6. december 1799. For de bønder, der ikke var blevet selvejere eller havde afløst deres hoveri med en pengeafgift, lå hoveriet herefter fast.

Det måtte ikke øges inden for fæsteperioden. Ønskede godsejeren det forhøjet ved fæsteskifte, skulle han indsende en ansøgning herom til Rentekammeret, men det stod mellem linierne, at svaret ville blive nej.

Hoveriet havde været landboreformernes mest ømtålelige problem. Størst fordel af den politiske løsning fik godsejerne, idet det nu blev legaliseret på det meget høje niveau. Fæstebondens fordel var den mere begrænsede, at det herefter lå fast, og at han vidste, hvad han havde at disponere efter. Hermed havde statsmagten opnået sit hovedmål: at skabe ro omkring det ømtålelige spørgsmål.

Men med sin godsejervenlige politik havde statsmagten blokeret for et andet af sine reformmål: at flest mulige fæstebønder afløste deres hoveri med en pengeafgift. Når hoveriet blev fastfrosset på så højt et niveau, kunne godsejerne presse afløsningsbeløbene tilsvarende i vejret. Resultatet blev, at langt de fleste fæstebønder valgte at fortsætte med at yde hoveri snarere end at binde sig til høje årlige pengebetalinger.

Den samme politik fulgte styret i spørgsmålet om afløsningen af bondens naturaltiende med en pengeafgift. Og med det samme resultat. Styret varetog i udpræget grad tiendemodtagernes interesser. Ved den endelige forordning i 1810 blev omregningskursen mellem korn og penge sat så højt, at kun få tiendeydere benyttede sig af deres ret til at afløse den besværlige naturaltiende med penge.