Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

„et lykkeligt og kækt folk”

Oprindelig forfatter OFel

Umiddelbart efter regeringsskiftet i 1784 havde Rentekammerets unge og politisk ærgerrige chef, grev Christian Ditlev Reventlow, fået statsrådets godkendelse af, at de igangværende nordsjællandske krongodsreformer blev videreført i et hastigere tempo.

Samtidig sikrede han sig tilladelse til at fremlægge et forslag til, hvordan de nordsjællandske bønders og husmænds vilkår kunne forbedres, og hvordan de kunne komme til at eje deres egen jord – vel at mærke uden at det medførte en nedgang i statens indtægter.

For Reventlow var det politisk magtpåliggende at kunne fremvise resultater, der beviste nødvendigheden af en reformpolitik. Hans reformmodel omfattede ud over udskiftning og udflytning en afløsning af hoveriet og tienden med en pengeafgift samt selveje i form af arvefæste. Det tidspunkt, han valgte at fremlægge sine resultater på, var det politisk mest effektfulde.

Annonce

Den 15. august 1788 stod 14 nordsjællandske krongodsbønder i deres bedste tøj i Frederiksborg Slots gård. De skulle være statister i et nøje iscenesat politisk skuespil. Til stede var også amtmanden over Kronborg og Frederiksborg amter, gehejmeråd von Levetzow, medlemmerne af Den lille Landbokommission, der havde forestået reformarbejdet, regimentsskriverne, der i det daglige forvaltede krongodset, og de landinspektører, der havde opmålt jorderne, før udskiftningen kunne gennemføres.

 Grevskabet Christianssæde ved Maribo. Det tunge værdige barokhus med den symmetrisk anlagte avlsgård var Christian Ditlev Reventlows fødehjem. Her var han vokset op; her havde han i 1774 holdt sit bryllup; og her havde han givet sine bønder arvefæste, afløst hoveriet og gennemført udskiftningen og udflytningen. Efter sin afsked fra statstjenesten i 1813 tog han ophold på det lille klassicistiske herresæde Pederstrup, som han havde ladet C.F. Hansen tegne. Men det var til Christianssæde, han lod sig bringe i efteråret 1827, da han vidste, han snart skulle dø. Tegning 1754 af J.J. Bruun.

Grevskabet Christianssæde ved Maribo. Det tunge værdige barokhus med den symmetrisk anlagte avlsgård var Christian Ditlev Reventlows fødehjem. Her var han vokset op; her havde han i 1774 holdt sit bryllup; og her havde han givet sine bønder arvefæste, afløst hoveriet og gennemført udskiftningen og udflytningen. Efter sin afsked fra statstjenesten i 1813 tog han ophold på det lille klassicistiske herresæde Pederstrup, som han havde ladet C.F. Hansen tegne. Men det var til Christianssæde, han lod sig bringe i efteråret 1827, da han vidste, han snart skulle dø. Tegning 1754 af J.J. Bruun.

Slotsprovst Rehling holdt en kort prædiken. Derpå trådte grev Reventlow frem. De 14 bønder, hvis gårde allerede var udskiftede, fik hver overrakt et arvefæsteskøde. Og så talte Reventlow: umiddelbart henvendt til de 14 bønder og de øvrige tilstedeværende i slotsgården, men i realiteten henvendt til offentligheden, der da også straks efter kunne læse talen i det toneangivende tidsskrift Minerva.

Talen var en fremhævelse af betydningen af, at bonden fik ejendomsret til sin jord, at jorden blev udskiftet og gårdene udflyttet, og at hoveriet blev afløst af en afgift; og den understregede de store økonomiske og sociale fordele, der ville følge af reformerne, både for bonden, samfundet og staten.

Og Rentekammerets chef sluttede sin tale med at bede Gud „gøre disse bønder til et eksempel for Danmark, som af deres brødre vil følges, og gøre den i fordums tid miskendte bondestand til et arbejdsomt, et lykkeligt og kækt folk, af hvis velstand alle andre stænder vil tage deres udspring, på hvis troskab og mod kongen kan lide, som på det sikreste værn”.

Tonen var højstemt, men ordene var vejet på en guldvægt. Det var fuldt bevidst, at Rentekammerets chef på denne måde indplacerede de nordsjællandske krongodsreformer i den brede reformpolitiske sammenhæng. To måneder tidligere var regeringen blevet sprængt, og det var sket netop på et centralt reformproblem: stavnsbåndets løsning.

Derfor var det, at en af reformpolitikkens ledende skikkelser hen over hovedet på de 14 bønder så indtrængende appellerede til den offentlige mening om forståelse for styrets reformpolitik og dens nødvendighed for samfundet og staten.

Den regering, der var kommet til magten den 14. april 1784, havde ikke haft en politik, og i spørgsmålet om reformer stod den splittet. De to politiske veteraner J. O. Schack-Rathlou og F. C. Rosenkrantz, der markerede sig som talsmænd for de danske godsejere, havde fra starten frarådet reformer.

 Hans Hansens maleri fra 1806 af lensgreve Christian Ditlev Reventlow viser rentekammerpræsidenten og reformpolitikeren på toppen af sin karriere: den store sunde godsejer, der omsider efter A.P. Bernstorffs død i 1797 havde fået sæde i gehejmestatsrådet, og som 1803 var blevet ridder af Elefanten. Et portræt savnes desværre af den unge, ambitiøse og opinionsmanipulerende aristokrat, der efter de første års succes måtte se væsentlige dele af sit reformprogram lagt til side, og som blev nægtet, hvad han betragtede som sin retmæssige plads i den politiske ledelse.

Hans Hansens maleri fra 1806 af lensgreve Christian Ditlev Reventlow viser rentekammerpræsidenten og reformpolitikeren på toppen af sin karriere: den store sunde godsejer, der omsider efter A.P. Bernstorffs død i 1797 havde fået sæde i gehejmestatsrådet, og som 1803 var blevet ridder af Elefanten. Et portræt savnes desværre af den unge, ambitiøse og opinionsmanipulerende aristokrat, der efter de første års succes måtte se væsentlige dele af sit reformprogram lagt til side, og som blev nægtet, hvad han betragtede som sin retmæssige plads i den politiske ledelse.

A. P. Bernstorff var personlig overbevist om nødvendigheden af reformer, men valgte foreløbig at indtage en afventende holdning. I den situation ville den unge kronprins Frederiks holdning blive politisk udslaggivende. Men ingen vidste, hvad han tænkte. Derfor valgte Bernstorff at vente. Og det samme gjorde Reventlow.

Den, der omsider fik kronprinsen til at bekende kulør, blev Reventlow, der spillede den klassiske rolle som politiserende embedsmand.

I 1783 havde en jysk herredsfoged påpeget det uheldige i, at boet efter en fæstebonde blev vurderet af skønsmænd, der var udpeget af godejeren, som ofte selv havde krav i boet. Rentekammeret havde gjort, hvad det plejede at gøre i sådanne sager: det havde sendt sagen til høring hos amtmændene.

Og af amtmændenes svar fremgik det, at de ikke blot fandt det betænkeligt, at godsejeren udpegede skønsmænd i fæstebondens bo, men også at der ikke blev foretaget syn og skøn af gården, når fæstebonden overtog den. Herved kunne bonden eller hans bo komme til at hæfte for skader og mangler, han ikke var ansvarlig for.

Det var disse administrative svar, Reventlow valgte at bruge politisk. Han bad regeringens juridiske eksperter, generalprokurør O. L. Bang og den norskfødte kammeradvokat Christian Colbiørnsen, om et responsum. Og deres svar blev, som Reventlow havde forventet, en bekræftelse af, at fæstebondens retsstilling ikke var betrygget. De tilrådede en lovgivning på området, og Colbiørnsen anbefalede yderligere, at loven beskyttede bonden som den svagere part.

Sagen var politisk sprængfarlig, og Reventlow valgte at vente næsten halvandet år med at bruge den. Lejligheden kom i sommeren 1786, hvor han fremstillede sagen for kronprinsen og anbefalede reformer, der skulle lette bondens kår. Da kronprinsen reagerede positivt, slog Reventlow til. På stedet fik han kronprins Frederiks bemyndigelse til at fremkomme med et forslag til reformer.

Få dage senere – den 11. juli 1786 -,forelagde Reventlow for statsrådet den forestilling til kongelig resolution, der skulle tvinge den politiske ledelse til at bekende kulør, og som skulle blive grundlaget for de følgende års reformlovgivning.

 Frederik Christian Rosenkrantz tilhørte som søn af Iver Rosenkrantz det danske aristokrati. Allerede som 25-årig blev han sendt som gesandt til Berlin og to år senere til London. I 1754 gik han ind i flådens administration, hvis chef han blev 1763, og 1767 fik han sæde i konseilet. Ved personudskiftningen i 1784 blev han optaget i gehejmestatsrådet, samtidig med at han på ny overtog ledelsen af flådens administration, hvor hans konservative godsejerholdning bragte ham i et skarpt modsætningsforhold til den reformivrige fabrikmester Henrik Gerner. Da kongen mod hans råd underskrev forordningen om stavns-båndsløsningen, forlod han sammen med J.O. Schack-Rathlou demonstrativt statsrådet og trak sig tilbage til sine godser. Malet 1769 af Jens Juel.

Frederik Christian Rosenkrantz tilhørte som søn af Iver Rosenkrantz det danske aristokrati. Allerede som 25-årig blev han sendt som gesandt til Berlin og to år senere til London. I 1754 gik han ind i flådens administration, hvis chef han blev 1763, og 1767 fik han sæde i konseilet. Ved personudskiftningen i 1784 blev han optaget i gehejmestatsrådet, samtidig med at han på ny overtog ledelsen af flådens administration, hvor hans konservative godsejerholdning bragte ham i et skarpt modsætningsforhold til den reformivrige fabrikmester Henrik Gerner. Da kongen mod hans råd underskrev forordningen om stavns-båndsløsningen, forlod han sammen med J.O. Schack-Rathlou demonstrativt statsrådet og trak sig tilbage til sine godser. Malet 1769 af Jens Juel.

Rentekammerets forestilling understregede de uklare retsforhold mellem fæstebonden og godsejeren samt behovet for lovgivning på så væsentlige områder som indgåelse og afståelse af fæste, hoveri, stavnsbånd og straffeformer. Og den sluttede med at anbefale nedsættelsen af en landbokommission.

Her viste Reventlows formulering, at han vidste, hvem reformmodstanderne var, og hvor modstanden ville være stærkest. Kommissionen skulle arbejde for, at godsejernes og bøndernes „ejendom og personlige rettigheder kunne fuldkommen bestemmes, til fælles fordel for dem og staten”.

Reventlows forestilling var i realiteten et frontalt angreb på det gamle samfunds feudale struktur og en appel om at etablere en direkte og umiddelbar kontakt mellem undersåtterne og kongen – dvs. kongens embedsmænd.

Som ventet gik Schack-Rathlou og Rosenkrantz imod nedsættelsen af en kommission. Bernstorff valgte derimod at se kronprinsens bemyndigelse til Reventlow som det afgørende politiske signal til reformer og støttede derfor initiativet. Kronprins Frederik lod sin far godkende Rentekammerets forestilling om at udarbejde et kommissorium til Den store Landbokommission.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Feldbæk: „et lykkeligt og kækt folk” i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 21. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307853