Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kampen om landboreformerne

Oprindelig forfatter Redaktionen

Når den danske enevælde ventede næsten 40 år med at gå aktivt ind i den økonomiske og sociale omdannelse af landbosamfundet, der var i gang, skyldes det, at den endnu overvejende baserede sin magt på jordens ejere. Over for godsejernes ejendoms- og dispositionsrettigheder kunne og ville den ikke gribe ind.

På ét område stod enevælden imidlertid frit. Det var på dens eget gods. På krongodset havde styret mulighed for i praksis at demonstrere, hvilken økonomisk og social udvikling det ønskede.

I 1762 påbegyndte det et omfattende salg af krongods. Salget var en økonomisk nødvendighed. Det kostbare neutralitetsværn og den korte krig med Rusland havde bragt statsgælden op fra én til ti millioner rigsdaler.

Annonce

Nedbringelsen af statsgælden kunne ikke ske alene gennem øgede skatter. Pengene måtte tilvejebringes gennem salg af kronens jord, og i modsætning til situationen under landbrugskrisen 30 år før kunne styret nu regne med både efterspørgsel og høje jordpriser.

Styret stod således ikke frit med hensyn til, hvorvidt det ville sælge. Men det stod frit i spørgsmålet om, hvem det ville sælge til. Under krongodssalgene i 1760'erne betragtede man i den politiske ledelse bondeselvejet som den bedste løsning på landbrugets problemer. Bonden skulle have „frihed og ejendom”. Den overvejende del af det fynske og størstedelen af det jyske krongods blev derfor solgt til bønderne selv.

Den form for landboreformer blev imidlertid for kostbar for staten. I de første salg havde kronen ladet op mod halvdelen af købesummen blive stående i gårdene som en prioritet, der skulle afdrages og forrentes. Det viste sig nu, at de nybagte selvejere havde overvurderet deres muligheder, og at mange ikke kunne betale.

 En af reformdebattens markante skikkelser var den vestjyske godsejer Andreas Carl Teilmann. Han var en initiativrig og fremsynet praktisk landmand, der gennemførte betydelige afvandingsarbejder og jordforbedringer med mergel, opbrød store hedearealer og drev adskillige teglværker. Samtidig udfoldede han et bemærkelsesværdigt forfatterskab, hvori han længe før den engelske befolkningsteoretiker Thomas Malthus advarede mod en befolkningsvækst, der løb stærkere end fødevareproduktionen. Og han vendte sig mod, hvad han betragtede som selvkloge reformteoretikere, der intet kendte til praktisk landbrug. Blandt andet havde de endnu ikke – som han sarkastisk udtrykte det – ført bevis for, at solen skinnede mere på selvejerjord end på fæstejord. Malet 1765 af Andreas Brünniche.

En af reformdebattens markante skikkelser var den vestjyske godsejer Andreas Carl Teilmann. Han var en initiativrig og fremsynet praktisk landmand, der gennemførte betydelige afvandingsarbejder og jordforbedringer med mergel, opbrød store hedearealer og drev adskillige teglværker. Samtidig udfoldede han et bemærkelsesværdigt forfatterskab, hvori han længe før den engelske befolkningsteoretiker Thomas Malthus advarede mod en befolkningsvækst, der løb stærkere end fødevareproduktionen. Og han vendte sig mod, hvad han betragtede som selvkloge reformteoretikere, der intet kendte til praktisk landbrug. Blandt andet havde de endnu ikke – som han sarkastisk udtrykte det – ført bevis for, at solen skinnede mere på selvejerjord end på fæstejord. Malet 1765 af Andreas Brünniche.

Det fik betydning for de følgende krongodssalg. I den politiske ledelse rådede der i slutningen af 1760'erne og begyndelsen af 1770'erne delte meninger om, hvilken reformpolitik der skulle føres. Men den økonomiske nødvendighed sejrede. Salget af krongodset på Falster og i Sydsjælland skete i form af udbud af driftsklare hovedgårde med tilliggende af hoveripligtigt fæstegods.

Tusindvis af bønder, der enten aldrig havde ydet hoveri eller kun et beskedent hoveri på kronens ladegårde, måtte nu fra den ene dag til den anden påtage sig det meget betydelige hoveri, der på det tidspunkt var blevet det almindelige på godserne. De nye ejere, der havde købt deres gods dyrt, ville have den investerede kapital forrentet.

En anden måde, hvorpå styret kunne demonstrere sine reformønsker, var at beholde krongodset og gennemføre reformer på det, som andre godsejere gjorde. Det var, hvad det valgte at gøre på det nordsjællandske krongods, hvor Rentekammeret i midten af 1770'erne havde påbegyndt en omfattende udskiftning af landsbyfællesskabernes jorder og en udflytning af en del af gårdene, i god forståelse med bønderne og med deres aktive medvirken.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kampen om landboreformerne i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 14. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307852